Loading...Generationskløfter
Reality- og Zulu-generation er to hyppige prædikater den nuværende unge generation tilegnes. Prædikaterne hentyder til at den unge generation består af underholdningshungrende, substansfattige individer, der kan tilfredsstilles med et billigt grin og en ironisk distance. I sit debatindlæg ”Hold op med at være fjollede børnevoksne” fra Information d. 29. september 2014, modbeviser Lasse Lindegaard dog i høj grad denne indikation ved at repræsentere sine ”medunge” i et angreb på de voksne generationers manglende autencitet og konstante ironiske distance i forsøget på at virke ungdommelige. Lindegaard kritiserer i høj grad de voksnes tilgang til tingene, hvor de ikke tør stå ved sig selv, men derimod skjuler sig bag en mur af meningsløshed og ironi, hvilket har medført den såkaldte generation Zulu/Reality. Er det muligt at de voksnes 90’er-ironiske livsopfattelse har fodret en fladpandethed hos de senmoderne unge, a.k.a. generation Zulu, og hvilke faktorer kunne havet spillet en rolle i den generationskløft Lindegaard omtaler?
Ifølge Lasse Lindegaard lever vi i en tid hvor den unge generation defineres som en usammenhængende og fragmenteret gruppe. Lindegaard beskriver sin generation som fyldt med skrøbelige selvtillidsbomber, der er ved at indse livets alvor nu hvor voksenlivet er inden for rækkevidde. De unge har derfor brug for råd og eksempler at følge. De vil lære af de voksne, men Lindegaard føler, at de voksne ikke står ved deres bedrifter, men derimod gemmer sig bag en barriere af humor og frygt for ikke at virke ungdommelig. Han kritiserer den voksne generation og kalder dem for en kliché, der ikke tør stå ved sin i forvejen klichéfyldte hverdag med villa, Volvo og vovse. Lindegaard mener, at den unge generation konstant fodres med ligegyldig satire, hvilket er årsagen til at et fænomen som Yahya Hassan dyrkes så ekstremt. Hassan blotter sig ved at være i stand til at sige tingene som de er uden at tillægge sine holdninger en ironisk distance, hvilket ifølge Lindegaard er et befriende syn i den danske medieverden. Den danske medieverden består, jf. Lindegaard, i høj grad af meningsløse satireprogrammer, der udelukkende fodrer de unge generationer med meningsløshed. Dette mediebillede reddes dog delvist af programmer som Nærkontakt, Hyklerriget og Monte Carlo, som Lindegaard fremhæver som undtagelser, der under humoren og satiren gemmer på et budskab. Afslutningsvis pointerer Lindegaard, at de voksne skal stoppe med at forsøge at være unge med de unge, men lade de unge have deres og derimod give oprigtige og bundseriøse svar på de unges mange spørgsmål.
Lindegaard bebrejder den voksne generation for ikke at være faste støttepunkter for de uerfarne unge, der er på randen til voksenlivet. De voksnes 90’er-humor med ironi og satire samt det danske mediebillede har ifølge Lindegaard gødet generation Zulu og efterlader generationen med flere spørgsmål end svar: ”Men vi ser op til jer voksne. (…) Vi må kunne lære af jer. Men det er, som om I ikke for alvor vil stå ved jer selv og jeres succes.” (s. 9). Lindegaard benytter sig i sin tekst af allitterationer: ”omfavne jeres familiebil, fast arbejde og…” (s. 9) og assonans: ”’Ja, jeg er blevet voksen, det her er mig’…”. Brugen af disse virkemidler gør teksten mere flydende og lettere at læse. Der er en naturlig rytme i teksten, hvor Lindegaard ikke er bleg for at gentage sig selv: ”Vi kigger på jer, de voksne – og nej, ikke vores forældre, men jer, de voksne.” (s. 9). Lindegaard benytter sig derudover af mundtlighedstræk og ved brugen af profant billedsprog som ”hold nu kæft” (s. 9) og ”hold nu op” (s. 10.) tager Lindegaard et skridt ned af saglighedsstigen, men det giver dog en følelse af, at han henvender sig direkte til den voksne generation, hvilket derfor udgør hans målgruppe i grove træk. Det er hovedsageligt en lav sproglig stil der huserer i indlægget, jf. det profane billedsprog, men også grundet korte sætninger: ”En mening med galskaben”. (s. 9). Den lave sproglige stil giver et billede på Lindegaards passion samt utilfredshed og viser, at Lindegaard har fattet pennen uden nærmere eftertanke og blot skildrer sin umiddelbare holdning. Lindegaard er dog ikke udelukkende uden forstand, da han med hypotakse sætninger; ”Der findes naturligvis undtagelser, hvor den underspillede humor, satire og ironi kan fungere, fordi der er et budskab” (s. 9), fremmedord: ”åndssvag pseudomåde” og intertekstualitet – ved at referere til en kronik af Mads Brügger – henvender sig til logos.
Lindegaards argumentation er meget patos-præget, da den er opbygget omkring subjektive referencerammer, hvor Lindegaards utilfredshed og individuelle forhold til den voksne generation er fremtrædende, og han forsøger derudover at fremtvinge nostalgiske tanker hos de voksne læsere ved b.la. at referere til de euforiske aftener i efterdønningerne til det måske mest stolte øjeblik i Danmarks historie ved EM-sejren i 92:”… og glæd jer så over alle de privilegier, I har, jer som oplevede Murens fald og drak jer stive sommeren 1992.” (s. 10). Lindegaard er klar i mælet og med et klart udtrykt krav allerede i første afsnit er der ingen tvivl om hvilket synspunkt han repræsenterer: ”Vi vil ikke længere bare underholdes eller stimuleres. Vi vil have noget ægte”. (s. 9). Lindegaard benytter sig af 1. persons pronominerne ”jeg”, ”min” og ”vi” hvilket er et billede på tekstens subjektivitet. Derved anvendes der flertalsargumenter: ”Vi kigger på jer, de voksne…”, der giver læseren følelsen af, at han nævner et væsentligt problem, der burde berøre os alle. Generaliseringsargumenterne er også fremtrædende: ”For det lader til, at I hverken tager jer selv eller os alvorligt”. Lindegaard skærer her begge generationer over hver sin kam for at pointere sin problemstilling.
Lindegaards argumentation bygger på påstanden (jf. Steve Toulmins argumentationsmodel) om, at den voksne generation er skyld i de dårlige tendenser i hvad de selv kalder for generation Zulu, og at de fodrer de unges fladpandethed. Belægget for denne påstand er, at de voksne ikke giver de unge svar på tiltale og ikke bidrager med andet end humor og satire. Lindegaards hjemmel bliver herved, at den unge generation er dybt afhængig af de voksne som rådgivere og eksempler for at kunne klare sig. ”For måske skulle I holde op med at være så fjollede og så svare ærligt på det klichéfyldte spørgsmål, som Facebook stiller os hver dag: Hvad har du på hjerte? Det er vi mange, der gerne vil høre. Det kunne være, vi kunne lære noget”. Lindegaard forsøger at henvende sig til et bredt publikum i form af flertalsargumenterne, men han formår alligevel hovedsageligt at ramme det blå og grønne segment på Minerva-modellen. Den idealistiske, materialistiske og moderne befolkning får her et lille ”wake-up-call” om at indse det seriøse i hverdagen og biddrage til at den unge generation gør ligeså. Han repræsenterer endvidere et synspunkt om, at Danmark har behov for en ændring i humorkulturen, hvor mængden af meningsløs satire er for stor.
Den generationskløft som Lindegaard berører, omfatter ligeledes emnet om curlingforældre og curlingbørn. Jens Rebensdorff beskriver i sit indlæg fra Berlingske sit liv som curlingfar. Han fortæller hvordan han har forsøgt at feje isen foran sin datter som et resultat af ren forældregen og omsorg. Curlingfænomenet og generationskløften kan være to resultater af den samme ligning. De voksnes generation er vokset op i en meget ustabil tid. De levede under den Kolde Krig, men så faldt muren. De levede med VHS-bånd, men så kom CD’en. De levede med drejeskrivetelefoner, men så kom mobiletelefonen. De voksede op med Commodore 64, men så kom computeren. De voksede op i et homogent samfund, men så kom globaliseringen og multikulturen. Som kommentar til Lasse Lindegaards indlæg forklarer Tobias Petersen: ”Vores identitet er bygget på kviksand. Alt, vi prøver at forstå, forsvinder mellem hænderne på os, inden vi når at lære det at kende”. Curlingforældrene kan altså være opstået som forældrenes ønske om at give børnene en stabil hverdag og fremtid. Stabilitet som de ikke selv fik. Den humoristiske og ironiske distance kan derudover være en reaktion fra de voksnes side, der gjorder at de lettere kom igennem hverdagens nedture – en vane, der kan være svær at lægge fra sig. I takt med senmoderniteten ændres samfundsstrukturerne – og dynamikken, hvorfor det kan være svært for de voksne at finde en balance i deres relation til de unge. De unge bliver mere og mere selvstændige og aftradionaliseringen gør, at de voksnes autoritære rolle ikke længere spiller en betydende rolle i de unges ageren. Dette er et billede på hvad sociolog Ulrich Beck kalder for den radikale individualisering, som ifølge ham er en af udfordringerne ved det senmoderne samfund. Udfordringen bunder i hvordan den sociale samhørighed vil kunne bevares i et samfund, der præges af individualister og egoister.
Lasse Lindegaard vil have svar, og ifølge ham vil hele hans generation ligeså. De voksnes humoristiske tilgang biddrager til et svigt hos de unge, som klandres for ikke at være i stand til at leve op til samfundets krav: ”Vi konstant at vide, at vi er reality- og Zulu-generationen, der vil underholdes og aldrig interesserer sig for det vigtige. Men det er sgu da jeres generation, der propper lortet ned i halsen på os.” (s. 10). Lindegaards argumentation har dog sine fejl. Først og fremmest er etos-appellen stort set ikke-tilstedeværende. Lindegaards unge alder og manglende titel samt den meget knebene henvendelse til logos (der benyttes overhovedet ikke statistiske argumenter) gør, at indlægget hurtigt kommer til at virke som usagligt, vredt klagebrev i stedet for det velargumenterede læserbrev som Lindegaard stiler efter. Det kan konkluderes, at de voksnes humoristiske tilgang delvist har en indflydelse på de forvirrede unge i dagens Danmark. Mange historiske faktorer har spillet en rolle i de voksnes relation til de unge. Det er dog ikke udelukkende de voksnes ansvar. De er blot en del af en naturlig samfundsudvikling, som de unge selv bidrager til. De voksne prøver bare at følge med.
Skriv et svar