Loading...Skrevet af Sander Specht
Muhammedkrisen
Et år er gået siden Jyllandsposten bragte de tolv tegninger, som skabte had, kaos og splittelse i Danmark og resten af verden. Muhammedkrisen, som medierne døbte dette kaos, er næsten glemt nu. De fleste har lagt krisen bag sig med et minde om en masse muslimer der overreagerede på en, noget ubetydelig, provokation. Når man tænker tilbage dukker der straks nyhedsbilleder op i hovedet, af muslimer der brænder det danske flag, ambassader og billeder af vores statsminister, af. Men er disse nyhedsbilleder tilstrækkeligt repræsentative for hvad der skete? Er det billede, de danske massemedier skabte af krisen, det reelle billede?
Netop disse massemedier formåede under hele krisen, at forenkle sagen utroligt meget, hvilket førte til at man manglede vigtige pointer i sin mediedækning. For at følge én vej i sin belysning af sagen, udelukkede man bestemte aspekter, som omhandlede selve essensen i konflikten
Det vigtigste aspekt som aldrig blev vist er, efter min mening, muslimernes reelle position i krisen. Et aspekt som ser muslimerne som en undertrykt minoritet i Danmark og Europa. En multikulturel gruppe, hvor religionen er den eneste fælles faktor. Mennesker der, til trods for deres forskellighed, bliver betragtet som en homogen gruppe, der ukritisk bliver angrebet fra flere sider og brugt som fjendebillede af de vestlige magter. Dette er et aspekt som medierne stillede sig helt ukritiske overfor.
I denne sammenhæng har jeg i min gennemgang af krisen, valgt at tage udgangspunkt i ovennævnte synspunkter.
Når man tænker tilbage, er det ikke svært at finde den umiddelbare årsag til konflikten. Nemlig at den borgerlige danske avis Jyllandsposten, i september i fjor, bragte 12 karikaturtegninger af den muslimske profet Muhammed. Avisen udtalte senere at de bragte tegningerne for at skabe debat om Islam og for at håndhæve ytringsfriheden i Danmark.
Tegningerne var utrolig grove og avisen kunne på forhånd have sagt sig selv at de ville provokere, støde, og mest af alt krænke alle muslimer der så tegningerne. Tegningerne blev mødt med stor foragt fra mange danskeres side, og selvfølgelig af næsten samtlige 200.000 herboende muslimer. Tegningerne blev bragt på et tidspunkt hvor mange danske muslimer i forvejen følte sig nedgjort, tilsidesat, og endda undertrykte. De har oplevet integrationspolitikkens praksis på nærmeste hold, de må hver dag leve med at blive forbundet med uløselige problemer i TV, og nu bliver deres mest personlige anliggende, religionen, også trådt på.
Der er uden tvivl mange problemer forbundet med flygtninge og indvandrere, men der er en tendens til, at de med det samme bliver gjort til uløselige problemer. I DR1’s og TV2’s nyhedsdækning ses denne tendens tydeligt. Med denne attitude overfor flygtninge, indvandrere og muslimer eskalerede den offentlige debat i 90’erne til det ekstreme, hvor året 2006 har slået alle rekorder. Det, der før var tabubelagt at sige, er senere blevet legalt og nu endda hverdagssprog i nogle tilfælde.
Jeg opfatter selv de danske muslimer som en marginaliseret gruppe, som dæmoniseres af både lovgivning og den offentlige tone. Utroligt mange socialrådgivere og mennesker som arbejder med indvandrere til dagligt, bakker op om dette synspunkt. Med dette i baghovedet, kan det næppe komme som en overraskelse, at muslimerne i Danmark blev vrede over de tolv tegninger. Flere intellektuelle mener endda, at det er mærkeligt at det muslimske mindretal først reagerer nu; Blandt andre forfatteren og debattøren Marina Cecilie Roné, som forbinder den grove offentlige retorik med Muhammedkrisens kerne.
Som sagen på dette tidspunkt så ud, var det stadig en national affære – hvordan kom den til at blive den internationale krise, den senere blev?
Som det så ofte bliver sagt, lever vi i en globaliseret verden, hvor en spændende nyhed i øst, efter to minutter kan læses i vest. Dette var ikke tilfældet med de 12 tegninger, som blev bragt den 30. september 2005. Der skulle gå en hel måned før at tegningerne fandt interesse i Egypten, og blev trykt i en egyptisk avis. I Europa rørte man ikke på sig før den 10. januar, hvor en norsk avis, med tilladelse fra Jyllandsposten, bragte de 12 tegninger. Herefter kom der skred i sagen, og den udviklede sig til en konflikt. Ca. en måned senere blev de trykt i en tysk og en fransk avis.
Dette vidner tydeligvis om en manglende interesse for tegningerne. Selvom det var tegninger der i grunden krænkede 1,3 mia. mennesker verden over, mente man ikke de var interessante nok. I resten af Europa er man vant til satire overfor Islam. Man laver sjov med de samme ting, fordi man har de samme problemer, og stort set den samme holdning til muslimerne. Desuden blev sagen først en egentlig krise i februar måned, altså næsten et halvt år efter Jyllandspostens tegninger.
Men hvad skete der siden den danske konflikt pludselig udviklede sig til en global krise af så groteske dimensioner, som det kunne ses på TV?
Jo, det er der et helt bestemt svar på: En gruppe skandinaviske muslimer, som overvejende bestod af imamer fra Danmark, valgte nemlig at tage til muslimske lande, primært i Mellemøsten, for at sprede den gamle nyhed om tegningerne. Med sig havde de en rapport, hvori i de bl.a. bragte de 12 tegninger, og beskrev situationen i Danmark. En rapport som senere er blevet kritiseret fordi den var fejlagtig. Men dens primære formål var jo også bare at gøre andre muslimer vrede, hvilket virkede på bedste vis. I moskeer og forsamlinger, fortalte gruppen om den danske avis Jyllandsposten og den danske statsministers ligeglade attitude overfor hele sagen. Dette var enormt effektivt. I løbet af kort tid vidste hele den muslimske verden, hvad der var sket.
Danmark blev nu centrum for en international krise. I flere muslimske lande opstod der protester som gennem agitation blev mere og mere voldsomme. Toppen blev nået ved afbrændinger af flag, billeder af Anders Fogh og en ambassadebygning. Det var påfaldende hvordan tv-stationerne bragte de samme nyhedsbilleder igen og igen. Men på denne måde lykkedes det de danske Tv-stationer at skabe frygt blandt danskerne. Danmark var blevet offer i stedet for muslimerne, som jo faktisk var sagens oprindelige ofre.
Denne selvmedlidenhed blev blandet sammen med en voksende hadsk frygt over for muslimer, hvilket forstærkede billedet af ”os” og ”dem”. Man vendte altså det hele på hovedet, så man kunne fratage sig ansvar for sin opførsel, og dermed i endnu højere grad kunne mistænkeliggøre muslimerne, som en samlet gruppe.
Der gik ikke lang tid før en boykot af alle danske varer i den muslimske verden var organiseret. Dette betød, at alle danske produkter blev fjernet fra butikshylderne og destrueret. Selvmedlidenheden har aldrig været højere end da dansk mælk blev hældt ud på åben gade Mellemøsten. Almindelige danskere, som et halvt år forinden snakkede om at afmonopolisere Arla ved at boykotte deres varer, stod nu på Arlas side i kampen mod det onde Islam. Vi har aldrig grædt så meget over spildt mælk. Dobbeltmoralen kom til syne, men folk ænsede den ikke.
En vigtig del af hele denne ”Muhammedsag” var Anders Fogh Rasmussens position som statsminister. Han var nemlig, ifølge mange, manden der kunne forhindre sagen i at eskalere til en global krise. Han var manden der skulle beskytte danskerne mod det ukendte og farlige. Og ikke mindst var han manden, der med snildt statsmandskab, kunne skaffe den danske højrefløj nye vælgere, og dermed vinde en nationalpolitisk kamp.
Men han gjorde ingen af disse dele. I stedet for at tage afstand fra de blasfemiske og tydeligt krænkende tegninger, som Jyllandsposten bragte, forsvarede han avisen ved at flytte hele sagens kerne fra krænkende tegninger og krænkede muslimer til en sag om ”ukrænkelig ytringsfrihed”.
Allerede i sagens første faser i efteråret 2005 blev det danske udenrigsministerium inviteret til et møde med 11 danske ambassadører, alle fra lande med et muslimsk befolkningsflertal. Med et uklart argument om ”ukrænkelig ytringsfrihed” takkede statsministeren nej til at komme. Både udenrigsministeren og hans rådgivere skulle angiveligt have rådet Fogh til at deltage, men uden held.
Ud fra det samlede forløb gav Marianne Jelved udtryk for at Fogh var en farlig statsmand, som ikke gjorde sit job ordentligt og derfor havde bragt Danmark i fare. Hun fandt, at han havde håndteret sagen helt forkert. Denne holdning blev bakket op af Foghs eget bagland: erhvervslivet og folk fra sit eget parti. Dette var selvfølgelig ikke godt i forhold til hvervelsen af nye vælgere, men det gik nu alligevel nogenlunde op med den stigende frygt for det fremmede, som Regeringen og Dansk Folkeparti spillede plat på.
Hvor var modstanden imod alt det der skete? Modstanden imod den retorik der blev ført, den politik der blev ført, og den politik der ikke blev ført. Modstanden imod vores egen opførsel? Alt det har jeg savnet.
Alle de intellektuelle mennesker, som plejer at råbe op, fordi de ikke vil stå model for hvad som helst, var næsten helt usynlige. Grunden til deres usynlighed var ikke, at de ikke tog del i debatten, men derimod at de druknede i massemediernes ukritiske og til tider hysteriske dækning af krisen.
Massemedierne havde sluttet sig til den sikre side, hvor man tager afstand fra Islams dårligdomme og ondsindede tankegang, ud fra få og snævre aspekter. DR1 og TV2 valgte side, og dermed fik de også en stor del af befolkningen til at vælge side.
Ordet ”islamisme” blev bragt på banen. En kamp for de undertrykte og krænkede er glemt. Ud fra mediernes dækning fremstår alle muslimer som ”islamister”. I Frankrig gik kendte forfattere, journalister, filosoffer, og andre intellektuelle sammen om at lave et manifest. Blandt dem var forfatteren Salman Rushdie, filosoffen Bernard-Henri Lévy og manuskriptforfatteren til den Islam-kritiske film ’submission’ Ayaan Hirsi Ali.
Manifestet erklærer islamismen for verdens nye totalitære trussel. Den opfordrer til ideologisk kamp, hvilket i sidste ende vil sige politisk kamp imod islamisk fundamentalisme. Jeg mener, at manifestet kun var med til at skærpe racismen og mindske friheden, selvom det modsatte var ønsket hos underskriverne. Efter min egen personlige overbevisning er det ikke islamismen vi bør frygte, men den vestlige nyliberalisme, som anvender fjendebilleder og frygt som førende taktikker, når der skal vindes økonomiske sejre. Fjendebilledet er vigtigt i den moderne imperialistiske tankegang, hvor krig bliver lovliggjort, når den føres mod en fælles fjende, som i den nuværende såkaldte ”terrorismens tidsalder” er Islam.
Naser Khader, folketingsmedlem for Radikale Venstre, indvandrer og muslim, dannede i februar ”Demokratiske Muslimer”, som et opgør mod den islamiske fundamentalisme i Danmark og resten af verden. Det skal for en kort stund lige pointeres, at Naser Khader er den form for indvandrer og muslim, danskerne har det fint med: En assimileret indvandrer, der taler flydende dansk, er veluddannet og er lige så religiøs som det gennemsnitlige medlem af Den Danske Folkekirke. Demokratiske Muslimers medlemmer består hovedsageligt af danskere med muslimsk baggrund. Foreningen fik utroligt meget opmærksomhed i medierne, hvilket førte til, at flere hurtigt meldte sig ind. De fleste dog assimilerede indvandrere som enten var velhavende eller veluddannede muslimer. Altså ikke den gennemsnitlige danske muslim, som har en dårligere levestandard end den gennemsnitlige etniske dansker. Der fandtes i forvejen mange muslimske foreninger, der i medierne kom til at fremstå som en modsætning til Demokratiske Muslimer, dvs. foreninger som i grunden alle kunne gå under navnet ”Rabiate Muslimer”. I og med at Demokratiske Muslimer fik stor medieopmærksomhed, blev denne opdeling fremhævet, og en polarisering begyndte at vise sig: De gode demokratiske muslimer på den ene side og de ekstremistiske muslimer på den anden side.
Foreningen blev aldrig en succes, i hvert fald ikke hos dem der var ment til at være medlemmer, nemlig de 200.000 danske muslimer.
Jeg er nu i min gennemgang nået til vejs ende. Læseren af denne tekst vil sikkert mene, at mange flere sider kunne være beskrevet, og at nye ting er hændt efter dannelsen af Demokratiske Muslimer. Jeg er enig, men intet der er sket siden, har ændret noget i forhold til den egentlige kerne i konflikten. Indledningsvis skrev jeg, at det store flertal af muslimer udgør en marginalgruppe, hvilket de stadig gør i dag.
Jeg har aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle opleve noget, der kan sammenlignes med nazityskland. Men historien har det med at gentage sig selv. Ligesom den tyske befolkning i 1930’erne blev manipuleret til at hade det der var anderledes, bliver vi i dag narret til at se Islam, og dermed de 1,3 milliarder muslimer, som de demokratiske værdiers fjende.
Skriv et svar