Loading...Hvorfor udvikler flere og flere skoleelever sig til en flok selvoptaget stræbere, når de risikere at miste en lang række vigtigere værdier? Jo det skyldes at Danmark de seneste år har udviklet sig til en konkurrencestat, hvor kun det bedste er godt nok, hvis vi skal kunne konkurrere på et internationalt plan. I artiklen ”Generationen, der gør sine værdier op i tal” fortæller gymnasieeleven Anna Torp-Pedersen, hvordan hun selv opfatter skoleelevernes udvikling i den konkurrencestat, som Danmark har udviklet sig til. Artiklen er fra information og udgivet den 1. December 2014. Den er tilknyttet en debat, da diskussionen til stadighed har sin relevans. I artiklen redegøre Anna Torp-Pedersen for vigtigheden af forældrenes og lærernes fastholdelse af, at det er okay at være okay, som hun formulere det. Anna Pedersen mener nemlig, at skoleeleverne har udviklet sig til en flok egoistiske og usympatiske mennesker, som kun tænker på at få gode karakterer.
Desværre kommer forældrene til kort, da det er umuligt at overbevise eleverne om, at 12-tallet er unødvendigt, når nu hele skolesystemet bygger på det modsatte. For som hendes lillesøster pointere, hvad nytter det så med en masse sociale kompetencer, når det eneste der fremgår på eksamensbeviset er dine faglige kompetencer. Alligevel opfordrer Anna Torp-Pedersen forældrene til standhaftigt at holde fast i deres principper og fortælle skoleeleverne om bagsiden af medaljen, som står beskrevet som ensom og umenneskelig. I artiklen fortæller A. Pedersen også, at hun er opvokset i en såkaldt hippiefamilie som bygger på sociale værdier. Men hun måtte hurtigt lægge sit værdisæt om, hvis hun ville blive til noget. Vi lever nemlig i en konkurrencestat, som deler folk om i enten; vindere og tabere.
Anna Torp-Pedersen konstatere til sidst, at hun føler ubehag ved den person hun har udviklet sig til i kampen om at blive til noget, og opfordrer derved til at gøre en ende på denne udvikling.
Faktorerne fra det retoriske pentagram hænger fint sammen i artiklen. Som læser er det tydeligt at fornemme, at afsenderen er en gymnasieelev da artiklen er skrevet i lavstil, hvilket kommer til udtryk ved det lave lixtal. Dette medfører også at artiklen hovedsageligt består af en parataktisk sætningsopbygning, hvor sætningerne er sideordnet med hinanden. Det simple sprog giver en bred modtagerprofil, hvilket kun er naturligt når emnet er konkurrence blandt skoleelever, hvor alle elever bør have mulighed for at deltage i debatten.
Anna Torp-Pedersen benytter sig i høj grad af appelformen ethos, idet hun inddrager sig selv og derved øger sin troværdighed. ”Når jeg sidder i min 3.g-klasse, bryder jeg mig sjældent om mig selv. Jeg har ingen tålmodighed med andre mennesker, mit svar er altid det rigtige, og jeg bliver nogle gang ekstremt irritabel, når nogen skal have noget forklaret to gange.” (l.11 s.2 A. Pedersen). Alene det at hun er gymnasieelev fortæller os at hun taler af erfaring, hvilket også fungerer som en rygdækning, da hun i sig selv fungere som dokumentation for sin påstand. Artiklen er subjektiv idet, det er hende egen mening som er i fokus. A. Pedersen appellerer også vha. Logos, idet hun opstiller sin argumentation på logisk vis. ”I 6. klasse skulle vi vælge fremmedsprog, og hvis vi ikke gjorde det, så kunne vi aldrig komme på gymnasiet, og så blev vi aldrig til noget” (l.32 s.2 A. Pedersen). Hun benytter også appelformen patos for at frembringe sympati hos læseren, idet hun beskriver sine egne følelser. Brugen af patos kommer også til udtryk i hendes brug af værdiladede ord. ”Det er sådan, jeg tænker, når jeg sidder i min egen klasse og føler ubehag ved den person, jeg er blevet. Fordi jeg ikke kan genkende hende.” (l.131 s.6 A. Pedersen). Anna Torp-Pedersen stiller også et retorisk spørgsmål for at inddrage læseren til aktivt at tage stilling til problematikken. ”Så hvordan i alverden kan det være endt så galt?”(l.21 s.1 A. Pedersen). Hendes brug af styrkemarkører får hende til at fremstå en smule usikker, men det kan også bare være et resultat af, at hun ikke føler sig bemyndiget til at kunne konkludere noget. ”Jeg tror, at den gode børneopdragelse i bund og grund handler om at kende sit barn godt nok” (l.121 s.5 A. Pedersen). Generelt bærer hendes sprog præg af relativt mange retoriske virkemidler. Bl.a. er der flere eksempler på kognitive metaforer. ”De skal fortælle os, at i spurten mod toppen risikerer vi at miste hinanden af syne, og at succesen kan blive ensom.” (l.125 s.6 A. Pedersen). Effekten af hendes brug af billedsprog er, at meningen med det hun skriver fremstår mere tydelig og interessant.
Har Anna Torp-Pedersen så ret i sin kritik af konkurrencestaten? På mange punkter har hun givetvis en pointe. Jeg er fuldstændig enig i Anna Torp-Pedersens udsagn om, at dele af min generations forventninger til sig selv og andre er løbet løbsk, men man kan ikke generalisere og skrive at hele vores generation er blevet usympatiske og egoistiske. Jeg er ikke sikker på om jeg i min egen klasse ville blive betragtet som taberen, hvis mit karaktergennemsnit lå under gennemsnittet i klassen, men ikke desto mindre lader jeg mine klassekammeraters forventninger til dem selv påvirke mig, simpelthen fordi jeg ellers ikke føler mig respekteret som medstuderende. Kampen om det høje snit må betragtes som skruen uden ende, og netop derfor må elevernes konkurrencementalitet nedtones. Men som A. Pedersen siger det, er elevernes konkurrencementalitet et produkt af samfundet, som favoriserer de højtuddannede.
Så må vi vel forsøge at skabe mere lighed i samfundet, men kan det overhovedet lade sig gøre? Muligvis ikke og i stedet synes vi burde bruge ressourcerne anderledes. Personligt mener jeg at adgangskravene til de videregående uddannelser burde laves om. Det er alt for mange uddannelser, som kræver et fuldstændigt unødvendigt højt snit, på trods af uddannelsen lave faglighed. Jeg syntes man burde benytte sig af adgangsgivende optagelsesprøver, som også fokusere på ens sociale kompetencer. Karaktergennemsnittet er kun med til at underbygge ideen om, at uddannelse ikke handler om hvad man kan, men om hvad lærerne tror man kan.
Flere og flere elever følger sig tvunget til at snyde for at opnå deres ønskede karaktere. Vi så det sidste gang da gymnasieelever over hele Danmark skrev SRP, hvor flere elever simpelthen købte sig til opgaver.
Jeg tror aldrig, det vil være muligt helt at sætte en stopper for denne konkurrencepræget udvikling, da antallet af elever på gymnasierne stiger kontinuert, på grund af den unødvendige efterspørgsel på højtuddannede mennesker, hvilket fremmer det konkurrencepræget uddannelsesforløb. Det bedste man kan gøre er, som Anna Torp-Pedersen også skriver, at afskaffe det glorificerede billede af vinderen, og som sagt fokusere på beskrivelsen af bagsiden af medaljen. Jeg syntes dog ikke det ville give mening med et ungdomsoprør, da en revolution ville resultere i et mindre konkurrencedygtigt Danmark på det globale plan. Heldigvis for elevernes karakterræs interesserer de videregående uddannelser sig i højere og højere grad for ens sociale kompetencer. Det er derfor også positivt at elever altid kan søge ind på kvote to, hvor uddannelsesinstitutionen har fokus på de mere bløde værdier.
Skriv et svar