“Fru Marie Grubbe” af J.P Jacobsen analyse og fortolkning

Fru Marie grubbe

Denne tekst er starten på J.P. Jacobsens roman Fru Marie Grubbe. Den er skrevet i 1876 – nogenlunde samtidig med Herman bangs ”Ved Vejen”, men alligevel er der store forskelle i deres skrivestile. Jeg vil på de kommende sider gøre rede for handlingen i dette lille udsnit, fortolke og formulere J.P. Jacobsens budskab og perspektivere teksten og forfatteren til ”Ved Vejen” og Herman Bang. J.P. Jacobsen var uddannet botaniker inden han, i sine senere år, begyndte at skrive novellesamlinger og romaner.

”Den luft, der lå under lindetræernes kroner, havde vugget sig frem over den brune hede og de tørstige marker; den var bleven baget af solen og støvet af vejene, men nu var den renset af det tætte løvhang, svalet af de kølige lindeblad, og duften af lindes gule bloster havde gjort den fugtig og givet den fylde. Nu lå den og blinkede stille og saligt op i det lysegrønne hvalv, kærtegnet af sagte dirrende blade og af hvidgule sommerfugles flimrende vingeslag. (1-6)

Dette er J.P. Jacobsens indledning til hans roman, og man bemærker hurtigt hans stil. Den er utroligt beskrivende. Han bruger fem linier på at beskrive vinden, som efterfølgende rammer vores hovedperson. Disse flydende og gennemførte beskrivelser af ting, som nogle ville mene er ligegyldige for handlingen, er meget karakteristiske for J.P. Jacobsens skrivestil. Man kan næsten mærke, hvordan han har været dybt inde i sin roman med krop og sjæl. Naturbeskrivelserne sætter læseren i den samme stemning som hovedpersonen. Luften ender med at være fugtig, fyldig, kærtegnet af flimrende vingeslag og saligt blinkende op i det lysegrønne hvalv. Fru Marie Grubbe har det tydeligvis godt i begyndelsen af historien.

”Med legende sirlige skridt gik hun langsomt op ad gangen; men ikke lige frem; hun gik i bugter; snart var hun ved at støde ind i et træ på den ene side, snart var hun ved at komme ud mellem træerne på den anden side.” (15-18)

Hun er på vej hjem til sin gård og går i sine egne tanker. Fru Marie Grubbe er 14 år gammel og ”datter af hr. Erik Grubbe til Tjele hovedhård”(94) Faren er en velhavende mand, så Marie har ikke så mange bekymringer og kan højst sandsynligt gøre lige, hvad hun har lyst til. Hun går og nyder naturen – valser ned af vejen og nynner.

”Ambraen slæbte sig i hvide snirkler ud og ind, frem og tilbage om tørstige balsaminer, boboreller, gyldenlakker og nelliker, der stod og stak hovederne sammen ligesom får på en åben mark”(27-29) ”Slyngende roser og balske kaprifolier groede stærkt op i elmeløvet og tættede godt, men til den ene side var de slået fejl, og humlen, der var plantet efter med, havde forknyttet elmekvistene og magtede ikke selv at lukke for hullet.” (35-37)

Man begynder at fornemme hans store kærlighed og kendskab til blomster. Han personificerer blomsterne ved at lade dem slæbe sig og stikke hovederne sammen. Det er typisk forfattere der virkelig vil fange læseren i deres beskrivelser ved at give læseren noget at forholde sig til. Det hele var været godt og fantastisk indtil nu, hvor de slyngende roser og balske kaprifolier desværre har slået fejl i den ene side. Her bruger han naturen til at advare os om, at der er et stemningsskifte på vej.

Marie træder ind i gårdhaven foran indgangen til stuen. ”For indgangen til stuen lå der to hvidmalede havheste; derinde stod der en lang træbænk og et bord; pladen til bordet var af sten; stor og oval havde den været, men det meste af den lå på jorden i tre stykker” (38-40)

Uhyggen fortsætter med en ødelagt bordplade, og de to havheste får hende til at tænke på et gammelt uhyggeligt savn, som måske minder hende om noget fra hendes eget liv. – (44-64)

Hendes tanker flyver af sted. Hun drømmer først om Griseldis, hvis mand forstøder hende og hun må klare; har Anes tænder det mon godt? Bruhnhylde og dronning Grimmild har en indbyrdes strid i det 7. århundrede, og det fanger også Maries tanker en stund.” Så kom rynkerne igen og blev der længe, hun rystede på hovedet og så mere og mere fortrædelig ud, endelig slog hun øjnene op, rejste sig halvt og så sig træt og misfornøjet omkring”(65-67) Disse tanker bedrøver Marie. Hr. Erik Grubbe er måske skilt fra moren og Marie ser sin egen familie i sagnet om Griseldis. Som 14 årig er man i puberteten. Før puberteten er døtre ofte knyttet til faren, men når puberteten begynder, søger de forståelse og genkendelse hos moren. Fru Marie Grubbe savner sin mor som støtte. På den anden side vil hun gerne stå på egne ben, og hendes tanker afledes af hverdagsting som nødder og hendes veninde.

”Lyden af slagene gjorde et uhyggeligt indtryk på barnet, hun holdt sig for ørerne og gik hastigt op mod gården.”(91-91)

Sammen med historien om Bruhnhylde virker det som om Marie har oplevet noget meget væmmeligt, som har givet hende et ar i sjælen. Man kunne let tro at faren havde slået hende, men jeg tror nærmere, at faren har været voldelig over for moderen. Marie bliver skræmt af lyden fra slagene, som om hun kun har hørt det igennem en dør eller noget lignende. Den lange beskrivelse af, hvordan Bertel fra bomhuset afklæder Bruhnhilde antyder, at Hr. Erik Grubbe sandsynligvis har misbrugt moderen seksuelt. Marie har enten hørt eller set nogen, hun godt kunne have undværet på dét tidspunkt i hendes unge liv.

Jeg forestiller mig, at moren har villet skilles, men det var ikke en ret kvinden havde i slutningen af 1800 tallet, så det hed sig, at det var faren, der ville skilles. Derfor tænker Marie på sin mor som heltinden Griseldis.

”Så gik hun udenfor og plukkede af slyngroserne; jo mere hun plukkede, jo ivrigere blev hun, og snart havde hun skørtet fuldt. Hun bar dem ind i løvstuen og satte sig ved bordet. Én for én tog hun dem op af skødet og lagde dem på stenpladen tæt op til hinanden, og snart var stenen skjult uden et blegrødt, duftende svær.” (72-75)

Marie savner kærlighed og opmærksomhed. Roser er et symbol på kærlighed og hun prøver at søge tilflugt i dem. Hun plukker en masse og skjuler stenen, som minder hende om hendes liv. Hun bader sine arme i rosenbladene men med et ”Sprang hun op og fejede med ét strøg alt det bort, der var på bordet”(95-96) Marie er kun 14, men bliver tvunget til at ophøre sig mere modent, end hun er i stand til at bære. Det er meget rammende, at hun fejer alt ned fra bordet og ikke kun rosenbladene. Der lå ikke andet, men hendes bitre minder var også knyttet til rosebladene, så ved at feje alt ned, prøver hun også at glemme fortiden og komme videre. Den bliver hun så mindet om endnu en gang, da hun kommer ud på vejen, men hun prøver igen at undvige.

Fru Marie Grubbe handler om en pige, som har fået nogle uheldige livsvarige minder fra sin barndom. I gamle dage blev piger ofte tvunget til at blive voksne, før de var det, og det er Marie et glimrende eksempel på. Hvis jeg har tolket dette udsnit rigtigt, tager J.P. Jacobsen også et andet alvorligt samfundsproblem op. Hustruvold var ikke helt ualmindeligt den gang, og man hører desværre også flere og flere eksempler på det i dag.

Herman Bang og J.P. Jacobsen har to forskellige skrivestile, men der er alligevel også ligheder. Herman Bang skriver impressionistisk, hvor han undlader en masse forklaringer for at give læserens fantasi frit spil. J.P. Jacobsen giver derimod sin egen fantasi frit spil og bruger lange beskrivelser som et værktøj i hans tekster. En slående lighed mellem de to forfattere er, at de begge bruger naturbeskrivelser som et slags stemningstermometer.

”Så strid regn og så mat snesjap. Men altid grå himmel og væde.” (Dette citat stammer fra den første linie i 2. kapitel i ”Ved Vejen”.) Her bruger Herman Bang vejret til at beskrive stemningen. Det gør J.P. Jacobsen også, som jeg har beskrevet længere oppe.

”Ved Vejen” stammer fra Herman Bangs ”Stille eksistenser”, og det kan man godt føre over på ”Fru Marie Grubbe”. Der er ikke andre end hende, der ved, hvordan hun går og har det. Hun er alene om sine problemer – en stille eksistens. Dog er der igen forskel på de to forfattere. J.P.

Jacobsen skærer ud i pap, at han er utilfreds med nogle konkrete samfundsproblemer, hvorimod Herman Bang overlader det til læseren selv at tænke videre.