Kronik om “Reformpædagogik i et mentalt fladland”

Reformpædagogik i et mentalt fladland

I nutidens samfund prioriteres uddannelse meget højt, og det er centralt for at opnå succes både for det enkelte individ og for samfundet som helhed. Derfor er det foruroligende, at flere undersøgelser tyder på, at Danmarks uddannelsesniveau falder, mens et land som Kina der­imod stormer frem på uddannelsesfronten. Man spekulerer derfor over, hvordan Danmark kan opnå samme fremgang, så vi kan få en generation af veluddannede unge mennesker. Denne problemstilling er skildret i artiklen Reformpædagogik i et mentalt fladland, der er skre­vet af Dorthe Enger i 2013.

Denne er artikel er skrevet som følge af dokumentarserien 9.z mod Kina fra 2013. I serien sammen­lignes to gennemsnitlige folkeskoler fra henholdsvist Kina og Danmark på forskellige faglige parametre, og det ses tydeligt, at den kinesiske skole er klart overlegen rent fagligt og kreativitetsmæssigt. Man kan derfor fristes til at tro, at Dorthe Enger, der er lektor og cand.mag. i engelsk, religion og filosofi, blot vil udpensle, hvorfor og hvordan den kinesiske skole er bedre end den danske. Dette er dog ikke tilfældet. Hendes hovedpåstand i artiklen er nemlig, at den optimale folkeskole er i balance med hensyn til kontrol og rummelighed; eller yin og yang, som hun også kalder det: ”Hverken Danmark eller Kina synes at have styr på yin og yang, hvis vi ser på de valg, de to lande træffer i forbindelse med de unges dannelse og uddan­nelse. For megen eftergivenhed i Danmark og for mange krav og for megen styring i Kina.”

Enger mener, at dette blandt andet skyldes den vestlige enten-eller tankegang, der stammer helt tilbage fra oplysningstiden. Dette har forårsaget, at vi i Danmark er gået fra en patriar­kalsk oppefra- og nedkultur, som hun kalder det, til en tilstand, hvor man emanciperer sit barn ved at lade det opføre sig helt hæmningsløst: ”Den vestlige enten-eller tankegang har svært ved at udholde paradokser. Derfor ender vi ofte i reaktion – fra den ene yderlighed til den anden. Fra en patriarkalsk ’oppefra- og nedkultur’ til en italesættelse af, at man frigør barnet og viser sin kærlighed ved at lade det følge sine impulser uhæmmet.”

Afslutningsvist påpeger Enger dog, at det kan være noget så nytteløst at tilbyde eleverne den optimale mængde styring og rummelighed, hvis eleverne ikke selv udviser det nødvendige ansvar for sin læring: ”I sidste ende må eleverne selv tage et ansvar og udvise det mod, der skal til, for at se på forholdet mellem deres ambitioner, mål og aktuelle valg og adfærd. Vi kan trække dem til truget, men i sidste ende bestemmer de selv, om de vil drikke.”

Som sagt er Engers hovedpåstand, at der skal være balance mellem styring og rummelighed i den optimale folkeskole. Belægget for denne påstand er, at den manglende styring i det dan­ske uddannelsessystem har medført, at en stor del af eleverne er ukoncentrerede, præsterer dårligt og har fokus på alt andet end uddannelse: ”Der er for meget fravær, eleverne kommer for sent, de er for meget på Facebook og mobiltelefon, laver for få lektier og arbejder for meget uden for skolen for at finansiere forbrug og supplere SU.” På den anden side, resulterer den massive kontrol og styring i Kina, at eleverne mangler en barndom, som Enger retorisk spørger efter: ”Hvor er barndommen for de kinesiske elever, der arbejder så hårdt?”

Hjemmelen, der skaber sammenhæng mellem påstanden og belægget, er i dette tilfælde temme­lig underforstået. Hjemmelen er nemlig, at nutidens børn både skal kunne nyde deres barndom samtidigt med, at de er koncentrerede i skolen og holder et højt fagligt niveau. Ifølge En­ger kan dette liv for børnene altså kun opnås gennem en balance af kontrol og styring.

Rygdækningen for denne hjemmel er en intertekstuel reference til det føromtalte program 9.z mod Kina. Som sagt viser dette program, at kineserne klarer sig bedst rent fagligt, men det viser samtidigt, at de kinesiske elever bruger al deres energi på skolen og næsten ikke har noget fritid og dermed ikke kan nyde deres barndom. Denne reference ses allerede i artiklens indledning: ”I de sidste uger har en 9. klasse fået faglige tæv af kinesiske elever.” Ved at referere til dette program og dets undersøgelse af skolerne, benytter Enger sig af appelformen logos. Det gør hun ved at appellere til modtagerens rationalitet, da undersøgelsen er temmelig kendt i Danmark, og det er konkret fakta. Enger benytter dog i højere grad de andre appelformer, hvilket uddybes senere.

For at underbygge sine budskaber, benytter Enger sig af en række styrkemarkører. Blandt andet giver hun denne beskrivelse af den rummelige pædagogik, der hersker i Danmark: ”Mor ligger på knæ på gulvet, klar til at snøre barnets sko. Barnet er ikke frisat, men er blevet en hjælpe­løs lille tyran, der er afhængig af, at mor leverer varen.” Dette giver altså et meget nega­tivt af den danske pædagogik og de danske børn, som hun kalder hjælpeløse og tyraner.

Hun uddyber dette negative billede yderligere ved at sammenligne de danske unge med den onde og overforkælede Dudley fra Harry Potter bøgerne. Dudley er et eksempel på, hvor galt det kan gå, hvis forældrene ikke tager styringen og ikke sætter grænser for deres børn. Han er overforkælet, ansvarsløs og forældrene er blot hans slaver. Dette er overdrevet eksempel, men overdrivelse fremmer forståelsen, og Dudley er en kendt fiktiv person, som mange dan­skere kender. Danskerne kan dermed lettere danne sig et billede af de danske børn, som En­ger forsøger at portrætterer.

Som sagt benytter Enger flere forskellige appelformer. En af disse appelformer er patos, som er kendetegnet ved et værdiladet sprog, og at læseren udtrykker sin holdning. Dette kan ses i følgende citat, hvor Enger udtrykker sin holdning og fortæller om sin rejse til Kina: ”Kina har brug for mere rummelighed, Danmark for mere styring. Hvor er barndommen for de kinesiske elever, der arbejder så hårdt? De elever, jeg mødte i Kina i år, var helt klart misundelige på de danske elevers frihed.” Her tager hun altså udgangspunkt i sine personlige oplevelser i Kina, og gi­ver udtryk for sin egen holdning. Rent sprogmæssigt benytter hun det personlige pronomen jeg og det positivt ladede ord frihed. Dette gør sproget personligt og værdiladet, hvorved hun appellerer til modtagerens følelser og spontanitet.

Endvidere benytter Enger også etos, da hun er cand.mag. i engelsk, religion og filosofi og lek­tor. Hun er altså en temmelig højtuddannet person, der er knyttet til det danske uddannelsessy­stem, og som modtager må man derfor forvente, at hun ved, hvad hun snakker om. Hun appellerer derved til modtagerens troværdighed til hende som afsender, da dette skaber troværdighed omring hendes budskaber.

Derudover er der også flere eksempler på retoriske spørgsmål, som får modtageren til at reflek­tere over problemstillingen: ”Hvad er løsningen? Skal vi gå til i skamfølelse og forkaste os selv? Lære af Kinas succesopskrift? Eller hvad?” Engers svar på disse spørgsmål er som sagt, at vi skal opnå den optimale balance, og at Kinas metoder ikke blot er en succesopskrift.

Alt i alt er det altså en udmærket argumentation, i og med Enger benytter sig af alle tre appelfor­mer, retoriske spørgsmål, styrkemarkører og en rygdækning til at argumentere for sine påstande.

Det er dog langt fra alle, der er enige i Engers påstande. En af disse personer er Niels Egelund, der har skrevet artiklen Kan vi lære af Kina. Han har nemlig meget svært ved at se noget som helst positivt ved det danske uddannelsessystem, og han taler på ingen måde om, at man bør opnå en balance mellem den danske og den kinesiske skoles kvaliteter. Han beskriver det dan­ske system på følgende vis: ”De danske 9. klasse-elevers underlegenhed i faglige præstatio­ner, samarbejde og kreativitet er imidlertid ikke det værste, udsendelsen viser. Det værste er det, (…) nemlig den ladhed, den ligegyldighed, det manglende engagement og den respektløshed, de danske elever fremviser.” Dette ekstremt negative billede er altså en kritik af stort alle aspekter af systemet: Fagligheden, kreativiteten, samarbejdet, engagementet og respektløsheden.

Omvendt er Egelund dog meget begejstret for det kinesiske system, som han beskriver såle­des: ”Lærerne ved nøjagtigt, hvad elevernes niveau er, og eleverne ved det også. De kan endda aflæse det på en tavle bagerst i lokalet, og kunsten er at få eleverne til at konkurrere med sig selv om at blive bedre.” Her pointerer han konkurrence som værende et nøgleord for at blive bedre.

Der er dog andre, der har et langt mere negativt billede af det kinesiske uddannelsessystem og dets konkurrence; nemlig kineserne selv. Professor Yang Dongping, der er en af Kinas skarpe­ste kritikere af uddannelsessystemet mener nemlig, at den hårde konkurrence blandt de kinesiske studerende forårsager, at de bliver hinandens fjender. Dette kan ses i hans udtalel­ser i artiklen Kinesisk uddannelsessystem gør studerende til fjender fra 2013: ”I de kinesi­ske skoler er der en ondsindet konkurrence, hvor man lærer at modarbejde sine klassekammera­ter og behandle dem som fjender. Sagen fra Fudan viser, hvordan noget går i stykker i de kinesi­ske studenter.” Her referer han til sagen fra Fudan, hvor en meget begavet 28-årig studerende fra Fudan Universitet i Shanghai blev forgiftet af en medstuderende.

Han får støtte af den kendte kinesiske forfatter Yin Jianli, der mener, at det kinesiske system kun medfører umenneskelighed og ulykke: ”Resultatet er umenneskelighed og mangel på glæde.” Dette vidner om den ekstreme konkurrence, der er i Kina, og det virkelig noget at stræbe efter i det danske uddannelsessystem, hvis det i værste fald kan føre til dødsfald?

Man kan altså sige, at der er stor uenighed om, hvilken system der er at foretrække, og måske er den optimale løsning en balancegang, der dog kan være svær er opnå. Faktum er dog, at Danmarks uddannelsesniveau halter efter det kinesiske, og det nødvendigt snart at gøre noget ved det.

En af de seneste tendenser med hensyn til de danske børns dårlige præstationer og opførsel er, at forældre ligefrem søger og presser på for at få en diagnose til deres børn. Denne tendens skil­dres i artiklen Forældre presser på for at få en diagnose til deres uopdragne børn fra d. 22. marts 2015. En ny undersøgelse foretaget af Berlingske viser nemlig, at 67 ud af 100 PPR-afdelin­ger i Danmark har følt sig pressede af forældre til at henvise til psykiatrien.

Bjarne Nielsen, der er formand for Pædagogiske Psykologers Forening, har udtalt følgende om denne udvikling: ”De vil meget nødigt have et medansvar for, hvis deres barn agerer uhensigtsmæs­sigt, og derfor er det en lettelse for forældre at få at vide, at deres barn fejler no­get.” Forældrene føler altså, at deres børns dårlige opførsel er helt i orden, hvis blot de har en diagnose, da de hermed ikke føler, de behøver at påtage sig et ansvar.

For Mathias Jensen, der er psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) i Vesthimmer­land, er det et skrækscenarie, hvis forældrene har denne tankegang, som beskri­ves på følgende måde ”Ånd lettet op. Problemerne med dit barn skyldes en diagnose, så du kan nu læne dig tilbage. Eksperterne klarer resten.”

Man må sige, at hvis resultatet af den danske eftergivenhed er, at danskerne ligefrem søger en diagnose til deres børn, fordi de præsterer og opfører sig så dårligt, så er det måske på tide, at man øger styringen og kontrollen.

For at konkludere kronikken kan man altså sige, at de danske folkeskole- og gymnasieelever klarer sig umådeligt dårligt rent fagligt og attitudemæssigt i forhold til de kinesiske elever. Løsningen på dette problem er der dog stor uenighed om. Nogle mener, at man bør følge Ki­nas opskrift, mens andre mener, at den ekstreme konkurrence kan have fatale konsekvenser. Derfor er den optimale løsning måske en balancegang mellem styring og rummelighed. De danske forældres egen løsning viser sig dog i flere tilfælde at være at få en diagnose til deres børn, så de ikke selv behøver tage ansvar, hvilket naturligvis ikke er en optimal eller holdbar løsning.