Loading...>I am doll
eyes doll mouth
doll legs…<<
(Mette Thomsen, Plastic, side 8, linje 1 – 3).
Mette Thomsen skrev i 1995 den tankevækkende roman ”Plastic”. Her stræber hovedpersonen Mona efter det perfekte, og hun vil ikke nøjes. Derfor har hun gennem længere tid sparet penge sammen til det eneste formål at få lavet ansigt og krop om, så det bliver præcist, som hun ønsker, at det skal være.
”Underlæben skal være fyldigere… Og så vil jeg have større øjne… Og alle rynker skal væk, både dem ved øjnene, dem ved munden og mellem brynene”. (Mette Thomsen, Plastic, side 41, linje 9 – 22).
Plastikkirurgi bliver vejen frem for Mona, og hun bevæger sig længere og længere væk fra det kropslige og naturlige. Narcissisme er derfor det helt store tema i denne roman, og Monas personlighed bærer præg af dette. Selvkærlighed udadtil, et behov for beundring og tilmed en arrogant attitude viser det ydre af Mona. Derimod er hun indadtil præget af tomhed og hendes selvværd er ringe.
Begrebet narcissisme betyder i sin enkelhed ekstrem selvoptagethed og er det psykologiske udtryk for navlebeskuer. 80’erne bliver ofte omtalt som narcissismens årti. Bl.a. opstod motions- og solariecentre i samme periode. Man skabte sin egen krop. Formede den. Det ydre var i denne tid i centrum. Derfor var cafeer også aktuelle pga. prestige. Store vinduesfacader hvor igennem folk kunne lægge mærke til hinanden skabte en stemning af selvpromovering. Se mig, se mig. Og som toppen af kransekagen kom plastikoperationer ind på markedet. Nu behøvede man ikke længere at leve med den forfærdelige store næse. Den kunne jo ændres. Man må lide for skønheden. Hvis man altså havde penge nok til en sådan operation. Kort sagt blev folk individualister i det ekstreme.
Tanken hos den narcissistiske person var, hvor perfekt kan jeg blive? Dette kan resultere i mangel på samvittighed, da der kun bliver fokuseret på ideal-jeget, og kan i værste fald lede til psykopati. Skiftende seksualpartnere er også et træk hos den narcissistiske person. Narcissister bruger andre mennesker som spejle for sig selv. Først idealiserer de andre, da narcissister kun ”går efter” det perfekter, og derefter river de dem ned og finder derefter en ny (seksual)partner.
Dette ses også i Jan Sonnergaards novelle ”Vi skriver 1995…Og Det Bliver Bedre Endnu” fra 1999. Også i denne tekst er hovedpersonen dybt narcissistisk. Flere citater viser hvor meget fokus, han retter på sig selv.
”Endnu et bevis på at jeg er den mest suveræne hun kan få”. (Jan Sonnergaard, Vi Skriver 1995…Og Det Bliver Bedre Endnu, side 181, linje 16 – 17).
Hensynsløs og usympatisk er nøgleord for hovedpersonens personlighed. Både i privat- og i karriere livet nyder han at have kontrollen. Man bliver højere af at træde på andre. Kun ved at have kontrollen føler han sig tryg. Ellers er han usikker. Overfor kollegaen Cai føler han sig særlig magtfuld. Han ligefrem nyder Cais misundelige blikke. Også dette er et træk hos den narcissistiske person.
”Han sidder og føler sig som et rigtigt nul, og det gør det kun værre at det netop er mig der har scoret en af de allerbedste sild i byen… Og han har rigtig godt af at han aldrig nogensinde vil få Camilla”. (Jan Sonnergaard, Vi Skriver 1995…Og Det Bliver Bedre Endnu, side 177, linje 1 – 5).
Camilla er den smukke og selvsikre kvinde, som hovedpersonen privat danner par med. Han både elsker at vise sig selv og Camilla frem som genstande for andres beundring. Han opfatter ikke Camilla som et levende menneske men som en genstand, der kun er beregnet til andres beundring. Dog skal denne beundring rettes mod ham selv. Igen er tanken mig, mig, mig. Men han føler sig ikke heldig pga. sit forhold til Camilla. Tværtimod tager han det forgivet, at en pige som Camilla vil være sammen med ham. Efter hans egen mening må han være Guds gave til kvinder.
Men da en dag oplever han mangel på beundring fra Camillas side. Han føler sig ikke længere ”oven på”. Tværtimod føler han sig utryg og usikker, da det ikke længere er ham, der er den uopnåelige. Han tyer derfor til andre midler. Gennem længere tid ignorer han Camillas opringninger. Camilla føler sig mere og mere lille og han føler sig mere og mere stor.
”Men Camilla er altså ulykkelig. Fremragende! Dejligt at vide!”. (Jan Sonnergaard,
Vi Skriver 1995…Og Det Bliver Bedre Endnu, side 196, linje 6 – 7).
Narcissismens eksistens resulterer i et større fokus på bl.a. mærkevarer. Vi vælger selv, hvordan vi vil præsenterer os. Hvem der skal repræsenterer os, vælger vi bl.a. gennem plasticposer, tøj og cigaretter. Skal vi bruge en plasticpose, og valget står mellem Illum og det lokale supermarked, har mange en tendens til at vælge den først nævnte. Hvorfor ikke udtrykke at man køber ind de dyre og rigtige steder?
Hvilke signaler vi sender er meget vigtige for os mennesker og det ydre er derfor igen i centrum hos mange. Eksemplet ses også i ”Plastic”. Det er svært at vælge cigaretmærker fortælles der.
”Det bliver derfor Marlboro, Mona vælger. Dels fordi pakken er pæn… Matcher til hendes hår og hud og mund… Men også fordi mærket er klassisk amerikansk… Som
Woody Allen og Andy Warhol og Marilyn Monroe”. (Mette Thomsen, Plastic, side 21, linje 11 – 21).
Mona vælger sit cigaretmærke omhyggeligt. Hun tænker alt igennem, for hun ville ikke blive set med den forkerte pakke cigaretter. Men på den anden side, alle cigaretmærker er skadelige. Selv de rigtige mærker. Man kan derfor sige at alle cigaretmærker er forkerte.
Også i Jan Sonnergaards novelle er fokus rettet på de enkelte mærker. Flere steder bruges det enkelte produkts navn – Kleenex og Ramlösa – i stedet for enten lommetørklæde eller vand. Igen er tanken om hvordan andre ser en meget vigtig for den narcissistiske person. Man skulle jo nødig blive opfattet forkert og i værste fald ringere end andre. Helst skal man være mere værd end alle andre. Man kan derfor fristes til at gå så vidt som at sige, at nutidens unge er en generation af narcissister. Mærkevarer spiller en større rolle hos den unge. En bluse er ikke længere bare end bluse, og et par bukser er ikke længere bare et par bukser. Tøjet skal hedde noget bestemt. Men hvorfor – man skal jo ikke tale med tøjet.
Gennem det seneste stykke tid har flere og flere danskere oprettet en profil på det verdenskendte facebook.com. Arto.dk er ikke længere nok for de unge danskere. Vi må ud over landets grænser.
Internationalt er blevet et vigtigere begreb end national. At blive verdensberømt er hos mange en drøm. Dette ses hos de mange reality Tv-serier, som gennem de seneste år har styret fjernsynene i de danske hjem. Der er derfor mange, som måske kan mene, at vi lever i et narcissistisk samfund. Tendensen er der i hvert fald.
Skriv et svar