Loading...Den forkerte talsmand
Humor findes i alle folkeslag og kulturer. Humor mellem mennesker kan virke befriende i en ellers ofte alvorlig og hektisk hverdag, hvor humoren samtidig kan nedbryde barrierer mellem folk. Med andre ord kan humor være forløsende og for nogle ligefrem en nødvendighed i omgangen med andre. I Danmark har humor en vigtig plads i både det private og det offentlige rum. Der er efterhånden næppe et emne, danskerne ikke laver grin med. Emner, som kan være direkte tabubelagte i andre kulturer. Disse følsomme emner omgås i Danmark let ved brugen af ironi, som lægger en befriende distance til både det berørte problem og ens egen person. Ironi har i dag fået en stor plads i det danske samfund. For journalisten og sognepræsten Sørine Gotfredsen er dette problematisk.
I et uddrag af Sørine Gotfredsens kronik fra Berlingske Tidende i 2009 fortæller hun, hvordan ironien i det offentlige rum i hendes øjne er blevet for dominerende og misbrugt. Hun tager i kronikken udgangspunkt i det kendte og populære ungdomsidol Simon Kwamm, der de seneste år har gjort sig yderst bemærket som både musiker, tekstforfatter og satiriker. Med disse titler samt sit nye album Danmark-Denmark har han udråbt sig selv til en talsmand for sin generation. Sørine Gotfredsen påpeger, at Simon Kwamm efter hendes mening ikke er optimal som talsmand for sin generation på nuværende tidspunkt. Som satiriker i trioen ”Drengene fra Angora” har han fået sin identitet ”pakket grundigt ind i ironi og menneskelig distance”, hvorved der ikke tages stilling til samfundet og relevante problemer. Den overfladiske ironi, som Simon Kwamm ifølge Sørine Gotfredsen dyrker, udtrykkes via utilpassede, underlige individer med mentalt og fysisk afvigelse fra gennemsnittet. Ifølge Sørine Gotfredsen vil denne mangel på seriøs holdning til virkeligheden ikke gøre Simon Kwamm til en god talsmand for sin generation.
Brugen af overfladisk ironi har i dag fundet plads i mange danske TV-serier f.eks. ”Klovn” og ”Nynne”. Sørine Gotfredsen påpeger, at ironiens store indvirkning generelt medfører manglende registrering af dens virkning på taleren samt tilhøreren. Ironien indgår efterhånden som en naturlig del af sproget og tankegangen, men med manglende skarp ”etisk bevidsthed” er der fare for distancering til samvittigheden. Når ironien samtidig ikke bruges på ”sokratisk vis”, kan vores evne til at gennemskue seriøsitet forringes. Hvis en politiker som f.eks. Villy Søvndal har gjort ironi til en personlig stil inden for politik, fortrænges alvoren ifølge Sørine Gotfredsen. Som talerør og forbillede bør man således bruge ironien med omtanke, så livets højtidelighed ikke mistes. Som eksempler på rette talerør nævner hun forfattere, filosoffer samt kunstnere, da de har gennemskuet, hvordan ironien kan misbruges som en nem løsning til at ignorere eget ansvar i livet.
Den hyppige brug af overfladisk og uetisk ironi i det offentlige rum kritiserer Sørine Gotfredsen i sin kronik. Herved kan alvoren i ellers vigtige sammenhænge ødelægges og ens personlige ansvar over for omverden glemmes. Ironien udstiller tit de afvigende individer i samfundet på ubarmhjertig vis, der påvirker vores syn på disse og samtidig ophøjer vores egen person. På trods af den ofte brugte ”altædende ironi” giver Sørine Gotfredsen dog Søren Kirkegård ret i hans påstand om, at livet ikke er menneskeligt uden ironi – men hun prioriterer, at vi skal lære at beherske den.
Sørine Gotfredsen tager således afstand fra overdreven brug af overfladisk ironi i offentligheden. Hendes budskab fremgår tydeligt via hendes argumentationsformer. I kronikken henvender hun sig til folks fornuft gennem rationelle argumenter og fakta. Ved først at komme med et personligt udsagn eller påstand, som dernæst kan underbygges med et velargumenteret og ”fornuftigt” eksempel, overbevises læseren hurtigt om validiteten af afsenderens synspunkt. Et eksempel på Sørine Gotfredsens brug af bl.a. logos til underbygning af hendes påstande er: ”For ironi uden en klar etisk bevidsthed kan udarte til en slags ubevidst kynisme, eftersom det er den etiske tænkning (…), der konstant opfordrer et menneske til at sætte sig selv i den barmhjertige position i forhold til andre.” Her underbygges synspunktet, at ironi kan udvikle sig til kynisme, dvs. der tales til fornuften ud fra begrebet ”etisk tænkning”.
En anden ofte benyttet argumentationsform er ethos. Sørine Gotfredsen kommer i sin kronik med en del fakta bl.a. bestående af personnavne og en nuanceret redegørelse af problematikken. Hun kommer dermed umiddelbart til at fremstå som en objektiv fortæller, der er let at være enig med. Kronikken indeholder desuden ingen direkte subjektive tilkendegivelser så som ”efter min mening” eller ”jeg synes”. Objektiviteten kan f.eks. ses i følgende linje: ”Det sker på mange niveauer og ikke kun, når der er satire på DR2.” Sørine tager i kronikken samtidigt de svages parti, hvorved hendes troværdighed og læserens sympati for hendes emne øges.
Endelig har argumentationsformen pathos også en overbevisende virkning på modtageren. Denne argumentationsform ses i hendes ordvalg. Hun har i kronikken benyttet en del værdiladede ord, der fremkalder visse følelser hos læseren, som herved bliver tilbøjelig til at give afsenderen ret. Flere steder i kronikken er der brugt negativt ladede ord eller vendinger omkring ironi: ”den overfladisk ironiske kraft, der i dag er så dominerende”, ”ironien erobrer sproget”, ”så voldsom en kraft, lokker os ind”, ”den altædende ironi” osv.. Ironi kommer her til at fremstå som et voldsomt bæst, der både lokker og erobrer sine ”ofre”. Læseren får på den måde selv lyst til at distancere sig fra denne ironi, hvorved Sørine Gotfredsens budskab er lykkedes.
I teksten ”Den forkerte talsmand” bruges som nævnt flere argumenter imod anvendelsen af uansvarlig brug af ironi i det offentlige rum. Hele kronikken bygger på antagelsen om, at denne ironi har ”erobret” den danske offentlighed. Men efter min mening er ironien ikke så udbredt og faretruende i sin karakter i det offentlige rum, som Sørine Gotfredsen giver udtryk for. Som modbevis hertil står Sørine Gotfredsens påstand om, at denne ironi knap nok registreres af tilskuerne. Er man måske således selv blevet blændet af ironien og derfor ukritisk over for dens indvirkning på samfundet? Hele Sørine Gotfredsens problematik bliver da aktuel, idet man enten indser problemet, eller man tror, man selv er blevet erobret af ironien og dermed er ubevidst om problemet. Dette giver kronikken endnu en overbevisende effekt og svær at modsige.
På trods af Sørine Gotfredsens umiddelbart overbevisende argumenter imod uetisk og overdreven brug af ironi kan ironiens konsekvenser diskuteres. Fører f.eks. denne form for ironi til ”ubevidst kynisme”, som rammer de dårligst stillede i samfundet? Modsat Sørine Gotfredsen mener jeg ikke, det kun er de afvigende individer i samfundet, der er genstand for f.eks. ironiske programmer som ”Drengene fra Angora”. Typerne heri er alle sære på vidt forskellige måder, hvorved der ikke kun grines af én bestemt samfundsgruppe, men derimod ligeså meget af de mange skæve og samtidig menneskelige karaktertræk, som vi alle kan genkende fra os selv og vores omgangskreds. Vi bliver altså alle ”afvigere” og mål for ironien. Hvis dette gennemskues, bør ingen speciel gruppe i samfundet føle sig hængt ud. Der vil derfor heller ikke være fare for, at vores syn på samfundets svage skubbes i en negativ retning, som Sørine Gotfredsen frygter.
Hvert land har sin egen form for humor, og netop i Danmark har ironien fået en særlig stor indvirkning. Men vores hyppige brug af ironi kan desværre besværliggøre kommunikationen med andre kulturer, som måske ikke kan gennemskue ironien og derfor føle sig ramt. Et tydeligt eksempel på dette er den internationalt meget omtalte ”Muhammed-sag” for nogle år tilbage. Krisen udsprang af en række offentligt trykte tegninger af den muslimske profet Muhammed i forskellige sammenhænge. Disse tegninger skulle forstås ironisk og humoristisk, og de havde derfor ikke til formål hverken at håne eller fornærme nogen. Der lød dog et ramaskrig fra mange især muslimske lande ved trykningen af Muhammed-tegningerne. Manglende forståelse for humoren bag disse satiriske tegninger var tydelig.
Ironi i det offentlige rum kan på den måde være særdeles giftig i forbindelse med andre kulturers toleranceniveau mht. humor. ”Muhammed-krisen” kan imidlertid være et udtryk for en ubevidst intolerance og kynisme over for andre kulturer, forårsaget af uigennemtænkt ironi i det offentlige rum. Set i det lys får Sørine Gotfredsen ret i sin påstand om, at ironi uden etisk tænkning kan medvirke til en ubevist kynisme, som kan være sårende.
Sørine Gotfredsen ser endvidere et problem i den kendte satiriker Simon Kwamms omgang med ironi i forhold til hans position som talerør for sin generation. Hendes ideal af en talsmand skal nemlig ikke mangle holdning til problematikker og gemme sig bag ironi, som Simon Kwamm menes at gøre. Derimod skal en talsmand ifølge Sørine Gotfredsen tage livet højtideligt og påtage sig personligt ansvar. Hendes idé om en passende talsmand passer på sin vis på mange tidligere talsmænd som f.eks. Søren Kirkegaard. Talsmænd, der stammer fra en tid, hvor ironi sandsynligvis ikke var specielt udbredt og moderne, hvorved et budskab dengang kunne gå tabt ved brugen af for megen ironi. I dag derimod kan især den yngre generation have tendens til en meget ironisk tone. Det er en omgangstone, som åbenbart fanger de unge, hvorfor en talsmand med samme ”sprog” er oplagt og giver mulighed for stor gennemslagskraft. Selvom Simon Kwamm, som Sørine Gotfredsen påpeger, kan mangle holdninger med dybere indhold og ansvarsbevidsthed, vil effekten af ham som talsmand sandsynligvis stadig fange den yngre generation bedre end et talerør, der ikke appellerer til denne gruppe overhovedet.
Simon Kwamm som mulig talsmand for især den yngre generation bør efter min mening ikke afvises. En talsmand bør først og fremmest kunne fange målgruppen og være repræsentativ for denne. Noget, Sørine Gotfredsen ikke synes at prioritere. Hun omtaler politikeren Villy Søvndal, der hyppigt benytter sig af ironi i forbindelse med folkestyret. Ved dette mistes en seriøsitet, som for hende er vigtig for dette erhverv. Hun kalder den danske befolkning for ”lettere højtideligheds-forskrækket”; bl.a. derfor er den ironiske Villy Søvndal netop så populær. Selvfølgelig beskæftiger politik sig med mange alvorlige og vigtige emner, der som sådan ikke bør laves grin med. På samme måde bør heller ikke hospitalspersonale joke med deres arbejde, men selv her anvendes ironi, nok nærmest som en forsvarsmekanisme mod alvoren. Sørine Gotfredsen udtaler at ”ironi og personligt ansvar faktisk står i modsætning til hinanden”, men jeg mener, at jo større det personlige ansvar er, jo mere uundværlig bliver ironien i hverdagen. Derfor skal betydningsfulde folk som f.eks. politikere ikke afholdes fra at føle ironiens befriende effekt, men på en måde, så folk forhåbentlig stadig ser seriøsiteten bag deres arbejde.
Sørine Gotfredsen synes, at ironien især igennem medierne ”lokker os ind i en tilstand af tryg distance til livets alvor”, så vi ikke føler os forpligtet over for omverdenen. En sådan forpligtelse er vigtig for at samfundet kan fungere og for medmenneskeligheden i det hele taget. Hvis den omtalte overfladiske ironi virkelig resulterer i ansvarsforflygtigelse, som påstået i kronikken, bør ironien også efter min mening bruges med omtanke i det offentlige rum. At bruge ironien under ansvar bør således gælde for både Villy Søvndal, tegnerne bag Muhammed-tegningerne og alle andre i det offentlige samt private rum. Men uden ironi bliver tilværelsen dog ubærlig, som Søren Kirkegaard siger. Med andre ord har vi alle brug for et frirum fra det ofte meget ansvarstunge og vanskelige liv, vi lever. Her giver den overfladiske ironi os et velfortjent pusterum. Og så må vi lade tv-avisen, deadline og andre seriøse programmer bibringe os en dybere indsigt i livet, som den overfladiske ironi oftest ikke er velegnet til.
Skriv et svar