Kronik om “Journalistik på de sociale medier” analyse

Journalistik på de sociale medier

Nutidens samfund er i høj grad præget af globalisering og de sociale medier, som påvirker de fleste menneskers hverdag. Ser man blot på Danmark, så er der 2.3 millioner danskere på Face­book, hvilket vil sige, at næsten halvdelen af landets befolkning har en Facebook-profil.

Derfor kan det næppe undre nogen, at store danske mediehuse så som DR i disse tider fokuse­rer på at møde deres forbrugere over disse sociale medier. Men er dette udelukkende en posi­tiv tendens, eller er der også forbundet nogle negative konsekvenser ved denne udvikling? Denne problemstilling skildres i artiklen ‘Build-A-Bear’ – journalistik på Facebook?, der er bragt i Information den 22. marts 2012. Artiklen er skrevet af Lars Holmgaard Christen­sen, der er forskningschef i Sociale Medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøj­skole.

Holmgaards hovedsynspunkt i artiklen er, at det er positivt, at mediehusene er kommet på de sociale medier, og at det kan samle forskellige netværk om emner, der interesserer den al­mene befolkning: ”I et demokratisk perspektiv er det dog meget positivt, at journalister oriente­rer sig mod Facebook-gruppers semioffentlighed, hvor brugere fra forskellige netværk netop mødes om anliggender, der har almenvellets interesse.”

Holmgaard uddyber dog dette synspunkt ved at påstå, der er dog nogle krav, der skal sikres, for at DR’s arbejde kan blive en succes: ”Alt imens den nyansatte skal sikre, at alle DRs journali­ster får lært at bruge Facebook, så skal den nyansatte Facebook-reporter også̊ via Facebook sikre, at: 1) DRs nyheder skal ud til danskerne gennem sociale medier . 2) Der skal fin­des rele­vante nyheder i de sociale medier.” Hvordan disse krav skal opfyldes, forklarer han i gennem resten af artiklen.

Derudover er det vigtigt at påpege, at når Holmgaard snakker om de sociale medier, så tænker han i høj grad på Facebook. Det gør han, da han mener, at Facebook er blevet et oplevelsesøkono­misk produkt, fordi forbrugerne danner et parasocialt forhold til sig selv, som han udtrykker det: ”Facebook er om noget et oplevelsesøkonomisk produkt . Facebook-brugerne bli­ver med en personlig profil inddraget på en måde, hvor de får det samme parasociale forhold til sig selv, som børn har til build-a-bear bamser (…).” Her refereres der til artiklens titel ‘Build-A-Bear’ – journalistik på Facebook?, fordi voksne netop designer deres personlige profil på de sociale medier, ligesom børn designer deres build-a-bear bamser.

Som sagt er Holmgaards hovedpåstand, at det er godt, at mediehusene er begyndt at bevæge sig ind på de sociale medier. Belægget for denne påstand er, at borgerne dermed nemmere kan diskutere, kommentere og fortolke nyhederne i offentligheden, så det bliver en del af bruger­nes personlige identitet i deres netværk: ”(…) de udvekslede nyheder fortolkes, kommente­res, omkodes og bliver remikset på forskellige måder, så de kan tilpasses brugernes personlige udtryk og identitetsforvaltning i netværket eller i gruppens projekt.” Dermed dannes journalistikken altså ikke blot af journalisterne på vegne af borgerne, med derimod i et samar­bejde med borgerne, hvilket også er et af Holmgaards belæg: ”Pointen bli­ver dog, at det ikke er på̊ vegne af borgerne, men i et samarbejde med borgerne, at journalistik­ken skal udfolde sig.”

Hjemlen, der skaber sammenhæng mellem påstanden og belægget, er derfor, at det er posi­tivt, at nyhederne og journalistikken kan diskuteres, fortolkes og dannes i samarbejde med bor­gerne. Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved, om dette overhovedet er positivt, hvilket Holm­gaard er bevidst om. Derfor benytter han sig af en gendrivelse, hvor han svarer på denne mu­lige kri­tik: ”Hvad diskussioner og det subjektive angår, så har det journalistiske felt allerede udvidet sig til at være både forklarende og kommenterende, hvor journalister er blevet fortol­kende eksper­ter.” Her ses det altså, at han er bevidst om, at folk vil sætte spørgsmålstegn ved, om journalistikken kan undgå at blive for subjektiv, og til dette svarer han, at det journalisti­ske felt jo allerede i forvejen er blevet fortolkende og kommenterende.

Rent sprogligt kan artiklen opdeles i to dele. I den første del prøver Holmgaard at afkræfte forestillingen om, at Facebook skulle være et sted, hvor alle bliver overvåget, og hvor bruger­nes personlige data bliver solgt videre. Det gør han ved at kalde denne forestilling en ensidig vinkling, der stammer fra George Orwells roman 1984. Her benytter han intertekstualitet ved at referere til en anden tekst i sin egen artikel. Dette gør han, fordi 1984 omhandler et eks­tremt scenarie, hvor alle overvåger alle: ”En ensidig vinkling, som har rod i George Orwells ro­man 1984, hvor Big Brother overvåger de mange, men chefen bliver der også̊ holdt øje med af de an­satte.”

I denne første del benytter han appelformen patos til at underbygge sine budskaber, hvilket kan ses ved, at han benytter værdiladede ord som våd og dumt svin, det personlige pronomen vi og humor: ”Og hvorfor tager artiklerne udgangspunkt i, at vi alle opdaterer vores profil med billeder fra en våd weekend, at vi skriver, at chefen er et dumt svin, eller at vi pjækker fra arbej­det i dag, fordi vi har tømmermænd?” Dette gør sproget mere personligt og værdiladet, og der­med appellerer Holmgaard til modtagerens følelser og spontanitet.

Den anden del af artiklen beskriver derimod, hvorfor og hvordan det er godt, at DR er kommet på de sociale medier. I denne del benytter ikke patos i lige så høj grad som i den første del, men han benytter dog stadig en del ladede ord. Han kalder f.eks. journalisterne for fortolkende ek­sperter, og han beskriver de forskellige Facebook-grupper på følgende vis: ”Kritiske, konstruk­tive, normative, afslørende og sensationelle nyheder i én samlet pakke, ofte krydret med et par selskabelige og glade historier.” Disse positivt ladede ord som eksperter, kritiske og kon­struktive giver altså et positivt billede af journalisterne og Facebook-grupperne.

Det er dog gennemgående for begge dele af artiklen, at appelformen etos benyttes ved, at Holmgaard har en ph.d. i medier, kommunikation og kultur, og at han derudover er forsknings­chef i Sociale Medier ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Derfor må Holm­gaard siges at være en ekspert på områderne sociale medier og kommunikation, og han appelle­rer dermed til modtageres troværdighed til ham som afsender, da dette skaber troværdig­hed omkring hans budskaber.

Alt i alt er det altså en udmærket argumentation. Han kommer med belæg for sin påstande, men der mangler noget konkret fakta eller nogle referencer til andre eksperter eller undersøgel­ser, for at argumentationen er rigtig god. Hans argumentation indeholder dog både flere belæg, en hjem­mel, appelformerne etos og patos, en gendrivelse og lidt humor, hvilket er med til at gøre argumen­tationen udmærket.

Holmgaard får da også medhold i sin påstand om, at det er godt, at mediehusene er begyndt at be­væge sig ind på de sociale medier. Sarah Bruun Hedegaard, der er kommunikationskonsu­lent hos Aalund, bakker nemlig op om dette synpunkt i sin artikel Journalisters brug af sociale medier, som er bragt af Dansk Kommunikationsforening i 2014. I denne artikel giver hun ud­tryk for sit positive synpunkt på journalisternes brug af de social medier. Hun vurderer dog dette ud fra nogle andre præmisser, end Holmgaard gør, da hun i højere grad fokuserer på, at journalisterne nemmere kan finde inspiration til artikler, opdage nye tenden­ser og finde nye kilder: ”Journalisterne bruger sociale medier til at overvåge nyheder, finde inspira­tion til artik­ler og søge efter kilder og cases.” Derudover fremhæver hun, at de sociale medier giver en mere personlig vinkel på deres historier, der ikke blot kommer fra pressen eller andre organisatio­ner, men fra rigtige mennesker: ”Journalisterne kan, på de sociale medier, få en person­lig vinkel og et menneskeligt perspektiv på historier.”

Der er altså mange fordele ved, at journalisterne benytter sig af de sociale medier ifølge di­verse eksperter, men hvad siger journalisterne selv til det? I Ida Kvittingens artikel Kan du overhovedet stole på sociale medier? , der er fra Videnskab.dk 2014, problematiseres det, at det kan være svært for journalisterne at tjekke baggrunden for de historier, de finder på de soci­ale medier. Kvittingen skriver følgende: ”Når informationsmængden er overvældende og det gælder om at være først ude med nyheden, oplever en del journalister det som udfordrende at få tid til at tjekke den faktuelle baggrund ordentligt.” Det er altså især den enorme mængde informa­tion og konkurrencen med de andre journalister, der er problematiserende.

Dette underbygges af Rune Thomas Ege, der er udenrigskorrespondent for VG. I artiklen udta­ler han, at det kan være svært at vurdere troværdigheden af en historie eller et billede, selvom det flittigt bliver delt på de sociale medier: ”Hvis 30 personer lægger det samme billede af et fly, som er styrtet ned i udlandet, på Twitter, er det svært at vide, hvem der har taget det og dermed også at vide, hvad der skete.”

Man må altså sige, det er meget problematisk for journalisterne, at de ikke altid kan være sikre på troværdigheden af, hvad de skriver, hvis de har fundet historien på de sociale medier. Det kan derfor være svært at vurdere, om det er positivt eller ej, at mediehusene har bevæget sig ind på de sociale medier. De finder uden tvivl flere historier, men det er søreme også nødven­digt, at troværdigheden er i orden.

Det er dog ikke blot mediehusene og journalisterne, der er begyndt at fokusere på de sociale me­dier. De danske politikere er nemlig også blevet særdeles aktive på deres Facebook-profi­ler, hvor de ytrer sig om diverse emner og kommer i kontakt med befolknin­gen. Denne udvik­ling er beskrevet i artiklen Sociale medier er afgørende for danske politikere, der er bragt i Kommuni­kati­onen i 2013. Artiklen referer til en undersøgelse fra DJ, der vidner om, hvor ud­bredt de sociale medier er blandt politikerne, og hvordan de bruger disse medier til at kom­mer i kontakt med vælgerne. Fordelen ved at kommunikere med vælgerne gennem de sociale medier er, at politikerne slipper for at have pressen som en kritisk filter, og politikerne kan dermed kommunikere direkte sin målgruppe: ”Et af formålene med den høje aktivitet er da også at kunne kommunikere til vælgerne uden om pressen som kritisk filter. Således tilkendegi­ver mere end to ud af tre politikere på sociale medier, at man kommunikerer dér for at undgå pres­sen som mellemled.” Det er derfor ingen tilfældighed, når politikerne laver en opdatering på et socialt medie. De er nemlig helt bevid­ste om, at både journalister og vælgerne holder øje med dem: ”Man skal altså ikke regne med, at en opdatering fra en dansk politiker er hverken spontan eller tilfældig. For undersøgelsen vi­ser, at politikerne i den grad er bevidste om, at journali­ster holder skarpt øje med dem på de soci­ale medier.” Det er altså tydeligt, at de sociale medier har fået en kæmpe betydning i dansk poli­tik, ligesom de har fået en kæmpe betydning inden for journalistikken.

Man kan altså konkludere, at Holmgaards hovedpåstand er, at det er positivt, at mediehusene er kommet på de sociale medier, hvilket han argumenterer udmærket for. Der er flere, der er enige med ham, og de bygger endda deres synspunkt på nogle meget anderledes præmisser. Der er også nogen, der ikke mener, udviklingen er positiv, fordi det kan være svært for journali­sterne at vurdere troværdigheden af de nyheder, de finder på de sociale medier. Det er dog en kendsgerning, at de sociale medier har en kæmpe betydning i nutidens sam­fund, hvilket også kan se ved, at politikerne også blevet meget aktive, og det er ikke til at sige, hvad de fremtidige tendenser på de sociale medier bliver.