“Eveline” af James Joyce analyse og fortolkning

Skrevet af Sander Specht

Eveline

Novellen er skrevet af den irske forfatter James Joyce i 1914 og blev udgivet i novellesamlingen Dubliners (på dansk: Dublinfolk eller Dublinfortællinger).

James Joyce anses for at være en af det 20. århundredes mest betydningsfulde forfattere, idet han påvirkede den moderne litteraturs udvikling med sin skrivestil. Joyce blev født i Dublin i en forholdsvis fattig familie, men brød den sociale arv, og fik en god uddannelse som gav ham fundamentet til et godt og givende forfatterskab. Joyces mest fremtrædende værk er Ulysses, som er en milepæl i litteraturen, både hvad angår handlingsforløb og fortælleteknik.

Eveline er en novelle, og dermed en skønlitterær tekst. Det er en naturalistisk fortælling, eller snarere en realistisk, idet den beskriver en realistisk, menneskelig og social situation som har en højere samfundsmæssig betydning. Netop denne skrivestil er karakteristisk for James Joyce, som var dybt inspireret af den norske forfatter Henrik Ibsen, der skildrede menneskelige relationer med samfundskritiske undertoner. Samtidig bevæger novellen sig på et metafysisk plan, idet det hele fortællingen er en tankestrøm, i stedet for en egentlig handling

Novellen har mange spændende temaer, såsom rutine, lysten til at flygte, liv og død, familien, faste rammer, ungdom, ubeslutsomhed, barndom, minder og, ikke mindst, Dublin. Af disse er især rutine, lysten til at flygte og liv og død fremtrædende temaer i resten af den novellesamling som Eveline blev udgivet i. Her beskriver Joyce Dublinerne som mennesker der er fanget i en evindelig rutine, hvilket frustrerer dem, og i visse tilfælde endda afføder vold. Dublinerne er bundet i deres klassedelte industrisamfund, og ønsker at slippe væk. I alle novellerne er der et ønske om flygte fra noget. Enten er det fra Dublin og Irland, eller også er det fra ægteskab eller anden social relation som fastbinder personerne.

Historien finder sted i Dublin i et almindeligt boligkvarter. Stemningen er generelt dyster, men i takt med hendes humørsvingninger og meningsskiften, ændrer historien både stemning og retning.

Novellen handler om den 19-årige irske kvinde Eveline, som reflekterer over sin fortid, sin nutidige situation og sin fremtid, idet hun står overfor en skillevej i sit liv. Hun sidder i sit hjem og kigger ud på gaden imens hun mindes sin barndom hvor hun legede med de andre børn på den mark som i dag er bebygget af huse.

Hun bor sammen med sin ubehagelige far, som behandler hende dårligt. Han er en aldrende mand, og derfor passer hun ham. Samtidig sørger hun for alle andre huslige gøremål, mens hun oven i købet arbejder i en butik. Hendes hverdag er således præget af hårdt fysisk arbejde og psykisk pres fra faren.

Netop derfor er det en fristende tanke at forlade Dublin til fordel for sin elsker Frank, som ønsker at giftes med hende og bosætte sig i Buenos Aires.

Forholdet mellem Eveline og Frank er problemfrit indtil faren begynder at vise misbilligelse, hvorefter de to unge må mødes i smug. De aftaler at forlade byen i hemmelighed.

Da Eveline overvejer beslutningen om et helt nyt liv, sidder hun med to breve i sit skød. Det ene til sin bror, og det andet til sin far. Hendes tanker ledes over på lysere minder fra sit liv, dengang hendes mor levede og hendes bror boede hjemme. Hun mindes at have lovet sin mor at blive hjemme og sørge for rengøring og madlavning. Hendes sortsyn lysnes op, og hun minder sig selv om at hendes liv ikke er værst og at hendes far ikke altid er ondskabsfuld.

Da Eveline hører kirkeklokker ringe mindes hun sin mors død og hendes sørgelige liv, hvorefter Eveline er overbevist om at det rigtigste er at tage af sted med Frank.

Da afrejsedagen kommer og Eveline står på kajen og venter med en stor gruppe mennesker, gribes hun af frygt og uvished. Hun beder til gud om hjælp. Da flokken af mennesker begynder at gå om bord skilles hun fra Frank. Han råber at hun skal komme med, men hun bliver stående, fæstnet til jorden med et uanfægtet ansigtsudtryk som hverken viser spor på ”kærlighed, afsked eller genkendelse”.

Fortællersynet i historien er helt specielt, da det er en fortælleteknik som James Joyce selv har udviklet. Han kaldte teknikken for stream of conciousness, da den fungerer ved at hele fortællingen er en lang tankestrøm. Således er Evelines tanker eksponeret i en tankestrøm som læseren indhylles i. Denne fortællestil er god fordi den skaber et tæt og intimt forhold mellem læser og hovedperson.

Novellen beskriver kvinden som er fanget mellem fortid og fremtid. Eveline ender sine ubeslutsomme overvejelser med at fravælge kærligheden og eventyret, altså fremtiden, fordi hun mindes fortidens stunder.

Samtidig er novellen et tidsbillede, pga. de mange kvinder der i starten af det 20. århundrede befandt sig i samme situation som Eveline. De var hårdtarbejdende kvinder, som fik muligheden for at emigrere fra Irland, men som sad fast i valget mellem det nye ukendte og det gamle velkendte.

Eveline fremstår som en naiv ung kvinde som hjælper andre, uden at tænke på sine egne behov. På den ene siden hjælper hun sin far med alt husligt arbejde, selvom han er ubehagelig overfor hende. På den anden side aftaler hun at tage hele vejen til Argentina med sin elsker fordi han ønsker det. Inderst inde har hun ikke lyst, og inderst inde elsker hun ham ikke tilstrækkeligt til at tage springet. Man kan sammenligne Eveline med Lars Von Triers kvindelige hovedroller i f.eks. Breaking the Waves, Dancer in the Dark, Dogville og Manderlay. Disse kvinder har alle en vis naivitet over sig, og de ønsker at hjælpe omverdenen og dem der står dem nært, selvom det bliver på bekostning af deres egne følelser, og endda i to af tilfældene tager livet af dem.

Novellen bliver først rigtig samfundsrelevant idet den tager emner om som f.eks. social arv: Eveline er nemlig bange for at gå i sin mors fodspor og ende op i hendes ulykkelige situation. Derfor vil hun bryde den sociale arv ved at rejse væk. Men da hun ombestemmer sig sejrer de negative sociale mekanismer i samfundet, og Eveline er nu bundet i sin klasse, i sit lokalsamfund og i sit familiemønster.

Da Eveline bliver på kajen, helt fastfrosset, beskrives hun som ”passiv” og som et ”hjælpeløst dyr”. Med denne slutning umyndiggør Joyce Eveline, og påpeger dermed at det ikke udelukkende, og måske overhovedet ikke, er Evelines eget valg, men derimod en højere magts vilje. Der er ikke tale om en gud, idet religionen i historien kun beskrives som en del af hverdagens rutine. Men derimod er det sandsynligt at Joyce beskriver nogle samfundsmekanismer som fastholder mennesket i rutine, og sociale ståsted og dermed påvirker individets følelser. Disse kan f.eks. være klasseforskelle, social arv og familiære og kulturelle behov.