Loading...Ildkuglen i fjernsynet
Artiklen ”Ildkuglen i fjernsynet” er skrevet af Morten Sabroe, og den blev bragt i Politiken den 21. oktober 1994. Kort fortalt handler den om en brand, der opstod i et fjernsyn hos et ældre ægtepar i Dragør, og som udslettede alle deres ejendele.
I artiklen er der lagt vægt på flere af de fem nyhedskriterier. Der er især lagt stor vægt på identifikation. Morten Sabroe beskriver, hvordan hele huset og alt inventaret er ødelagt, og som læser bliver man påvirket af hans beskrivelse af parrets situation og får medlidenhed med dem. De har mistet alt, da de ikke har nogen indboforsikring.
Sætningen ”Han stod i det, der kun et halvt døgn inden havde været hans varme, trygge stue” er sat ind for at få os til at identificere os med disse mennesker.
Væsentlighed er også en af de ting, artiklen bygger på. Historien vedkommer mange mennesker i Danmark, da det kunne være sket hvor som helst, at fjernsynet pludselig brød i brand. Specielt folk, der ikke selv er forsikret vil komme til at tænke på, at det kunne være sket for dem selv, at de pludselig mistede alt, hvad de havde. Derudover indeholder artiklen også noget uforudsigeligt, idet fjernsynet gik i brand, mens det var slukket. Det er ikke noget, der sker ret tit, og man kender endnu ikke årsagen til branden. Artiklen er overskueligt bygget op med en hovedrubrik, en underrubrik og to mellemrubrikker. Der er ikke nogen manchet, Morten Sabroe starter direkte med at fortælle historien, uden først at præsentere læseren for de vigtigste oplysninger. Hovedrubrikkens metafor fanger læserens opmærksomhed, mens underrubrikken giver de vigtigste informationer om, hvad artiklen handler om. Artiklen er skrevet ligesom en novelle, idet journalisten tager udgangspunkt i sin egen oplevelse på stedet og følger den kronologisk, i stedet for at skrive de vigtigste oplysninger først, som i andre avisartikler.
Journalisten har talt med Kjeld Fogde fra Dansk Brandteknisk Institut og med manden, der ejede huset. Der er ingen interviews med hustruen, men der er refereret til hende. Ejerne af huset ønsker at være anonyme. Der er brugt meget direkte tale, og det gør artiklen levende og spændende. Interviewet med husejeren er et portræt-interview, hvor man hører om hans situation. Interviewet med Kjeld Fogde er derimod et ekspertinterview. Kjeld Fogde efterforsker, hvordan der kunne opstå brand i fjernsynet.
Han fortæller, at han kun har set ét lignende tilfælde med et slukket fjernsyn, der brød i brand, men det er endnu ikke opklaret, hvordan branden startede.
Morten Sabroe forholder sig ikke helt neutralt i artiklen. Han viser tydeligt sin medlidenhed med det ældre ægtepar, for eksempel skriver han om deres mistede ejendele: ”Det var gået op i flammer og røg og ville aldrig komme tilbage”.
Artiklen anvender mest appelformerne Etos os Patos. Etos fordi forfatteren er en troværdig kilde, da han selv har været på stedet og set det med sine egne øjne. Patos fordi der er lagt meget vægt på at fortælle historien på en måde, så man får medlidenhed med ægteparret. Det er fortalt meget følelsesladet og beskrivende, hvordan deres hus ser ud efter branden. Da manden fodrer sine katte og på et tidspunkt siger: ”Nu er dyrene hjemløse” (anden spalte linje 35), kommenterer forfatteren: ”En usædvanlig mand. Han tænkte på dyrene, før han tænkte på sig selv”. Det understrejer den sørgelige situation, manden er i.
Sproget er levende og beskrivende, men også let at læse og ikke præget af fremmedord. Subjekt og verbum står tæt på hinanden i hver sætning, og det gør sætningskonstruktionen let at læse. I starten er sætningerne meget korte, men senere i artiklen kommer der længere sætninger, og lixtallet kommer op på cirka 20, som er meget normalt for avisartikler.
Morten Sabroe skriver i et personligt sprog og bruger sammenligninger og metaforer for at gøre teksten mere levende. For eksempel er der en sammenligning i den allerførste sætning: ”Det var som at gå ned i en kulmine”, og i linje 44 i første spalte laver han en metafor: ”Noget inde i det slukkede fjernsyn havde rejst sig som en dæmonisk kraft”.
Morten Sabroes er skrevet som en reportage, hvor den udsendte fortæller ud fra sit eget synspunkt. Han beskriver både, hvad han selv sagde og gjorde ude på stedet, hvad han tænkte, mens han var der og hvad han efterfølgende tænkte om oplevelsen.
Fordelen ved den måde at skrive på er, at teksten er let at læse, og man kan leve sig ind i den. En ulempe kan være, at teksten kan blive meget subjektivt farvet, og der kan mangle noget objektivitet. Man risikerer også, at teksten kan blive meget følelsesladet.
Skriv et svar