Loading...Sport og doping
I nutidens senmoderne samfund søger og udfordrer mennesker konstant deres personlige grænser; både fysiske og psykiske. Et godt eksempel på dette er cykelsporten, hvor rytterne presser deres krop et nærmest umenneskeligt punkt i håbet om triumf og sejr. Det er ofte marginaler, der adskiller succes og fiasko, og der er derfor mange ryttere, der benytter sig af præstationsfremmende stoffer så som doping. Dette bliver kategoriseret som snyd og kan medføre flere års karantæne fra cykelsporten. Men er det i virkeligheden ren hykleri at kalde det snyd eller bør man fortsætte de strenge regler om doping? Denne problemstilling skildres i kronikken Doping er forståeligt i en umenneskelig sport, der blev bragt i Information i 2006. Kronikken er skrevet af freelance cykelsportsskribenten Rasmus Løppenthin, der er specialestuderende i journalistik og filosofi.
Løppenthins hovedsynspunkt i denne kronik er netop, at befolkningens forargelse over cykelrytternes brug af doping er det rene hykleri. Dette synspunkt præsenteres i indledningen, hvor Løppenthin skriver følgende: ”Derfor er det hyklerisk, at brugen af doping medfører så stor forargelse.” Ved at skrive dette i indledningen lægges det fast, at det er denne synsvinkel, der kommer til at dominere gennem hele kronikken.
Han uddyber dog dette synspunkt ved at forklare, at han ikke nødvendigvis støtter doping i cykelsporten, men at han samtidig mener, det er tåbeligt, at man næsten behandler dopingmisbrugerne som kriminelle: ”Jeg så gerne et rent cykelløb, men må også påpege, at det er latterligt, at vi nærmest behandler dopingmisbrugere som kriminelle.”
Ydermere mener han, at befolkningens forventninger om, at cykelrytterne skal være dopingfri og fuldstændigt pligtopfyldende kan skyldes nypuritanisme, som er en reference til den protestantiske retning puritanisme, hvis tilhængere går ind for streng livsførelse: ”Nypuritanisme og den nærmest nazistiske fokus på korrekthed får offentligheden til at forvente, at cykelsporten er som et dukketeater med velfriserede, kristne kostskoleelever som dukkeførere.”
Der er to overordnede belæg for Løppenthins hovedsynspunkt, som er, at det er hyklerisk at blive forarget over cykelrytternes brug af doping. Hans første belæg er, at det essentielle og overvældende ved cykelsporten er dramaet og lyrikken. Det er altså ikke blot spændende, hvem der kan cykle hurtigst, hvilket kan ses i følgende citat: ”Jeg tilslutter mig Leth-skolen i mit syn på cykelsport. Det er dramaet og lyrikken, der for alvor er bjergtagende – ikke blot hvem der vinder.” I dette citat benytter Løppenthin også appelformen patos ved at udtrykke sin personlige holdning og mening ved at tilkendegive, at han tilegner sig Jørgen Leths syn på cykelsporten. Ydermere benytter han det personlige pronomen jeg, og han skriver mit syn, hvilket gør kronikken personlig, og hører derfor under appelformen patos.
Hjemmelen, der skaber sammenhæng mellem påstanden og dette belæg er, at vi med glæde følger rytternes kamp og smerte i fjernsynet, også selvom de benytter sig af præstationsfremmende stoffer. Dette kan ses i følgende citat: ”Kan man bebrejde dem at benytter sig af diverse stimulanser for at komme igennem dette smertehelvede, som vi gladeligt følger i fjernsynet?” Her benytter Løppenthin sig også af et retorisk spørgsmål, hvilket får læseren til at spørge sig selv, om man kan bebrejde cykelrytterne at benytte disse stoffer. Meningen med dette er, at læseren skal tænke, at man ikke kan bebrejde cykelrytterne det, hvorved læseren tilegner sig Løppenthins synspunkter. Disse retoriske spørgsmål benytter han flittigt gennem hele kronikken.
Det andet overordnede belæg er, at doping ikke er farligt, som mange forestiller sig, hvilket kan ses i følgende citat: ”Ifølge Thue Kvorning, der er fysiolog hos Team Danmark, er eksempelvis EPO overhovedet ikke skadeligt for kroppen.” Dette citat fungerer både som belæg og som rygdækning, da Løppenthin refererer til eksperten Thue Kvoning. Herved benytter Løppenthin sig også af etos ved referere til en ekspert, hvilket gør hans påstande og synpunkter mere troværdige.
Løppenthin er bevidst om, at der vil være flere kritikere af hans synpunkter. Derfor benytter han sig af gendrivelse i følgende citat, hvor han kommer kritikerne på forkant ved at besvare deres modargument: ”Hæren af påtagede blåøjede moralister vil givetvis skyde mig i skoene, at det er naivt, når jeg i realiteten legimiterer doping. Til det vil jeg sige, at det jo ikke er enten-eller. (…)” Han forventer altså, at kritikerne vil sige, at han ligefrem støtter doping, hvilket han besvarer, at han ikke nødvendigvis gør. Han siger nemlig, at det ikke behøver at være enten-eller, og at man ikke nødvendigvis støtter doping, fordi man ikke synes, at dopingmisbrugerne skal behandles som kriminelle.
I det ovenstående citat benytter Løppenthin sig også af styrkemarkører ved at beskrive kritikerne som hæren af påtagede blåøjede moralister. Med moralister refererer han tilbage til den tidligere omtalte nypuritanisme. Her benytter han altså negativt ladede ord så som hæren og blåøjede, der sammen med referencen til nypuritanisme giver et negativt billede af kritikerne.
Alt i alt er det altså en udmærket argumentation, hvor Løppenthin fint underbygger hans synpunkter og påstande. Han har flere belæg, han benytter sig af de to appelformer etos og patos, og han benytter sig af både gendrivelse, styrkemarkører og rygdækning, hvilket gør hans argumentation vældig valid og troværdig.
Det er dog langt fra alle, der er enige med Løppenthin i, at befolkningens forargelse over doping er det rene hykleri. Det kan bl.a. ses ved, at der findes store antidopingorganisationer så som World Anti-Doping Agency og Anti Doping Danmark.
En af kritikerne hedder Kresten Lundsgaard-Leth. Han er ph.d.-studerende i filosofi og har blogget om cykling, doping og moral på Sport fortalt. Han har skrevet kronikken Verden er broget, ergo er Rolf medansvarlig i 2013, hvori han udtrykker sin meget kritiske holdning til dopingmisbrugere og deres moral; eller mangel på samme. Kronikken er skrevet som et svar på en anden artikel, der retfærdiggjorde cykelrytternes dopingmisbrug ved at påstå, at det er tilskuernes forventninger, der nærmest ’tvinger’ cykelrytterne ud i et misbrug. Lundsgaard-Leth mener dog, at det er en dårlig undskyldning, og at cykelrytterne udelukkende gør det for at være den bedste og for at kunne presse sig selv endnu mere: ”Ikke primært for at leve op til publikums forventninger, men for at kunne vinde, for at kunne lide mere, for at kunne overgå sig selv og ikke mindst for at være den bedste.”
Han nævner derudover, at man ikke skal glemme, at dopingen og sejrene giver rytterne flere millioner og status som idol: ”(…) ’forbrydelsen’ har ført til feteret idoldyrkelse såvel som mange millioner på bankbogen.” Her bringer Lundsgaard-Leth et mere økonomisk aspekt på sagen. Det er dog meget væsentligt, da doping på sin vis også bliver til en økonomisk forbrydelse, som i vores samfund straffes meget hårdt.
Den tidligere cykelrytter Michael Rasmussen er dog ikke enig i, at det er i orden, at dopingmisbrugere straffes så hårdt. I artiklen Michael Rasmussen: Man dør ikke af doping fra 2013 siger han, som titlen antyder, at der jo ikke er nogen, der dør af doping. Der er derimod flere eksempler på anklagede dopingmisbrugere, hvis liv er blevet ødelagt af det efterfølgende pres: ”Der er jo folk, der dør af antidoping. Der er sgu ingen, der dør af doping. Pantani (tidligere italiensk cykelstjerne Marco Pantani, red.) er et tydeligt eksempel. Alberto Leon (tidligere spansk rytter, red.) hængte sig selv.” Antidopingen har altså fatale konsekvenser for de anklagede ifølge Michael Rasmussen.
Rasmussen omtaler Pantani, der døde i 2004 af en overdosis kokain. Han blev diskvalificeret fra Giro d’Italia, fordi hans hæmatokrittal, som er antallet af røde blodlegemer og fungerer som indikator for doping, var en smule for højt: ”Det øjeblik, han blev hevet ud, havde han 50,2 i hæmatokrit. Ham der lå nummer to, havde 49,9 (50 var grænsen, red.). Det er jo noget pjat.” Det er altså meget små forskelle, der afgør, om man bliver diskvalificeret eller ej. På den anden side er det disse tidligere omtalte marginaler, der kan sikre rytterne succesen og de mange millioner kroner. Det skal dog tages i mente, at Michael Rasmussens blev diskvalificeret fra Tour de France på grund af doping, mens han var i førerposition. Hans holdning må derfor forventes at være farvet vældig meget imod antidoping. Ikke desto mindre har han stor kendskab til sporten, og hans konkrete eksempler kan man ikke sige noget imod.
Det kan altså være svært at vurdere, om forargelsen over doping rent faktisk er ren hykleri, eller om det er retfærdigt, at rytterne straffes hårdt, da der er mange aspekter og perspektiver af diskussionen; både økonomiske, moralske og sportslige.
Hele diskussionen omkring doping i cykelsporten vidner om en sportsverden, hvor der i tråd med det senmoderne samfunds karaktertræk konstant bliver søgt og udfordret grænser. Hvis man vil være den bedste, må man presse sig selv til det yderste – og lidt til. Man må lægge hele sit liv i det, og det er ofte nødvendigt at starte i en tidlig alder. Det har medvirket, at man i de seneste år har set en forøgelse af børnesport, der bliver professionaliseret og gjort til elitesport. Dette er skildret i artiklen Advarsel mod at gøre børneidræt til elitesport fra 2013, der er skrevet af Jannie Iwankow Søgaard, som er uddannet journalist og arbejder hos Kristeligt Dagblad. Denne artikel tager udgangspunkt i Strib Boldklub, der har meget store ambitioner for deres u12-drengehold.
Tendensen til, at børnesport bliver til elitesport, kan bl.a. ses ved den betydelige stigning af såkaldte idrætsskoler, der målrettet arbejder med talentudvikling inden for sport: ”Ifølge de nyeste tal fra 2012 er der således i dag i de 18 kommuner 38 idrætsskoler med i alt 10.315 elever, mens tallene for 2009 var 34 skoler og 8351 elever.” Der er altså kommet 4 skoler og næsten 2000 elever mere over en periode på 3 år i disse 18 danske kommuner.
For at vende tilbage til den ambitiøse fodboldklub i Strib, så har træneren Søren Bendixen udtalt følgende: ”Vi tiltrækker en bestemt type drenge, som vil noget med deres sport, og vi har også sagt farvel til nogle stykker undervejs, fordi de ikke var villige til at ofre det, der skulle til.” Dette citat vidner altså om et stort pres, der ligger på de unge drenge. Hvis de ikke ofrer det, der skal til, så kan de ikke bruges. Når der lægges sådan et pres på 12-årige børn i en mindre fodboldklub i Danmark, tør man vel nødigt forestille sig det pres, som verdens bedste cykelryttere er under.
Dette var blot en enkelt konkret eksempel, der vidner om nutidens udvikling i sportsverdenen. Sportsudøvernes grænser bliver konstant rykket, og de skal præstere under et enormt pres; et pres, der blandt andet kan få nogle cykelryttere til at benytte præstationsfremmende stoffer så som doping.
For at sammenfatte kronikken kan man altså sige, at Rasmus Løppenthins hovedsynpunkt er, at det er hyklerisk, at cykelrytternes brug af doping skaber så stor forargelse blandt befolkningen. Han uddyber dog, at han ikke nødvendigvis støtter doping, men at han dog synes, det er tåbeligt, at cykelrytterne nærmest behandles som kriminelle. Han argumenterer for disse påstande ved hjælp af patos, etos, gendrivelse, styrkemarkører og rygdækning. Andre mener dog, det er helt retfærdigt med de strenge regler om doping, da det er amoralsk, og de snyder sig til flere millioner kroner. Cykelrytternes dopingmisbrug vidner om nutidens senmoderne samfund, hvor grænser konstant bliver søgt og rykket. Dette kan blandt andet ses ved, at børnesport i højere grad bliver professionaliseret og gjort til elitesport, og presset på nutidens sportsudøvere er enormt.
Skriv et svar