Loading...Grænseoverskridende underholdning
En undersøgelse foretaget i begyndelsen af året viser, at hver dansker i gennemsnit bruger over 4 timer dagligt foran tv-skærmen. Tv-kanaler kan derfor med stor fordel investere i nye programmer, som kan lokke de mange, faste seere til at blive på netop deres kanal. Det ses tydeligt hos bl.a. den populære tv-kanal TV3, hvordan man her gang på gang ihærdigt forsøger at overgå ikke mindst de andre kanaler, men lige så meget sig selv ved at lave endnu mere nytænkende og grænseoverskridende underholdningsprogrammer. TV3 startede for snart en del år siden med det dengang grænseoverskridende program ”Robinson”, som senere blev overgået af det skandaløse reality-show ”Paradise Hotel”, for igen at skulle overgås af det alt afslørende program ”Sandhedens time”. Men om denne udvikling inden for tv-mediet er positiv kan give mange diskussioner.
Søren Balslev fra Weekendavisen udtrykker i sin artikel ”Giftigt: Klædt af” fra år 2008 sin mening om det relativt nye underholdningsprogram ”Sandhedens time” på TV3. Programmet gik i alt sin enkelthed ud på, at en person kom i studiet og afsløre sine allerdybeste og ofte yderst pinlige hemmeligheder for åben skærm. Disse hemmeligheder skulle ikke blot ydmyge denne ene person, men næsten lige så meget familie og venner, der også befandt sig i studiet. Herved havde TV3 skabt et forargende og grænseoverskridende program, hvor seerne, hvis de var heldige, kunne overvære en familie gå i opløsning på tv.
Denne nye måde at lave underholdning på forarger Balslev. I sin artikel giver han klart til kende, hvor kvalmt han finder hele konceptet. Der skrives direkte: ”Jeg er sitrende arrig og fyldt op med lede og væmmelse”. Hans foragt fremprovokeres af mediets kyniske udnyttelse af ifølge ham svagere stillede individer i samfundet til egen kommercielle fordel. Ved svagere stillede personer forstår han folk fra belastede miljøer, med intellektuelt underskud og mangel på empati. Narcissisme og trangen til at blive set præger generelt deltagerne, der også af økonomiske grunde måske kan føle sig tvunget ind i programmet. Disse forhold kan gøre det svært for deltagerne at forudse de fulde konsekvenser for dem selv og deres nære ved medvirkning i ”Sandhedens time”. At moderne seere med glæde lader sig underholde at tv-programmets udnyttelse af dårligere stillede medborgere, finder Balslev helt grotesk.
Søren Balslev påpeger, hvordan ”Sandhedens Time” kan redigeres helt efter producenternes eget ønske. Herved kan uddybende svar og forklaringer fraklippes, så lige netop det billede af virkeligheden, som producenterne finder mest dramatisk og skandaløst, fremstår. De pårørendes rolle på første række i studiet bliver ligeledes kunstiggjort i programmet. På trods af diverse sårende sandheder offentliggørelse føler familie og venner sig nødsaget til at smile og klappe pænt. Denne forvrængning og manipulation af virkeligheden godtages på sadistisk vis af seerne ifølge Balslev.
Den grænseoverskridende udnyttelse inden for tv ser Balslev som en tendens i hele mediekulturen i nutidens Danmark. Grænserne for ”ydmygelsesprogrammer” er blevet rykket betydeligt siden f.eks. X-factors storhedstid, som nu blot ses som ”en venlig lilleput-produktion”. Balslev finder det problematisk, at seerne ikke forarges over den manglende etik bag programmerne, men derimod naivt indfanges af det uetiske i deltagernes eget liv. Danmark er herved blevet påvirket i denne retning af en global tendens, mener han.
I artiklen ”Giftigt: Klædt af” hersker der ingen tvivl om Søren Balslevs holdning til ”udnyttelsesprogrammer” så som ”Sandhedens Time”. Han forholder sig subjektivt gennem hele artiklen, idet hans synspunkter fremstår direkte af teksten, f.eks.: ”Barbarismen i såvel den globale som lokale mediekultur antager i dag perverterede dimensioner”. Hans mening om programmets umenneskelighed underbygges kun ganske få steder rationelt i artiklen. Kun ét konkret eksempel fra programmet giver læseren et indtryk af, hvor private og ubehagelige de stillede spørgsmål kan være. Ellers er det svært at finde direkte belæg for hans påstande mod programmet og konceptet bag. Denne mangel samt den tydelige subjektivitet appellerer ikke til rationel tænkning hos modtageren. Balslev undlader således at overbevise læseren via logos, hvilket nok heller ikke er nødvendigt, idet debatten netop omhandler ganske primitive tv-shows.
Trods manglende appel til læserens logik kombineret med kraftig subjektivitet formår Balslev at få sine argumenter klart igennem. Dette gøres bl.a. ved hjælp af sproget i artiklen, hvilket generelt er præget af stærkt negativt ladede adjektiver så som: ”kvalmende, giftig, kynisk, falsk, sadistisk” etc. Ligeledes bruges mange subjektiver med negativ klang: ”afmagt, ubehag, kanonføde, underholdningsofre…”. Det er alle ord, som mere eller mindre fremkalder en negativ og forargende følelse hos læseren. Balslev benytter sig her af pathos, idet han appellerer til folks følelser i håb om at skabe en reaktion hos læseren vendt mod ”Sandhedens Time” og hele konceptet bag.
Ud over pathos benytter Balslev sig af appelformen ethos for at virke overbevisende om essensen i hans artikel. I teksten udviser han stor medlidenhed for de svagere stillede deltagere, som han får til at fremstå som ”ofre” i kommercielle programmer som ”Sandhedens Time”. Således tegner Balslev et billede af sig selv som et moralsk og etisk menneske. Et menneske, som gør det let for modtageren at sympatisere med og at give ret i sine udsagn. Desuden giver Balslevs uddannelse og stilling en vis autoritet, som i selv allerede virker overbevisende. De to nævnte appelformer, ethos og pathos, taler begge til modtagerens følelser, hvorved Balslev opnår troværdighed og forargelse omkring hans debat. Artiklens argumenter og budskab når tydeligt igennem til læseren. Således er formålet med artiklen lykkedes.
På trods af Balslevs umiddelbart overbevisende argumenter kan det diskuteres, hvorvidt programmer som ”Sandhedens Time” nu også blot er ren udnyttelse af svage mennesker. I en artikel af Camilla Høy-Jensen interviewer hun værten fra ”Sandhedens Time”, Lars Hjortshøj. Herigennem fås et indblik af programmet fra en helt anden synsvinkel end den tidligere beskrevet. Hjortshøj ser nemlig ikke programmet som grænseoverskridende og ”afklædende”, men derimod som værende et underholdningsprogram med kant og nerve. Han finder faktisk programmet vanvittigt underholdende, hvilket også er en af grundene til hans medvirken som vært. Det er tydeligt, at Lars Hjortshøj fokuserer mere på programmets underholdningsværdi end selve etikken bag. Som han netop påpeger i interviewet, kan programmet opfattes som en ”slags moderne skriftestol” eller endda som Facebook på tv. Hvis man netop vælger denne vinkling på programmet, som værende et udtryk for en velkendt udvikling i samfundet, kan programmet bedre retfærdiggøres.
”Sandhedens Time” kan, som Balslev forklarer, være temmelig grænseoverskridende for både deltagere og seere. Lars Hjortshøj finder derimod ikke programmet væsentlig værre end andre tendenser, der ellers ses i samfundet og i tv i dag. Balslev føler, som tidligere beskrevet, stor empati for de deltagere, der ikke evner at forudse fremtidige konsekvenser efter deres deltagelse. Lars Hjortshøj virker i modsætning til Balslev tilsyneladende ikke til at have de store moralske skrupler omkring konceptet. Men Hjortshøj er en del af programmet, og dermed har han overværet den fuldstændigt uredigerede udgave. Denne proces har givet ham indsigt i alle opklarende og måske blødgørende svar fra deltagerne. Forklaringer, som fraklippes på tv’et, således at det hele fremstår mere brutalt for deltagere og familie, end det sikkert opleves under optagelserne. Desuden skal Hjortshøj som vært være tro over for programmet i interviews. Vi kan derfor ikke være 100 % sikker på, at han er helt ærlig omkring hans udsagn om konceptet.
Ude fra stående seere så som Balslev kan på baggrund af forrige forklaring opleve programmet mere hårdt og hensynsløst over for deltagerne, end de måske selv føler det i øjeblikket. Hvorvidt deltagerne melder sig til programmet på grund af manglende intelligens og empati, kan højst sandsynlig også være svært for ude fra stående at vurdere. Desuden er der ingen garanti for, at familie og venner ikke allerede kender til mange af de ”afslørende” svar. I et af programmerne afslører f.eks. en ægtefælle at have været utro i over 15 år. Det ville næsten være for utroligt, hvis dette kommer som et fuldstændigt chok for alle de pårørende! Hvis disse på forhånd kender til mange af hemmelighederne, mister programmet lidt af brutaliteten og den interne ydmygelse. Der må altså siges at være flere faktorer, der bør tages højde for, inden man vurderer den fulde umenneskelighed i programmet. Dette ændrer dog ikke på det faktum, at deltagerne under og efter programmet risikerer at opfattes som ”kollektiv foragtet kanonføde”. Selvom de således måske ikke har levet et så skandaløst liv, som det fremstår i programmet, medvirker efterredigeringens manipulation med virkeligheden til en anden opfattelse hos seerne. Det er netop en sådan opfattelse, der kan stemple og dermed ødelægge livet for deltagerne og deres pårørende efterfølgende.
Der kan tydeligvis være langtrækkende og omfattende konsekvenser for deltagerne samt deres familie. Forfatteren bag ”Bitter Blog” kan som seer give Balslev ret i at deltagerne i ”Sandhedens Time” er samfundets dårligst stillede. I modsætning til ham udviser hun ikke den store empati for disse, som hun betegner som folk med ”narkogæld, tvivlsom kriminel fortid eller fraskilte fattigrøve”. At netop alle vores fordomme over for denne socialklasse syv bekræftes i programmet, gør det for ”Bitter Blog” så underholdende. På trods af, at ”Bitter blog” godt kan gennemskue det manipulerende spil udført via kraftig efterredigering, er det som sådan ikke her hendes forargelse ligger. Derimod chokeres ”Bitter blog” over sin egen fascination af programmet, idet forfatteren har set samtlige 10 afsnit. Denne er faktisk direkte flov over sin egen ”deltagelse” i showet, hvor man som seer burde have råbt ”objection”.
Balslev og ”Bitter blog” retter således begge kritik mod seerne, dog af lidt forskellige årsager. Balslev bebrejder seernes manglende kritisk af det uetiske koncept bag ”udnyttelsesprogrammer”. ”Bitter blog” derimod forarges over, at seerne lader sig underholde i så høj grad af programmet og dets primitive, ligegyldige indhold. At man som seer ikke vælger at slukke for den åbenlyse manipulation af både deltagere og sig selv, chokerer forfatteren. ”Bitter blog” taler dermed ikke til seernes moral, men deres mangel på selvrespekt.
”Sandhedens time” kan ses som et led i en global medieudvikling, hvor grænserne for udnyttelse og ydmygelse af mennesker i underholdningsprogrammer hele tiden rykkes. Vi underholdes i højere grad af deltagernes tilsyneladende umoralske problemer uden at blive forarget over det forrykte kommercielle spil bag. Hvor problematisk, vi finder denne udvikling, afhænger af hvilken side af tv-skærmen, du befinder dig på. At seerne finder en underholdningsværdi i at forarges over menneskelige problemer, kan være udtryk for manglende etik. Ved at lade sig lokke af manipulerede, primitive tv-shows afsløres desuden mangel på selvrespekt. Men folk vil nok altid finde en underholdningsværdi i forargelsen, uanset hvor uetisk denne er. Derfor får ”udnyttelsesprogrammer” som ”Sandhedens Time, X-factor og Paradise Hotel” lov til at fortsætte i et vestligt samfund, hvor en korrekt moral ellers prioriteres så højt.
Skriv et svar