Litterær artikel “Kodenavn Coq Rouge”

Da en af cheferne i den svenske efterretningstjeneste myrdes på mystisk vis, tvinges det svenske sikkerhedspoliti Säpo til at sætte deres nyeste supervåben ind for at afklare sagen. Ikke et våben i klassisk forstand. Men i form af en ny eliteuddannet agent, som er hovedpersonen i Jan Guillous første roman i den berømte Hamilton-serie, der bærer titlen “Kodenavn Coq Rouge”. Romanen er udgivet i 1986. Her bliver Carl Hamilton rekrutteret af den visionære leder for Sveriges efterretningstjeneste DG, som sender Carl til Amerika for at gennemgå en femårig lang dobbelt uddannelse. Her studerer han officielt computerteknik, og deltager i al hemmelighed i en agentuddannelse med de amerikanske Navy SEALs. Uddannelsen, sammen med hans kommunistiske og noble baggrund, giver ham uovertrufne kompetencer i det svenske sikkerhedspoliti, og bidrager i stor grad til opklaringen af mordet.

Carl Hamilton beskrives i romanen som en “officer and a gentleman” (første afsnit, side 35; “Kodenavn Coq Rouge”, 3. udgave, 4. oplag), af den grund at han tiltræder i militæret og besidder gode manerer, da han kommer fra en nobel familie. Carl valgte dog ikke at følge klassiske noble familieværdier, og han meldte sig ind i det kommunistiske Clarté, hvis mål bestod i at infiltrere systemet for at styrke det indefra. Carls del i denne strategi består i at blive kampdykker i militæret. Som nævnt i indledningen ved efterretningstjenesten dog alt om hans baggrund og anser den som meget anvendelig i styrkelsen af efterretningstjenesten. De sender ham derfor til USA for at gennemgå en hemmelig agentuddannelse. Her trænes Carl intensivt i alt fra håndtering af skydevåben til mere psykologiske kampstrategier, som hvordan man lurer informationer ud af en person, der ikke vil give dem. Disse kompetencer viser sig at være essentielle i plottet.

Hamilton har to partnere som han arbejder sammen med. Det handler sig om de erfarne kolleger Erik Appeltoft og Arne Fristed. Hamilton er trods sine kollegers erfaring, dem komplet overlegen i tekniske færdigheder. Første gang dette kommer til udtryk, er når der skal afholdes skydeprøver. Hans to kolleger Arne Fristed og Erik Appeltoft følger Carl ned til prøven, hvor de forestiller sig at skulle sætte Carl på plads, da de anser ham som “den nye”. Dog virker disse skydeprøver som det rene barnemad for Carl, som fuldkommet overrasker hans to ældre partnere med hans færdigheder.

En interessant observation man kan gøre under analysen af denne roman, er det komplette fravær af kvindelige hovedroller. Det er måske pga. den barske tone som bogen sætter, hvilket Jan Guillou måske anså som at være uopnåeligt ved inklusionen af en kvindelig hovedrolle. Dog er det nok bare typisk for tidens krimi, at kvinder ikke havde betydende roller i krimien dengang. Femikrimien kom som et oprør mod mændenes monopol på bærende roller i krimier, der begyndte omtrent midt halvfemserne, og denne bevægelse er “Coq Rouge” helt klart ikke en del af.

Fortællerperspektivet i tredje person forholder sig objektivt i forhold til personerne. Der fokuseres mest på Carl, men hans to kolleger Arne Fristed og Erik Appeltoft spiller også centrale roller i det fortællerperspektivet kontinuerligt skifter mellem disse tre hovedkarakterer. Dette er nødvendigt i forløbet af historien, da historien fortælles i parallelle synsvinkler, og karakterne til tider opholder sig langt fra hinanden. F.eks. rejser Carl på et tidspunkt til Beirut, men der fortælles stadig om begivenhederne i Sverige, da vi hører, hvad Fristed og Appeltoft foretager sig. Fortællerperspektivet i tredje person er optimalt i denne roman, da den netop kan fortælle flere synsvinkler parallelt.

Fortælleren holder sig et godt stykke væk fra hovedpersonerne, og læseren orienteres sjældent om tankerne og følelser i Carls hoved. Det eneste tidspunkt, hvor disse tanker kommer til udtryk, er når der berettes om Carl hjemme på hans bopæl. Man kan sige, at dette er sandhedens øjeblik, hvor læseren inviteres til et sjældent indblik i Carl Hamiltons psyke, selvom der ikke opnås særlig mange detaljer “med kød på” som f.eks. hans kærlighedsliv eller fortid. Det faktum at der nærmest ikke berettes om Carls tanker symboliserer muligvis, at Carl faktisk ikke tænker særlig meget under udførelserne af hans opgaver. På trods af at han uden tvivl er intelligent og begavet og gør brug af dette i opklaringen, er han også en iskold dræbermaskine, der er blevet trænet i de samme kampscenarier igen og igen, indtil hans hjerne kobler helt fra, og det hele ligger i rutinerne.

Novellen spiller i mange forskellige miljøer. Den begynder i Oslo, hvor norske agenter skygger en person, der opfører sig mistænksomt. Derefter spiller den i Stockholm i lang tid, inden Carl flyver til Beirut, så til kysten ved Det Røde Hav i Israel, og til sidst i den palæstinensiske ambassade i Stockholm igen. Det hele er et meget kaotisk miljø selv når hovedkaraktererne prøver at få styr på deres enorme mængder efterretninger. Det kaotiske miljø er med til at understrege det meget komplekse element i sagen omkring mordet. Samtidig holder det spændingen, der er så essentiel i en krimi.

Siden Hamilton-serien er kendt som Sveriges James Bond, fristes man til at tro, at denne roman, er en spionroman. Dette er langt fra sandheden. Godt nok er Carl Hamilton agentuddannet, men der ender kendetegnene for en spionroman også. Opklaringen foregår primært ved at lede efter spor, dernæst følge dem, og det hele foregår meget diplomatisk, og Carl griber kun meget sjældent, og kun i nødvendighed til sine kampfærdigheder.

Som nævnt er spændingen måske nok den mest fundamentale del af en krimi. “Kodenavn Coq Rouge” formår også at holde spændingen konstant, som romanen skrider frem. Den holder sig også meget nøjagtigt til den klassiske krimi, og de elementer der kendetegner denne. Der er en forbrydelse lige i starten af romanen, når offeret Axel Folkesson professionelt bliver myrdet i sin bil, så er der en opdager i form af politiet, der skal undersøge drabet. Der findes en formodet gerningsmand, når det norske politi skygger den mistænkte journalist Erik Ponti, og derefter nogle mistænkte, som ikke bliver specificeret mere end palæstinensere. Samtidig spiller den i et kendt miljø, som læseren kan relatere til i form af Stockholm, Beirut, osv. Den klassiske krimi lægger sig godt op ad denne novelle, da denne genre tilføjer noget seriøsitet til bogen.

Jan Guillou formår på mesterlig vis, at inkorporere autoritet i hans skrivestil, hvilket er med til at gøre bogen til, hvad den er. Autoriteten kommer i stor grad fra Jan Guillous fortid i efterretningstjenesten, men dette alene ville ikke være nok. Men Jan Guillou lader med jævne mellemrum sin ekspertise inden for spionage skinne igennem i enkelte tekstpassager i bogen. Mange automatiske geværer beskrives i stor nøjagtighed, med modelnummer, manufaktureringsland og andre relevante informationer, der viser at Jan Guillou virkelig ved, hvad han taler om.

Der anvendes ikke nogle storslåede eller overflødige tillægsord i beskrivelserne af omgivelserne eller handlingerne i “Kodenavn Coq Rouge”. Den sproglige stil beskrives bedst som “lige på og hårdt”, som også passer meget godt til Carls ageren i hans arbejde. Der er ikke så meget fis, når Carl udfører sit arbejde. Hvis et individ udgør en trussel for hans fuldførelse af en mission, neutraliserer han det. Hvis han har brug for efterretninger fra en fjendtlig stillet ambassade, går han ind og skaffer hans efterretninger. Man kan sige, at selvom fortællerperspektivet er objektivt, spejler alting sig alligevel i Carls blik på sine missioner. Fortælling er så objektiv, fordi Carl netop angriber sine missioner på en objektiv og professionel måde, og den sproglige stil er som den er, pga. Carl angriber sine opgaver objektivt og uden tøven.

“Kodenavn Coq Rouge” indeholder i modsætning til så mange andre krimier en stor mængde politiske refleksioner og budskaber. F.eks. kritiseres dobbelt moral i systemet idet Carl snakker med en medicinsk hjælpearbejder, der er frivillig i en NGO (minder om Læger uden Grænser). Han forklarer, hvordan børn bliver skadet på skrækkeligste vis nede i Palæstina som følge af bomber og miner, primært af amerikansk eller israelsk oprindelse. Manden mener at “den svenske stats tak til de mennesker, som arbejder med den slags terroristbekæmpelse, var altså at man blev udråbt som terrorist” (s. 183), og at han på grund af sit godsindede, frivillige arbejde senere ikke kan sikkerhedsgodkendes i Sverige.

“Kodenavn Coq Rouge” er en fantastisk agentkrimi, der hverken prøver at være postmoderne eller tilføre et nyt tag på krimigenren. Den er en klassisk krimi i bedste forstand, og en fremragende en af slagsen. Karakterne er så interessante, at de kan danne grundlag til en hel krimiserien, og forfatteren har indgående kendskab til efterretningstjenesten, hvilket gør læsningen ekstra spændende. Samtidig indeholder romanen interessante politiske budskaber. Det ville være interessant at se flere kvinder i betydende roller, da det til tider godt kan virke en smule monotont konstant at høre krimien fortalt fra en mandlig synsvinkel. Men for at opsummere har Jan Guillou kreeret en fremragende agentkrimi, der er enestående i nordisk litteratur inden for sin genre.