“De gales hjem” af Pia Juul analyse og fortolkning

De gales hjem

De gales hjem af Pia Juul er en novelle om sorg og det at miste. Hovedpersonen, der mister sin kone, har efterfølgende meget svært ved at leve et normalt liv, og da han omsider er på vej ud af sorgen, møder han ikke opbakning fra datteren. Novellen handler også om skyldfølelse, som kan følge med, når man skal videre efter en periode med sorg, og om livet i en landsby, hvor alle kender alle, og hvor naboer kan være hurtige til at dømme hinanden.

Novellen har en jeg-fortæller, der fortæller sin historie i datid. Der er bagudsyn i novellen, fortælleren kigger tilbage på sin historie. Den er ikke kronologisk opbygget, men starter med at fortælleren og hans familie flytter ind i et hus på Pærevej i den landsby, hvor fortælleren har boet i sin barndom. Ingen af personerne er blevet præsenteret til at starte med, så novellen starter in medias res. Der er kun få personer med, og man får ikke mange oplysninger om dem. Der er hustruen Lillian, nogle børn (datteren Bitten) og nogle naboer.

Tidligt i teksten står der, at ”Børnene begyndte i skole den første dag, vi boede her” (s. 4), men det eneste barn, der beskrives, er datteren Bitten. Hun er barn i starten af teksten. Til at begynde med går det godt for familien i det nye hus, ”Man kan se i tilbageblik, at alting tegnede lyst, at vi var glade, fordi alting tegnede lyst” (s. 4). Denne sætning forudsiger, at det ikke vil blive ved med at gå sådan. Kort efter finder man ud af, at Lillian er syg og vil dø:

”En dag, en dag vil jeg stå nede ved Ragnas hus og banke mit hoved ind i den kalkede mur og skrige af sorg over, at du er død. De vil tale om det i hele byen, de vil føle med mig, og de vil være bekymrede, men jeg vil bare brøle, for jeg kan ikke leve uden dig. Men når det viser sig, at jeg kan alligevel, så må jeg flytte herfra, for det kan de ikke tilgive mig, at jeg kan”

Fortælleren forestiller sig, at han har hvisket alt dette i Lillians øre før hendes død. Han vidste dog ikke på det tidspunkt, at det var sådan, det ville komme til at foregå, og han er godt klar over, at han ikke vidste det, mens Lillian var i live. Han har først sammensat denne forestilling efter Lillians død. Han vidste før hendes død, at det ville blive ekstremt hårdt for ham, når hun døde, og at det ville være svært for ham at komme videre bagefter. Hans sidste sætning forstår man først til sidst, og dette beskrives nærmere senere. Afsnittets placering skaber rod i kompositionen, da de begivenheder, han beskriver i citatet, ikke har fundet sted endnu. Han fortæller sin historie på sin egen måde og i den rækkefølge, han vil. Efter citatet kommer resten i kronologisk rækkefølge, med enkelte referencer til noget, der er sket før i tiden.

Lillians sygdom har fyldt meget i familien, og det kan have været svært for fortælleren at tage sig af børnene, mens hans hustru var syg. Bitten har ikke fået al den opmærksomhed, hun havde brug for, hun fik for eksempel ikke hjælp til lektierne, selvom hun havde svært ved matematik. Faderen har ikke et godt forhold til Bitten på det tidspunkt, historien fortælles, og han er bange for, at der er fordi han ikke har hjulpet hende nok. Bitten er voksen, da moderen dør, så hun er ikke længere afhængig af forældrene på samme måde. Hun forsøger i stedet at tage ansvar for sin far, som lægger alt ansvar fra sig ved at droppe sit arbejde og i stedet sidde passivt derhjemme. Hun er vred på ham over at han stopper med at arbejde, og en måned efter Lillians død rusker hun i sin far.

Da Bitten viser sin søn Emil frem, råber hovedpersonen indvendigt: ”Tag ham væk”, da han ser, at drengens øjne er mørke som Lillians og Bittens. Han siger dog ikke noget. Fortælleren har det tydeligvis rigtig dårligt på dette tidspunkt. Han er stadig i sorg, og han har valgt at forholde sig passivt til livet. Bitten bliver ved med at ruske i ham og råbe ting af ham, men det hjælper ham ikke videre.

Et halvt år efter Lillians bortgang får han en ny nabo, Kirsten, som er flyttet ind i et hus, der før tilhørte en ældre dame ved navn Dagmar. Fortælleren bliver chokeret over, at han ikke havde opdaget, at Dagmar var død og at der er flyttet en ny ind i huset, og han indser, at han har levet isoleret, uden at følge med i verden omkring sig. Han opdager også, hvor usoigneret, han er, og efter mødet med Kirsten begynder han igen at barbere sig og at følge med i verden udenfor. Han bliver gode venner med Kirsten, og dette gør i starten hans datter glad, men senere bliver hun rasende.

”Hvorfor ruskede hun egentlig sådan i mig, hvis hun ikke ville ruske mig vågen?” (s. 5) spørger han sig selv, og han kommer frem til, at hun tror, han er stoppet med at sørge, fordi han nu omgås med Kirsten. Det er åbenbart svært for datteren at acceptere, at faren er sammen med en ny kvinde. De bliver en form for kærester, der holder i hånd og kysser, og en dag spørger fortælleren Kirsten, om hun vil flytte langt væk sammen med ham. Han ønsker at komme væk fra landsbyen og væk fra Bittens vrede og fordømmelse. Han fortæller, at ingen i landsbyen hjalp ham, da han var i dyb sorg over Lillians død. Kirsten spørger, om det ikke alligevel er bedre at blive i landsbyen, da han er født der, kender alle der og da datteren bor der. Han er ikke enig. Han frygter folks reaktion på, at han nu kommer sammen med Kirsten. Det ser vi i sidste sætning af citatet om Lillians død: ”… så må jeg flytte herfra, for det kan de ikke tilgive mig, at jeg kan” (s. 4). Han mener ikke, at folk kan tilgive ham, at han kan leve uden Lillian, og han mener nu, at det er bedst at flytte derfra. Han har ikke beskrevet nogen konkrete situationer, hvor folk har vendt sig imod ham, udover Bittens vrede over hans venskab med Kirsten. Bitten kan derfor være den eneste årsag til, at han nu føler som han gør. Han føler, at han er nødt til stadig at sørge over Lillian, og at han ellers svigter hende, og han tror, at alle folk i landsbyen nu dømmer ham, fordi han kommer sammen med Kirsten.

Fortælleren har oplevet stor sorg i det hus, han nu bor i, både under Lillians sygdom, hendes død og i tiden efter. I tiden efter hendes død har han haft en periode, hvor hans sorg har været så stor, at hans tilstand nærmest var sygelig: ”Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen. Jeg var ikke fuld, men slingrede som en fuld mand. Jeg gik og græd”, fortæller han til Kirsten. Episoden, hvor han banker sit hoved ind Ragnas hus, viser også den afmagt, han har følt. Hvis han bliver i sit nuværende hus, kan det være svært for ham at komme videre og glemme den afmagt, sorg og fortvivlelse, han har følt der. Novellen har en åben slutning, hvor det ikke står klart, hvad fremtiden vil bringe.

Titlen refererer til det plejecenter, fortællerens forældre nu bor på, som har heddet ”De gamles hjem”. Det første m var engang faldet ned fra skiltet, og der stod ”De gales hjem”. Senere er navnet ændret til ”Plejecentret”. Man har gennem novellen hørt om Ragna og Ingeman, som var naboer til fortælleren i hans barndom. Dengang legede han med den jævnaldrende Ingeman, som var ”tosset”. På det tidspunkt, hvor historien fortælles, er Ingeman kommet ud på plejecenteret, som fortælleren husker som ”De gales hjem”, og han skriver, at det er meget passende for Ingeman at bo der. Han viser ikke særlig stor medfølelse med sin barndomsven, da han kalder ham ”tosset”, og da han synes, at ”De gales hjem” må være det rigtige sted for ham. Han tager afstand fra Ingeman, men tager ham alligevel med i sin fortælling, så han må have haft en form for betydning for ham. Novellens navn flytter fokus fra Lillians død, som er det centrale i hovedpersonens liv, og over på det lokale plejecenter og landsbyens ”tosse”. Beboerne i landsbyen får derved en central rolle, og det er netop hovedpersonens frygt for, at de vil dømme ham, der gør det svært for ham at komme videre efter Lillians død.

Novellen er skrevet i 2005. I 1980’erne var der ikke mange danske forfattere, der beskæftigede sig med noveller, men i 1990’erne blev genren novelle meget populær blandt danske forfattere, og dens popularitet er ikke aftaget. Noveller skildrer ofte vendepunkter i livet og eksistentielle valg. Hovedpersonen i ”De gales hjem” oplever to vendepunkter: Lillians død og mødet med Kirsten. Han stilles også over for et valg, da han skal beslutte, om han skal flytte fra landsbyen, og dette valg vil få afgørende betydning for hans efterfølgende liv.

Flere novelleforfattere i perioden beskriver den individuelle eksistens og et samfund, der bliver mere følelseskoldt. Forfatteren til ”De gales hjem”, Pia Juul, skildrer hovedpersonens liv i forbindelse med landsbylivet.

På trods af stor sorg lykkes det novellens hovedperson at komme videre efter hustruens død. Datteren gør det dog ikke nemt for ham at komme ud af sorgen, da han efter hendes reaktion føler sig forpligtet til at sørge. Novellen ender med at han overvejer at flytte fra landsbyen, da han har oplevet for mange negative følelser der.