“Nattens dronning” af Tove Ditlevsen analyse og fortolkning

Nattens dronning

Tove Ditlevsens novelle ’Nattens Dronning’ fra digtsamlingen Paraplyen (1952), skildrer et såret familieliv, gennem en 10-årige piges tanker og følelser. Et familieliv hvor moderen går til karneval om natten, og faderen i afmagt, fornedrer og latterliggør, i stedet for at rose. Et familieliv der er præget af mangel på kommunikation og forståelse, som med al sit ødelæggende væsen, går ud over et barn, der på den måde tvinges ind i en voksendom, alt for hurtigt.

For at komme tæt ind på hovedkonflikten i novellen vil jeg, i følgende analyse; se lidt på miljøet, der er et udtryk for forfatterens udgangspunkt. Jeg vil se på fortællerens rolle, fordi det er et relevant tema, i og med at det er skrevet fra et barns øjne, og derved betyder meget for læserens opfattelse af teksten. Jeg vil komme ind på personerne i teksten, da de tre personer hver, har nogle meget stærke udtryk, og betydninger. Og jeg vil analysere på nogle materielle symboler, der er fremhævet i teksten, og giver udtryk for noget dybere, før jeg til sidst kommer med den endelige konklusion.

Tove Ditlevsen er kendt for at skildre barske miljøer, og barndommens hårdhed. Vi møder i digtet ’Barndommens gade’ en Tove Ditlevsen, der koldt og kynisk fortæller om hvordan barndommen slår fra sig, og virker hærdende på uskyldige børn. Det idylliske billede af en sund kærnefamilie bliver brudt, og den rå socialrealisme blive slynget i ansigtet på læseren. Også i denne novelle, tegner Ditlevsen, et billede af en barndom, fyldt med sorg og konflikter, der virker hærdende på det implicerede barn. Novellen forgår i en efterkrigstid, hvor arbejdsløshed er udbredt, og hvor der er lave lønninger og knaphed i befolkningen. I historien bliver det fremstillet ved at faderen er arbejdsløs det halve år, og pengene er knappe, så moderen må skrubbe hos folk. Også det sociale miljø er knapt, idet at konerne på gangen, sladrer om hinanden. Man kan sige, at både socialt og økonomisk, lever familien magert.

Vi møder tre personer; Moderen, Faderen og Grete. Historien er fortalt af en 3. Persons fortæller, men bliver udtrykt gennem Gretes tanker. Man kan benævne fortælleren, som værende en implicit fortæller, idet at det er Gretes indre vi følger. Vi har ikke aspekter fra forældrenes indre med, og vi ser kun det Grete ser. Også de konflikter der er, bliver fremstillet fra barnets synspunkt, fx kommunikationen mellem forældrene, mangel på penge, og forskellene mellem kønnene. Barnets synspunkt er et rent og klart billede af en følelsesmæssig forvirring. Et barn føler meget stærkt, og rent, og på baggrund af det, bliver der skabt et umiddelbart meget sort/hvidt billede af konflikternes væsen. Men under overfladen lurer tvivlen, og det komplicerede i at have forældre der ikke kan kommunikere ordentligt. Når Grete fx ser sin far være dobbelttydig i sin opførsel, først fornedre og latterliggøre moderen, og dernæst være ked af det, vælger hun at vende sig bort, og koncentrere sig om noget andet, som man kan se det i linje 40 s. 3: [… Han så på hende. Så underligt. Næsten som om han ikke kunne huske hvem hun var. Han s øjne var lisom så kede af det. Men han kunne da bare lade være med at være så ond mod mor. Og sige hun var et gammelt fugleskræmsel. Barnet blev beklemt om hjertet over de øjne. Hun vendte sig bort…]. Idet at hun som barn, og menneske har svært ved at rumme mere end ét aspekt. Mange mennesker har brug for fjendebilleder, der giver ulykken en grund. Et fjendebillede, som det Grete har skabt omkring sin far. Og hvis fjendebilledet bliver knust er der pludselig meget mere at forholde sig til, og det bliver meget sværere at holde styr på ens eget sjæleliv, når ulykken ikke har et konkret navn.

Når man skal skildrer personerne, kan man skildre forældrene, og gennem en karakteristik af forældrene, kan man se Gretes personlighed forme sig.

Moderen i historien, har fået en forherliget rolle. Hun står for Grete som et forbillede i alt. Barnet ønsker at ligne sin mor, og er fuld af beundring til dette væsen, der læser journaler, og går til karneval. Hun er en festlig kvinde, der [..ikke havde i sinde at undvære enhver fornøjelse, fordi hun havde en mand der ikke kunne lide at danse] (linje19, s. 2). Hun er en glad kvinde, der taler meget med sin datter som man kan se i linje8 s. 4: […ikke snakke med ham sådan som med mor, der fortalte Grete alting.] Men hun er undertrykt af hendes mand, der taler til hende i en konstant nedladende tone, som fx at kalde hende et fugleskræmsel.

Spørgsmålet er så, om der er noget i denne nedladenhed der skyldes, at det som moderen laver, til dette her karneval, ikke er helt acceptabelt. Man får et glimt af denne mulighed, i linje 1, s. 3: [”Du skulle ta og gå på arbejde sådan der i morgen” sagde han hånligt ”du kan nok lige nå at ta en taxa derhen, hvis du finder en, der er tosset nok til at betale for den”]

Faderens rolle i historien er som sagt et fjendebillede. Han er alle modsætningerne til det som moderen står for, kønsrollerne her, er også meget vigtige. Grete belyser det på denne måde: [Mænd gik på arbejde og når de var hjemme, sov de. Karneval var for damer. Grete var glad, hun var ikke en dreng.]. (linje 27, s. 1) Allerede her, bliver det tydeligt for læseren, at Gretes forbillede er moderen, og at hende forhold til faderen er meget distanceret. Hun beskriver det mandlige, som noget fraværende og noget som hun tager afstand fra, og selvom faderen gør forsøg på at vinde hendes gunst ved hjælp af brødrene Grimm eventyr, og venlige spørgsmål om hvad hun vil være når hun bliver stor, taber han konstant til moderens damejournaler, læbestift og kjoler. Det er tydeligvis et familieforhold, hvor ikke bare mor og far ikke kan tale sammen, men også far og datter går galt af hinanden på kommunikationen. Om det er kommunikationsbristen der forårsager den fjendtlighed som faderen udviser, eller om det er fjendtligheden der har forårsaget den dybe afgrund mellem kønnene i familien, er ikke til at vide, da dette jo ofte begge er reaktioner af hinanden.

(OBS. I følgende afsnit har jeg benyttet mig af udsagn fra Politikens Symbolleksikon fra 2003) I teksten bliver der brugt nogle fremtrædende symboler. Karnevalet som moderen drister sig til at tage til, er jo kendt som et syndigt mekka for folk der vil ud af hverdagens lænker, og i ly af masken kan boltre sig i nattens lyssky forretninger, og forbudte stævnemøder. I 1600’tallets Venedig kunne karnevalet udvikle sig til sande orgier af syndighed, og det udstråler jo at moderens hensigter, med at deltage i netop et karneval, og ikke noget andet fornøjeligt, som fx lystfiskning, eller ølsmagning, ikke er helt så rene som barnet ser det. Omvendt, har karnevalet den overordnede symbolik, at man vender tilbage til den oprindelige tilstand inden skabelsen, tilbage til tilværelsens lavere udviklingsmuligheder. Man kan se på det som om at det er moderens årlige genfødsel, og hendes afbræk fra den rolle hun er tvunget ned i til hverdag, og hvert år ved samme tid, på den måde genskaber sig selv, føder et nyt håb, og et nyt levegrundlag.

Et andet tydeligt, og meget vigtigt symbol, er parykken som moderen tager på hovedet, der er lavet af englehår der stikker. Noget det angiveligt skal være lavet af glas. Glas symboliserer én overgang til en anden, og ligesom i Askepot, hvor hendes tøfler er gjort af glas, er det her håret, der forvandler moderen til den dronning som hun er; Nattens dronning!

Kombineret med engle og den stikkende hårdhed, får håret pludselig en anden betydning for Barnet. Englene, der symboliserer budbringere fra oven, kommer med et budskab til barnet; ”livet stikker, livet gør ondt, og selv de smukkeste ting vil skade dig”. At hun knuger håret i hånden, på trods af at det gør ondt, kendetegner den hårdhed, som Tove Ditlevsen ynder at beskrive; ”Vi kommer til at gå igennem livet, med tårer ned ad kinderne, og stikkende glas omkring os. Og vi klarer det ikke, hvis vi ikke er hærdet.”

Også Titlen, ’Nattens Dronning’ kan man se som et vigtigt symbol. Natten symboliserer ligesom karnevalet, en genfødsel, men samtidig symboliserer den også, i følge Hesoid moderlighed og feminin kraft. Som en modsætning til faderen der sidder trist, og sammensunket på sofaen, kan man se moderens udklædning som nattens dronning, som et dødbringende våben i en magtkamp der pumper mellem kønnene.

Med den afsluttende bemærkning: [Det er vist lavet af glas, tænkte hun, og mærkede noget varmt løbe ned over ansigtet, og det var da helt fjollet at tude over sådan noget. Hun vidste jo i forvejen, at det stak] kommer Tove Ditlevsen med den endelige konklusion på novellen. Nemlig at det aldrig bliver nemt at leve. Det er hårdt for Grete at være barn. Hun har mange ting at tænke på, og nogle forældre, der hvirvler hende ind i nogle konflikter som hun slet ikke bør være en del af. Derfor tvinges hun også ud i en voksendom som hun slet ikke burde være en del af endnu. En voksendom, der ligeledes barndommen ikke er spor let. Hun opnår højere bevidsthed ved hjælp af englehåret, og reflekterer selv over, at hun jo godt ved at det gør ondt, men alligevel, græder hun.