“Generationskløfter” Kronik analyse

Generationskløfter

Der er et stort spring mellem den unge generation, og den forrige generation. Der er sket meget de seneste år og det har påvirket mange faktorer. Som ung står man over for en tid, hvor en hel del beslutningerne skal tages – og det er svært. Det er måske ikke livsvigtige beslutninger set i andres perspektiv, men i selve øjeblikket er det altafgørende beslutninger for personerne selv. Hvad skal jeg studere? Hvad vil jeg være? Og hvad vil jeg egentlig med mit liv? Det er de spørgsmål der kører rundt i hovedet på rigtig mange unge, og de fleste søger efter et svar nu og her. Men det er en svær beslutning, og mange prøver derfor at finde noget, som de kan relatere sig til i form af et forbillede. Men hvor skal man finde det når de fleste voksne stræber efter at virke så ungdommelige som muligt, og ironien fylder så meget i vores samfund? Hvordan kan man sammenligne sig med en generation, der er så anderledes?

Journalistikstuderende Lasse Lindegaard, født 1991, har skrevet artiklen: Hold op med at være fjollede børnevoksne fra Information d. 29 september 2014, hvor han kommer med en kritik af de voksne i 30’erne og vores lidt for ironiske og humoristiske samfund. Lasse Lindegaard har flere synspunkter, men han mener generelt, at hans generation er blevet træt af meningsløsheden og ironien, og at unge har en fælles længsel efter noget ægte og pålideligt. Lindegaard mener, at de voksne ikke selv er klar over, at de er blevet vokse, og at de hverken tager dem selv eller de unge alvorligt. Dette er en stor frustration hos mange unge, da det ofte er de voksne de ser op til. ” Vi kigger på jer, de voksne – og nej, ikke vores forældre, men jer, de voksne. Jer med jobbet, boligen og måske et par småbørn og tænker ’hold nu kæft’. Sig nu, hvad I mener.”. Lindegaard har den holdning, at de voksne bør tage sig sammen, og realisere at de er blevet voksne mennesker, der også har en mening og et ansvar, og at de bør være voksne som unge kan se op til og lære af. ”Måske skulle I tage at omfavne jeres familiebil, faste arbejde og pensionsopsparing, og sige: ’Ja, jeg er blevet voksen, det her er mig’ i stedet for at jagte det ungdommelige.” Han mener også, at unge søger efter et budskab, og prøver at tage afstand til humor og ironi. Derfor er digteren Yahya Hassan blevet en så stor succes, da han fortæller tingene fuldstændig som de er. Det samme gælder for rapperne Nik & Jay, som ikke ejer nogen form for selvironi. ”Min generation er træt af meningsløsheden og ironien.”

Lindegaard har generelt et meget negativt syn på de voksne og hans synspunkter er utrolig subjektive. Han ser kun tingene fra de unges synsvinkel, og har et meget kritisk syn på de voksne. Dette kan påvirke læseren, og man kan som ung hurtigt blive fanget at hans kritiske synspunkter, og dermed være tilbøjelig til at give ham ret. Voksne læsere kan gå hen og blive irriteret, og teksten kan sagtens lægge op til en større debat.

Lindegaard bruger intertekstualitet i det han nævner Mikkel Munch-Fals tv-program Nærkontakt og satireprogrammet Hykleriget, som han mener er et godt eksempel på at satire og ironi godt kan fungere, så længe der er et budskab. I det han inddrager eksempler styrker det hans etos, og han virker mere pålidelig. Han nævner også Mads Brüggers kronik fra d. 8 september, hvor han kommer med en kritik af et citat Brügger har skrevet. ”Og kære Mads Brügger, jeg ved ikke, hvor godt det der Steve Jobs-citat, du citerede i din kronik den 8. september, egentlig er. ”Bliv ved med at være sultne, og bliv ved med at være fjollede” … helt ærligt.” Hans negative tone appellerer til læserens følelser. Lindegaard bruger ofte ord som vi, os, jeg og I, hvilket inddrager læseren uanset om det er en voksen eller en ung der læser artiklen. På den måde anvender han argumentationskneb i det han laver en generalisering, og det gør hans synspunkter og argumenter stærkere, da det ser ud som om, at alle har samme holdning som ham: ”Vi får konstant at vide, at vi er reality- og Zulu-generationen, der vil underholdes og aldrig interesserer sig for det vigtige. Men det er sgu da jeres generation, der propper lortet ned i halsen på os.” Dette kan dog også virke som en svag argumentation, da teksten kun er præget af hans egne holdninger. Når han skriver vi og I retter han sig meget mod to målgrupper; de unge, og de voksne som tror de er unge. Når han skriver vi, henvender han sig til de unge og forvirrede curlingbørn med en enorm selvtillid, der deler en fælles frygt for fremtiden. Når han skriver I, er det de voksne, hvor 90’er ironien er så dybt begravet i dem at de ikke kan tage dem selv alvorligt, og alle dem der ikke vil indse, at de er blevet voksne.

Lindegaard gør stor brug af patos, og man mærker tydeligt hans irritation over de voksne i samfundet. ”Vi er omvandrende selvtillidsbomber med curlingbørnkomplekser, og det eneste, de voksne kan finde ud af at spørge os om, er: Hvad vil I være, når I bliver store? Og vi kigger spørgende tilbage og svarer: dagpengemodtagere?” Her gør Lindegaard brug af billedsprog fra curlingsporten for at sætte de voksne i et negativt lys. På trods af Lindegaards gennemgående kritik af ironi, fornemmes der en snert af ironi, da han skriver ”dagpengemodtagere?”, det fremstår som et flabet og ironisk svar, han kan derfor godt fremstå lidt upålidelig.

Som sagt er hele teksten er meget præget af patos, og på den måde får Lindegaard emnet til at virke som noget meget vigtigt, som alle bør tage stilling til. Lindegaards argumentation er meget ensidig og unuanceret, da han ikke tager højde for andre perspektiver, og man kan derfor let tvivle og være kritisk overfor hans holdning.

Når Lindegaard omtaler det som ”90’er ironi”, henviser han til postmodernismen, hvor glæde, ironi og optimisme, efter 80’ernes opsving, fyldte meget.[1] I dag er vores samfund præget krig rundt om i verden og flere er enige i at ironien ikke er passende i vores tid. Det har derfor skabt stor diskussion om, hvorvidt ironien er ved at være gået af mode. Journalist Kristian Villesen er enig med Lindegaard på nogle punkter, og opstiller en række udtalelser fra personer, der er kritiske over for ironien, i artiklen: Måske man kun skal være festironiker – sådan på sigt, der er publiceret i Information d. 24 januar 2015. Selv tilhører Villesen den generation, som er vokset op med ironien, og har svært ved at lægge den fra sig, han kan dog godt se, at vi lever i en anden tid nu. Han mener dog, at det er en god og tiltrængt udvikling, at ironien er gået af mode. I artiklen citerer Villesen politikeren Rasmus Meyer, der tilhører samme generation som Villesen. Meyer har dog en anden holdning end Villesen trods generation og udtaler: ”Tiden kalder på alvor, på engagement og på ’noget ægte’. Ironien egner sig bedst til en periode, hvor man bare skal slå tiden ihjel, og derfor bliver den ligegyldig i dag.”. Meyers holdning er fælles med Lindegaards, som også mener at hans generation er så træt af ironi, og søger efter en mening. Lindegaard mener, at ironikeren omvender alting, og derfor kan ingen tage ham seriøst, og det er der ikke plads til i vores samfund. Jan Maitz er uenig i det udsagn, og skriver i artiklen Til forsvar for ironien fra Information d. 7. februar 2015: ”Men ironien kan også have en konstruktiv og alvorlig dimension.” Maitz mener, at der findes to former for ironi, og at man bliver nød til at skelne mellem disse to. Der er ”ha-ha-ironien” og så den kloge ironi. ”ha-ha-ironi” er uforpligtende, og er meget apolitisk. Dog mener Maitz at ironien også kan være med til at skabe en undren og åbenhed. ”Ironi er her en måde at punktere fordomme og illusioner på og således et første skridt mod højere erkendelse.” I Villesens artiklen inddrager han også Erik Svendsen, der er lektor i dansk litteratur på RUC. Svendsen udtaler: ”Den udprægede ironi var på mange måder et årtifænomen. Det var en generationsting, som hang sammen med postmodernismen.” Det var den generation, og nu er vi i en anden generation, og forskellen på de to generationer er stor. Her er Lindegaard meget enig: ”I fastholder stædigt, at I er unge, selv om I udtaler ’sociale medier’ med samme naive vrængen, som når min folkeskolebibliotekar skulle sige ’EDB-systemer’. Hold nu op.” Et andet synspunkt, hvor Lindegaard og Svendsen deler samme holdning, er at Svensen også mener, at vi i dag ser mere på den rene virkelighed, og at jo mere menneskeligt og ærligt det er, jo mere slår det igennem.

Denne generationskløft har skabt en stor debat omkring brugen af ironi, og det er et meget debatteret emne, med mange forskellige holdninger. Lindegaard har en meget subjektiv synsvinkel, og det er en dårligt underbygget argumentation, da han ikke inddrager ekspertudtalelser, men kun har sin egen personlige holdning. Dog deler mange den samme holdning som ham, og han er langt fra den eneste der mener at ironi ikke hører til i vores tid.

[1] http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofi_og_filosoffer_-_1900-t./postmodernisme/postmodernisme_%28Det_postmoderne_samfund%29