”Nial og hans sønner brændes inde” analyse og fortolkning

Nial og hans sønner brændes inde

Islændingesagaerne skildrer konflikter mellem et individ og slægten eller imellem slægter. Centralt for dem er æresbegreber som tapperhed, loyalitet mod slægten, selvbeherskelse og handlekraft (Litteratursiden.dk), som det ses i ”Nial og hans sønner brændes inde”, et uddrag af den islandske saga ”Nials Saga”. Dette uddrag handler specifikt om konflikter og blodhævn imellem Nial og Flose og deres slægter. I en mordbrand udført af Flose og Sigfussønnerne på Nials gård, indebrænder Nial, hans kone og deres sønner, og som den eneste undslipper Kaare, Nials svigersøn.

Som oftest er en saga opbygget på baggrund af en konflikt, og det er også tilfældet i Nial og hans sønner brændes inde. Her hævner Flose og Sigfussønnerne sig på Nial og hans slægt, som lader livet, da de brændes inde på Nials gård, Bergthorshvol. I sagaen fremsiges flere skæbnesvangre forudsigelser, som forudgriber den fremtidige handling og på den måde fastlægger strukturen for sagaens handlingsforløb – forudsigelserne er sagaens drivkraft. Den første forudsigelse fremsiges af Bergthora, som forudser, at det er den sidste aften, hun, Nial og deres folk skal spise sammen: ”[…] denne Aften er det nok sidste Gang, jeg sætter Mad for mine Folk […] Og derpaa vil det være et Mærke, at Grim og Helge ville komme hjem i Aften, førend Folk ere mætte, og træffer det ind, saa vil mere gaa, som jeg siger” (s. 1, 18-22). Nial får herefter et fremsyn, hvor han ser, at noget frygteligt vil ske på gården Bergthorshvol: ”[…] Underlig synes det mig nu; mig tykkes jeg ser hele Stuen over, og at Gavlvæggene ere borte, men hele Bordet og Maden lutter blod” (s. 1, l. 1 24-26). Da det så viser sig, at Grim og Helge kommer hjem inden ”folk er mætte”, går det som Bergthora siger – det bliver den sidste aften, de spiser sammen. Flose og Sigfussønnerne får bugt med det meste af Nials slægt, da de brænder dem inde. Bergthoras forudsigelse og Nials fremsyn går dermed i ”opfyldelse”. Kaare, Nials svigersøn, undslipper dog og vil formentlig hævne sin slægt for at opretholde æren i bedste sagastil.

Nial er sagaens hovedperson og overhovedet i den ene af de to slægter og tager derfor de vigtige og afgørende beslutninger. Han har sammen med Bergthora sønnerne Skarphedin, Grim og Helge samt døtrene Thorgerd og Helga. Nial er en stor mand, som er vis og fremsynet, idet han forudser, hvad der vil ske på Bergthorshvol (s. 1, l. 1 24-26). Han er meget fredsæl og foretrækker ofte forlig og mægling frem for hævn og drab: ”Da gik Nial til Døren og sagde: ”Er Flose saa nær, at han kan høre mine Ord?” Flose svarede, at han kunde høre dem. Nial vedblev: ”Vil du tage mod Forlig med mine Sønner, eller tillade nogen at gaa ud?” (s. 4, l. 29-32). Hos familie og venner nyder Nial stor respekt. Selvom Skarphedin, Nials søn, tvivler på nogle af hans beslutninger, vil han alligevel gå i døden med ham: ”Lader os gøre, hvad vor Fader vil; det vil være os gavnligst.” ”Det ved jeg ikke for vist,” sagde Skarphedin, ”thi han nu er Døden nær; men jeg kan gerne gøre min Fader det til Vilje at lade mig brænde inde med ham […]” (s. 2, l. 33-36). Hos Flose og hans skare af mænd, er Nial også respekteret, fordi de ved, at de er ham underlegne: ”Lader os nu lægge Mærke til, hvad Beslutning de tage; thi hvis de blive udenfor, saa tror jeg aldrig det kan lykkes os at angribe dem […] vi ville da lide saa stort et Tab, at ikke mange ville kunne sige, hvo der sejrede” (s. 2, l. 11-17). Dertil siger Grane Gunnarsen, at det vil gå galt, hvis de angriber Nial og hans mænd: ”Da er vor Færd falden ilde ud,” sagde Grane Gunnarsen, ”hvis vi skulle turde anfalde dem” (s. 2, l. 13-14). Endelig er Nial en mand, der forstår at berolige og sætte mod i kvinderne, da de jamrer sig, fordi Flose har sat ild til gården: ”Skikker Eder vel og tager ikke saaledes paa Veje; thi dette er kun et kort Uvejr, og der skulde dog være lang Frist imellem det og et andet saadant. I tror ogsaa, at Gud er saa miskundelig, at han ikke vil lade os brænde baade i denne Verden og i den anden” (s. 4, l. 24-27).

Flose er overhovedet i den anden slægt, og ligesom Nial træffer han vigtige og afgørende beslutninger. Han er desuden leder af den skare af mænd, der brænder Nial og hans familie inde. Det er en uværdig handling, som gør ham fej, fordi han ikke kæmper som en rigtige mænd. Flose ved dog, at det er en helt gal handling: ”To Kaar ere forhaanden, og intet af dem er godt; det ene at drage bort, og det er vor Bane, det andet at stikke Ild paa og brænde dem inde, men derved paadrage vi os et stort Ansvar for Gud, da vi selv ere kristne Mænd; og dog vil vi gribe til dette Raad” (s. 4, l. 6-9). Til trods for det vælger han alligevel at gøre, som han gør og står ikke fast på det, han egentlig tror på – han ligger under for samfundets normer og tør ikke bryde dem.

Floses hævnmotiv er, at Skarphedin, Nials søn, hævnede Grane Gunnarsens far, Thraen, ved at slå ham ihjel. Skarphedin har lavet et overgreb på et medlem af Floses slægt, og det må han gengælde for at genoprette æren og undgå, at Nials slægt bliver han bane. Flose får derfor samlet sig en stor skare af mænd, og sammen drager de af sted for at dræbe Nials sønner. Dette leder frem til, hvor Nial, Bergthora og deres sønner brændes inde på Bergthorshvol. Både Nial og Bergthora får dog chancen for at slippe væk derfra, men de lever begge til fulde op til sagaidealet om at lade æren komme før livet: ”Jeg vil byde dig Udgang, Nial Bonde, thi det er ubilligt, at du brænder inde.” Nial svarede: ”Jeg vil ikke gaa ud, thi jeg nu er en gammel Mand og lidet skikket til at hævne mine Sønner, men jeg vil ikke leve med Skam.” Flose sagde da til Bergthora: ”Gaa du ud Husfrue, thi jeg vil for ingen Del indebrænde dig.” Bergthora svarede: ”Jeg blev ung gift med Nial, og har lovet ham, at vi skulde dele Ve og Vel med hinanden.” Derpaa gik de begge to ind” (s. 5, l. 17-24). Her ses tydeligt i praksis, hvordan Nial hellere vil lade livet, frem for at leve med skammen over ikke at være i stand til at hævne sine sønner. På den måde undgår Nial, at han får et dårligt eftermæle og i stedte vil blive husket som en stor mand.

Det lykkes for Flose at få sin blodhævn, men fordi Nial handler som han gør, er det umuligt for Flose at føle stolthed ved udåden, og dette ses blandt andet med følgende: ”Man vil kalde det baade stort og ondt, men derved er nu intet at gøre” (s. 7, l. 25-26). Flose ved, at det han har gjort egentlig er forkert, og det er derfor ikke nødvendigvis en hævngerrig mand, der er tale om, men nærmere en mand, som blot acceptere forholdene som de er og hvis værdier, etik og moral ligger under for samfundets grundregler og love.

Slægtsfejde, blodhævn og kampen for ære og stolthed er således alle tematikker, som er gennemgående i sagaen og fungerer som dens spændingsfelt.