Kronik om “Den sproglige fascisme breder sig” analyse

Den sproglige fascisme breder sig

Lange kreative Romeo og Julie breve er for længest et overstået kapitel. Den græske filosof Sokrates og britiske forfatter George Orwells er måske også et overstået kapitel? Kan de gamle ikke følge med mere? Går udviklingen for hurtigt med de unges tusindvis af forkortelser og teknologiske midler på facebook og twitter? Eller har tiden bare ændret sig?

Tabet af de unges skriftsprog er nået her i det 21. århundrede. De unge mennesker i tyverne, kan ikke finde ud af at skrive. De går på universitetet, men skriver som 11-årige ifølge den danske underviser og censor på landets universiteter Kresten Schultz-Jørgensen, som oplever dette fænomen i sin hverdag og gør op med problemet i sin artikel ’’Den sproglige fascisme breder sig’’.

Artiklen blev bragt i Politikken den 19. februar 2011 og på baggrund af artiklen vil jeg analysere og diskutere forfatterens synspunkter og budskaber.

Kresten Schultz-Jørgensen mener at de unge er søde og rare mennesker, men at de simpelthen bare ikke kan finde ud af at skrive. Punktum. Efter hans ti års rettelser på utallige opgaver, har han indset at de unge studerende har flere mangler end det basale og retstavning. (s. 7, linje 13-15:’’men retstavning er ikke sagens kerne. Det afgørende er tabet af skriftsprog. Evnen til at fremfører et argument, at gennemføre en analyse, at drage en konklusion. Hovedsætninger, bisætninger og længere tekstafsnit.’’) Det er altså ikke det helt store problem at de unge ikke kan stave korrekt, men derimod alle de overfladiske og fordomsfulde opgaver, som lægger til grund for at alt det levende og kreative sprog er gået tabt og hvad er der så tilbage? (s.7, linje 18-19:’’Tilbage er talesprogets følelser, fornemmelser og fordomsfulde værdidomme. En virksomhed, der er ’latterlig’. En politiker, der er ’komplet idiot’.). Det ovenstående citat er hvad Kresten mener der er tilbage, når man udelader skriftsproget.

Kresten inddrager også Sokrates med hans evige spørgsmål (s. 8, linje 69:’’hvorfor mener du egentlig det, du mener?’’) Kresten inddrager formentlig dette spørgsmål, for at give de unge et wake-up-call og på den måde få dem til at tænke over det de mener, før de kaster deres værdidom i hovedet på andre.

En anden aktør som Kresten også inddrager, er George Orwell. Kresten giver George ret i at den sproglige udvikling har karakter af afvikling. Altså at det ikke er en positiv udvikling på vej, men i stedet en afvikling og det går dermed den forkerte vej.

Herefter nævner Kresten en stor del af problemet omkring de unges manglende skrivekompetencer. Han mener at nutidens teknologiske midler sænker samfundets tankekraft, fordi der er kommet så mange muligheder i den digitale verden og at man derfor ikke er i stand til at tage sig tid til at skrive ordentligt. I stedet skal det hele bare fungerer let og hurtigt. (s. 8, linje 44-48:’’teknologiens funktionsmåde, dvs. kravet om multitasking og de parallelle bevidstheder: emails på computeren, opdateringer på Facebook, meldinger på Twitter. Allerværst er dog teknologiens formater. Det skal ikke bare være hurtigt. Det skal også være kort og allerhelst tæt på talesprogets verden’’). Kresten siger altså, at vi er i en situation hvor alting kræver hurtighed og det værste ved det hele er at talesproget er ved at tage overhånd.

Hovedemnet i denne artikel er at fascismen breder sig. Kresten mener at talesproget har taget overhånd og det sande skriftsprog er gået tabt. Hans belæg for dette er, at han gennem ti år har rettet flere end hundrede opgaver på universitets niveau og derfor har set hvad der er at se i forhold til de unges skrivekompetencer. En anden af Krestens påstande er, at de universitetsstuderende skriver på niveau med 11-årige. Belægget for denne påstand er som Kresten udtrykker det på sin egen uofficielle hitliste (s. 7, linje 9-12:’’Ingen kan bøje ’synes’ i nutid; det bliver altid til ’syntes’.

Mangel på nutids-r. (jeg lære en masse). Sammensatte ord i to ord. Diskussion bliver til ’diskussion’. Kommaer som en by i Rusland.)

En anden af de vigtigste påstande i artiklen er, at det i høj grad er mediernes skyld og teknologiens udvikling at nutidens unge har dette problem. Hans belæg for dette er, at afviklingen trækker på både massemediernes blodrus og det politiske livs niveaufald. Han understreger også at det går den forkerte vej i samfundet (s. 8, linje 39:’’tidens digitale teknologier i sig selv sænker samfundets tankekraft.’’).

Derudover gør han brug af alle tre appelformer. Først og fremmest vinder han etos, da han er en troværdig kilde og har beskæftiget sig som censor på universitets niveau. Han gør også brug af patos, da han mener at de unges manglende kompetencer vil gå ud over både familien, folkeskolen og gymnasiet og på den måde appellerer han til følelserne. Derudover bruger han en smule logos, da han kommer med noget konkret og forklarer at vi er tvunget til at skrive korte sætninger ned på sms’er, fordi de kun kan indeholde 160 tegn og Twitter-mediet 140 tegn.

Mange ville nok betro sig til Krestens dømmekraft på området, fordi han er en troværdig kilde. Dog vil jeg sige at han ikke forholder sig neutral til emnet og kommer med flere negativt ladet ord, såsom ’’ingen kan’’ og ’’altid’’. Hermed generaliserer han ungdommens kompetencer og antager at ingen kan. Han kunne også godt gøre brug af mere logos, for at overbevise læseren om hans holdning. Derudover er han dobbeltmoralsk, og anvender selv talesprog i sin artikel (s. 7, linje 17: ’’for fanden, hvor er den slags totalt long gone.’’). Måske forsøger han at gøre grin med de unges sprog, men hvis han skal slå igennem med sit budskab omkring at skriftsproget er gået tabt, så ville det være en god ide at forholde sig forholdsvis neutralt og objektivt omkring emnet.

Alt i alt syntes jeg at Kresten har tendens til at overdrive, fx når han siger at hans universitets studerende skriver som 11 årige. Det er svært at tro på, at en 11 årige har samme kompetencer som en universitetsstuderende. Når det så er sagt, kan man vel godt skelne mellem ægte litteratur og talesprog. Det er også op til hvert enkelt individ om hvor meget man vil lade sig påvirke af medier og teknologi. Men en ting er dog sikkert. Man kan ikke undgå den teknologiske udvikling og dens konstante fornyelse.