Loading...Farlig fiktion
Det er ikke mere end blot tretten år siden, jeg, intetanende og barnagtig blev præsenteret for Disney-filmene og eventyrenes verden. Det skulle vise sig, at dette filmunivers var langt fra forestillingen – forventningerne om Løvernes konge, Tarzan, Bambi, Snehvide og Torneroses eventyrlige univers med morskab og glæde blev erstattet af en altoverskyggende rædsel. De dominerende scener omhandlede død og rædsel, hvilket gjorde filmoplevelsen som helhed betydningsløs. Mine forældres ellers optimistiske forhåbning om jubel blev tilintetgjort af min grød. Denne fiktive histories beskrivelse af verden bevægede sig for tæt op af den virkelige verdens realiteter, og dette resulterede i, at mine forældre måtte gemme Disney-filmene væk i nogle år. En ellers solrig søndag eftermiddag i sofaen endte således oftest ved tårer og angst for at miste.
Skal netop ovenstående skildrede situation være en del af vores barndom og opvækst? Skal de dramatiske clouer undlades? Ville alternativet i så fald være moralske opdragelsesbøger, som i højere grad blev dyrket i de forrige generationer? Hvilke værktøjer skal børn udstyres med, for at kunne klare sig selv og forholde sig til livets store spørgsmål? Spørgsmålene flakker rundt i mit hoved – i min verden er konfrontationen med død og rædsel en nødvendighed for forståelsen af følelser. Men som det kommer til udtryk i teksten, Farlig fiktion, er danskerne tilsyneladende ikke enige med mig. Den opsigtsvækkende serie Mille har berørt forældre i en sådan grad, at det er ført til sure læserbreve. Hvorfor er der i det senmoderne samfund stadig dele af befolkningen, som mener, at det førstnævnte spørgsmål skal besvares med et nej?
Vi kan ikke uden videre afgøre, hvad der er rigtigt eller forkert – der findes simpelthen ikke en opskrift på den ideale opdragelse. Dog chokerer modtagelsen af Mille mig en smule. Børne- og ungdomsbøger/film er, som samfundet, hele tiden i udvikling. I stedet for at se denne udvikling som regressiv, brude det efter min overbevisning være en selvfølge, at man i det senmoderne samfund er modtagelig for nye tendenser og forandringer. Skal vi virkelig tilbage til 1800-tallets belærende fortælling? I denne periode var det nyt, at barnet blev set som værende en del af en individuel udviklingsproces – behovet for opmærksomhed og kærlighed blev en realitet for forældrene. Det er fra denne tid og særligt i starten af 1800-tallet, at vi kender fortællingerne med den korrekte morale (læresætning) til en fornuftig opdragelse. Udgivelsen af Brødrene Grimms eventyrsamling Kinder und Hausmärchen såvel som H.C. Andersens eventyrer, har i bund og grund været en hjælp til forældrene. Ved at fortælle historien om Prinsessen og Frøen lærer man sit barn, at det er vigtigt, at holde hvad man lover.
Eller i Hans og Grethe, hvor fortællingen viser, at man ikke skal tale eller stole på fremmede. Disse pointer var beregnet til den voksne, men ved at sammensætte det på børnenes forståelsesniveau, fandt man en måde hvorpå det kunne forstås. Eventyrene rummede skarpe modsætninger, så børnene ikke var i tvivl om forskellen på god/ond, rig/fattig, smuk/grim osv. – de fik således en pædagogisk-moraliserende karakter. Selv har jeg fået fortalt de mange eventyr som lille. Opfattelsen af, at eventyret fungerer som en læresætning, tilsiger mig dog ikke. Selvom det belærende kommer til udtryk i en tiltrækkende og sød historie, er det ved nærmere eftertanke ikke optimalt. Teksterne fungerer som den ”rigtige” opskift til den ideale fremtid for et barn. I dag er de yderlige påvirkninger i høj grad med til at fjerne ideen om en opskrift. Eventyrer i det senmoderne samfund er som en sukkersød erstatning for realiteten – død, rædsel, tab og sorg. Dette moraliserende og rådgivende element er kun at finde frem til 70’erne og 80’erne – det er døende, og det er et faktum, vi må se i øjnene.
Identifikationen og inddragelsen af kendte situationer, som gør, at børnene kan relatere sig til det, de ser, er vigtigere end én læresætning. I Tarzan og Bambi indledes historien med tabet af forældrene – jeg præsenteres for død og tab, som udover at være forfærdeligt i sig selv, rammer de personer, som betyder meget for en 5-årig – forældrene. Tanken er ubegribelig, og scenes realitet gjorde mig skrækslagen. Spørgsmålet er, om sådanne scener ikke er nødvendige for forståelsen af følelser? Uanset hvad vil en overidyllisering af de svære følelser skabe flere misforståelser end det vil skabe forståelse.
Som Damian Arguimbau siger ”… bæres den tragiske historie af en varm fortællerstemme, der løfter kærligheden forbi dødens bratte øjeblik.” Det er muligt, at præsentere børn for døden uden det bliver fokusset i hele historien. Bogen og filmen Harry Potter såvel som Twilight er begge opstillet således at den anderledes og uhyggelige verden møder den ”almindelige” verden. I Twilight er kærligheden et meget dominerende element, og overskygger derfor rædslen for vampyrer og varulve – her er det sødmen og forelskelsen, der optager mere end det faktum, at det er en historie om blodsugende, sjælløse og farlige væsener.
Harry Potters egentlige historie om drabet på hans forældre og Voldemorts ønske om at dræbe Harry overskygges af de komiske sekvenser i bogen såvel som filmen. Også venskabet mellem de tre hovedpersoner og hele auraen omkring den magiske skole gør filmens uhyggelige elementer acceptable. Ungdomsbøger omhandler noget skræmmende enten som fiktivt i fx Harry Potter og Twilight eller samfundets problemer fx mobning, vold, kriminalitet, selvmord, utroskab, osv. På trods af tiderne har disse bøger dog stadig en moraliserende tendens, idet hovedpersonen/fortælleren (den man identificerer sig med) oftest handler korrekt i forhold til den problematik, der tages op.
Død er et begreb, som bliver brugt mere yppigt end nogensinde før. Kunstens kreativitet kan enten forvride, overraske, chokere, forandre eller udvikle betydningen af dette ord. I det ovenstående afsnit kom jeg frem til, at død blev gemt væk, fordi det var tabubelagt. Det blev gemt i fortællinger eller eventyrer, som fremstillede det som en god ting, fordi det kun var de onde, der kunne dø. På den måde lærte børn om retfærdighed, men de lærte ikke om det at miste – det var kun muligt at identificere sig med de gode i eventyret, og på den måde virkede døden af den onde som en sejr og god gerning. I nyere fortællinger, fx Bambi, er død også et faktum. Forskellen fra 1800-tallets fortællinger er dog, at døden ikke længere er gemt. Vi relaterer os med Bambi, som mister sin mor, og det skaber sorg, tab og angst. På den måde virkeliggøres dette begreb i højere grad i dag end for 100 år siden. Død er en kendsgerning, og et punkt som alle mennesker når en dag. Da Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte udkom, i 1973, vakte den stor debat – her er der tale om to dødsfald, men den ene er selvvalgt (selvmord), hvilket ikke er hensigtsmæssigt i en børnebog. Hvis en børnebog skulle være belærende og moraliserende, hører en sådan handling ikke hjemme i en børnebog.
Det er væsentligt at finde en mellemvej. Fiktionen skal ikke belære ved at undgå de svære følelser, men den skal heller ikke skabe kendskab til handlinger, fx selvmord, som ikke er et naturligt farvel til jorden. En børnebog skal beskrive verden, som den er, ud fra situationer som børn kan relatere sig med – og personerne skal fungere som indikatorer for identitetsdannelsen. Døden skal ikke være en straf på ”den onde”, fordi dens handlemåder var forkerte – døden skal fremstilles naturlig og indlysende. Det er dertil et hvert menneske når, og så er det ligegyldigt, om denne persons handlinger har været gode eller onde.
I dag tror jeg ikke, at vi skal overanalysere kunstens fortolkning og brug af død – Man kan forstille sig, at død i dag mere bruges som en pengemagnet end en moraliserende kendsgerning. Det er ikke længere væsentligt, at læse eventyrer for sine børn pga. læresætningerne. Barndomsfasen er et paradis af uskyld i forhold til livets øvrige faser, men det betyder ikke, at vi skal undvige splittelse, umoral, ondskab, tab og død – man skal ikke tillægges en speciel overtryghed i barndomsfasen, da det vil give tilbageslag som en boomerang senere i livet. Vi må endvidere erkende, at død er spændende, anderledes og mystisk. Død sælger.
Skriv et svar