“Muldskud” af Henrik Pontoppidan analyse og fortolkning

Muldskud

”Muldskud” er en novelle, som er fra novellesamlingen ”Krøniker” og er skrevet i 1890 under det moderne gennembrud. Novellen er skrevet af Henrik Pontoppidan, som er en af det moderne gennembruds største forfattere. Pontoppidans skrivestil er særligt karakteriseret ved ironi og realisme. Henrik Pontoppidan blev født d. 24. juli 1857 i Fredericia og døde D. 21. August 1943 i Charlottenlund. Pontoppidans skrivestil præsenterer den skrivestil som kaldes kritisk realisme. Det betyder altså at han forholder sig meget kritisk til samfundet, og i høj grad taler for de undertrykte igennem hans forfatterskab.

Novellen handler om et ældre formuende ægtepar, som sammen lever i velstand og lykke i deres eget lille jordiske paradis. Ægteparret lader ikke omverdenen forstyrre dem, hvilket er grunden til at de har valgt at lukke sig inde i deres egen lille verden. Et eksempel ses bl.a. på side 1, linje 24: ’’et virkeligt lille jordisk Paradis, i hvilket ikke let nogen Mislyd af Verdens Tummel eller nogen Mindelse om Livets jammer og Elendighed skulde kunne trænge forstyrrende ind’’. Vi hører om livet som ægteparret lever i den store villa, halvt et slot og den tilhørende have med springvands-bassin, rosenbede og det japanesiske lysthus. Alting går umiddelbart som det plejer, men hvad parret ikke ved, er at en ulykke snart indtræffer i deres perfekte hverdag. En dag hænger en midaldrende vagabond sig i et træ i den store smukke have, hvilket ændrer ægteparrets hverdag og ikke mindst syn på omverdenen.

I novellen får man en indsigt i hvordan de fattiges kår samt overklassens kår i det moderne gennembrud var. Som de fleste nok ved, var der utrolig stor social ulighed under det moderne gennembrud. En del af overklassen valgte bare at affinde sig med at se på den udbredte fattigdom, som nogle kunne være uheldige at være født ind i. Andre valgte at lukke det ude ved at fortrænge det. Måske fordi de var skræmte af hvordan verden så ud og at det snart ville blive dem, eller måske fordi de var ligeglade.

Første afsnit af teksten er i nutid, hvorefter tiden skifter til datid. Næsten hele novellen er derfor et flashback. Fortælleren er en altvidende fortæller, da personen ved en masse om bl.a. ægteparret, som ikke bliver forklaret direkte i teksten. Personen kender altså til ægteparrets holdninger og følelser, f.eks. ægteparrets holdning til at få børn, side 1, linje 49 ”Børn havde de aldrig haft og heller aldrig ønsket sig. De vidste, at den, Gud giver Børn, giver han ogsaa Sorger, og det havde netop været Formaalet for enhver af deres Handlinger saavidt muligt at sikre sig imod enhver Bekymring.” Fortælleren kan altså tænkes at være en ven eller bekendt af ægteparret. Dog kunne det tyde mest på at personen kunne være en tjener, som kender til ægteparrets historie, og som har kunnet observere hele historien for egne øjne. Derudover synes jeg også at fortælleren på en eller anden måde har en ironisk holdning til ægteparret. Igennem teksten kan man fornemme ironien og jeg har fundet et eksempel på side 1, linje 60: ”I adskillige Aar levede Ægteparret virkelig her i uforstyrret Glæde.” Fortælleren bruger ordet ”virkelig”, om at ægteparret var lykkelige, som indikerer at personen ikke selv kan tro det. Man kan altså derfor konstatere at fortælleren må være en smule ironisk.

Hele teksten igennem bliver der brugt lange og meget beskrivende sætninger. Der bruges utrolig mange tillægsord, som gør at læseren nemt kan danne sig en masse billeder inde i hovedet under læsningen. Nogle eksempler på meget lange sætninger er bl.a. de to første sætninger i novellen. Nogle eksempler på mange tillægsord er ses bl.a. på side 1, linje 2 ”en øde, bestandig ubeboet villa”.

Derudover er det også let af tyde på sproget at det er en ældre tekst vi har med at gøre, da det viser sig i stavningen af nogle af ordene f.eks. kunde, skulde, saa, baade og ogsaa.

En særlig ting jeg har lagt mærke til er at fortælleren formår at få alt i teksten til at lyde perfekt ved brug af positive tillægsord. Da den døde mand hænger i træet beskrives han følgende: ”Det var en midaldrende Fyr med kønne, endnu i Døden talende Træk, men saa mager og afpillet, at der ikke var Fugls Føde paa hans Krop. I hans gennemvaade Pjalter, i hans mørke Skæg og paa Enderne af hans krampagtigt krummede Fingre hang klare Dugperler og skinnede i Solen som Guld og Ædelstene.” Ordene kønne, guld og ædelstene får den døde mand til ikke at virke nær så skræmmende, som en død mand normalt ville virke i den virkelig verden.

Et muldskud er som de fleste nok ved, når en muldvarpe graver sig et hul i græsplænen. Hvis man nu forestiller sig en rigtig smuk have med en græsplæne, som der ikke er noget at sætte en finger på. Hvis der så en dag kommer et muldskud, vil det ødelægge det smukke og perfekte ved græsplænen. Man kan sagtens jævne muldskuddet, men man vil ikke kunne undgå muldskud derefter, fordi muldvarpen vil blive ved med at grave nye huller. Dette kan perspektiveres til tragedien i teksten, da deres meget perfekte have ”ødelægges” af den hængte mand i træet. Og selvom manden hurtigt blev fjernet, og ægteparret aldrig fik ham at se igen, var det alligevel som om han blev ved med at hænge der.

Husets herre og frue, som de kaldes i teksten, er begge formuende og lever i velstand. Formålet med enhver af deres handlinger er bedst muligt at sikre sig imod enhver bekymring fra omverdenen. De lever meget lykkeligt og uforstyrret i deres jordiske paradis, med et fælles ønske om at ”følges ad til Evighedens Porte og tilsammen træde det lille Skridt fra deres selvgjorte Eden ind i Himmelens store og evige Paradishave.” Parret har ikke nogen børn og ønsker sig heller ikke nogle, da de mener at børn bringer sorg, hvilket er i mod deres lykkelige liv. Igennem novellen udvikler både herren og fruen sig. Da de vælger at vælge de materielle goder fra og i stedet drage ud i verden og øve barmhjertighed.

Henrik Pontoppidans budskab med novellen er at det ikke er muligt at leve et isoleret liv for omverdenen. Fordi man er formuende og har penge til at gøre det, betyder det bestemt ikke at man bliver lykkelig på denne måde. Hele ægteskabet føles falsk pga. den her perfekte og lykkelige facade, som i høj grad må skyldes at hovedpersonerne er skræmte af virkeligheden og er bange for at blive ”ramt” af den. Livet bliver langt mere værdifuldt så snart man kan hjælpe og støtte hinanden og være en del af fællesskabet. Den hængte mand fik altså ægteparret til at indse at man ikke bare kan gemme sig fra virkeligheden. Det gav dem skyldfølelse og en dårlig smag i munden og lysten til at rette op på sine fejl ved at øve barmhjertighed. Det er altså aldrig for sent at gøre noget godt.

Ægteparret lever et så lykkeligt liv, at det næsten går hen og bliver ulykkeligt. Derfor mener jeg at novellen kan perspektiveres til filmen ”Et dukkehjem”, som vi så i 1. år af gymnasiet. ”Et dukkehjem” handler om et par, hvor deres ægteskab ikke har været andet end en lejeplads. Hele deres ægteskab har været en leg. Et dukkehus, hvor de blot var dukker, som havde deres faste rutiner indtil de en dag ikke længere havde dem.

Henrik Pontoppidan formår i den grad at formidle tekstens budskab. Han er utrolig god til at få gang i en debat om de fattiges kår, da han er meget kritisk over for samfundet. Han overdriver en masse i teksten, som næsten gør at teksten går hen og virker lidt som et eventyr på nogle punkter, da man hører om dette smukke slot ude i en skov, hvor et herskab bor med deres tjenestefolk. En anden ting som får teksten til at virke som et eventyr er slutningen, hvor ægteparret ”drog” ud i verden for at øve barmhjertighed. Novellen ender altså lykkeligt, hvilket er et kendetegn for eventyrer. Jeg tror at grunden til at han vælger at overdrive så meget, er at overdrivelse fremmer forståelsen. Der skal altså ikke være tvivl om hvad han synes om mennesker som ægteparret. Pontoppidan har et klart budskab og han er også kendt for i den grad at komme ud med det. Udover det fremgår der også noget ironi i novellen, som også er et af kendetegnene på Pontoppidans skrivestil.

Alt i alt er det en meget gennemført tekst af Henrik Pontoppidan, som helt klart er værd at læse, da den formår at sætte rigtig mange tanker i gang i hovedet på læseren.

”Rotter” er ligesom ”Muldskud” skrevet i det moderne gennembrud. I begge tekster bliver de fattiges kår taget op til debat. Henrik Pontoppidan viser sig fra underklassens side igennem hans forfatterskab. ”Rotter” handler om at de her bønder, får stjålet alt hvad de ejer af rotterne. Jeg tror i stor stil at rotterne skal forestille sig at være de rige og magtfulde, som tager alt fra bønderne. Pontoppidan opfordrer i digtet, at de fattige ikke skal give op, men derimod kæmpe for den frihed og ligestilling som de fortjener.