Essay om skønlitteratur

Færre og færre mennesker læser skønlitteratur, i takt med at antalla af alternative underholdningsmidler stiger. For mig var kampen for at holde læselysten oppe, allerede tabt fra barns ben af. Jeg kan huske, at jeg allerede som lille tog mine stolte forældre med på biblioteket. Det gik desværre hurtigt op for dem, at det ikke var bøgerne jeg kom der for, men de videofilm og playstationsspil, som en hel del af boghylderne var blevet skiftet ud med. Jeg må indrømme, at jeg personligt ikke selv vælter mig i skønlitterære værker. Jeg har altid undret mig over hvorfor min mor pressede på, og fortalte mig, at det var vigtigt, at jeg læste inden jeg gik i seng, men nu ved jeg hvorfor. Ifølge forskere fra The New School for Social Research i New York, USA, skulle skønlitteratur gøre os til mere empatiske og velfungerende mennesker.

Jeg har aldrig nogensinde tænkt over, at skønlitteratur var så godt for mennesket, men i artiklen ”Læs en god bog og bliv et bedre menneske” af Rasmus Kragh Jakobsen udgivet af videnskab.dk, bliver der argumenteret for, at skønlitteratur er essentiel for udviklingen af ”Theory of mind” (Tom) som altså skulle gøre dig til et bedre menneske. Men savnes de nævnte kvaliteter hos folk der ikke læser skønlitteratur, og er disse kvaliteter overhoved så tiltrængt, som forfatteren ligger op til? Disse spørgsmål kan være svære at svare på, men jeg kan sige så meget, at jeg selv efterspørger  nogle af de nævnte kvaliteter i samfundet. I dagens Danmark optræder mennesket oftere og oftere som en ”Human-ressource” på arbejdspladsen, hvilket gør det irrelevant for individet at udtrykke sine følelser. Jeg mener, at en lige så vigtig del af arbejdsmarkedets kulturen er det sociale aspekt, som oftest bliver glemt i den konkurrence præget hverdag, hvor det handler om at tjene massere penge. Jeg ved selv fra min arbejdstid i Føtex, at det var sjældent, at man havde lov at have en dårlig dag. Desuden var arbejdsfordelingen sat op sådan, at man hele tiden arbejde individuelt, så der ikke gik snak i den. For mig ødelagde dette det sociale fuldstændigt. Det gjorde miljøet trist og min lyst til at arbejde forsvandt fuldstændigt, måske dette afspejler det generelle arbejdsmiljø? Det må tiden vise, der er trods alt et par år endnu for mig, før jeg kommer ud på det ”virkelige” arbejdsmarkedet.

Jeg kan huske, at vi i folkeskolen blev undervist i at aflæse forskellige menneskers ansigter og derved følelse. Jeg kan huske, at det hjalp folk i min klasse med at undgå konflikter og misforståelser. Jeg syntes egentlig ikke, at skønlitteraturen skal fylde mere i det danske uddannelses system på trods af den positive effekt. Jeg vil våge den påstand, at den danske diskurs vægter faglig viden  højere end empati og social forståelse, det er i hvert fald min opfattelse, efter have kigget på en hel del jobopslag igennem, under min søgen efter et fritidsjob.

Mange arbejdsgiver søger medarbejdere, som er udadvendt og imødekommende, men hvad nytter det, hvis men ikke har den faglige viden for at kunne klare jobbet?

Dikotomien mellem skønlitteratur og faglitteratur favorisere faglitteraturen, i og med skønlitteratur for det meste er skrevet for underholdningens skyld, hvorimod faglitteraturen omhandler forståelse af f.eks. videnskab som er essentielle på arbejdsmarkedet.

Jeg kunne godt selv godt tænke mig, at læse mere skønlitteratur, men i virkeligheden er jeg bare for doven. Jeg går lige nu selv i gymnasiet og syntes arbejdsbyrden i forvejen er stor. Hvis jeg oven i alle mine bøger om kemi, historie, fysik og matematik, ja listen er lang, skulle læse 10-15 minutter om dagen for ”sjov” skyld, tror jeg helt ærligt, at jeg ville miste læselysten. Det kan godt være, at det ville få mig til at fremstå som et mere empatisk menneske, men ikke desto mindre, er det ikke det min lærer efterspørger, når han/hun vi hører hvad Platons lignelignelse går ud på. Idet hele taget tror jeg, at skønlitteratur spiller en forsvindende lille rolle i det moderne menneskes hverdag, og hvis salget af skønlitteratur steg, skulle det da lige være fordi folk ville udvikle ”Tom” og ikke for at slappe af med en god krimi, dermed ikke sagt at ”Fin litteratur” ikke kan være underholdne. Jeg tror bare ikke selv på at, effekten af at læse skønlitteratur for hjernens skyld, er 15 minutters læsning værd, men det er jo op til den enkelte. Hvis det nu var al skønlitteratur, som gav dig bedre forståelse af andres følelser og motiver kunne det jo være, at folkets læselyst steg igen. Grunden til, at vi glemmer at vise empati er fordi centeret i hjernen ”Tom” er understimuleret, fordi man ikke bruger det hver dag, så må man jo også tage stilling  til hvor nødvendigt det er, at stimulere dette center hvis det alligevel sjældent bruges.

Jeg tror aldrig jeg selv har læst en bog tilhørende genren ”Fin litteratur”, som altså oftest er psykologiske intrigere uden noget specielt plot man følger. Jeg føler selv, at jeg er godt belæst og på min bogreol har jeg ca. 20 halvfede bøger stående, som jeg alle har være ved at kløjes i under min læsning. Personligt synes jeg, at tv’et virker langt mere tiltalende og afslappende, fordi man ikke skal tænke så meget over hvorfor tingene sker. Skønlitteraturen tilhørende den ”fine” kategori, lyder mere anstrengende end underholdene, og jeg kan sagtens forstå,  at flere og flere biblioteker fylder deres hylder op med alternative underholdningsmidler, når deres målgrupper nu forsvinder. Det dårlige er bare, at ens hjerne ikke bliver stimuleret på samme måde, som når man læser den ”fine” litteratur.  Ifølge undersøgelserne lavet af D. Kidd fremgår det i resultaterne, at vigtigheden i at læse er stører hvis man er ensom, end hvis man til daglig er meget social, men hvorfor så ikke bare komme noget mere ud, og snakke med folk, i stedet for at sidde der hjemme og læse? Nu når jeg tænker over resultatet af undersøgelsen synes jeg, at det er ret så påfaldende, at de fleste af mine venner, som er enebørn faktisk er temmelig egoistiske, og det er måske i virkeligheden fordi de har et underudviklet ”Tom”. Jeg har selv bror til to piger og synes selv, at jeg er meget opmærksom på, hvordan andre mennesker har det. Hvad nu hvis alle enebørn fik at vide, at de skulle læse nogle af Dostojevskij* værker? Til gengæld er mine enebarns venner alle sammen utrolig selvstændige. Det kan være svært at forholde sig til hvilke kvaliteter, som vægtes højest hos mennesket. I sidste ende er det vel op til ens arbejdsgiver og venner at beslutte, om du er et ”bedre” menneske, bare fordi du bedre kan sætte dig i andres sted. Hvad nu hvis jeg ikke var blevet undervist i følelser og ansigtsudtryk i folkeskolen? Ville jeg så være nødsaget til at læse skønlitteratur bare at kunne vise medfølelse? Måske ville samfundet være mere altruistisk, hvis alle bare læste 15 min. skønlitteratur hver dag, men behøver det at være positivt?

*Forfatter til værker af genren ”Fin litteratur”