Kronik om “Undskyldningskultur”

Undskyld, undskyld, undskyld … uha, nu undskylder jeg allerede, inden kronikken er gået igang.

Russell Crowe undskylder for sin tankeløse tirade, om at kvindelige skuespillere skal affinde sig med deres alder, og ikke prøve at få roller, der er tiltænkt tyve år yngre skue-spillerinder. Thomas Blachmann går en anden vej og proklamerer, at han er gået fra at være “et dumt svin til kærligheden selv”, som trøst til de triste X Factor-deltagere, han lige har sendt ud af programmet.

Politisk ukorrekthed er anset som upassende i samfundet i dag, og fremtrædende per-soner og firmaer bliver konstant nød til at undskylde for deres udsagn og ageren. Denne tanke, og en kontroversiel Irma-reklame, danner grundlaget for Anna Sophia Hermansens blogindlæg Vi lever i en undskyldningskultur, der blev udgivet d. 25. maj 2011 i Berlingskes Blog.

Anna Sophia Hermansen hovedsynspunkt er, at vi i samfundet i dag er nået til et punkt, hvor der må undskyldes for alt, og hvor den politiske korrekthed har taget overhånd. Således kræver selv de mindste bagateller en beklagelse nu om dage. Hermansen tager udgangspunkt i en omdiskuteret Irma-reklame, der blev bragt i maj 2011 og reaktionen på denne i hendes blogindlæg.

I maj 2011 fik Irma forbrugernes vrede at føle på nært hold, da de bragte en reklame, der gjorde grin med en fiktiv familie, der går i katastrofeberedskab, da sønnen vil gå til ballet. Straks må de til at indsprøjte noget maskulinitet i ham ved at faren lærer ham at grille. Så kan de praktisk nok lige løbe i Irma og købe nogle steaks el.lign. Reklamen endte med at blive slynget kraftigt igennem en voldsom mediestorm af vrede facebook-kommentarer, BT’s køns-forsker, der kaldte reklamen for “tåbelig, ubetænksom og stigmatiserende”, og forbrugere der forlangte, at reklamen blev trukket tilbage.

Hermansen mener, at de voldsomme reaktioner på reklamen, udspringer fra en stor misfortolkning og misforståelse af reklamens grundpræmis – nemlig ironi. Hun tager forskel-lige holdninger op, f.eks. en balletdanser der undrer sig over, at Irma ikke fremhæver den “spirende kunstner i de drenge, der danser ballet” og en mandeforsker, der ikke er postivt stemt over for Irmas reklame. Mandeforskeren mener, at det er problematisk, at drengen i reklamen ikke opfattes som en “rigtig mand”, og at faren må skride ind og få ham på rette kurs igen. Her mener Anna Sophia Hermansen, at de to eksempler (huh, andet ord??!) fuld-stændig misser pointen, om at der netop gøres grin med dette klassiske og relativt forældede syn på kønsroller.

Desuden bliver mandeforskerens holdning taget til videre diskussion, da han, ifølge Hermansen, lader til at ytre holdningen, at køn alene er en social konstruktion. Her synes Hermansen, at dette omtrent er det samme som at påstå, at køn og kønsroller alene er biologisk betinget, og at de sociale faktorer ikke spiller nogen rolle overhoved. Dette mener hun er en snæversynet og enøjet tilgang til diskussionen om kønsroller, der fylder meget i det sen-moderne samfund i dag.

Indlægget rundes af med, at Anna Sophia Hermansen indfører et begreb om “humoristisk analfabetisme”, som hun mener er en af de primære årsag til Irma-reklamens kontroverse. Hele reklamen bunder solidt i ironi, og har målgruppen ikke den rigtige humoristiske sans for ironien, vil de ikke forstå grundprincippet i reklamen. Derved opsnappes kun, at moren bliver hysterisk, når sønnen vil gå til ballet, og resten af reklamens humor er allerede gået tabt for læseren og målgruppen.

Hermansen mener, at det er besynderligt, at reaktionerne på den ironiske reklame er så eksplosive. Hun påstår, at Danmark er blevet en “nation af ofre for pinlige jokes, fejlskøn, tåbelige udtalelser, platheder og andres dårlige moral”, og at der tilsyneladende ikke eksisterer nogen “bagatelgrænse”.

Hun underbygger dette udsagn med et eksempel, nemlig reaktionerne på den kontroversielle Irma-reklame. I eksemplet fremhæver Hermansen nogle forskellige reaktioner, som hun mener er alt for voldsomme, i forhold til at der bare er tale om en reklame for Irma. Grundprincippet i Hermansens belæg af hendes påstand er delt i to. Den ene del er den manglende sans for ironi hos de personer, der føler sig stødt over reklamen. Den anden del er princippet i, at reklamen dybest set er en smule ligegyldig i forhold til reaktionerne, der er kommet på den.

Hermansen mener, at balletdanseren, der undrer sig over, hvorfor der ikke er lagt fokus på kunsten i balletdansende drenge, ikke har forstået konceptet af reklamen. Reklamen er nemlig bygget på ironi, og målgruppen skal more sig over de stadig eksisterende fordomme hos denne fiktive familie. Hermansen spørger retorisk i sit blogindlæg, om det kunne være at Irma ikke lægger fokus på det kunstneriske aspekt i drenge, der danser ballet, fordi reklamens

præmis netop er ironisk. Her opfinder hun et nyt begreb til at beskrive denne mangelende sans for ironi hos balletdanseren og de andre sure forbrugere. Hun kalder denne for “humoristisk analfabetisme”, hvilket kan beskrives som værende en styrkemarkør, da ordet “analfabetisme” er et stærkt ladet begreb. Det betyder, at man slet ikke er i stand til at læse, og Hermansens begreb beskriver derfor en stor forståelsesvanskelighed over for humor eller ironi.

Blogindlægget gør i høj grad brug af diverse sproglige og stilistiske virkemidler. Det vigtigste og mest brugte sproglige virkemiddel er den ironiske og sarkastiske tone som Hermansen bruger til at få sit budskab igennem. F.eks. skriver hun, at reklamen “laver sjov med ballet, hvor skandaløst!”. Denne sætning er meget ironisk skrevet, da Hermansen mener præ-cis det modsatte. Dette er markeret ved brugen af udråbstegnet frem for det mere neutrale punktum. Desuden stiller Hermansen gentagende gange flere retoriske spørgsmål, der skal være med til at understrege tekstens sarkasme. Sarkasmen bliver understreget, da der ikke for-ventes noget svar, siden spørgsmålet til en vis grad besvarer sig selv.

Ironien er et meget passende sprogligt virkemiddel til denne tekst, da den afspejler ironien i Irmas reklame, som mange forbrugere tilsyneladende ikke opfangede. Således er det et slags spil fra Anna Sophia Hermansens side, da hun måske vil observere, om befolkningen overhoved forstår hendes ironien i hendes blogindlæg, når de nu ikke forstod ironien i Irmas reklame.

Der argumenteres også for, at kritikken af reklamen er opblæst, da der “bare” er tale om en enkelt reklame. Hermansen mener, at kritikken af reklamen i lige så høj grad er et resultat af “overfølsomhedsmaskinen” i Danmark som af den “humoristiske analfabetisme”. Overføl-somhedsmaskinen er, ligesom “humoristisk analfabetisme” et selvopfundet ord af Anna Sophia Hermansen, der beskriver den manglende “bagatelgrænse” for individer, der føler sig stødt over det mindste. Hermansen bruger forskellige appelformer til både at argumentere for den manglende sans for ironi i den danske befolkning (den “humoristiske analfabetisme”) og den manglende bagatelgrænse (“overfølsomhedsmaskinen”). Hun anvender primært logos, da der argumenteres for, at kritikken af reklamen ikke har noget logiske grundlag, da den ikke nævner eller anerkender ironien i reklamen. Det er en lidt ukarakteristisk anvendelse af logos, da logos for det meste er skrevet i høj stil. Hermansen skriver ikke i høj stil, men mere i hverdagssprog som følge af de mange retoriske spørgsmål, ironien og sarkasmen. Teksten kunne tænkes at være skrevet i hverdagssprog for at appellere mere til den brede befolkning.

Tekster skrevet i høj stil kan ofte være svære at forstå for den brede befolkning, og måske har Hermansen derfor valgt at skrive i hverdagssprog. Hverdagssproget ændrer dog ikke ved, at logos stadig er den primært anvendte appellform.

Kønsforskeren Kenneth Reinecke, der er mandeforsker fra RUC, mener, at reklamen er med til at “stadfæste, hvad der er maskulint og feminint, og at rigtige drenge kun går til fod-bold”. Kønsforskeren kritiserer dette syns på maskuliniteten, og mener at drenge sagtens kan gå til ballet. På den måde konstaterer Anna Sophia Hermansen, at kønsforskeren mener, at køn alene er en social konstruktion. Dette mener Anna Sophia Hermansen ikke er korrekt. Hun mener derfor, at køn også biologisk betinget, selvom hun argumenterer for, at vi heller ikke “kun er vores biologi”. Her gør Hermansen brug af en kontrast til at underbygge hendes udsagn. Ifølge hende er vores køn hverken et rent produkt af sociale omstændigheder eller af biologien. Det må være en mellemting.

Således har Hermansen altså brugt mange forskellige argumentationsformer til at underbygge hendes påstand om, at vi lever i en undskyldningskultur, der er præget af et konstant krav om politisk korrekthed.

Til en vis grad må man give Hermansen ret i hendes udsagn. Det er voldsomt, hvor ofte der skal blive undskyldt nu til dags. Det lader til at være en konsekvens af det dynamiske, senmoderne samfund, hvor informationer spreder sig med rekordfart, og når frem til en meget større befolkningsgruppe end før i tiden. Således kan et udsagn, der henvender sig til en bestemt målgruppen, blive hørt af en anden målgruppe, der føler sig stødt af udsagnet. I så fald har det måske aldrig været afsenderens intention, at udsagnet nåede denne specifikke målgruppe. Men hvis denne målgruppe føler sig stødt af udsagnet er det vel naturligt nok, at afsenderen må undskylde for det? Ja, og nej.

Anthony Giddens, der har beskrevet vores nuværende senmoderne samfund, har indført to begreber vi vil anvende i denne diskussion. Det er ene er det dynamisk samfund, hvilket allerede er blevet forklaret. Det dynamiske samfund betyder, at alting bevæger sig med eksponentiel forøgende fart. Dermed også kommer der også konstant mere information, der spred-er sig til forskellige befolkningsgrupper. På den måde kan et uheldigt udsagn støde en befolkningsgruppe, der aldrig var tiltænkt at modtage dette udsagn i første omgang. Men et andet og yderst vigtigt begreb er refleksivitet. Refleksivitet betyder, at vi, som individer, i høj grad bliver nød til at tænke over de kolossale mængder informationer vi har tilgængelig idag. Det er ikke længere individets opgave at selv at finde informationer på ny, men at frasortere og organisere de informationer, der er vigtigt for det selv. Det betyder altså, at individet i høj grad må tænke og reflektere over den viden, det har tilgængeligt.

Refleksiviteten i det senmoderne samfund er helt essentiel for at holde styr på de store mængder information. Og så kan man undre sig over, hvad alt dette har med undskyldningskulturen at gøre. Jo, refleksivitet betyder nu engang, at hvis et individ må tænke over en bestemt information, f.eks. Irma-reklamen, og selv sørge for at sætte den i kontekst. Føler no-gen sig stødt over Irma-reklamen må de selv forsøge at overveje, om reklamens budskab er at stadfæste forældede kønsroller, som allerede er godt på vej mod ikke at eksistere i det moderne samfund mere. En manglende evne til at formå dette, kan betyde en manglende evne for at finde sig tilrette i det moderne samfund i dag.

Ansvaret for, at reklamen ikke støder nogen er således to-delt. Ansvaret ligger hos Irma, da de er afsenderen, men der ligger også et vist ansvar hos reklamens modtager, der gerne må reflektere over, hvad reklamens grundpræmis og intention er. Der kan dog stadig argumenteres for, at Irma har det største medansvar, da de er en langt større organisation end et enkelt individ, og jo større organisationen er, desto mere ansvar har den også. Derfor må det betragtes, som noget af en bummert Irma begik, da de trykte reklamen. Men det er også forkert af reklamens modtagere, forbrugerne, at fralægge sig alt medansvar.

Så Irma, op på hesten igen, og lad os nu ikke begå den bummert igen! Selvom reklamens modtagere nu også begik en bummert, ved ikke at reflektere nok over den.