Kronik i faget dansk om tro

Artiklerne ”Min Gud Vores Gud”, ”Er tro en privat sag?” og ”Religionsfrihed er også frihed til fravalg” har hvert deres syn på religion. Den første er skrevet af opinionsredaktøren Bjørn Bredal og blev bragt i Politikken 22/9 2001. Den handler om, hvorvidt kristendommen skal fremstå som det officielle Danmarks religion eller ej. Bjørn Bredal har en samfundsfaglig eller sociologisk tilgang til emnet.

”Er tro en privat sag?” er skrevet af sognepræst Bent Arendt, og den blev bragt i Skt. Johannes Kirkenyt i 1999. I artiklen argumenteres der for, at tro er en individuel sag, og der bliver taget fat i nogle fordele og ulemper ved troen. Det bliver også diskuteret, hvordan en religiøs sag kan blive til religiøs fanatisme. Arendt har en teologisk tilgang til emnet.

”Religionsfrihed er også frihed til fravalg” er et uddrag af en kronik skrevet af Naser Khader. Den blev bragt i Jyllandsposten den 16/11 2001. Khader argumenterer for, at tro skal være en privat sag, så alle hver især frit kan vælge eller fravælge sin tro.

Bjørn Bredal mener, at Kristendommen fylder for meget i de danske medier. Han skriver, at der efter terrorangrebene i USA den 11. september blev holdt en mindegudstjeneste i Københavns Domkirke, hvor det officielle Danmark var samlet, og hele gudstjenesten blev vist på direkte TV.

Bjørn Bredal forstår godt, at de kristne har brug for at holde mindegudstjeneste, men han finder det forkert og stødende, at den kristne mindegudstjeneste skulle være det officielle Danmarks vigtigste ceremoni. Det forekommer ham hensynsløst over for folk, der ikke er troende kristne.

Bent Arendt argumenterer i sin artikel ”Er tro en privat sag?” for, at tro helst skal være en personlig sag. Han skriver, at nogle af de værste ulykker i menneskehedens historie har skyldtes menneskenes tro og overbevisning. Hvis troende mennesker går tilstrækkelig meget op i en sag, kan de komme til at mene, at ”Målet helliger midlet”, og så er man nogle gange villig til at gøre alt for at nå sit mål, for eksempel at slå en masse ikke-troende ihjel, som det har været tilfældet ved flere terrorangreb.

Bent Arendt mener, det er misbrug af religionen. Han mener i stedet, at troen skal være knyttet til det enkelte menneskes personlige liv og ansvar. For ham er det enkelte menneskes forhold til tro det afgørende.

I kronikken ”Religionsfrihed er også frihed til fravalg” argumenterer Naser Khader for, at alle skal kunne vælge frit, om de vil være religiøse eller ej. Han fortæller om sin egen oplevelse af at blive stemplet som en muslimsk forræder, fordi han ikke følger muslimernes bud. Han har fået en datter uden at være gift, han drikker alkohol og accepterer homoseksualitet. Mange muslimer mener, at han har gjort noget forkert, selvom han ikke har overtrådt de danske love.

Naser Khader har før forsvaret muslimske kvinders ret til at gå med tørklæde, deres ret til at vise deres tro, men det er lige så vigtigt for ham at forsvare folks ret til at fravælge troen og dermed tørklædet. Muligheden for fravalg kræver, at troen gøres til en privat sag, hvor det er en sag mellem det enkelte menneske og Gud, mener han.

Således mener de alle tre, at tro skal være en privat sag. Naser Khader lægger mest vægt på, at der skal være tolerance og forståelse mellem troende og ikke-troende mennesker. Hvis folk ikke blander sig i, om andre mennesker er religiøse eller ej, vil man undgå en del konflikter. Han mener ikke, at folk har ret til at stemple hinanden som ”muslimske forrædere”, da man ikke på nogen måde kan være en ”forkert muslim”. Han mener, at religionen er en sag mellem mennesket og Gud.

Bent Arendt taler også om det enkelte menneskes forhold til Gud og religion, men hvor Naser Khader taler om mindre konflikter mellem mennesker, beskriver Bent Arendt mere de alvorlige konsekvenser, det kan få, hvis mennesker mener, at deres tro er den eneste rigtige. Når nogen sætter sin trossag højere end alt andet og mener, at ”målet helliger midlet”, kan der ske forfærdelige ting. Arendts vigtigste begrundelse for, at tro skal være en privat sag, er altså, at det kan få alvorlige konsekvenser for samfundet, hvis det bliver en fælles sag.

Bjørn Bredal taler om, at religion og stat bør holdes adskilt. Han mener ikke, at kristendommen skal være Danmarks officielle religion, men han har ikke noget imod religion. Han mener bare ligesom Khader og Arendt, at religionen skal være et privat anliggende. Hans argumenter bygger dog mere på, at det er hensynsløst over for folk, der ikke er kristne, at have kristendommen som den officielle religion i Danmark. Han mener ikke, at der skal være nogen officiel religion, han mener derimod, at religionen fylder for meget i det offentlige og at tro gerne må gøres til en mere privat og personlig sag.

De tre forfattere ser troen fra hver deres synsvinkel, da den ene er en opinionsredaktør, den anden er en kristen præst og den tredje er en frisindet muslim. Men de er alle enige om, at tro er en privat sag.

Bjørn Bredals vigtigste argument er, at det er hensynsløst over for folk, der ikke er kristne, at have kristendommen som den officielle religion i Danmark. Han mener ikke, at vi skal have en officiel religion, da vi ikke kan tillade os det over for ikke-troende og folk, der har en anden religion. Han siger dermed, at tro må være en privat sag, som ikke har noget at gøre i det offentlige.

Bent Arendts vigtigste argument for at tro skal være en privat sag er, at det kan gå galt, hvis mennesker er fælles om en større ”trossag” eller idealisme. Nogen kommer til at mene, at ”målet helliger midlet”, og det er ikke det, der er meningen med religionen, mener Arendt.

Naser Khader argumenterer mere ud fra personlige erfaringer. Han beskriver, hvordan han selv er blevet stemplet som ”muslimsk foræder” af nogle fundamentalistiske muslimer, og det mener han er urimeligt, da ens tro er noget, som hvert enkelt menneske skal forholde sig til, og ikke noget, som andre skal blande sig i.