Hvorfor skulle jeg føle mig privilegeret?

Vi lever stadig i en mere og mere globaliseret verden, denne mangfoldighed betyder også af diversiteten bliver mindre og mindre. Men er racismen stadig en aktuel kendsgerning, og hvis det er tilfældet,  i hvilken grad er der så tale om?

I Artiklen ”Hvide skal tænke mere over, hvor fedt det er at være hvid” af Laura Marie Sørensen bliver vi præsenteret for alle de privileger, man som hvid menes at have.

Har man sagt privilegeret må man også sige diskrimineret. Denne dikotomi er forvrænget i det danske samfund ifølge L. Sørensen. Jeg mener selv, ud fra min erfaring, at danskerne ser meget alvorligt på diskrimination, men efter at have læst artiklen må jeg konstaterer, at dette muligvis ikke er en realitet.

Vi lever i dag i en verden, hvor præsidenten for klodens mest indflydelsesrige nation er sort, og man foranlediges til at tro at levevilkårene er de samme, om du så er hvid, gul eller sort. Jeg synes selv, det kan være svært at se hvorfor jeg skulle være mere privilegeret end folk med en anden hudfarve, men det er vel også derfor artiklen hedder som den gør: ”Hvide skal tænke mere over hvor fedt det er at være hvid”. Alligevel syntes jeg, at teksten stiller det meget skarpt op. ”15. Forventer ikke, at folk tiltaler mig som rengøringskvinden, når jeg er på et stort hotel” (l,20 s,2 L. Sørensen). Tag f.eks. dette citat, som fremstiller de hvide, som nogen fordomsfulde racister. Jeg mener selv, at det er medierne, som opstiller disse fordomme. Jeg mener, det er da langt oftere man hører, at en person med en mørkhudfarve har gjort noget kriminelt, i forhold til en person med en hvid. Her kan bl.a. nævnes sagen om Alisiv Ceran, der på vej til en universitetseksamen blev efterlyst, fordi han virkede nervøs. Jeg er sikker på, at dette scenarie ikke kunne have udspillet sig i vesten, med en hvid mand i centrum. Men får det mig til at føle mig privilegeret? Egentlig ikke, den danske diskurs favoriserer den hvide farve, eftersom vi er flest og har været i Danmark længst, og det er da egentligt ikke så mærkeligt endda. Desuden er det videnskabeligt dokumenteret, at man nære mere medfølelse for mennesker der ligner en selv, hvilket måske lyder langt ude i den globaliseret verden vi lever i, men ikke desto mindre er dette et faktum. Denne kendsgerning gør sig især gældende, når man med en mørk hudfarve søger job, hvilket Helle Stenum beskriver i hende punkt nr. 7 ”Forventer ikke at blive afvist i jobsøger- og praktikpladsansøgerbunken på grund af mit navn” (l,12 s,2 L. Sørensen). Men betyder det, at man er racist? Jeg tror, at lige meget hvor du er i verden, vil du aldrig blive prioriteret først, hvis du har den modsatte farve af den størst repræsenterede etniske gruppe, og det er vel i og for sig helt fair, for hvor ville nationalismen så være at finde? Man kan selvfølgelig godt være pære dansk selvom man er sort, men hvis man er blandt fremmede folk, vil de have svært ved at vurdere om du er dansker. Jeg har selv rejst meget i Afrika og er meget taknemmelig for deres gæstfrihed, men jeg ved da godt jeg har betalt overpris for produkterne på markederne, fordi jeg er hvid, og det syntes jeg er helt fint. Selvfølgelig er det en anden sag, hvis man ikke er turist, men rent faktisk lever med at blive negligeret hver eneste dag. Det er derfor jeg også gerne vil tilføje, at de sorte har også privileger, som man ikke tænker over. F.eks. kan man hører James Brown med sangen ”Say it loud (I’m black and I’m proud)”, hvilket vi fra vesten syntes er helt i orden oven på vores skyldfølelse, som strækker sig helt tilbage til trekantshandlen og slaveriet. Men hører man en hvid person sige ”Jeg er stolt over at være hvid” vil han/hun hurtigt blive stemplet som racist. Det virker lidt paradoksalt, men jeg synes selvfølgelig, at det er helt okay efter 400 år, som undertrykt folk.

Det kan være svært at vende sig af med sine fordomme, men som verden udvikler sig, mener jeg ikke længere, at antallet af lande man kan rejse til, styres af folks hudfarve, men i stedet økonomi. Jeg mener ikke længere, man kan se verdens befolkning i sort og hvid, men i stedet må man kigge på landets bruttonationalprodukt. Det er altså ikke farven, men det økonomisk aspekt, der afgør hvor du kan rejse hen. Dette udsagn bygger jeg på, at det er langt færre kinesere, som bliver negligeret end afrikanere, fordi de har en bedre økonomi. Folk fra Kina har altså flere penge end folk fra Afrika. Dette medfører, at man ser langt flere kinesere på den Danske arbejdsmarkedet og på de forskellige uddannelser. Kineserne er eksperter i at tilvende sig andres kulturer, og bliver derfor ikke forfordelt, som afrikanerne gør. I bund og grund handler det om frygten for det ukendte. Jeg mener, det gælder om at vænne  sig til de andre  kulturer, hvilket i højgrad er muligt nu, hvor jeg bl.a. kan fremhæve, at Afrikas økonomiske vækst aldrig har været højere, hvilket gør det muligt for Afrika at blande sig yderligere med vesten både økonomisk og socialt.  Alligevel må man ikke glemme krigene i Mellemøsten og 9/11, og så er vi tilbage til mediebilledet, der som sagt giver næring til danskernes fordomme. I de danske medier bliver den brune mand med skæg og turban fremstillet som terrorist, så er det vel ikke så mærkeligt, at politiet er i alarmberedskab så snart de ser denne stereotype karakter, hvilket fører mig videre til punkt 8: ”Forventer ikke at blive fulgt rundt i butikker af detektiver og vagter.”        (l, 16 s,2 L. Sørensen). Først og fremmest må jeg erkende, at jeg synes, at Helle Stenums konstatering virker utrolig overdrevet. Jeg tror simpelthen ikke på, at folk med en mørkere hudfarve end hvid, forventer at blive forfulgt af vagter under deres indkøbstur. Så kan det godt være, mediebilledet er forvrænget og fremstiller folk fra Mellemøsten som terrorister, men mine bekendte fra Kurdistan er i hvert fald slet ikke enige.

I et dokumentarprogram på DR3 er Thomas Skov og Emil Thorup taget til Kina for at undersøge, hvordan kineserne lever efter de hvides idealer. Programmet hedder ”Kridhvid i Kina” og handler om hvordan de to værter kan gøre karriere  kun med deres hvide hudfarve på CV’et. I programmet ser man bl.a. hvordan kineserne for lavet plastic operationer, for at opnå et vestlig udseende. Iblandt størstedelen af deres skønhedsplejeprodukter finder man blegemiddel. Den hvide farve er nemlig symbol på velstand. Men hvorfor er det hvide ideal så gennemtrængende? Den hvide mand har i den moderne verden altid stået i spidsen af udviklingen, det mest konkrete eksempel  på, at det hvide menneske indtog  førerpositionen, er fra den kendte videnskabelige illustration ”March of Progress” hvor man ser menneskets udvikling fra abe til menneske. Det forreste menneske, forstiller det moderne menneske som vi kender det. Problemet er bare at mennesket er hvidt. Illustrationen tager afstand fra virkeligheden, idet de fremstiller det hvide menneske, som længeren fremme i mennesket udvikling. Det er ikke noget man tænker over som hvid. I programmet ”Kridhvid i Kina” bliver der nemlig også talt om hvid propaganda, med eksemplet ”March of Progress”, hvilket jeg ikke vil komme yderligere ind på.

Jeg mener, vi lever i et meget ligestillet samfund, mellem hvide og sorte, nu hvor vi lever i en økonomisk opdelt verden frem for en race opdelt. Jeg finder også artiklen af L. Sørensen særdeles dramatiseret, idet jeg selv befinder mig i en omgangskreds bestående af mange danskere, som ikke er hvide. De siger selv, at de ikke føler, at de som mørke bliver forfordelt, de føler sig hverken forfulgt eller tvunget til at ytre deres taknemmelige for at bo Danmark, men måske mine venner bare har været heldige? Desuden syntes jeg, at en hel del af artiklen hører fortiden til, bl.a. Helle Stenums følgene udtalelse: ”Hvis vi er opmærksomme på forskellene og taler om dem, kan det være med til at nedbryde den sociale magtforskel og skabe mere lighed på tværs af hudfarver, siger Helle Stenum.” (l,10 s,1 L. Sørensen). Lige siden Martin L. King gik på talerstolen i år 1964, har samfundet lige så stille indstillet sig til et meget mere ligestillet samfund, mellem hvide og mørke mennesker.  I dag er verdens mest magtfulde mand sort, nemlig Barack Obama, som jeg også nævnte tideligere, hvilket må bekræfte, at en udvikling i samfundet virkelig har fundet sted. Jeg føler mig ikke decideret privilegeret over at være hvid, når jeg befinder mig i Danmark. Jeg er klar over, at  jeg som hvid bliver favoriseret når jeg befinder mig i den vestlige del af verden, men åbenbart også  i Kina, hvor jeg godt kunne føle mig privilegeret.

For mig betyder det at være privilegeret, at man skiller sig ud fra mængden, f.eks. ved at have særlige rettigheder. Jeg opfatter altså ikke mig selv som privilegeret, idet jeg ikke synes jeg skiller mig ud fra mængden. Min hjemmel er, at den danske befolkning hovedsageligt består af hvide mennesker, og at jeg derfor ikke skiller mig ud, som hvid person selv. Den danske national diskurs, er sat sådan sammen, at den adskiller indvandrende og Hr. Og fru Jensen. Det gør den ved, at man bl.a. kalder en udlændinge der søger arbejde for fremmedarbejder, integrationspolitikken for udlændingepolitikken og man forbinder ofte en ghetto med indvandrere, samt noget negativ, når det mange gange bare er et fattigt boligkvarter.

Jeg syntes ikke, det er mere fedt at have end hvid hudfarve, end en mørk hudfarve, eftersom jeg har oplevet, at det handler om ens økonomi og ikke om ens hudfarve. Tiden vil vise om det hvide ideal i Kina nogensinde uddør, om mediebilledets profil af dem med en mørkere hudfarve mildner og om den danske national diskurs nogen sinde ændre sig i takt med, at globaliseringen  stiger?