Den franske Revolution: Oplysningsfilosoffernes fald

Den franske Revolution

Indledning

Det samfund vi kender og lever i til daglig, tager vi ofte for givet. Vi fordømmer og prøver at omvende andre stater, der ikke som os praktiserer demokrati, som vi anser som den eneste rigtige styreform. At disse ting ikke er naturlige for dem, ligger fjernt for os, men i virkeligheden har vi selv undergået en større samfundsmæssig revolution, siden de første spæde skridt på vej mod demokrati og frihed blev taget i oplysningstiden, hvor nye samfundstanker blev introduceret af rationelle tænkere.

Målet med denne opgave er, at finde ud af hvilken betydning disse oplysningsfilosoffer havde for datidens borgerskab, der tog skridtet fuldt ud og ændrede Frankrigs forfatning radikalt. Mit fokus vil ligge på opgøret med enevældet tidligt i revolutionen, på magtskiftet og magtkampen mellem borger, adel og konge og på oplysningsideernes indflydelse på revolutionen og specielt borgerskabet. Målet vil opnås gennem en bearbejdelse af emnet på de tre taksonomiske niveauer. Der vil blive inddraget kildekritik – og analyse på det 2. taksonomiske niveau.

Jeg vil gøre rede for enevældets krise og fald i årene op til revolutionen, for at få en ide om hvilke forhold, der gjorde sig gældende i årene op mod enevældets afskaffelse. Dernæst vil jeg undersøge, de politiske metoder ”den oplyste elite” brugte til, at få magten. Til det vil jeg anvende et uddrag af kilden: Abbed Sieyès. ”Hvad er tredjestand?” og et uddrag af Det parisiske borgerskabs klagebrev. Endelig vil jeg diskutere/vurdere hvilken betydning oplysningstankerne havde for revolutionen og borgerskabet.

1. Enevældets krise og fald

• Økonomisk krise i Frankrig: Enevældet i Frankrig havde igennem 1700-tallet været

særligt hårdt trængt, siden det blev indført af Louis d. 14¹. Specielt efter syvårskrigen² og efter den franske støtte til den amerikanske frihedskamp³ var statskassen umådelig tom. For at få råd til krigene havde man valgt den letteste vej til finansiering nemlig gennem lån. Men regnskabet over de kostbare krige var så store, at statsbudgettet gik i underskud. Egentlig var udgifterne ikke større end, at det kunne lade sig gøre at betale dem tilbage. England og William Pitt havde en endnu større gæld, men kunne hurtigere begynde at betale den tilbage. Årsagen var, at England var bedre administrativt opdelt inden for finansforvaltning, mens Frankrig havde mange forskellige administrationsorganer og distrikter, der aldrig var blevet gjort helt op med siden enevældets indførelse og ”de overlappede hinanden og forhindrede et effektivt ensartet styre”⁴. Ydermere voldte parlamenterne kongen store problemer. De blev oprettet som domstole, der også havde til opgave at indregistrere kongelige dekreter, men adelsmændene i parlamentet, så deres plads som en mulighed til at få politisk indflydelse, hvor de kunne blokere for lovgivningen.

Det var ikke kun enevældet, der oplevede den økonomiske krise. Overalt i Frankrig, blev almindelige mennesker mere og mere forarmede, tynget af de høje skatter til adel, kirke og stat. Undersøgelser fra 1700-tallets Frankrig viser, at bønderne måtte betale op mod 60-75 % af deres indtægter⁵. Denne situation med de mange fattige og forarmede mennesker blev forstærket, da korn-og vin priserne var dalende. Det skabte yderligere forringet købekraft hos bønderne, og resulterede i en enorm krise i hele Frankrig. En elendig høst i 1788 gav en yderligere forværring af forholdene, der resulterede i tårnhøje brødpriser. Det anslås at ca. 3 mill. mennesker var decideret tiggerproletariat, der fortrinsvis kunne ses på landevejene, mens 10 mill. mennesker var i akut nød⁶. Den elendige situation lagde yderligere pres på enevældet, da befolkningen krævede føde.

1.2 Adelsrevolte og politisk vækkelse: I Frankrig indså man endelig, at det var umuligt at få gjort noget ved den økonomiske situation uden, at beskatte de privilegerede stænder⁷. Skattetrykket på 3.stand var nemlig så højt, at en forøgelse ville være det samme som direkte, at bede om et oprør. Charles Alexandre de Calonne⁸ foreslog en skattereform, hvor det vigtigste punkt var, at der skulle lægges grundskat på al jord uanset ejerens stand og rang. Det var i sig selv en lille revolution, da adelen anså deres skattefritagelse som et af deres vigtigste sær-privilegier. Reformen blev først afprøvet ved en notabel-forsamling⁹, for at undgå at komme igennem de mere problematiske parlamenter, men da notabel-forsamlingen var meget kritiske og afvisende overfor ideen om beskatning af adelens jord, blev den alligevel forelagt for parlamentet i Paris. Adelsmændene i parlamentet så deres snit til fuldt ud, at generobre den magt de havde inden enevældens indførelse, og afviste blankt skattereformen. Her opstod der et modsætningsforhold mellem en desperat stat, der kæmpede for at finde nye indtægter, og et magthungrende aristokrati¹⁰. Kongen forsøgte at reagere med at forvise parlamentet, og danne nye en helt ny højadelig¹¹ afdeling, der skulle overtage parlamenternes job med at indregistrere lovene. Men kongen var faktisk i en slem knibe, da de adelige alle stod sammen mod kongen selv de adelige officerer i hæren, og hertil kommer, at de adelige fik en uventet støtte fra borgere og folk fra 3. stand, der udløste en række uroligheder i landet. Kongen gav endelig efter for adelen og borgernes pres, da de økonomiske problemer pressede sig uhelbredeligt på, og han genindsatte parlamenterne med deres vanlige virke, og indkaldte samtidig til et generalstændermøde¹².

Generalstændermødet og de mange politisk-økonomiske problemer gav anledning til en politisering af befolkningen. En ny notabelforsamling havde bestemt, at der skulle stemmes pr. stand og der skulle være lige mange delegerede fra hver stand. Det reagerede den ”oplyste elite”¹³ på, ved at danne en gruppe, patrioterne, der lavede politiske programmer, opråb, henvendelser til regeringen og mere. Patrioternes programmer og politiske ageren blev flittigt diskuteret, også blandt almindelige mennesker og kongen blev mere vellidt blandt 3.stands befolkningen, fordi man nærede den illusion, at kongen havde til hensigt at alliere sig med 3.stand mod adelen for at afskaffe feudalsamfundet. Programmerne indeholdt krav om: Politisk lighed, en forfatning for Frankrig, stænderforsamlinger, personlig frihed osv. Målet var altså et nyt system, og afskaffelse af det feudale samfund. Valget til generalstænderforsamlingen resulterede i en storsejr til borgerskabet. Ikke én bonde eller håndværker blev valgt.

1.4 Nationalforsamling og enevældets afslutning: Generalstændermødet var opnået efter pres fra adelen, og ville det foregå efter samme mønster som det seneste generalstændermøde i 1614¹⁴, ville det betyde en deling af magten mellem adel og konge. Imidlertid blev det gennemtvunget af dronningen og Jacques Necker¹⁵, at 3.stand skulle have dobbelt repræsentation i forhold til 1.- og 2. Stand. Afstemningsspørgsmålet om hvorvidt, der stemtes pr. stand eller pr. hoved blev ikke afklaret i generalstændermødet, og da forhandlingerne om proceduren ved afstemningen efterhånden gik i hårdknude trak 3.stand, i 1789 d. 17. juni, med afhoppere fra de andre stænder sig fra forsamlingen og erklærede sig for nationalforsamling. Nationalforsamlingen fulgte erklæringen op med den såkaldte boldhused, hvor de besluttede ikke at skilles før de havde vedtaget en forfatning for Frankrig. Kongen nægtede at anerkende forsamlingen, og tog straks aristokratiets parti, det selvsamme aristokrati han ellers havde kæmpet med magten om ved adelsrevolten. Efterhånden som flere medlemmer fra de privilegerede stænder sluttede sig til den selverklærede nationalforsamling, kapitulerede kongen dog. Da kongen anerkendte nationalforsamlingen var enevælden endelig afskaffet.

1.5 Delkonklusion: Den økonomiske krise, det administrative rod og den enorme krigsgæld blev afgørende for enevældet og for Louis d. 16. Adelen forstod at udnytte deres gode position i parlamenterne til at undergrave kongens lovgivningsproces og til at få sat en stopper for de forestående ændringer og reformer mod deres adelige privilegier og forsøgte at genoprette deres gamle magt. Men de der formåede, at udnytte den politiske hårdknude bedst var borgerskabet, der allierede sig med adelen mod enevældet, der resulterede i en stænderforsamling, for derefter med politisk succes at konstituere sig som nationalforsamling, med enevældens afskaffelse som resultat. Afgørende blev borgerskabets handlekraftighed, deres isolation af bønder og håndværkere som repræsentanter, og tilfældige begivenheder som hjælpen fra Necker og dronningen.

2. Den ”oplyste elites” politiske metoder

• Kilde: Det Parisiske borgerskabs klagebrev

2.1.1 Kildekritik: Kilden er et uddrag af en klage sendt til regeringen, skrevet af det parisiske borgerskab i fællesskab. Uddraget omhandler behovet for en forfatning i Frankrig. Kilden er givetvis fra 1789, da det er skrevet i forbindelse med generalstænderforsamlingen i 1789. Hensigten med brevet er, at oplyse/konfrontere regeringen eller kongen om borgerskabets meninger og holdninger til en mulig forfatning til Frankrig, og ikke mindst en slags nationalforsamling. Kildens sympati ligger hos 3. stand, mere præcist borgerne og der er også sympati for reformeringer af samfundets opbygning. Ikke helt uvæsentligt ligger sympatien også hos kongen. Kilden virker som en velgennemtænkt og høflig klage til regeringen.

2.1.2 Kildeanalyse: Kilden afspejler de politiske strømninger og den stigende interesse for politik, der opstod i Frankrig igennem politiseringen. Borgerskabet i Paris, er meget forhandlingsvenlige og deres holdninger til en mulig forfatning er gennemgribende, uden at være direkte revolutionære. ”I det franske monarki tilhører den lovgivende magt nationen og kongen i forening. Kongen alene har den udøvende magt”¹⁶, starter brevet med og afspejler meget godt de bløde reformvenlige holdninger det parisiske borgerskab har.

Kravene til kongen er en generalstænderforsamling, der skal fungere sammen med kongen som den lovgivende magt altså hvad, der svarer til nutidens parlamenter. Forsamlingen skal mødes hvert 3. År. Desuden er deres mål lighed, at ”alle borgere som ønskeligt fordeles i en almindelig repræsentation for alle klasser”¹⁷, og at der oprettes domstole udvalgt af generalstænderne. Desuden skal alle, der forhindrer generalstændernes møder, dømmes som forbrydere mod nationen, og generalstænderne(læs ”nationen”) skal være de eneste, der skal kunne udskrive skatter. Borgerskabet fremhæver også kongen, som det, han traditionelt er anset for en hellig og ukrænkelig person¹⁸ og afviser, at kvinder og deres efterkommere skulle kunne regere.

Kilden er tydeligvis skrevet, da man stadig naivt troede, at kongen ville alliere sig med 3. Stand og man har et foragteligt forhold til de privilegerede stænder, der kun nævnes i brevet i forbindelse med repræsentationen i nationalforsamlingen. Det er derfor, man nærmest oplever at de ”fedter” for kongen ved at støtte dele af styret samtidig med, at de anerkender hans status som ”hellig og ukrænkelig”. Kilden er udformet inden generalstændersamlingen, hvor der foregik en heftig debat i foreninger og saloner osv., men faktisk kunne kilden også være udformet direkte forbindelse med valgmøderne, hvor borgerne sammen med valg af repræsentanter afleverede klagebreves. Kilden er et meget godt billede på den tids klagebreve, der mest af alt kom fra 3. stands borgerskab, der var præget af oplysningsfilosoffernes ideer.

Hensigten med brevet er at oplyse kongen om de gældende forhold for 3. stands, og i særdeleshed borgerskabets ønsker. Man ønsker et konstitutionelt styre med politisk lighed og tredeling af magten, og argumenterer for det igennem strategisk klogt ”fedteri”. Man buser ikke frem med sin kritik. Det er tydeligt at se, at det hovedsageligt er borgeres ønsker, der er fremhævet, da en del oplysningsideer er blevet flettet ind i brevet¹⁹. Det er også tydeligt, at man ikke har meget til overs for de privilegerede stænder. Der står ikke direkte noget ondt om dem, men det fornemmes, da de kun nævnes i forbindelse med repræsentationen i generalstænderforsamlingen. Sympatien ligger hos kongen og 3. stand. Brevet er sagligt og et forsøg på fredeligt at få kongen til at reformere Frankrig.

2.1.3 Delkonklusion: Klagetekstens metode til, at få indflydelse på magten er meget fredelig og kløgtig. Klagebrevet er sagligt og høfligt og man forsøger ikke på nogen måde at tirre kongen med for hård kritik, da han anses som den mest sandsynlige allierede. Man går stille frem og smigrer ind imellem kongen og anerkender hans magt og Frankrig som monarki, og stiller samtidig sit krav uden at være truende. Målene opnås ved høflig henvendelse og fornuft.

2.2 Kilde: Abbed Sieyès: ”Hvad er trediestand”

• Kildekritik: Kilden er et skrift fra januar 1789 udarbejdet af Abbed Sieyès, der var medlem af 3.stand og organisationen ”patrioterne”, selv om han var gejstlig. Kildens hensigt og formål er at skabe en selvbevidsthed og erkendelse i 3.stand, at 3. stand ikke behøver de to andre stænder, men selv kan klare sig. Sympatien og synsvinklen ligger hos 3. stand, som Abbed Sieyès taler for og til.

• Kildeanalyse: Kilden omhandler de civile- og politiske rettigheder, abbed Sieyès mener tredjestand har. Han argumenterer imod adelen og dens hævdede rettigheder og stiller sig i stedet solidarisk med 3. Stand, han hævder, er en nation i sig selv. Han laver sammenligninger af 3. Stand og de privilegerede stænder for at skabe et overblik over, hvad han mener. Han opfordrer desuden til at anvende to midler, der skulle kunne ændre den ærgerlige position 3. stand er i. Abbed Sieyès anvender i stor stil fornuften som redskab i sit skrift. Han anvender argumentet, ”at tredjestand er en nation, fordi de lever under samme lovgivning”, og at adelen derfor er en nation i en nation grundet deres sær-privilegier. Derpå træder den, som Abbed Sieyès skriver: ”ud af den fælles orden, ud af den sociale lov”²⁰. Abbed Sieyès fremhæver ligeledes 3.stand, som den stand, de andre er

afhængige af: ”Hvis man afskaffer den privilegerede stand, vil nationen ikke blive svagere, men stærkere”²¹, og påviser forskellen mellem de to stænder antalsmæssigt: 25 millioner fra 3. Stand og 200.000 fra 1.- og 2.stand. Han bruger billedsproget, at 3.stand er i lænker, men stadig hele nationen, og hvis den bliver fri, vil den blive blomstrende, og føre til fremskridt for alle: ”Intet kan føre til fremskridt uden den;”²² de andre er intet uden 3.stand. Sieyès foreslår 3. Stand, at slå sig sammen og ikke deltage i fællesmøder (generalstændermødet) med de andre stænder. Direkte opfordrer han 3. Stand til, at konstituere sig som lovgivende nationalforsamling: ”Det hævdes, at trediestand ikke kan udgøre stænderforsamling. Så meget desto bedre! Den vil så kunne udgøre en nationalforsamling”²³. Det andet middel han foreslår, er, at appellere til nationens domstol.

Kilden er et godt billede på patrioternes gøren og laden i årene omkring den politiske vækkelse. Den er formentlig læst masser af gange i klubber og foreninger og har derfor virket meningsdannende blandt en større del af befolkningen. Jeg synes, at man kan betegne kilden som en slags propaganda, med visse grader af fornuft. Abbed Sieyès opnår større modstand mod adelen, og prøver at opbygge en nærmest revolutionær stemning. Abbed Sieyès anvender klogt, billedsprog og logos og fører konsekvent ingen beviser for det gode ved det feudale samfund²⁴, som der trods alt var. Det er let at tro, at almindelige mennesker, der så dette skrift har ladet sig rive med af de store ord og ideer, men særlig virkelighedstro i forhold til det eksisterende samfund er det ikke. Netop dette klageskrift, kan have været hovedårsagen, til den revolutionære stemning i Frankrig imod adelen og for demokrati. Og pudsigt nok var det også Sieyès, der foreslog 3. Stand at erklære sig som nationalforsamling.

Sieyès skrift har højst sandsynligt, haft større betydning for meningsdannelsen i Frankrig. At han er en gejstlig ”overløber” har sikkert også givet ham øget troværdighed. Målet, at opnå en stemning og en erkendelse af, at 3.stand er alt, og at den kan klare sig uden de andre stænder, argumenteres der fornuftigt for. Anvendelsen af logos og billedsprog har også givet de almindelige menneskers forståelse et pift. At Sieyès er medlem af patrioterne spejles meget godt i hans foragt for de privilegerede stænder, han overhovedet ikke nævner noget godt om.

2.2.3 Delkonklusion: Sieyès bruger i modsætning til det parisiske borgerskab, ganske andre metoder til at få folket over på sin side og få del i magten. Sieyès anvender større revolutionære kræfter end bare en pæn forespørgsel og søger opbakningen hos flertallet, de svagere, i stedet for direkte ved magtcentrummet. Han trækker fronterne op til et opgør med de privilegerede stænder som roden til alt ondt. Sieyès anvender appelformerne til sin fordel, og taler varmt om 3.standen og dens styrke, mens han opildner til vrede mod adel og gejstlighed. Skriftet har sikkert været delt ud blandt mange, og kan betegnes som politisk meningsdannende propaganda.

3. Oplysningsfilosoffernes betydning for borgerne og den franske revolution

Oplysningsfilosofferne har givetvis haft betydning for det franske borgerskabs vilje og tro på revolution. Spørgsmålet er så bare, hvor stor denne betydning er.

I kilden: Det parisiske borgerskabs klagebrev, ses det tydeligt, at nogle af ideerne fra oplysningstiden har sat sig fast i borgerskabets hjerner. Først er begrebet ”nation” typisk for oplysningstiden, men også ideen om et konstitutionelt styre, med en deling af magten er set før. Montesquieu²⁵ var manden bag ideen om magtadskillelse eller magtens tredeling. Magten skal ifølge Montesquieu deles i 3, den lovgivende, den dømmende og den udøvende. Det skal forhindre magtmisbrug, da de tre magtformer i princippet skal kunne regulere og kontrollere hinanden. Det kan næsten ikke ses tydeligere i kilden hvor der står: ”I det franske monarki tilhører den lovgivende magt nationen og kongen i forening. Kongen alene har den udøvende magt”²⁶ og ”han skal dømmes af en domstol, som oprettes af generalstænderne”²⁷. Også ved den politiske lighed i kilden, kan der drages paralleller til oplysningen nærmere bestemt til naturretten, der mener, at alle er født med naturlige rettigheder givet af gud og er derfor naturligt lige.

I den anden kilde ses det mere tydeligt, at Sieyès har været en fornuftens og en oplysningens mand. Der står i kilden, at tredjestand ”endnu er undertrykt og i lænker”²⁸ og her refereres der direkte til Rousseaus berømte citat ”Mennesket er født frit, men overalt er det i lænker”²⁹ Ydermere ses det at han endnu engang refererer til Rousseau, Hobbes og Locke, da han snakker om den sociale lov. Som jeg forstår det, er den sociale lov, det samme som samfundskontrakten, og Locke³⁰ betegner samfundet og den lovgivende magt som: ”forpligtet til at sikre hver enkelts rettighed”³¹ og styre med det fælles vel som mål. Hvis ikke disse forpligtelser opfyldes eller hvis der er tale om magtmisbrug må folket gøre oprør mod magthaveren. Det er i realiteten det, Sieyès berettiger sin kritik af adelen og enevælden på i sit skrift. Det dybest kendetegnende ved oplysningstiden, rationalismen, gennemsyres Sieyès brev også af. Hans argumentation med fornuften i højsædet viser, at oplysningstiden har sat sit grundige præg på ham.

Men er det kun i skrifter osv. at oplysningsfilosofferne har sat deres præg? Nej, oplysnings-filosoffer såvel som naturforskere har været med til at nedbryde respekt for magthavere, adel og konge. Opdagelser som at jorden ikke er centrum i universet og at jorden er flad, resulterede i skepsis overfor kirken, der havde præket den gamle lære, og det gjorde, at mange blev deister og ateister. De har dermed indirekte undermineret den grundvold, enevælden såvel som den katolske kirke er bygget på. Det gav anledning til, at man turde mene noget andet end konge og autoriteter, at man ikke fulgte dem slavisk og at man havde mulighed for at danne egen meninger. Denne fornuftsprægede holdning har givetvis været udslagsgivende for borgerskabets pludselige mod på at stå imod autoritære kræfters magt.

Man skal nu også passe på med at tillægge filosofferne og ideerne for meget værdi forhold til den franske revolution. Godt nok har de givet anledning til diskussion af samfundet, kulegravet respekten og givet håb om en bedre verden, men mange af begivenhederne, der ledte til den franske revolution var resultatet af mange år fejlslagen finanspolitik, uro i landdistrikterne, uhørt høje skatter, en magthungrende adel og en tøvende og svag enevældig konge. Men faktum er, at de franske filosoffers ideer afspejler sig dybt i brevene til kongen og man må sige at de har formået at inspirere borgerskabet.

Konklusion

Oplysningsfilosofferne og deres ideer havde en ikke uvæsentlig betydning for den franske revolution og det franske borgerskab i særdeleshed. Deres synspunkter afspejles i de to kilder Det parisiske borgerskabs klagebrev og Abbed Sieyès: ”Hvad er trediestand?” hvor mange af de mest velkendte oplysningsfilosofier, som samfundskontrakten af Locke, Hobbes og Rousseau, den personlige frihed og i det hele taget oplysningstidens symbol rationalismen er gennemgående faktorer. Det er heller ikke unaturligt, at det er borgerskabet, der bed mærke i ideerne, da de, som pengestærke og uden magt, havde incitamentet til at stige yderligere i samfundets grader. Ideerne om naturretten, folkesuveræniteten og de naturvidenskabelige opdagelser har også haft en indirekte betydning, ved at underminere det skruestik datidens middelalder- og renæssance mennesker sad i, på den ene side den store kirke og på den anden, den enevældige konge, begge valgt af en hård og ubarmhjertig gud.

Ideerne resulterede i den øgede tro på menneskelig forstand og kunnen, der gav folket (læs borgerskabet) mulighed for at følge egne drømme og ambitioner i stedet for at holde sig til den plads i samfundet, de var blevet valgt til af gud. Det er primært i borgerskabets politiske ageren og i deres forslag til samfundsstruktur man ser levnet fra de store filosoffer.

I lyset af oplysningsideerne skal det ses, at revolutionen også var et resultat af mange års uro og skattetryk og politiske spændinger enevælde og adel imellem. Der gjordes først og fremmest oprør mod adelen og dets sær-privilegier og udnyttelsen af det store flertal i feudalsamfundet. Den økonomiske krise tvang den ellers enevældige konge ud på dybt vand, hvor hans manglende handlekraft, stædighed og store tøven, blev udstillet og også udslagsgivende i adelsrevolten. At borgerskabet, 3.stand formåede at udnytte de politiske chancer de fik, har måske meget at gøre med deres brede folkelige opbakning og tro på menneskelig fornuft og forstand. Hertil kommer også flere tilfældige og direkte heldige begivenheder. Et er sikkert. Oplysningsideerne i sig selv var ikke skyld i revolutionen eller enevældets fald, de gav kun den sidste gnist til det allerede klargjorte bål.

Litteraturliste:

Bjørn, Anders – ”Leve revolutionen” – udgivet 1990 – Forlaget Columbus

Mykland, Knut – Politikens verdenshistorie, Frihedsrevolutionerne – udgivet 1985

Thiedecke, Johnny – ”Europa i opbrud” – udgivet 2005 – Forlaget Pantheon

Gade, Hans m.fl. – “Europas vej” – udgivet 1997 – Forlaget Munksgaard

http://da.wikipedia.org/wiki/Rousseau

http://da.wikipedia.org/wiki/Hobbes

http://da.wikipedia.org/wiki/Rationalisme

http://da.wikipedia.org/wiki/Magtens_tredeling

http://da.wikipedia.org/wiki/Oplysningstiden

http://da.wikipedia.org/wiki/Den_franske_revolution