Kronik om “Sundhedsidealer” analyse

Sundhedsidealer

Emnet folkesundhed har aldrig været så meget i fokus, som det er i dag. Der debatteres ofte om rygevaner, drikkevaner, motionsvaner og ikke mindst spisevaner. Ting som kostråd, rygeforbud og et anbefalet antal genstande om ugen tvinges ned over os fra statens side. Men det er ikke kun statens sundhedspolitiske agenda, der former danskernes sundhedsidealer. Livsstil er blevet en kæmpe del af mange danskeres hverdag i de seneste år. På de sociale medier postes der gerne billeder af det seneste sunde måltid, og ansøges der om et job kan man med fordel skrive marathonløber eller endnu bedre: Ironmangennemfører. Især i de højere lag af samfundet er en sund livsstilsførelse blevet en form for klasse og identitets markør. Men er det virkelig det bedste for stat, samfund og borger at pålægge disse sundhedsidealer den almene befolkning? Dette spørgsmål belyses i artiklen: ”Cigaretter, whisky og nøgne piger”, skrevet af Mads Holger i 2013.

Når man læser artiklen, bliver det hurtigt klart, at Mads Holger er meget kritisk overfor de sundhedsidealer, der er fremhærskende i dag, hvad enten de skyldes statens sundhedspolitiske dagsorden eller befolkningens eget behov for selviscenesættelse. Overordnet kan hans holdning koges ned til: ”For mig at se, er det indlysende, at folk må ryge, drikke og spise præcis som de lyster, endskønt en moralsk grænse naturligvis må trækkes,”, (s.1 l. 26-27). Holger mener altså ikke, at befolkningen skal spise andet end det, de selv føler for, og igennem artiklen argumenterer han for, at dette store fokus på sundhed egentlig er en negativ ting: ”Interessen er efter min bedste opfattelse et vidnesbyrd om dekadence i ordets egentlige betydning; forfald”, (s. 1 l. 16-17). Han oplever, at der er lagt et for stort fokus på ikke bare at bestemme, hvad folket skal spise, men også på hvad folk egentlig spiser, og hvad det siger om dem. I artiklen skriver Holger således om, hvordan han mener, at det samfund, vi lever i, i dagens Danmark påvirker folk til at definere sig selv gennem livsstilen: ”Væk er klassekampen, ideologierne, religionen, familien og historien, være det sig den kollektive eller den individuelle, men nu skal klassekampen m.m. så omsættes i en lille stedfortrædende krig eller måske snarere batalje, hvori den dydige elite spiser sundt og økologisk, mens uoplyste underklasse æder og drikker usundt”, (s.1 l. 18-22). Det tidligere turbulente politiske landskab er stilnet af, politikken er blevet populistisk, samfundet er blevet sekulariseret, kernefamilien har mistet meget betydning, og danskeren i det aftraditionaliserede, senmoderne samfund er blevet langt mindre historieskabt. Når så klasse, religion, familie og historie er mistet som vigtige indentitetsmarkører, mener Holger, at danskerne febrilsk har fundet en gastronomisk erstatning, for på en eller anden måde at placere sig selv i samfundet.

Udover denne individualistiske tilgang til danskernes sundheds idealer, kommer Holger også ind på statens rolle i påvirkningen af dansk livstil. Staten pådutter befolkningen at leve sundt, fordi det angiveligt skulle være lukrativt for staten at øge den almene folkesundhed, da det vil lette belastningen på sundhedsvæsnet. Hertil er Holger dog af den overbevisning, at dette ikke nødvendigvis er sandt: ”Med andre ord forholder det sig vel således, at folk, der tilsidesætter livets glæder og afholder sig fra cigaretter, whisky og nøgne piger, bliver meget ældre og derfor rent økonomisk belaster samfundsøkonomien som passive modtagere af forsørgelse i mange flere år, hvis ikke årtier”,(s.2 l. 7-10). Han har altså det stanpunkt, at en forlængelse levealderen hos den almene befolkning vil betyde, at staten får øgede udgifter i form af pensionsudbetalinger. Han taler om, at den i de seneste år debatterede ældrebyrde således vil vokse, og dermed overskygge omkostningerne af de usunde vaners belastning på sundhedsvæsnet.

Forfatterens synspunkter kan umiddelbart lyde ganske valide, men når der kigges nærmere på hvordan Holger appellerer til læseren, samt hvordan han egentlig argumentere for sine synspunkter, holder artiklen så vand? I de to første linjer af artiklen skriver forfatteren ”vores kostvaner” og ”vores forbrug”. Ved denne brug af ordet ”vores” skabes der en forbindelse mellem forfatter og læser, hvilket betyder, at læseren begynder at identificere sig med Holger. En anden – og ganske vigtig – måde hvorpå der tales til læseren, er ved at indtage samme standpunkt som Berlingske Tidenes målgruppe: ”…Regeringens skræmmende bestræbelse for at overtage den enkelte borgers ret til selv at bestemme,”, (s.1 l. 4-5). Ved at anvende et negativt emotiv som ”skræmmende” i forbindelse med statens indskrænkelse af borgernes egen bestemmelsesret, appelleres der klart til avisens læsere, der som regel består af ganske blå erhvervsfolk. Der gøres også brug af indtil flere læser henvendelser i teksten: ”Nu må jeg henstille til, at man læser det følgende under en udelukkende økonomisk optik…”, (s.1 l.33-34). Ved på denne måde at henvende sig til læseren, øges følelsen af kontakt mellem læser og forfatter. Disse måder at inddrage læseren i teksten på giver en del pathos. Derudover lader Holger, læseren høre lidt om sine oplevelser og livstil: ”Eksempelvis har jeg netop asket min cigaret … den er af mærket bordeux Davidoff og indkøbt i Rusland.(Jo, sådan forstår jeg mig selv), (s.2 l. 14-17). Den grad af selvironi, der ligger i den sidste bemærkning i parentesen, gør, at læseren får et indtryk af, at forfatteren ikke sætter sig selv over den gruppe af mennesker, der definerer sig selv gennem livstilen. På den måde kommer han til at virke mere troværdig, og vinder således noget ethos.

Forfatteren får altså appelleret til læseren, men hvordan argumenterer han for sine synspunkter? En argumenttype, som han flittigt benytter sig af, er generaliseringer. Store dele af argumentationen i artiklen bygger på stærke, generaliserende opdelinger mellem den ”dydige elite” og den ”uoplyste underklasse”. Et eksempel på dette er, når han nederst på side to sætter de to befolkningsgrupper overfor hinanden i form af akademikeren Metha og håndværkeren Svend. Her opstiller han to ekstremt polariserede billeder og antager, at de er alment gældende. Gennem argumentet forsøger Holger at tale til læserens logik, da han opstiller det som et netto regnestykke for hvem, der er dyrest for samfundet. Selvom han forsøger at anvende logos, falder argumentet til jorden, da han ikke har noget belæg for sine generaliseringer. Ydermere kan det indses ved at kaste et nærmere blik på hans specifikke påstande, at der ofte er tale om vurderende sproghandlinger, der egentlig er baseret på forfatterens egne subjektive holdninger: ”Vi er holdt op med at vokse, være det sig i ånden eller BNP.”, (s.1 l. 25). Selvom forfatteren dækker påstanden til som en informerende sproghandling, er vigtigt som læser at holde fast i, at den er ganske selvfremstillende. Holger kommer ikke med noget egentligt belæg for påstanden, men tager springet fra, at vi har mistet en del af vores identitetsskabende faktorer fra det traditionelle samfund – religion, familie osv. -, til at vi har mistet de udfordringer i livet, der definerer os, og videre til ovenstående påstand. Det at påstanden står med denne generalisering, som det er, at vi skulle have mistet udfordringerne i livet, som det eneste belæg, gør, at der mangler en holdbar hjemmel i argumentationen. Han anvender ”vi” i eksemplet, hvilket er en måde at frembringe et indirekte argument i form af et flertalsargument. På den måde får forfatteren benyttet sig en del af skjult argumentation i form af mængdeargumenter og generaliseringer. Et eksempel på åben argumentation kan ses i det tidligere nævnte citat på side 2 linje 7-10: ”Med andre ord forholder det sig vel således, at folk, der tilsidesætter livets glæder og afholder sig fra cigaretter, whisky og nøgne piger, bliver meget ældre og derfor rent økonomisk belaster samfundsøkonomien som passive modtagere af forsørgelse i mange flere år, hvis ikke årtier”. Påstanden i dette argument er, at folk med en sund livsstil belaster samfundsøkonomien mere, og belægget for denne er, at de grundet den sunde livstil lever længere, og dermed modtager flere offentlige ydelser i form af pension. Hjemlen, der gør, at dette argument har betydning, er så, at disse offentlige ydelser i sidste ende er dyrere end de udgifter, som er forbundet med et øget brug af sundhedsvæsnet som følge af en usund livstil. Der er dog ingen styrkemarkører, gendrivelser eller rygdækning at finde i argumentationen. Dette er meget generelt gældende for argumentationen i teksten.

Generelt kan argumentationen i teksten altså beskrives som værende noget mangelfuld og ensidig. Den er ofte opbygget omkring alene stående påstande, uholdbare generaliseringer og ukomplette argumenter. Samtidig portrætterer den kun et perspektiv på sagen, som set ud fra forfatterens meget klare standpunkt og hans ønske om at vinkle emnet efter dette. Det der giver artiklen dens umiddelbare gennemslagskraft, må siges at være Holgers evne til at appellere til læseren, hvormed han formår at overbevise læseren om hans holdningers gyldighed, uden at de nødvendigvis er specielt velfunderede.

Det kan således diskuteres om, der alligevel er hold i nogle af Holgers pointer, eller om det i virkeligheden ikke er så slemt, at vi er blevet så fokuseret på sundhedsidealer. Det er svært at skære ind til én kerne på sagen, da der i virkeligheden er to store aspekter i spil, når det kommer til begrebet sundhedsidealer: Det samfundsmæssige aspekt, som indebærer hvilke sundhedsidealer, der er mest gavnlige for samfundet og det individualistiske aspekt, der fordrer overvejelser som: hvilke sundhedsidealer har individet, hvorfor har det de idealer og hvordan reflekterer det sig selv i de idealer? Selvom de to aspekter kan vekselvirke hinanden imellem, er det for overskuelighedens skyld lettere at gribe dem an hver for sig. Det samfundsmæssige aspekt kommer Holger en god del ind på. Han nævner udgifterne i forbindelse med folkepensionen, og hvordan disse vil stige hvis vi lever i længere tid. Til gengæld springes der let og elegant henover, at en sund livstil ikke bare fører til et længere liv, men også en bedre sundhedstilstand. Dermed reduceres tilfældene af livstilssygdomme som type 2 diabetes, hjertekarsygdomme, skrumpelever og jernlunger, oven i det kommer så en reduceret chance for at blive ramt af indtil flere kræftformer. Flere af disse sygdomme kræver dyr medicin og længerevarende hospitalsbehandling. Der er ikke nogen garanti for, at disse sygdomme først rammer efter pensionsalderen, og kan således og ende med at hindre individets arbejdskapacitet. Der kan altså hurtigt remses modargumenter imod Holgers synspunkt op i flæng, men til regnestykket kommer så også samtlige afgifter på de sundhedsskadelige produkter, der hovedsageligt forbruges netop af individer med en usund livsførelse. Der er mange variabler at tage i overvejelse i forhold til problemstillingen, hvilket gør det svært at afgøre, hvad der egentlig er rigtigt og forkert i forhold til samfundsøkonomien. Hernæst kan der blive gået videre med mere værdipolitiske overvejelser om, hvilken type samfund vi ønsker, hvilket forhold vi har til et godt liv og en god død osv. Her nærmer det samfundsmæssige sig således det individualistiske. Et af de punkter, hvor de to mødes, er, at når der fra statens side opfordres til en bestemt sund livstil, hvordan påvirker det så et individ, der har nogle anderledes sundhedsidealer eller bare et mindre fokus på disse, men ellers har det godt med sig selv og sin sundhedstilstand? Her har Holger muligvis en pointe, når han siger, at der er en tendens til en fremtonende kyniskhed omkring de økonomiske beregninger. Men det er en nærmest uhåndgribelig størrelse, svaret er ikke ligefor og en søgen herefter kan føre til tankespind, der er de store filosoffer værdigt. En af de store komplikationer er, at hvor stort et ansvar for individets sundhed overlades til det selv, når der i begge ender af skalaen er selvdestruktion at finde. De fleste vil nok have et billede på den ene form: Den ensomme, tykke alkoholiker, der sidder alene i sin stue foran TV’et eller på gaden og bare venter på dødens endelige liberaliserende favntag. Hvad der måske er færre, der indser, er at der findes et ligeså usundt og psykisk nedbrydende ekstrem i den anden ende. Nogle individer motionerer så meget, at deres krop og psyke nedbrydes, i den forbindelse er begrebet motionsafhængighed kommet til verden, og symptomerne på det er overraskende lig dem på f.eks. alkoholmisbrug.

En af de helt store pointer og det, som er værd at tage fat i ved denne diskussion, er netop at emnet sundhedsidealer er et ekstremt vidtgående og uhåndgribeligt emne. På den måde er det meget komplekst, det Mads Holger egentlig prøver at gribe fat i og give et resolut svar på, selvom et sådant måske ikke eksisterer. Debatten går jo i sin helhed ud på hvordan vi lever vores liv rigtig, både i forhold til vores samfund og i forhold til os selv, og netop det er umuligt at give et kollektivt svar på. Den eneste mulighed er nok, at der henstilles til en stor gang fokuseret selvfordybelse hvori, der overvejes hvor, man selv føler, at ens egne sundhedsidealer mødes med det ansvar, man har overfor samfundet, man lever i. Det må i sidste ende være den bedste måde at opnå en balance gang, der kommer både individet og samfundet til gode.