Loading...Mordet på det smukkeste
Teksten ”Mordet på det smukkeste” er en novelle, skrevet af Morti Vizki i 1993. Det gør, at den går ind under perioden nyeste tid. Novellen er fra novellesamlingen ”Vingens kniv: Spøgelseshistorier”.
Jeg vil i min opgave foretage en fyldig analyse af ”Mordet på det smukkeste”, hvor jeg vil perspektivere til tendenser i samtiden, den litteræres periode indflydelse på teksten og samtidig inddrage de 2 billeder ”Fårehund” og ”Mikado” fra samme periode.
Novellen handler om en mand, Billy, der nede i supermarkedet besvimer kort efter at en ekspeditrice, Rikke, besvimer. De vågner op ude på lageret, og begynder en lang samtale om Rikkes forhold til hendes eksmand Kenneth. Hun fortæller bl.a., at hendes mand og hende tjente penge på at lade rige folk til at se på, mens de havde samleje. Ægteskabet endte kort efter, da Kenneth fandt en anden. Efter at have hørt historien går Billy hjem igen.
I teksten fortælles der om tre personer, hovedpersonen og fortælleren Billy, kassedamen Rikke og hendes eksmand Kenneth. De mest iøjnefaldende er klart Billy og Rikke, så dem vil jeg koncentrere mig om.
Billy er som sagt hovedpersonen og fortælleren. Man hører historien fra hans hoved, så hans personlighed kommer indirekte rimelig tydeligt frem. Billy virker mest af alt ensom, hvilket han også selv beskriver sig selv som(linje 87). Han vil endda ikke engang unde sin værste fjende sin ensomhed(linje 88), det indikerer, at det virkelig står slemt til med ham. I sin ensomhedsperiode bliver han positivt overrasket over sin besvimelse, da det giver ham mulighed for at lære et andet menneske at kende. Han finder i starten det andet menneske interessant på overfladen. At Billy skal bruge sådan en episode til at møde mennesker viser, at han nok ikke kommer så meget ud for tiden, og han vil yderligere gerne slappe af alene med en flaske solbærsaft og en flaske cognac med tv’et som eneste selskab(linje 5-10), hvor andre vil slappe af med deres venner, familie eller kæreste. Jeg antager, at Billy ikke har mange tætte bekendte, for ellers ville han ikke føle sig så ensom og ikke kalde sin omgangskreds for provisorisk. Venner og familie er noget, der gerne skulle være der hele livet og ikke bare i en begrænset periode. Selvfølgelig bliver nogle venner skiftet ud med tiden, men der skal helst altid være et par faste venskaber gennem hele livet. Det forekommer ham desuden, at alle i hans omgangskreds er gift. Endnu et tegn på at han ikke har et forhold til en pige, ses tydeligt, når han skal bruge en besvimelse til at møde en. Ingen i sin vennekreds synes Billy siger ham noget(linje 98), og omgangskredsen er der ikke af lyst, men fordi de arbejder sammen. Han synes, at teaterfolk er kedelige og ikke siger ham noget, og ud fra det antager jeg, at han også synes, han selv er lidt kedelig og ikke siger folk så meget(linje 98). Måske derfor han er bange for kontakt, fordi det kan jo være de ikke kan lide ham og finder ham uinteressant. I stedet for at se på sin egen skyld i hans ensomhed, giver han sit job, hans succes og hans ambitioner skylden(linje 103). Det er min overbevisning, at det er hans egen skyld ham – han magter ikke at skabe relationer til andre mennesker. I stedet forfalder han til druk og depression(linje 110).
Billys karakteristik passer utrolig godt på perioden, hvor man kan have nok så mange overfladiske venner, men ingen der passer ind under Billys definition af en ven, og at mange derfor lever i en stille depression af mangel på kontakt, ensomhed. I starten af fortællingen synes han, at Rikke virker interessant, kun baseret på hendes overflade. Da Billy lærer hende bedre at kende efter hendes historie, der afslører nogle meget menneskelige problemer i hendes fortid, bliver hun en helt anden i Billys hoved, et rigtigt menneske. Ikke mere den pige, der for ham kunne være den rigtige, som han kunne sidde og drikke te med og fylde ensomheden med. Billy, kan ligesom periodens træk, ikke komme længere ud end hans egen verden, han magter det simpelthen ikke. Han magter kun overfladen, der giver mening og er nem at forholde sig til. Hvis du har en bums, fjerner du den, men det kan man ikke gøre med menneskelige problemer. De skal behandles langt mere omhyggeligt og krævende, plejes med kærlighed.
Hundebilledet symboliserer Billys fokusering på det overfladiske. Han er de 3 hunde med pels, der ikke gider at have noget at gøre med en, som ikke har en flot overflade, blot det nøgne indre, og derfor kigger væk fra den. Det indvendige og betydningsfulde, som den nøgne hun symboliserer, er ikke interessant for ham. Mange tænker over overflade og ikke indhold og bedømmer ud fra overflade i stedet for det, der virkelig tæller, indholdet.
I den henseende kan man drage paralleller til bogen ”American Psycho” med hovedpersonen juppien Patrick Bateman, der ligesom Billy ikke ser anden mening end i det overfladiske og materialistiske. Dermed ikke sagt at Billy er en psykopatisk massemorder komplet blottet for empati og skyld, flere af deres karakteristikker stemmer bare overens. Begge personer er meget ensomme og har ingen rigtige venner, kun overfladiske ligegyldige bekendtskaber. Jeg synes, at Billy ligesom Bateman virker som en person uden sjælelige værdier, kun fokuseret på sit job og at folk udadtil synes om ham. Yderligere magter de ikke andre end sig selv, hvilket passer glimrende til nyeste tid, der desuden handler meget om at finde ens sande identitet med skiftende forskellige roller og identiteter, man prøver af. Billy tager sit rollespil fra teatret hjem i privatlivet og prøver at finde sin identitet, men den er ligeså skiftende som hans teaterroller. Også derfor føler han sig ikke godt tilpas og kan ikke stifte bekendtskaber. Desuden har Billy problemer med sit selvværd, føler sig ikke som en succes(linje108).
På den måde passer øgenavnet om vores generation godt, zappergenerationen. Zappere, fordi vi ikke har de faste gamle værdier og normer som tidligere, og derfor er vi mere rodløse i vores liv, så vi ”zapper” rundt imellem flere forskellige identiteter og muligheder på samme måde som Billy gør i privatlivet og på scenen. Scenen symboliserer hans zappende identitet.
Billy er et godt eksempel på det moderne massemenneske. Aldrig har vi været så mange mennesker, og aldrig har vi været så ensomme. Han er meget egocentreret, og har for ondt af sig selv til at kunne sætte sig ind i andre og være der for dem. Til dels passer det på faderen fra ”Tryk 1000”, der ikke kan skabe ordentlig kontakt til hans dyrebare lille pige, men bliver fanget i nutidens mange valg og problemer med at finde sin identitet og rolle som far. Det passer på billedet ”Mikado”, og de mange valg i livet og i rollen som far. Faderen kan ikke finde sin identitet eller rolle overfor sin datter, så han kan komme rigtig igennem til hende, og så hun kan lide ham mere.
Rikke er kassedamen med et modellook(linje 60), der besvimer ved synet af Billy, fordi hun tror, det er hendes eksmand, hun ikke er kommet over, og dernæst får en lang samtale med Billy om hendes problemer. Det, man får at vide om Rikke, er Billys antagelser om hende, og hendes egen tragiske historie om Kenneth. Den historie siger meget om hende, og det mest fremtrædende, jeg finder, er, at hun ikke kan komme videre, og sandsynligvis aldrig kommer helt over det. Rikke virker næsten lige så ensom som Billy, da hun så åbent og hurtigt fortæller en fremmed en så sårbar historie fra sit eget liv. Et ar for livet har Kenneth givet hende. Hun har oplevet det, hun troede, var den store kærlighed, oplevet at få en abort(linje 139), blive fuldstændig ydmyget(linje 180), for til sidst at blive droppet brutalt. I den vanskelige situation at blive droppet tænker hun på den andens følelser og problemer mere end på sine egne nærliggende problemer(linje 238). Kort sagt oplevet mordet på en af de smukkeste værdier et menneske kan få. Disse oplevelser gør, at når hun fortæller historien til Billy, føler hun sig som den pelsede hund på billedet ”Fårehunde”. Hun føler sig nøgen og sårbar, og i stedet for at Billy giver hende den respons og trøst, hun desperat søger efter, er han ligeglad på samme måde som hundene med pels er. De gider ikke engang at nedværdige den nøgne hund et blik, men stirrer tomt ud i luften, ligeglade med dens lidelser.
Billy lever i en illusion om at kunne finde den perfekte pige uden nogen fortid, fejl eller mangler og glemmer derved, at mennesker ikke er fejlfrie ting, men alle ufuldendte forskellige individer. Indtil han kan indse det, finder han ikke den rette. Til dette synes jeg et citat fra filmen ”Good Will Hunting” beskriver det godt. Citatet er psykologen Seans opsang til Will ” Med den filosofi kan du gå igennem resten af dit liv uden at kende nogen rigtig”. Will har ligesom Billy store problemer med at knytte sig tæt til nogen, og vise dem deres inderste væsen.
Det er meget dobbeltmoralsk af Billy, da han tænker ”jeg kan ikke snuppe ofre, det er for let at have det billede af sig selv” om Rikke. Han ser også sig selv som et offer, et offer af tidens ambitions ræs og andres problemer med at knytte sig. Billy virker totalt blottet for selvindsigt, men efter at have sagt, at han ikke kan snuppe ofre, er det som om, at han alligevel forstår, at han selv opfører sig som et offer i samme grad som Rikke, og kan ikke lide sig selv og derfor mister fatningen. Det må være for hårdt for ham og uoverskueligt at erkende det, og fordi Rikke vækker det i ham, bliver han nød til at gå. Han siger til sig selv, at grunden til at han går, er, at han skal spille næste aften, men det virker bare som et påfund, der er nemmere at acceptere end den virkelige grund. I teatrets fiktive verden kan han slippe væk fra virkelighedens grusomhed. Først troede Billy, at Rikke kunne helbrede ham, for han syntes, at hun virkede helbredende, og det tiltrak ham, men det var før han så hendes indre væsen.
På et særligt punkt minder Rikke og Billy meget om hinanden. De har begge dræbt kærligheden, det smukkeste, under deres ambitioner. Billy med sin karriere(linje 160-64), og Rikke med sin stræben efter at få det materialistiske i orden, før barnet kommer. ”Ingen kærlighed, så meget ved jeg, og så meget vidste også Rikke, kan overleve i underholdningsbranchens ilttelt” tænker Billy efter at have hørt noget af Rikkes historie. Dermed burde Billy kunne sætte sig ind i Rikkes liv, fordi de har oplevet det samme, men for Billy er det en uacceptabel fejl fra hendes side.
De to sørgelige skæbner har ofret sig for deres ambition. Rikke ville så gerne have det perfekte forhold uden nogen mangler for et kommende barn, at hun og Kenneth helt glemte at værne om deres forhold og egne personer. Hvorfor er det så vigtigt at have det materialistiske i orden, når et barn mest af alt har brug for forældrenes kærlighed? Billy ofrede sig selv for succes i teaterverdenen(linje 104-06). Billy mærker nu berømmelsens pris, hvilket er utroligt aktuelt i vores samfund, hvor næsten alle vil være berømte og medvirker i diverse talentshows og realityserier. De overvejer ligesom Billy ikke konsekvenserne af at være berømt. Presset og især ens manglende privatliv. Hele ens privatliv bliver rykket ud i medielyset, og det kan som i denne historie være dræbende for ens privatliv og personlighed, og ligesom Billy kan det føre til dyb ensomhed og et misbrug, lige meget hvor succesfuld man er(line 108). Nyeste tids såkaldte gennemgående selviscenesættelse. Alle tre personer i teksten blev ødelagt af deres ihærdige stræben efter, hvad de troede, var det, de manglede og savnede i livet. De dræbte det smukkeste, kærligheden, på en jagt efter noget så banalt og ligegyldigt, hvilket titlen så brutalt og samtidig uhyggeligt rammende anfanger.
Fortælleren i ”Mordet på det smukkeste” er helt klart en jeg-fortæller, hvilket kan ses lige fra start til slut, da Billy fortæller i jeg-form med dertilhørende egne kommentarer og tanker. Det er gjort for at vise Billys mangel på indsigt i sig selv. Umiddelbart virker han ganske normal, men ud fra den måde han tænker på og hans kommentarer, viser det stik modsatte sig. Hvis novellen var skrevet ud fra en tredje-person fortæller, ville vi ikke få de samme indblik i hans mangel på selvindsigt. Der er en tendens i den nyeste tid til at skifte eller kombinere fortæller, men i denne tekst gør den det ikke, i stedet har Morti valgt en jeg-fortæller. En jeg-fortæller er karakteristisk for perioden ved, at den symboliserer, at man ikke magter andre end sig selv. Det gælder også for forfatterne og passer ydermere godt på Billy.
Novellen er kronologisk opbygget, handlingen kommer i den rigtige rækkefølge. Der bruges i ”Mordet på det smukkeste” bagudsyn, fordi der bliver fortalt en historie, der har foregået. Det kan ses fra starten(linje 1), hvor Billy siger ”Der var engang en dag, hvor jeg ikke regnede med at opleve noget så specielt, som det jeg her vil fortælle”.
Nyeste tid har tendens til at fortælle meget i scener, og det gøres der også brug af i denne novelle. Dog er der ikke de store huller som nyeste tid også står for. I ”Mordet på det smukkeste” får man alligevel en del baggrundsviden om personerne, og man behøver ikke selv at skabe hele billedet af dem selv, de er skabt.
Sproget, personerne og historien passer godt på tiden, den er skrevet i. Historien er skrevet om samtiden med dertilhørende passende sprog. Indholdet i novellen fortæller yderligere meget rammende om vores kultur, identitet og personlighed nu til dags, med alle de problemer vi oplever. Alt det får forfatteren ud til læseren med en interessant, men sørgelig historie om to tragiske skæbner i nutidens samfund. Morti Vizki forstår flot at fastholde det fiktive og samtidig gøre det meget virkelighedstro. Historien er ikke det mest sandsynlige, men personerne har mange fælles karaktertræk og problemer passende til perioden, gør historien troværdig.
Novellen har efter min mening flere temaer, og de er ambitionen/berømmelsens konsekvenser, tidens overfladiske bekendtskaber og liv og død.
Det kan ikke være mere tydeligt, at et af temaerne er ambitionen/berømmelsens konsekvenser(linje 103-11 og 163-65), da det står direkte i novellen, og er dens hovedtema. Det kommer til udtryk ved, at alle bogens personer har lidt stor smerte, stadig gør og smerten har ændret dem som personer forårsaget af deres ambition om overfladisk lykke. Et godt, selvrealiserende og tilfredsstillende job kan godt skabe lykke, men ikke når ens parameter for succes er berømmelse. Mange af deres drømme og tidligere positive syn på tilværelsen og fremtiden er ødelagt.
Både Billy og Rikke får rykket deres intimsfære ud i offentlighedens skue, hvilket Billy gør med teater og Rikke med samleje med Kenneth foran fremmede. Det passer godt til perioden og den selviscenesættelse, der er kommet ved en ændring af vores vaner som f.eks. mobiltelefoni. Alt er blevet mainstream, og det er såkaldt identitetsskabende at være på, selvom det ofte skader ens identitet, som i novellen. Ikke mange kan klare at få rykket sin intimsfære ud i offentligheden, også derfor man hører så meget om de kendtes problemer med meget skiftende partnere og diverse misbrug.
Det andet tema, tidens overfladiske bekendtskaber, er for Billys vedkommende en konsekvens af hans ambitionsræs, men er alligevel meget sigende for tiden, vi lever i. Alle har så travlt med deres arbejde og facade, at de helt glemmer, at livet er andet end det. Det kan være nok så smart at kunne hilse overfladisk på en masse mennesker, men når man kommer hjem, og som Billy selv definerer en rigtig ven(linje 98-101), hvilket han i øvrigt ikke har, er de der simpelthen ikke. Billy undgår ligefrem de tætte relationer. Det ses ved, at Rikke kunne blive en vigtig person i hans liv, hvis han havde villet hjælpe hende, og lære hende bedre at kende, men det magtede han ikke. Det forarger mig, at Billy siger, at han kun tror mennesker kan betro sig til hinanden i verdens udkant(linje 255). Med sådan en holdning får han aldrig de menneskelige relationer, han så desperat mangler.
En årsag til de mange overfladiske bekendtskaber er, at før at man kan elske andre og være en ægte ven for dem, skal man også kunne elske sig selv. Billy elsker ikke sig selv eller hans tilværelse. Han finder den tom og ensom, og har store problemer med sit selvværd(linje 93), og finder som sagt kun tryghed i aktiviteter og ting uden dybere menneskelig kontakt. På mange måder viser det moderne menneske mange narcissistiske træk, og især det, der står klarest for mig, er, at man skal elske sig selv for at elske andre, hvilket narcissisten ikke kan. Narcissisten er desuden meget egocentreret, og de kan godt lide at selviscenesætte sig selv, og det passer endnu engang på Billy, der er meget på foran andre folk i hans arbejde. Narcissisme er et udtryk for en mindreværdsfølelse med selvhad og en følelse af tomhed. Desuden har narcissisten en svingende selvfølelse, identitetsproblemer samt et problematisk forhold til andre mennesker. Meget beskrivende ord om Billy, vores tid og generation.
Det sidste tema er liv og død, men ikke i den traditionelle forstand. I denne novelle ser jeg liv og død på den måde, at Billy og Rikke ikke lever efter, at de har myrdet det smukkeste. De kunne næsten ligeså godt ligge sig ned og dø langsomt, hvis de ikke får vendt deres uheldige kurve. Især Billy virker som en levende zombie, der helt har glemt, hvordan nogle af menneskets mest livsnødvendige følelser føles. Kærlighed, forelskelse, lykke og venskab er ikke noget, han føler mere, men noget han husker fra en svunden tid.
Til dette tema synes jeg godt, man kan perspektivere til billedet ”Mikado”. Billedet forestiller det kendte pindespil Mikado, men i stedet for pinde er det ampuller med blod i. Spillet symboliser livet, og dens mange valg med at finde de ”rette” pinde for en. De rette pinde kan både være partner, ven, karriere osv. Kunstneren Christian Lemmerz har valgt ampuller med blod i for at understrege, hvor vigtige vores valg i livet er, for om vi lever, eller som Billy ikke lever. Et dårligt valg i livet kan være lige så dræbende som en ampul forgiftet med diverse sygdomme. Billedet både skræmmer og fascinerer mig, fordi det får mig til at tænke på de valg, jeg stadig mangler at lave i livet, og hvor vigtige de er for min fremtid og lykke.
Budskabet er efter min mening meget klart, og er, at kærlighed er det vigtigste. Meget vigtigere end ens ambitioner. Det kommer til syne ved, at begge hovedpersonerne valgte ambitionens vej, hvilket har kostet dem dyrt i form af depression, identitetsforvirring og manglende sociale kontakter. I stedet for at følge ens ambition skal man huske at leve. Det erkender Billy, at han glemte(linje 164), og det nager ham meget efterfølgende, og han har erfaret, at han undervejs på ambitionens vej dræbte det smukkeste af alt mennesker kan opleve, kærligheden.
I stedet for at planlægge og tilrettelægge hele ens liv, skal man tro på skæbnen og leve i nuet. Man kan ikke som Billy og Rikke vente på det rigtige tidspunkt kommer, hvor alt materielt og karrieremæssigt er på plads. Hvis Billy havde troet noget mere på skæbnen og ikke holdt fast ved tanken om, at han er i etableringsfasen, kunne de måske have fået noget meget smukt sammen. Det samme gælder for Rikke og Kenneth. De ofrede sig virkelig for at få materialistiske ”ligegyldige” ting, og det kan man ikke lige komme over. Deres identitet, personlighed og selvværd blev hårdt ramt, hårdere end de havde troet muligt.
Morti Vizki mener, at den chance, der er for, at Billy og Rikke kunne opleve kærligheden sammen, er meget vigtig at forfølge, selvom det måske ikke stemmer overens med deres egne fremtidsplaner. Lev i nuet og tro på kærligheden, vær åben for nye muligheder og bekendtskaber, så kan det ikke gå helt galt.
Skriv et svar