Loading...Memento Mori
”Memento mori” er skrevet af Amalie Skram i 1899, kort efter det Moderne Gennembrud. Den handler om en kvindes ulykkelige kærlighed og hendes dybe sorg og længsel efter den mand, der har forladt hende. Den handler også om hendes skyldfølelse og hendes frygt for at være alene.
Novellens hovedperson er kvinden, som vi ikke får noget navn på. Det at vi ikke hører hendes navn, gør, at det kunne være hvem som helst, og det gør også, at læseren bedre kan sætte sig ind i situationen. Kvindens længsel efter manden har fået hendes liv til at gå i stå i så voldsom grad, at hun glæder sig til at dø. Det meste af tiden græder hun over at have mistet den mand, hun elsker, og hun tænker hele tiden på de fejl, hun har begået, som fik ham til at forlade hende. Hun tænker på tabet af manden som var hun blevet ramt af Nemesis, den græske gud for hævn eller gengældelse. Hun hænger fast i fortiden, fordi hun bliver ved med at bebrejde sig selv, hvad hun har gjort forkert. Nu lever hun i en illusion om, at hun kun kan være lykkelig sammen med ham, og hun kan ikke komme ud af sin sorg, fordi hun ikke kan tilgive sig selv.
Vi hører ikke, om de to har været gift, men vi ved, at de har sovet i det samme rum en gang, dog i hver sin seng. Det er mest sandsynligt, at de har været gift, for det var man sædvanligvis på den tid, hvis man boede sammen. Hun synes selv, det var letsindigt af hende at blive hans. ”Letsindig havde hun for alle Vinde spredt ud af de Skatte, han ødsel og kjærlig havde lagt for hendes Fod” (s. 13 l. 32-33). Hun opfatter det som om, han gav hendes masser af kærlighed, og at hun ikke værdsatte det nok. Vi ser dog senere tegn på, at han ikke gav hende meget kærlighed, da der fortælles om ”den Handske, han i den sidste Tid af Medlidenhed i Ny og Næ havde kastet til hende, og som hun ydmygt takkende havde taget op og kysset” (s. 14 l. 41-43). Her ser vi tegn på, at han har været kold over for hende og sjældent har givet hende kærlighed, selvom hun gjorde alt, hvad hun kunne, for at han skulle elske hende. Det er kvindens egne ord, der er gengivet i teksten, og hun opfatter det selv som om, det var hendes skyld, at manden forlod hende. Vi ved ikke, om hun rent faktisk selv har gjort noget, der kan være skyld i, at manden forlod hende. Alt hvad der står i teksten er fortalt fra hendes synsvinkel og er beskrevet med de ord, hun selv ville bruge. Det er et meget følelsesladet sprog med metaforer og sammenligninger, hendes kjolemønster sammenlignes blandt andet med ”tusende usynlige fangarme, hvormed hun i vinterens løb, da hun bar denne kjole, forgæves havde grebet efter ham” (s. 14 l. 48-50). Hun bruger det som symbol på sin længsel efter kærlighed.
Der er ikke mange beskrivelser af omgivelserne, men vi ser nogle få tegn på, at kvinden tilhører overklassen. Hun er beskæftiget med kvindelige sysler, som at stoppe gardiner og efterse linnedet, i stedet for at være ude på arbejdsmarkedet, som mange kvinder var nødt til i den periode. Hun får desuden sin the serveret, så hun har tjenestefolk i huset.
Der er kun tre personer i novellen; manden, kvinden og broderen, som kvinden tænker på, men som ikke optræder i selve handlingen. Man hører ikke ret meget om nogen af personerne. Der er i stedet fokus på kvindens følelser og det, der er sket i hende fortid.
Nogle gange bliver det for uoverskueligt for hende at leve med sin sorg og skyldfølelse, og hun ønsker sig langt væk, ud i ørkenen. Hun ønsker, at hun var ude i den tomme ørken sammen med sin bror, så hun kunne slippe for alle følelserne. Hun føler ikke længere, at hun hører til der hvor hun er. ”For nu hørte hun hjemme i ørkenen” (s. 13 l.27). Hun ville hellere vandre rundt i ørkenen i dyb længsel. Ørkenen bliver et symbol på døden, eller et tomt sted, hvor der ikke er nogen følelser. Vi hører ikke ret meget om kvindens bror, men hun foretrækker at være sammen med ham, frem for at være alene. Det lader til, at hun er bange for at være alene. Det kan også være en af grundene til at hun så brændende ønsker at få sin kæreste eller mand tilbage. Hun er ikke vant til at stå på egne ben.
I starten troede hun, at hun ville klare sig fint alene, ”Hun, som havde tænkt, at det skulde bli godt at være ene” (s. 13 l. 3). Hun var altså forberedt på bruddet, men tiden derefter blev ikke, som hun havde regnet med. Deres forhold har været dårligt det sidste stykke tid, siden hun glædede sig til at blive alene. Læseren ved ikke, om deres forhold nogen sinde har været lykkeligt. Noget tyder på, at manden var overlegen i forhold til hende. Hendes reaktion i drømmen, hvor hun modtager et brev fra ham, kunne tyde på, at hun er underlegen i forhold til ham: ”…Har intet fast Legeme, bare en fast sammentrængt Sjæl, der bløder af ydmyg taknemmelighed”. Hun betragter ikke sig selv som værdig til at finde sammen med ham igen, hun ser ham som ophøjet og langt bedre end hende.
Da hun møder ham på apoteket mange dage senere, kaster hun sig om halsen på ham. Han behandler hende høfligt, men uden varme, og han gør det klart for hende, at de aldrig finder sammen igen. ”Min Kjærlighed til Dig, har Du selv ærlig og redelig sprængt ud af Verden. – Jeg er fuld af sund og lykkelig Livsglæde – Gudskelov, men ligeoverfor Dig er jeg et Lig.” (s. 16 l. 122-124). Han slår det fast, at det er hendes egen skyld, at han har forladt hende. Han siger samtidig, at overfor hende er han et ”lig”, at hans følelser for hende er fuldstændig døde.
Efter samtalen med manden beslutter hovedpersonen at rejse væk, så et eller andet har ændret sig efter det, han sagde. Hun er ikke holdt op med at elske ham, men det må være gået op for hende, at hun trænger til at komme væk. Hun ved nu med sikkerhed, at han ikke vil have hende tilbage, så der er ikke længere noget håb. Det er gået op for hende, at ”Livet er tusen Gange værre end døden”. Hun værdsætter ikke længere livet, som har påført hende så meget smerte, hun glæder sig bare til at dø. I døden vil hun få den fred og ro, som hun længes efter.
Novellens titel ”Memento mori” (”husk at du skal dø”) siger noget om kvindens forhold til livet og døden. Udtrykket stammer fra barokken, det sekstende til syttende århundrede, hvor det var en påmindelse om at leve livet, mens man har det. Da det er begrænset, hvor meget tid, vi har, gælder det om at nyde hvert øjeblik af livet. Det er helt modsat af, hvad tekstens hovedperson gør. Hun bruger sin tid på at fortryde sine handlinger i fortiden og sørge over sin tabte kærlighed, og hun glæder sig ikke over livet, men længes i stedet efter døden.
I slutningen af novellen er hun blevet klar over, hvor forfærdelig en situation, hun står i, og det kan være grunden til, at hun rejser væk. Hun har mistet håbet om at få ham tilbage, og nu tager hun ud i verden. Måske genfinder hun glæden ved livet, og måske gør hun ikke. Men det kan ikke blive værre, end det allerede er, så hun kan lige så godt rejse ud i verden og forsøge at få forholdet lidt på afstand.
”Memento mori” er skrevet i 1899, altså kort efter den litteraturhistoriske periode Det Moderne Gennembrud, mellem 1870 og 1890. I den periode begyndte forfattere og andre kunstnere at sætte problemer under debat i deres værker for at få folk til at åbne øjnene for samfundets problemer. Det var et opgør med Biedermeierkulturen, som fremstillede verden som harmonisk og pæn og ikke beskæftigede sig med livets mørkere sider.
Flere forfattere begyndte at skrive om ægteskabet og forholdet mellem mand og kvinde. Amalie Skram har skrevet meget om begge emner, og hendes noveller og romaner er ofte meget triste. Hun har også skrevet om kvinder, der har det svært med deres rolle i samfundet. I ”Memento mori” skriver hun om en meget ulykkelig kvinde, der har svært ved at komme videre efter bruddet med sin mand. Hun er ikke vant til at stå alene, hun er vant til at klamre sig til sin mand og har brug for tryghed. Amalie Skram ville få kvinder til at indse, at de ikke behøvede en mand for at være lykkelige.
Hvor kan jeg finde novellen henne?