Kællingedigte eller lykkelig kærlighed
Jens August Schade – Kællingedigte, eller lykkelig kærlighed
Med udgangspunkt i ”Forår i livet”, ”Kællingedigt nr. 8.” og ”Velsignede nat”
Vi kender alle til livets mange fristelser, og inspirationskilder. For Schade var det kvinderne, som alle på deres måde lever med i forfatterskabet under betegnelsen “muser”. Schade kaldes “Den lyse digter” der blandt andet skrev en række erotiske digte. Desuden er hele hans forfatterskab farseret af en overnaturlig åndelighed, hvor han priser en kosmisk og jordisk elskov. Dette gør sig også gældende for hans digtsamling ”Kællingedigte eller lykkelig kærlighed” fra 1944.
Digtsamlingen er opdelt i fem: Natur og Kærlighed, De Ventende Skove, Kællingedigte, Kærlighed og Lykke og I Dansk Natur. Fortællestilen gennem digtsamlingen er præget af de erotiske undertoner, som mærker digtene i en glad og befriende retning. Man får hurtigt det indtryk, at Schade selv var en meget befriende sjæl, med en god indstilling til livet. Samtidigt er sproget og fortællestilen meget moderne, når man tænker på tiden, digtene er skrevet i.
Jeg har valgt at tage udgangspunkt i de tre digte ”Forår i livet”, ”Kællingedigt nr. 8” og ”Velsignede nat”.
Digtet ”Forår i livet” er fra del to, De ventende skove og består af syv strofer, med hver fire vers. Der benyttes overvejende krydsrim igennem hele digtet. Digtet omhandler selvfølgelig foråret, men man oplever det fra Schades egen synsvinkel. Han har højest sandsynligt beskrevet foråret på landet da de scener han beskriver, foregår ved havet, på marken, i skoven og i sin egen sjæl. Hans brug af ord anslår en afslappet, befriende og livsbekræftende stemning. ”Hvor Havet bruser med stolte Brus, mod Pengemandens Villa, og Vaaren synger i Vingesus af Fugle, blaa og lila”. Her får man hurtigt hele billedet ind i hovedet, som om man selv var der. Han nærmest menneskeliggør havets bølger, der kaster sig op mod den rige mands villa, der ligger ud til havet og stranden. Man forestiller sig også fuglene, der flyver rundt i forårets blæst og synger af glæde, så meget at de bliver blå i hovederne.
I strofe to fortæller han om mågen der flyver i ”… Havets hvide bræmme” altså skumtoppende på de brusende bølger og fanger de vilde fisk, som ingen andre kan fange. I strofe tre hører vi om stormen der springer som en hare, fra villahaven ud over marken. Her skriver han ” … så let, så let og puster i alt det skønne.”, hvilket beskriver et billede af denne vind, der får tilskrevet en sjæl og bliver sat i sammenhæng med haren og det at den kan puste, som kun en sjæl kan. Alt det skønne er et billede af skoven, træerne og den skønne natur. Igen i strofe fire giver han en genstand og et dyr, liv og menneskelige egenskaber: ”Træerne synger helt udenad de gamle vuggeviser, med Foraarssus i hvert lille Blad, mens Haren Kaal-glad spiser.”
Dette er, ergo et billede af, at lyden af den søde vind der rusker i trækronerne, og haren der sidder glad under træet og spiser kål.
I strofe fem bevæger tiden sig fra aften til mørk nat. Han fortæller om flagermusen, der suser mod aftenen mens den synger: ”Og Flagermusen med yppig pynt imellem de tynde fingre suser mod Aften saa skønt, saa skønt, mens struberne høres skingre”.
Schade omtaler her, den yppige pynt mellem de tynde fingre, som er et billede på flagermusens flyvehud, men da det er beskrevet som yppigt pynt, forbinder man det nærmest med noget smukt, i stedet for noget knapt så charmerende. Igen i strofe seks giver han et dyr menneskelige egenskaber. Frøerne i denne strofe elsker, ligger i mudderet og kigger op i mod månen: ”… Elskovs-Kvækken fra frø til frø … og … lader sig elske og dø og op imod Månen kigger”. Dette kunne være en association til en menneskelig elskovs akt. Kvækkene som stønnene og efterfølgende parret, der ligger og kigger romantiserende op imod himmelen. De elskende frøer, eller par om man nu vil, skaber nyt liv. Strofe syv kan sammensættes med strofe seks. Det kunne være et indirekte billede på Schade selv, der ligger i det våde græs og kigger op på himmelen ”Jeg synes min Sjæl er saa sjæleglad, jeg elsker at ligge hernede i Græsset og tage mit Mudderbad mens Fuglen går ind i sin rede.”. Fuglen der går ind i sin rede går muligvis ind for at ruge på det nye liv der er blevet skabt under elskovsakten.
Hele digtet er på sin vis meget livsbekræftende. Han oplever foråret, som er en ny start på året, men også en ny start på liv. Fuglene der ruger på sine æg og frøerne, der elsker for også at skabe nyt liv.
”Kællingedigt nr. 8” er et digt fra del nummer tre, Kællingedigte. Digtet består af fem strofer, hver bestående af fire vers. I dette digt benyttes der også overvejende krydsrim igennem hele digtet. Digtet omhandler gennemgående en elskovsakt med en af Schades mange elskerinder, eller hans såkaldte ”muser”. I strofe et skriver han: ”Med strittende Bryster og skønne Laar, omfingrede Musen min Flaske, hun havde det Helvedes grønne Haar, Medusa havde, den taske”. Flasken i vers to er brugt som association til Schades eget lem. Han beskriver også musen indirekte, som Medusa, som var en af gorgonerne i den græske mytologi, hun havde grønt hår, som bestod af slanger, og var den mest frygtede af heksene. Denne muse har præsenteret både noget sexet, med de strittende bryster og skønne lår, men samtidig også den giftige heks, der har lokket ham i ”fordærv”. Schade omtaler hende gennemgående i digtet som en taske, hvilket også fortæller noget om, at denne pige og i det hele taget disse muser, ikke har været andet for ham end inspiration. Strofe to, bygger videre på strofe et, hvor han skriver: ”det kom af at klaske Spinaten deri i store Klatter, samt Aske fra Askebægret, hun kunde li at sjaske sig til, den Taske.” Her omtaler han musen som noget frastødende og urent, hvor man så kan undre sig, hvorfor han overhovedet dyrker sex med hende. Han bruger også denne yderst frastødende beskrivelse, som en association til musernes perversitet i en overført betydning. Han gør det klart for os, at denne kvinde bestemt ikke er en uskyldig pige, ved at sige, at hun kan lide og at sjaske sig til og gøre sig selv beskidt. Sex var et tabuemne i 40’ernes Danmark, og disse piger var sikkert, ilde set af de andre borgere.
I strofe tre, hører vi Schade beskrive udløsningen i detaljer, men stadig har han pakket det ind i metaforer. ”Så løftede hun sit snoede Haar i Slangekrøller, det svøber sig dejligt om mig – og Flasken staar i Skødet, og vinen løber”. Det snoede hår i slangekrøller, der svøber sig dejligt om hans lem, kunne meget vist være musens kønshår og flasken der står plantet i skødet, er igen en metafor til Schades eget lem og vinen der løber er, spermen. Næste strofe, altså strofe fire, er en fortsættelse på strofe tre, som igen er en fortsættelse til strofe fem. I strofe fire skriver han: ”langsomt ned af de hvide Laar, men alt var skønt, for kun dette: min Muses Ansigt foran mig staar, Medusas Slanger kan flette” og skriver videre på fire med strofe fem: ” … sig ind i de gyldne Slangers Sværm, som bølger omkring mit Skød som Solens Flammer – nu aabner hun sit Ansigt – hvor er hun sød.”. Samtidigt med, at disse to strofer er en fortsættelse, er handlingen det også. Vi er stadig ved udløsningen, hvor kvindens og Schades egne kønshår, og dele er flettet sammen til ét, altså de sidder/ligger, skød mod skød. Her ser han pludselig sin muses ansigt og føler hvor skøn denne nærhed, med et andet mennesker, er. Og i modsætning til mange af de andre digte, lægger han nu mærke til musen, og han indser hvor sød hun egentlig er. På den måde giver Schade, et egentligt frastødende digt, et romantiserende twist. Man oplever også i disse strofer, at der er en stor følelse af tilfredshed.
Digtet ”Velsignede Nat” er fra del nummer fire, Kærlighed og Lykke. Det består af to strofer, der hver består af henholdsvis fem og seks vers. Dette digt er uregelmæssigt uden systematik i opbygningen og uden rim. Digtet omhandler Schades forkærlighed og forhold til kvinder, eller de såkaldte muser.
I strofe et skriver han: ”Velsignede Nat kom til mit Hjerte, slaa Forhænget til side og udfold dig, du store Blomst.”. Natten anser jeg for at være kvinden, eller nattens muse, som han vil have til, at slå forhænget til side, altså tage tøjet af og udfolde eller åbne sig for ham, i seksuel forstand, som en blomst. Denne strofe er altså skrevet som et tegn på, hvad der sker før elskovsakten, hvorimod strofe to er en beskrivelse af selve akten og en slags ordrer til hvad hun skal gøre efterfølgende. ”Du rene kvinde, Du Sjælens Sjæl, vær lykkelig, vær tidløs – løs Dig fra mit Hjerte og vær atter tavs.” Der er en snært af ironi i denne strofe. Dengang var sex et tabu og bestemt ikke anset for at være renligt, og derfor er det ”vovet” af ham at skrive, ”du rene kvinde”. Han fortæller hende, at hun er sjælens sjæl, hvilket må anses for at være noget af et kompliment, og han beder hende om, at slippe sig løs fra alle hæmninger. I vers fem og seks tager digtet en drejning. Nu beder han hende om i modsætning til strofe et, at løsne sig fra hans hjerte og atter være tavs. Igen er dette et bevis på Schades kærlighed til kvinden i helhed, men ikke til kvinden i person. Der er ingen følelser indblandet i Schades forhold, muserne er kun til hans inspiration.
Et tema der er gennemgående i digtsamlingen er kærligheden til de livsbekræftende ting såsom sex, natur og frihed. Schade dedikerede helt sikkert sin sjæl og sit hjerte til skriverierne, med muserne og naturen som to af mange inspirationskilder. Som en modernistisk digter mestrer Schade, at skærpe læserens oplevelsesevne, så læseren selv oplever, blive involveret og spejlet i hans værker. Specielt i dem, hvor han beskriver følelser og indtryk omkring årstidsskift. Derimod kan man få nogle kvalmende indtryk, af hans måde, at beskrive sine seksuelle lyster og sin holdning til kvinden generelt. Genremæssigt er det svært, at relatere Schades Kællingedigte – eller lykkelig kærlighed til Klaus Rifbjergs digtsamling og selvbiografi Under vejr med mig selv, men samtidigt er de skrevet i samme tidsperiode, med kun tolv år imellem. Begge var de store kunstnere inde for Modernismen.
Schade benytter sig, som sagt, meget af billedsproget, ligesom Rifbjerg gjorde. Begge bruger de også egne erfaringer, dog i meget forskelligt omfang, som inspirationskilder, og begge mestrer de at skærpe læserens oplevelsesevne.
Skriv et svar