“Den grimme ælling” af H.C. Andersen analyse og fortolkning

Den grimme ælling

Jeg vil i det følgende analysere HC Andersens ’Den grimme ælling’ med særligt fokus på genre, miljø, personkarakteristik og sprog.

HC Andersen påbegyndte eventyret ’Den grimme ælling’ i år 1842, og skrev i oktober 1843 i sin almanak: ”Endt Eventyret Svaneungen”. Der er flere ting der kendetegner at dette er et eventyr; Beskrivelsen af den forunderligste verden, modsætningerne, gentagelserne og personificering af ting og objekter. Da både forfatter og nedfældningstidspunkt er angivet, kan jeg konkludere at denne tekst er under den episke genre, et kunsteventyr. Dette kan man også se på eventyrets opbygning og detaljerede sprog, hvilket jeg senere i denne analyse vil komme ind på.

’Den grimme ælling’ finder sted i to forskellige hovedmiljøer; Ved andemoderens rede, hvor den grimme ællings æg klækker, befinder vi os ude på landet nær ved en gammel herregård. HC Andersen beskriver det således: ”Der var saa deiligt ude paa Landet; der var sommer ! Kornet stod guult, Havren grøn, Høet var reist i Stakke nede i de grønne Enge… Rundtom Ager og Eng var der store skove, og midt i skovene dybe Søer; jo der var rigtignok deiligt derude på landet !” hvilket tegner et smukt og idyllisk sted. Venligheden her er dog ikke fremtrædende. Andemoderens tilholdssted kan ved hjælp af overføring til et menneskeligt samfund beskrives som en øvre klasse, hvor dét at være mindre tiltrækkende eller ikke at passe ind, kan medføre skam og derved udelukkelse, for at familiens rygte kan forblive intakt.

Det andet miljø den grimme ælling befinder sig i er den mose, hvor ællingen tilbringer senvinteren og senere det skønne forår. Mosen befinder sig i en stor smuk og blomstrende have, denne beskrives af HC Andersen som følger: ”… og før den ret vidste det, var den i en stor Have, hvor Æbletræerne stode i blomster, hvor Sirenerne duftede og hang paa de lange, grønne Grene lige ned imod de bugtede Canaler ! O, her var saa deiligt, saa foraarsfriskt !”. Her kommer små børn og fodrer ællingen og beundrer dens tilkomne skønhed. Og sammen med de ældre svaner lever den i lykken der, da eventyret er til ende.

Ud over disse to hovedmiljøer, er der to sidemiljøer; Andegården, hvor andemoderen bringer hendes ællinger til, minder, på samme måde som omkring reden, om et overklassemiljø uden accept for forskelligheder. Og så er der bondegården, hvor ællingen bliver ført til af bonden efter den er frosset fast i vandet. Dette sted beskrives meget kaotisk med en skrigende kone og børn der jagter ællingen rundt på gården.

Eventyret kan i forlængelse af disse indsættes i hjemme-ude-hjemme modellen; Den grimme ælling begynder i hjemmet. Men det er tydeligt at der her ikke er nogen idyl at bevare (hjemme). Uden at ællingen sætter ord på sine behov, flygter den ud i verden for at finde den kærlighed og anerkendelse den ikke har kunnet modtage derhjemme(ude). Den går gennem mange hårde prøvelser, hvor den blandt andet bliver foragtet og misforstået før den finder ud af hvem den egentlig er, og finder sit rigtige hjem hos svanerne i haven og med børnenes beundring. Her findes der idyl på et højere plan, end hvor den oprindeligt kom fra (hjemme).

’Den grimme ælling’ kan også sættes ind i en anden eventyrmodel, aktantmodellen; i den grimme ælling, er ællingen subjektet. Uden at det direkte er sagt, søger den kærlighed og anerkendelse, objektet. Der er mange aktanter der modarbejder den (moderen søsteren katten, hønen mv.). Den får hjælp af de tre svaner der stryger den kærligt med næbbet, hjælpere, og den giver dem anerkendelse og modtager gerne kærligheden og anerkendelsen fra dem, som den ikke før havde (se vedlagt model). Eventyret foregår ikke på noget bestemt tidspunkt, men over den periode det tager for en ’ælling’ at udvikle sig til en smuk svane, vi kan dog ud fra årstidernes skiften, fra sommer til vinter til forår, konkludere at handlingen strækker sig over et års tid.

Der omtales i eventyret tre vigtige personer, andemoderen, hønen og den grimme ælling selv. Jeg vil i det følgende give en karakteristik af disse;

Andemoderen tager moderollen meget oprigtigt på sig, og er derfor dén der beskytter den grimme ælling, og giver ham omsorg, dette ses blandt andet på side 31, linje 34: ”Og strax fløi der en And hen og bed den i Nakken. ”Lad ham være !” sagde moderen, ”han gjør jo ingen noget !”. I stedet for at lade ægget ligge, ruger hun det ud, og betragter derefter ællingen som én af sine egne, selvom alle omkring hende modsiger dette. Hun påvirkes dog ligeså stille af de andres indsigelser, og ønsker ham derfor til sidst langt væk, om dette er for ællingens eller hendes egen skyld er dog ikke tydeligt. Man kender kun andemoderens følelser gennem hendes handlinger, og hun er derfor en ’flad’ person.

Hønen symboliserer her overklassesamfundet. Den kanøfler den grimme ælling, og gør ingen indsigelser da ællingen vil tage ud i verden, på grund af dens mangel på tilpasning til samfundet. Hønen foreslår at ællingen tager sig sammen, og indordne sig ved at blive som de andre, hvilket ællingen jo ikke har evnerne til, dette ses på side 34, linje 19: ”Hvad gaar der af Dig?” spurgte hun. ”Du har ingen Ting at bestille, derfor komme de Nykker over Dig ! Læg Æg eller spind, saa gaae de over”. Man kender kun hønens tanker gennem dens handlinger, og den er derfor en ’flad’ person.

Ællingen klækkes i en verden, hvor den ikke føler, den hører til. Den ligner ikke de andre, opfører sig ikke som de andre og tænker ikke som de andre, den er stor og styg mener de, citat side 29 linje 40: ””Det er da en forfærdelig stor Ælling den !” sagde hun; ”Ingen af de andre see sådanne ud ! det skulle dog vel aldrig være en Kalkun-Kylling!”. Da han ikke accepteres af de andre i området, mobbes han, og bliver holdt udenfor, hvilket kører den lille ælling helt i sænk. Ællingen er dog viljestærk, og vandrer ud i den store verden for at finde det sted, hvor han passer ind. Det eneste ællingen søger er accept og kærlighed, og da den i søen med de andre svaner opnår dette og gennemgår udviklingen fra den grimme ælling til den smukkeste svane, føler den sig lykkelig. Man er inde i ællingens tanker og følelser, og derfor er den en ’rund’ person.

Sproget i HC Andersens eventyr er generelt meget beskrivende, så selv børn kan forestille sig de fantastiske billeder af eventyrets gang, et godt eksempel på dette i ’Den grimme ælling’ er: ”Fra Muren og ned til Vandet voxte store Skræppeblade, der var saa høie, at smaa Børn kunde staa opreiste under de største” citat side 29, linje 3. Hele eventyret er spækket med adjektiver, positive såvel som negative, for at beskrive stemning så fyldestgørende som muligt, og for at sætte fantasien i gang hos tilhøreren. Et andet af Andersens kendetegn, er brugen af ste på enden af sine adjektiver, for eksempel ”Den smukkeste svane på søen”, dette bruges for at understrege den fantastiske verden, eventyret udspiller sig i. Det beskrivende, detaljerede og billedrige sprog er kendetegnende for et kunsteventyr. I begyndelsen fortalte HC Andersen sine eventyr højt for børn såvel som voksne. Senere skrev han dem ned så de kunne læses. Det lyser lidt igennem sproget, at selvom der er detaljerede beskrivelser, er det kun ællingen man ’kender’ og der er kun ét hovedforløb, uden nogle sideløbende, hvilket gør det lettere at overlevere eventyret mundtligt.

Hele vejen gennem eventyret, skrives substantiverne med stort begyndelsesbogstav, og som erstatning for ’å’ bruges ’aa’ i ordene. Der er også andre forskelle fra måden hvorpå vi staver i dag i forhold til dér da eventyret er nedfældet, for eksempel staver Andersen at reise med et ’i’ i stedet for ’j’, og kunde med ’d’ som erstatning for ’n’ og så videre, hvilket viser os at det er en gammel tekst.

Der forekommer i ’Den grimme ælling’ gentagelser i handlinger i og med at alle ællingen møder på sin vej med andemoderen og sine ’søskende’ gør den opmærksom på, hvor utilpasset den er i forhold til de andre, hvor grim den er og hvor meget bedre de alle sammen ville have det, hvis den valgte at udvandre fra familien.

Temaet i eventyret ’Den grimme ælling’ er den menneskelige udvikling og skabelsen af sin egen identitet, det er at finde sin egen vej i livet, i stedet for at indordne sig og blive som de andre, og at det er værd at tage kampen op, for at få lykke og kærlighed i sidste ende. Jeg ser som sagt hønen, de andre ællinger og moderen (efter hun bukker under for gruppen) som overklassen, hvor det kun er korrekt at være som man er, hvis man er som man skal være. Og derfor ællingen som det element der trodser den kunstige biedermeier-idyl i andegården.

Perioden hvor HC Andersen skrev dette eventyr, kaldes romantikken. Denne strækker sig over en tidslinje fra begyndelsen af 1800-tallet til omkring 1870. I romantikken gik man imod dyrkelsen af fornuften, der havde præget de førliggende årtier væsentligt. Man skildrede følelsernes verden, og påviste, at verden indeholdte mere end hvad fornuften kunne forklare, såsom kærlighed, troen og naturens vidundere. I denne periode fandt man gamle genrer frem igen, heriblandt kunst- og folkeeventyrene. Man mente desuden også at man fandt det ægte og oprindelige hos folket gennem deres litteratur, og det er også en af grundene til at mange forfattere bruger fattige eller utilpassede ’helte’ i sine eventyr. For eksempel i Klods-Hans, Den lille pige med svovlstikkerne, Lille Claus og store Claus samt Den grimme ælling.

I Den grimme ælling er det et fremtrædende element, at dén der lytter til sine følelser, er den der klarer sig bedst, og det er også tydeligt at det naturlige er mere værd end det kunstige.

Her i Danmark gled man over i den form for romantik der hedder biedermeier, hvilket betød at litteraturen skildrede en tryg og ordnet verden hvor lykken fandtes i den lukkede dagligdag. Man lukkede øjnene for problemer, og dyrkede det trykke og harmoniske, og især hjemmet udtrykte på daværende tidspunkt idyl. HC Andersens ’Den grimme ælling’ starter i et sådant biedermeier-miljø, men HC Andersen har udstrøet et lag af ironi over denne stemning, for at vise sprækkerne i biedermeier-idyllen, han fremstiller godt nok et idyllisk miljø, men piller det derefter fra hinanden igen, hvilket gør at dette eventyr hører ind under den strømning i litteraturen der kaldes romantismen. Romantismen undersøgte og dyrkede det provokerende, det anderledes og splittelsen.

På samme måde bruger han romantismen i eventyret ’Skyggen’, hvor den lærde mand fremstilles som i et beidermeier-idyllisk miljø, men piller dette fra hinanden i og med at skyggen tager over lidt efter lidt, og derved viser at menneskets skyggeside har langt større magt end vi vil vide af. Så stor at den endda kan opsluge os helt. her bruger HC Andersen også ironi-elementet, da han ved positivt at berette om den lærde mands mange egenskaber, og derefter påvise hvor unyttige disse egentlig er gennem den lærde mands nedgang grundet hans handlinger.

Man kan derfor godt kalde HC Andersens ’Den grimme ælling’ et typisk element af provocateur for sin periode.