Kronik om “En løgnehistorie” af Urup Jensen

En løgnehistorie

Den løgn, vi ikke er os bevidst, er den løgn, som er almindelig mennesker imellem.

Artiklen af Urup Jensen er udgivet af bladet samvirke i år 2004. I den fortæller han om sine observationer angående brugen af løgne i nutidens samfund.

Urup Jensen mener, vi alle mere eller mindre lyver uden at tænke over det, til dels fordi man ved at ”gradbøje løgnen” har gjort den accepteret som et redskab i hverdagen til at gøre sig selv såvel som andre mere tilpasse på for eksempel den sociale og arbejdsmæssige front. Urup Jensen sætter dog også spørgsmål ved om en løgn i realiteten bør ”gradbøjes” på den måde som vi gør det i dag og mener i bund og grund, at det kan man ikke. Det er som en graviditet, mener han, man kan ikke være halv gravid. Enten taler man sandt eller også gør man ikke.

Han pointerer også at løgnen har fulgt mennesket altid, men at det er mere tabubelagt at lyve nu end førhen og henviser til løgne i Det Gamle Testamente, der går imod kristendommens eget 8. bud: du må ikke vidne falsk mod din næste, samt hvordan folket under enevælden slet ikke havde krav på sandheden hvilket efter hans mening ikke ville kunne fungere i forhold til det åbne og demokratiske samfund vi lever i i dag.

Urup Jensens hovedsynspunkt, om at alle mere eller mindre lyver, understøttes af talrige professorer verden over. For eksempel lavede Virginia Bella De Paulo ved Virginia universitet et forsøg med 147 personer, hvoraf halvdelen var hendes studerende. Hun bad dem om at skrive dagbog over deres løgne minutiøst gennem en hel uge. På baggrund af undersøgelsen kunne Virginia konkludere at alle mennesker lyver for ikke at såre andre, for at undgå problemer eller at blive flove*. Man kan dog sige at hans argumentation for at der ikke bør findes ”gradbøjninger” af løgne halter en smule. Det er selvfølgeligt at man ikke kan være halvt gravid, men at han karakteriserer det at lyve som en enten-eller situation vil jeg dog kalde noget snæversynet. hvordan fortielser da bør tolkes ville også have været relevant i forhold til dette, da man vel ikke kan kalde det at fortie noget for en direkte løgnagtighed.

Urup Jensen virker til at synes, vores samfund fungerer fint med disse løgne naturligt indprentet i vores hverdag og at vi har gennemgået en positiv udvikling fra førhen, hvor det ikke var anset som synd at lyve. Men han siger dog som sagt også at vores demokratiske system ikke ville kunne virke, hvis sandheden ikke stod højt på vores værdigrundliste. derved kan man sige han selv laver en nuancering eller som han selv udtrykker ”gradbøjning” af løgne, ved at adskille de mere formelle og konfliktsky fra de større løgne som vil omfatte det politiske system. Altså modsiger Urup Jensen sin egen argumentation.

Han bør dog nok få ret i at vores politiske system ville være ubrugeligt hvis ikke løgn i vores samfund var anset som en synd. I disse dage kører sagen om hvorvidt der bør stiftes mistillid til politikeren Birthe Rønn Hornbech for eksempel højt, da hun efter sigende skulle have løjet for folket såvel som folketinget flere gange i løbet af året angående den omstridte ”24-års regel” omhandlende familiesammenføring i Danmark. Stilles der politisk mistillid til hende, bør hele regeringen gå af. Dette vil være en stor konsekvens alene for at en minister har udtrykt en løgn, men netop dette gør det ret tydeligt, at vores samfund ellers hurtigt ville kunne smuldre hvis det politiske system trinvist blev baseret på løgne.

Urup Jensen siger at løgne er almindeligt anerkendt i det sociale samvær mennesker imellem, og at man ved hjælp af den kommer udenom en masse forklaringer og konflikter i hverdagen samt at man til en hvis grad kan undgå at såre andre, altså ser han de positive ting i fænomenet. Her kan man sige at Michel Montaigne i sin artikel; ’om løgnere’ og Urup Jensen har meget modstridende opfattelser på det punkt. Michel mener at det er meget grufuldt og alvorligt og at vi bør være hudløst ærlige, da det eneste som gør os til mennesker og knytter os sammen er ordet, løgne er efter hans mening altså misbrug af ordets magt. Løgne gør livet utroligt indviklet at leve, og man har som individ meget sværere ved at gennemskue situationer såvel som hinanden når man er spundet ind i et net af dem.

Man kan herudfra sige at både Michel Montaigne og Urup Jensen har fat i noget. Det at lyve er i dag, og har altid været, en synd, da man jo via løgne fører andre mennesker bag lyset uden egentlig at have ret til det. Der bør dog der knyttes en kommentar, for det at føre nogen bag lyset kan være mange forskellige ting, man kan for eksempel ved hjælp af enkelte løgne undgå at såre andre unødvendigt og få dem til at føle sig bedre tilpas, hvilket også i de fleste tilfælde er nødvendigt for at kunne have sociale forhold til andre mennesker. I nogle sammenhænge kan man altså konkludere at vi har brug for uskyldige og velmenende løgne, men at de i andre sammenhænge er bandlyste for at vores samfund kan hænge sammen og fungere optimalt.