Kronik om Litteratur og journalistik

Skrevet af Sander Specht

Litteraturen og journalistikken er to vidt forskellige genrer. De lever i hver sin verden og taler ofte hvert sit sprog. Journalistikken beskæftiger sig med faktuelle forhold, mens litteraturen beskæftiger sig med fiktivt stof. Dette er dog ikke en sort-hvid definition, da litteraturen jo altid vil have en eller anden form for afsæt i virkeligheden, og journalistikken bevidst kan fordreje sandheden. Samtidig kan de to genrer sagtens arbejde med de samme emner og temaer.

Nogle mener, at fremstillingsformen udgør forskellen mellem de to genrer, hvilket jeg er uenig i. Der er nemlig ikke noget, der forhindrer en journalist i at benytte litterære virkemidler som f.eks. scenisk beskrivelse, dialog og tankereferat, ligesom der på samme måde ikke er bestemte regler for brugen af journalistiske virkemidler i litteraturen. Den reelle forskel mellem de to genrer er efter min mening sandhedskriteriet. Dette betyder, at en journalist kan bruge forskellige litterære virkemidler efter eget behov, så længe det ikke går ud over sandhedsværdien i det beskrevne. Begynder journalisten at digte eller ændre på sandheden, lever hans tekst ikke længere op til genrens hovedformål: at levere sandheden.

Litteraturen og journalistikken er på mange måder modsætninger – og hvad er det nu, man siger om dem? Jo, de mødes. Det er sket mange gange igennem litteraturhistorien, men man snakker også om perioder, hvor de to genrer er gået sammen; med 60’ernes og 70’ernes fremkomst af New journalism og 90’ernes store bølge af biografiske bøger er de to genrer smeltet sammen på det formmæssige plan. Journalistikken bruger i højere grad de sproglige virkemidler fra litteraturen samt fiktionens/dramaets virkemidler. På denne måde kan journalisterne f.eks. skabe klassiske konflikter og dermed sensationelle nyhedshistorier. Hele denne nye form for journalistik beskriver Claes Kastholm Hansen i sit forord til ”Herman Bang: Reportager”. I forordet bliver Herman Bang spurgt om, hvilken betydning hans journalistiske virksomhed har haft for hans forfatterskab, hvortil han svarer, at romanerne ”Stuk” og ”De uden fædreland” aldrig var blevet skrevet, hvis han havde været sin journalistiske baggrund foruden.

Af forordet kan man udlede, at Herman Bang var en forgangsmand for New journalism, idet han blandede fiktionen ind i sin journalistik på en ny og afvekslende måde. Claes Kastholm Hansen forklarer ydermere, hvordan de journalistiske medier ændrede sig med fremkomsten af New journalism: Den forhenværende overvejende eksklusive meningspresse udviklede sig til en gennemgående masseproduceret nyhedspresse, og samtidig gjorde sensationsbegrebet sit indtog.

Claes Kastholm Hansen forklarer også, hvordan de nytilkomne journalister i højere grad bestræbte sig på at gengive deres oplevelse af en begivenhed end selve begivenheden. Dette skabte selvfølgelig et enormt røre i 60’erne og 70’erne i modsætning til i dag, hvor det er langt mere almindeligt og accepteret. Men benytter man personliggørelse og subjektivering i en grad, så man bryder med journalistikkens sandhedskriterium, er det selvfølgelig ligeså forkasteligt i dag.

På samme måde som litteraturen har gjort sit indtog i journalistikken, er den moderne litteratur blevet påvirket af faktagenrens realistiske og dokumentariske håndtering af virkeligheden. Dette endda i en grad så nye genrer er blevet ekstremt populære. Disse er bl.a. de dokumentariske socialrealistiske dramaer som f.eks. Jakob Ejerbos Nordkraft og Jonas Bengtssons Submarino, biografier om kendte personer, historiske romaner og litterære dramatiseringer af kriminalsager som f.eks. Blekingegadebanden. Ydermere har krimien fået en storstilet tilbagekomst og er samtidig blevet beriget med nogle nye forfattere, som har været med til at gøre op med den traditionelle opfattelse af krimien som triviallitteratur.

Et ideelt eksempel på sammensmeltningen af litteratur og journalistik er Ernest Hemingways artikel En ny slags krig. Artiklen beskriver den Spanske borgerkrig og er skrevet i april 1937.

Hemingway indleder artiklen med stedsangivelsen ”Madrid.”, hvilket er et typisk journalistisk virkemiddel, som fungerer ved kort og kontant at fortælle, hvor vi fysisk befinder os. Artiklen er skrevet i nutid, hvilket giver læseren indtrykket af, at man er midt i en handling, og at det beskrevne sker, mens man læser artiklen. Derudover har Hemingway valgt at skrive ”man” om sig selv i stedet for ”jeg”. Det skaber en personlig distancering til handlingen – hvilket vil sige krigen, idet den udgør det meste af handlingen. Det skaber også en generalisering, så man får indtryk af, at mange andre end forfatteren selv oplever det, som han gør.

Hemingway benytter sig af personificering – et fiktivt træk – i sætninger som f.eks. ”geværerne siger” og ” brølende lastvogne”. Han bruger også lydord som ”tacrong, kapong, kra-ang, tacrong” – lyden af geværild. Sådan ville man sjældent beskrive lyden af geværild i den journalistiske verden, men Hemingway gør det til trods for eventuelle dogmer. Til sidst skal nævnes Hemingways brug af replikker/dialog, hvilket er et realistisk træk, men samtidig også et fiktions- og dramatræk.

Alt i alt har Hemingway kogt en masse virkemidler sammen på trods af deres forskelligartethed. Dermed har han skabt en spændende blanding af fiktion og journalistik. Han formår at intensivere de ting, der sker ved at dramatisere dem og sætte sig selv ind handlingen.

Hemingways måde at skrive artikler på kaldes fortællende journalistik, og denne genre blev senere en inspiration for udviklingen af New journalism.