Kronik om “Overvågning er underholdning”

Overvågning er underholdning

Nutidens danske samfund er et overvågningssamfund. Det kan man ikke komme udenom, og Danmark er et af de lande i verden med allermest overvågning. Det benyttes i højere og hø­jere grad både til underholdning, til at bekæmpe kriminalitet. Men er den massive overvåg­ning noget, man skal frygte, eller skal man acceptere det uden forbeholdninger? Denne problemstilling er skildret i artiklen Overvågning er underholdning, som er bragt i dagbladet Information d. 16. april 2012. Artiklen er skrevet af Peter Lauritsen, der er født i 1969, overvågningsforsker ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen Big Brother 2.0

Lauritsens hovedsynspunkt i artiklen er, at danskerne ikke er bevidste nok om, at overvågnin­gen kan være et magtfuldt kontrolredskab, der kan indskærpe befolkningens private grænser og muligheder for at udfolde sig. Dette kan ses i følgende citat: ”Vi glem­mer med andre ord, at overvågning i de magtfuldes hænder er et kontrolredskab, som i sid­ste ende kan krænke vores privatliv og udfoldelsesmuligheder.”

Han uddyber dette synspunkt ved at sige, at det ikke blot er staten, der holder øje med borgerne. Alle holder øje med alle; intet ligger uden for det overvågende blik, som han beskri­ver det i følgende citat: ”Borgerne holder også øje med staten. Virksomhederne holder øje med forbrugerne – og omvendt. Borgerne holder øje med hinanden og med de kendte. Intet ligger uden for det overvågende blik.” 

Ydermere pointerer han, at det er vigtigt at erkende, at overvågning ikke blot er enten under­holdning eller et kontrolredskab. Det har flere betydninger og mål, hvilket er en betyd­ningsfuld erkendelse: ”Netop det, at overvågningen ikke bare har én fast betydning, men kan have forskellige mål og konsekvenser, er en vigtig erkendelse.”

Lauritsens hovedsynspunkt er som sagt, at danskerne ikke er bevidste nok om, at overvågnin­gen kan være farlig. Belægget for denne påstand er, at danskerne tænker, de ikke er bange for overvågningen, da de ikke har noget at skjule: ”Hvis man ikke har noget at skjule, har man ikke noget at frygte, lyder det igen og igen.”

Hjemmelen, der skaber sammenhæng mellem påstanden og belægget, er, at det ses i realitypro­grammer som Paradise Hotel og Big Brother. Her bliver deltagerne overvåget døgnet rundt. De har altså ikke noget at skjule, og overvågningen bliver brugt som underhold­ning. Dette lægger han ud med at skrive i sin indledning, der lyder som føl­gende: ”Tv-programmer som ’Big Brother’ og ’Paradise Hotel’ samt de mange finurlige video­klip, vi deler på sociale medier, har gjort overvågning underholdende.”

Rygdækningen for denne hjemmel er, at flere målinger viser, at danskerne ikke mener, de har noget at skjule, og at de derfor accepterer overvågningen: ”Og med denne glade naivi­tet afslører danskerne i måling efter måling, at de tilsyneladende lever ekstremt kedelige liv, der tåler enhver form for gennemlysning.”

Dette er også et eksempel på Lauritsens benyttelse af styrkemarkører i form af ladede ord. Han beskriver danskernes tro om, at deres liv tåler enhver form for gennemlysning med de negativt ladede ord glad naivitet. Derudover kalder han overvågning for gennemlys­ning. Dette ordvalg skaber et negativt billede af overvågningen og danskernes holdning til overvågning.

Det er derudover også et eksempel på, at Lauritsen benytter appelformen logos, i og med han refererer til målinger, der kan underbygge hans påstande; det er altså ikke bare noget, han finder på, han har målinger, der kan bekræfte det. Dette skaber troværdighed om­kring hans påstande.

Logos er dog ikke den eneste tilstedeværende appelform. Lauritsen tillægges nemlig en hel del etos, i og med han er sprogforsker og har skrevet bogen Big Brother 2.0. Han tillæg­ges derfor en hel del troværdighed, da han er ekspert på overvågning og har skrevet en bog om emnet.

Hen mod slutningen af artiklen, benytter Lauritsen sig af gendrivelse. I gendrivelsen siger han, at danskerne måske ikke nødvendigvis glemmer, at overvågning er farligt, fordi det til ti­der bruges som underholdning: ”På den anden side, er der måske heller ikke grund til at lade pessimismen få frit løb. At overvågning er blevet en del af underholdningsindustrien og populærkulturen, medfører ikke automatisk, at vi glemmer, at den også kan være farlig og undertrykkende.” Her kommer han kritikerne på forkant ved at nævne deres modargu­ment. I og med at han selv nævner dette modargument, fremstår hans påstande og argumen­ter mere troværdige.

For at vende tilbage til realityprogrammet Big Brother, så drager Lauritsen flere gange paralleller mellem nutidens overvågning, realityprogrammet Big Brother og den opdig­tede figur Big Brother fra romanen 1984 fra 1949, der er skrevet af George Orwell. Roma­nen 1984 handler om den totalitære stat Oceanien, hvor Big Brother er diktatoren, der overvå­ger hele samfundet gennem teleskærme. Dette kan ses i artiklens afslutning: ”I overvåg­ningssamfundet hersker Big Brother og Big Brother.” Disse to forskellige Big Bro­ther symboliserer overvågningen som både værende underholdning og et kontrolredskab; dik­tatoren Big Brother symboliserer kontrolredskabet, mens realityprogrammet Big Bro­ther symboliserer underholdningen. Dette hænger i høj grad sammen med Lauritsens på­stand om, at det er vigtigt at erkende, at der er flere former for overvågning.

Det fortæller derudover også noget om artiklens modtager, da modtageren skal være be­vidst om, hvad Big Brother i romanen 1984 er, og hvad realityprogrammet Big Brother er. Målgruppen er derfor ikke de helt unge mellem 10-20 år, da de sandsynligvis ikke kender til romaen 1984, og det er heller ikke de ældre på 70+, da de sandsynligvis ikke kender til realityprogrammet Big Brother. Målgruppen må derfor være aldersgruppen 20-70 år. Modtage­ren er derudover højtuddannet og politisk interesseret, da dette kendetegner den typi­ske læser af dagbladet Information. Målgruppen er altså en bred kam af danskere.

Alt i alt er det en god argumentation. Lauritsen benytter sig af både gendrivelse, styrkemarkø­rer, rygdækning og appelformerne etos og logos. Derudover er han bevidst om sin målgruppe, og han formår vellykket at ramme den.

Alligevel er det dog langt fra alle, der er enige i Lauritsens påstande. I artiklen Vi elsker overvågning, der er skrevet af Charlotte Koldbye i 2008, inddrages Hans Jørgen Bonnich­sen, der er tidligere operativ chef for PET. Ligesom Lauritsen referer Bonnichsen til figu­ren Big Brother fra 1984. Det er dog på en lidt anden måde, i og med Bonnichsen kalder overvågningen for Big Mama; den kærlige version af Big Brother, der hjælper og passer på be­folkningen: ”Men det er den slags overvågning, vi elsker, fordi den passer på dig og hjæl­per dig. Den kærlige version af Big Brother samfundet, kalder Hans Jørgen Bonnichesen for Big Mama.” Ifølge Bonnichsen er der altså en kærlig version af Big Brother; en version der passer på samfundet.

Men hvordan kan overvågningen passe på samfundet? Ifølge blogindlægget Hurra for overvåg­ningen – vi kan ikke leve uden, der er skrevet i 2009 af det nuværende medlem af Berlingske Tidende chefredaktion Tom Jensen, kan overvågningen hjælpe med at fange forbrydere: ”Overvågning kan bruges til noget godt, og den kan bruges til noget mindre godt, og når vi fanger forbrydere ved hjælp af den registrering(…), så er det godt.” Han næv­ner altså denne kriminalitetsopklaring som værende den positive side af overvågningen.

Dette argument bliver dog modargumenteret af de tal fra Justitsministeriet, som Helge Frandsen nævner i sin artikel Overvågning gennemsyrer det danske samfund fra 2013. Frand­sen skriver, at ud af de 900 milliarder registreringer, der blev foretaget gennem overvåg­ning i 2012, ledte det kun til tre straffesager, hvoraf ingen var relateret til terro­risme: ”Tal fra Justitsministeriet viser imidlertid, at trods den store mængde data – i 2012 blev der registreret 900 milliarder – har oplysningerne kun været brugt i tre straffesager, og ingen af dem har involveret terrorisme.” Man kan ud fra disse tal diskutere, om man kan benytte overvågningens kriminalitetsløsende aspekt som argument for overvågning, når det kun fører til tre straffesager om året.

Tom Jensen nævner i sit blogindlæg også de negative sider af overvågningen. Her er han enig med Lauritsen, i og med han nævner, at overvågning kan misbruges til at begrænse befolkningens frihed og privatliv: ”Når den altomfattende overvågning kobles med detalje­ret lovgivning, der begrænser menneskers frie adfærd, så er det også noget skidt.”

Det kan altså være vanskeligt at være fuldkommen for eller imod overvågning, da der er flere fordele og ulemper. For at sammenfatte argumenterne kan det siges, at overvågnin­gen kan benyttes som underholdning, og det kan til en vis grad bekæmpe kriminalitet, hvil­ket skaber tryghed. Dog skal man være bevidst om, at det kan benyttes som et stærkt kontrolredskab, der i de magtfuldes hænder kan indskærpe folks privatliv og frihed.

For at nævne en aktuel sag, hvor overvågning spiller en central rolle, kan man se på overvåg­ningens betydning for litteraturen i USA. Dette er skildret i artiklen Det nye overvåg­ningssamfund kan indvarsle en intellektuel istid fra 2013 af Dave Eggers, der er en amerikansk forfatter. I USA har Snowdens afsløringer om NSA’s omfattende dataindsam­ling og overvågning skabt en heftig debat, som flere år efter stadig er igangværende og højaktuel. Efter disse afsløringer er en række forfattere og skribenter blevet adspurgt om afsløringernes effekt på deres hverdag og arbejde. Her svarede en fjerdedel, at de undgik visse emner i telefonsamtaler og mails, mens næsten en femtedel svarede, at de havde drop­pet et skriveprojekt, fordi de var bange for, at det ville være for politisk ømtåleligt. Der er altså opstået en situation, hvor mange forfattere ikke tør være politisk ukorrekte i deres værker, da de frygter konsekvenserne. Hvis denne udvikling fortsætter, kan man forestille sig et scenarie, hvor der kun bliver skrevet politisk korrekte værker uden nogen form for kritiske holdninger; et scenarie, man kan frygte, breder sig til Danmark, hvor overvåg­ningen som sagt også er meget høj. Det er ikke til at vide, og det er muligvis kun fremtiden, der kan vise det. Det er dog stadig chokerende, hvor stor en betydning overvågnin­gen kan have.

For at sammenfatte kronikken man kan altså sige, at Peter Lauritsens hovedsynspunkt er, at danskerne ikke er bevidste nok om, at overvågning kan benyttes som kontrolredskab i de forkerte hænder. Dog skal man ikke udelukkende betragte overvågningen som et kontrol­redskab, da overvågningen har flere forskellige betydninger og mål. Han argumente­rer for disse påstande ved hjælp af logos, etos og styrkemarkører. Andre mener dog, at overvågningen er en god ting, fordi den kan medvirke til at bekæmpe kriminalitet. En af de nyere sager omkring overvågning er Snowdens afsløringer, hvilket har resulteret i, at flere forfattere i USA lægger bånd om sig selv, fordi de ikke tør være samfundskritiske. Dette er et scenarie, som muligvis kan brede sig til Danmark, hvilket kun fremtiden kan vise.