Kronik om “Find Holger – og en feminist” analyse og fortolkning

Find Holger – og en feminist

”Lige løn” siger de. ”Kønskvoter” siger de. De kæmper for kvinders ligestilling med mænd. De kæmper imod problematikker som kvindens pres til at selviscenesætte sig selv som et perfekt sexobjekt. De kæmper mod tendensen til at kvinden ofte bliver den der må ofre sig, når manden skrider fra hus og børn eller når mandens karriere kommer i første rækker. Og så kæmper de ikke mindst for ligelønnen. De har kæmpet de sidste 30år og de gør det stadig i dag. ”Feminister” bliver de kaldt. Men når statistikker viser flere og flere singlekvinder befinder sig på fertilitetsklinikkerne på ”final call” eller at voldsraterne for mænd banket af kvinder stiger, er det så også et overvejet aspekt af feministernes kvinde kamp? Vil feministerne tage ansvar for denne samfundsudvikling?

Netop dette spørgsmål stiller Katrine Stampe Andersen sig i teksten ”Find Holger – og en feminist” bragt i Berlingske Tidende den 12. oktober 2010. I teksten argumenterer hun for at feministernes kamp for kvindekarrierer er skyld i at kvotienten for 40årige singlekvinder må ty til fertilitetsklinikker for at få opfyldt et brændende ønske om stifte familie før det biologiske ur går i stå. Hun mener desuden også at billedet af machomanden som vi kender det er ved at krakelere. At mandens plads i familiebilledet er ved at blive udslettet i form af stigene voldsrater for mænd, der er blevet slået af kvinder, at manden bliver helt udvisket i familiebilledet og at mandens uddannelses niveau nu er faldende som følge af offentlige institutioners udprægede kvindelighed. Faktisk argumenterer forfatteren på en måde, der får det til at lyde som om at feministernes kamp i dag er ganske overflødig eller måske ligefrem ikke bør kæmpes.

Kathrine Stampe Andersen er dansk debattør og underviser på Copenhagen Business School – altså karrierekvinde. Dette er titler der umiddelbart styrker hendes etos, men i en tekst som denne kan sådanne titler måske ligefrem have modsatte effekt. Hun argumenterer jo netop for, at feministerne skal tage ansvar for konsekvenserne af deres kamp, og trækker problemstillinger frem der ikke ligefrem er positive konsekvenser heraf. Til trods er hun dog selv karriere kvinde, et aspekt der må siges at være rimelig vigtigt i feministernes kamp, så hvilket ansvar tager hun egentlig selv?

Argumentationen i teksten er flere steder rimelig tynd. Som når hun efter et afsnit der handler om mænds faldende uddannelsesstatistikker skriver at antallet af stærke, maskuline, slagkraftige mænd falder. Hvorfor en mand med dårlig uddannelse skulle være mindre maskulin, slagkraftig eller stærk findes dog ingen forklaring på. En rygdækning, for, hvor i øvrigt statistikkerne om vold i hjem mod mænd og mænds faldende uddannelse kommer fra, udtrykkes dog ikke. Det kan således være svært at tro på, om disse statistikker i virkeligheden eksisterer eller om disse blot er udtryk for forfatterens formodninger. Dette betyder at tekstens etos ej heller er særlig stort. En ting der dog kan styrke hendes argumentation er hendes brug af styrkemarkør. Hun bruger blandt andet ordet ”synd” når hun beskriver hvordan feministerne mener at det er synd for enlige mødre, kvinder der ikke har en karriere osv. Højest sandsynligt er ordet ”synd” dog aldrig blevet sagt af en feminist som argument, men forfatteren bruger det for at markere styrken af hvordan hun mener feminisme til tider overdreven.

Patos bliver ikke brugt meget i teksten, men Stampe Andersen bruger det dog med sætningen: ”Man skal være meget rød og bitter feminist, før denne udvikling ikke gør indtryk på én.” Sætningen vækker nemlig en følelse af tvungen sympati i læseren. Overordnet er da også solidaritetsargumenterne hendes mest slagkraftige argumenter og læseren med den mindste hang til feminisme føler sig nemt selvisk. Graver man dybere i alle argumenterne tyder det dog på at dette er ganske uden grund. Mange påstande og ligegyldige passager bliver nemlig slynget af sted mens belæg for disse synes at halte lidt bagud og forfatterens konservative samfundsopfattelse lader til at præge mere end de egentlig argumenter. Dette gælder blandt andet tidligere nævnte argument samt passagen omkring moralen i 70’erne, 80’erne og 90’erne hvor det ifølge forfatteren var mere acceptabelt at sige: ”hvis bare du får dig en uddannelse, så skal du nok klare dig” end ”Hvis bare du hurtigst muligt får mand og børn, så skal du nok klare dig”. Tilbage sidder den skeptiske læser med en tvivl om, om forfatteren i det hele taget ønsker sit udspil en realitet.

Er feministers kamp skyld i en række alvorlige samfundsproblematikker er det klart at disse bør tage en eller anden form for ansvar. I realiteten har feministers kamp for ligestilling jo hverken handlet om at forringe egen livskvalitet ej heller at forringe det modsatte køns livskvalitet. Spørgsmålet er, om der i virkeligheden er noget ansvar for feministerne at tage. Hvordan skulle det for eksempel være feministers skyld at mænds uddannelsesstatistikker er en nedadgående kurve? Stampe Andersen forklarer det med, de offentlige institutioners mange kvinder og føle-føle pædagogik skræmmer mænd væk fra institutionerne efter 9. klasse. Men er det feminister står for, ikke i virkeligheden netop en mere ligelig kønsfordeling i forskellig brancher. Hvis feminister kæmper imod kvindeerhverv, hvordan kan mænds faldende uddannelsesniveau så blive deres skyld?

At middel aldrende singlekvinder tillægger fertilitetsklinikker flere og flere besøg, er da ganske vist en alvorlig udvikling, hvis altså kvinderne er ulykkelige over situationen. Stampe Andersen skriver, at disses status skyldes at de ikke kan finde ud af tilværelsen med en mand og i øvrig har råd til at leve alene. Men for mange kvinder er det måske nærmere et valg end en tilfældighed. Mange kvinder ønsker at leve ”ungdommen” ud og forfølge karrieredrømme. Derfor venter mange bevidst med at få børn til den alder, nogle vælger børn helt fra og andre lever tilværelsen ganske lykkeligt uden en mand. Havde feministernes kamp aldrig blevet udkæmpet, sad disse kvinder stadig fast i den traditionelle kernefamillieform med uopnåelige karrieredrømme. Et godt eksempel herpå er serien ”Sex and the City”, hvor fire storbykvinder, bosiddende i New York, for alvor udlever de feministiske aspekter med karriere og kontrol over eget liv. Hver især har de formet tilværelsen helt som de ønsker den, nogle med mere besvær end andre, men alle har de de nødvendige muligheder. Og, ja, måske er kvinder ved at udkonkurrere mænd på nogle områder og det er vel også ganske naturligt når vi i mange år har været vandt til et samfund hvor kvinder og mænd hver i sær her deres faste kutymer. Justeringer tager tid. Men betyder denne udvikling at feministernes kamp bør slutte? Svaret herfra må være nej, for hvad enten man vil det eller ej, er faktum at der stadig findes mange eksempler på at kvinder ikke kan opnå den ligestilling med mænd de burde. Kvinde kampen har trods alt sin spæde start helt tilbage i 60’erne, og alligevel har Danmark først i 2011 opnået at få sin første kvindelige statsminister. Et faldende uddannelsesniveau for mænd, må det jo samtidig også betyde at kvinder generelt har et højere uddannelsesniveau. Foruroligende er det da, at mænd alligevel har de største indkomster. Hermed ikke sagt at udviklingen hvor kvinder og mænd pludselig bytter roller er fin. Nej, for pointen er jo netop ligestilling. Men uden feministernes kamp, hvor ville vi så ikke være i dag? Svaret er jo ganske enkelt – i oldtiden.

Når Katrine Stampe Andersen i sin tekst skriver at det er bekymrende at mænd som Jørgen Leth, der tager kokkens datter når han vil, tilhører en uddøende race får det mig til at sætte kæmpe spørgsmålstegn! For mig repræsenterer nemlig Jørgen Leth det traditionelle mandesyn på kvinder. Hans fortællinger om hans erotiske forhold repræsenterer den traditionelle måde at se kvinden som et erotisk objekt respektløs for hendes menneskelige styrke og intelligens som feminismen kæmper så meget imod. I modsætning til Stampe Andersen er jeg utrolig stolt over at denne tankegang er uddøende.

Tiderne udvikler sig hele tiden, og mange uforudsete konsekvenser opstår. Vi kan forsøge at pålægge en udvikling skylden for disse konsekvenser, men faktum er, at disse udviklinger sker af en grund. At tillægge feministerne et ansvar for de negative udviklinger vi ser i vort samfund i dag ville være ganske urimeligt. Om noget skylder vi dem måske en tak. En tak for at vi i Danmark i dag med stolthed kan sige, at vi er et af de med kønsligestillede lande i verden. En topposition som vi selvfølgelig må kæmpe for at opretholde.