“Nissen hos spækhøkeren” analyse og fortolkning

Nissen hos spækhøkeren

Hvad hvis man skulle vælge mellem at opnå en højere, måske endda guddommelig, forståelse også ens helt kendte menneskelige materielle behov. For på den ene side, hvordan kan en ’åbenbaring’ være sammenlignelig med noget så gement som mad, og på den anden side bliver man jo ikke mæt af ’åbenbaringer’ og hvis man ikke får stillet sine menneskelige behov, betyder ’åbenbaringer’ så noget? – Hvad ville vægte højest og ville det over hoved være muligt at vælge mellem de to? Dette dilemma står Nissen overfor i H.C Andersens tingseventyr ”Nissen hos Spækhøkeren” skrevet i 1952.

”Nissen hos spækhøkeren”, omhandler, som titlen også angiver, en nisse som bor hos en velhavende spækhøker. Her er han godt tilfreds med at være, da han hver jul får et fad grød. En aften kommer en student, som bor i kvisten hos spækhøkeren, ned for at købe lys og ost. Osten han ønsker at købe er pakket ind i et stykke papir fra en poesi bog, og studenten vælger i stedet for at købe osten, at få poesi bogen med sig. Som afskedsord sammenligner studenten, spækhøkeren med en bøtte grundet hans uforstand på poesi. Nissen forstår ikke hvorfor studenten siger dårlige ting om spækhøkeren og om bøtten. Om natten tager han derfor spækhøkerens kones mundlæder og udspørger forskellige genstande i deres viden om poesi. Forsikret om at studenten er forkert på den går nissen op til ham, her ser han ind af nøglehullet og oplevet noget nærmest guddommeligt i og med studenten læser i poesibogen. Her starter nissens dilemma, for aldrig har han oplevet noget så smukt og han ønsker at blive hos studenten, men hvis han gør det vil han ikke få grød. En nat er der brænd i genboens gård og nissen reder poesibogen, men han beslutter sig samtidig for at han ikke kan vælge mellem de to, og eventyret slutter altså med nissens ’valg’ om splittelse.

I dette tingseventyr optræder tre centrale personer, og hver især er de personificeringen af forskellige værdier. Først i eventyret bliver man præsentret for Studenten, og meget hurtigt bliver det gjort klart ”han boede på kvisten og ejede ingenting”(l. 1 s. 1). Da han senere skal købe lys og ost hos spækhøkeren, og han fravælger osten frem for poesibogen ”lad mig få den i stedet for osten! Jeg kan spise smørebrødet bart!(…)”(l 18-19 s.1 ) bliver det bekræftet at han fravælger de dødelige menneskelige behov og til vælger i stedet det ’ guddommelige’, som kunsten, i dette tilfælde poesibogen, symbolisere ”der stod ud af bogen en klar stråle, der blev til en stamme, til et mægtigt træ, som løftede sig så højt og bredte sine grenevidt ud over studenten.”(l. 16-18 s.2). Denne ’opløftning’ og afstands tagen til menneskelige behov/følelser bliver gennem hele eventyret pointeret, specielt da genboens gård brænder ”(…) inde hos studenten, som stod ganske rolig ved det åbne vindue og så ud på ilden, der var i genboens gård.”(s.3 l.28-29) igen er han ’oppe’ og ser ’ned’– han er altså løftet over de menneskelige behov, selv ikke flammerne frygter han.

Den efterfølgende person, som bliver præsenteret i eventyret er Spækhøkeren. Han fungerer som en fuldkommen modsætning til studenten – han repræsenterer altså netop det menneskelige behov. Den første modsætning er allerede helt i begyndelsen af eventyret, hvor studenten boede på kvisten og ejede ingenting, boede spækhøkeren ”i stuen og ejede hele huset”(s.1 l. 3)- forskellen på deres materielle rigdom er altså enorm, hvilket også fremkommer ved branden da ”spækhøkeren løb efter sine obligationer(…) hver ville rede det bedste”(s.3 l. 25 & 26), men studenten har intet af materiel værdi han kan eller vil rede. Tidligere i eventyret gør Studenten opmærksom på deres modstridende værdier ”De er en prægtig mand, en praktisk mand, men poesi forstår De Dem ikke mere på, end en bøtte!”(s. 1 l. 20-22). Spækhøkeren er ligeglad med ordene, dermed er han også lukket for andre ting end, hvad han kan opnå af materielle goder. I romantikken var synet på kunstnere, at de var ’ophøjede’ i hierarkiet når det galt om at nå Gud – der kan altså godt drages en parallel mellem studenten og H.C Andersen selv. Da denne parallel skabes, kan man altså godt argumentere for, at H.C Andersens syn på de to værdier formentlig kommer til udtryk, da ligevægten for hvad han mener tipper i retning af studenten. Hermed er de to hovedværdier allerede blevet præsenteret.

Den sidste centrale person i eventyret er Nissen, han har ikke som sådan sin egen værdi, men er til gængæld splittet mellem de to andres værdier. I begyndelsen af eventyret er Nissen fuldkommen styret af de materielle behov som spækhøkeren står for, det er også derfor at: ”(…)ham holdt nissen sig til, for her fik han hver juleaften et fad grød med en stor klump smør i!”(s.1 l.3-4). Men da studenten kritiserer spækhøkerens uvidenhed, omkring ting som poesi, bliver nissen harm ”Men nissen ærgrede sig, at man turde sige sligt til en spækhøker”(s.1 l. 24-25). Her er grundstenen til nissens splittelse, da han nu skal beslutte hvorvidt studenten har ret. Der kommer mundlæderet ind, og dets rolle er at holde fast i trygheden der, for nissen, ligger i at beholde hans materielle livssyn. Hurtigt bliver nissen dog fortryllet, af denne helt nye ’guddommelige’ værdi, som studenten repræsenterer ”Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, endsige set og fornummet.”(s.2 l. 22-23) og han tænker ”jeg tror, at jeg vil blive hos studenten – !”(s.2 l.29) men øjeblikket efter indser han ”Studenten har ingen grød”(s.2 l. 30) – Nissen er ikke længere tilfreds med kun at få fyldt hans mave med grød – repræsentanten for de materielle behov, men han har derimod heller ikke nok ’mod’ til helt at give sig hen til poesien, og den åbenbaring som den øjensynligt ville medføre.      Denne længsel mod noget ’guddommeligt’, men evige fastbundenhed i det jordiske, er et meget tidstypisk træk for Romantikken, som dette eventyr er skrevet i – specifikt er stilretningen kaldet platonisme, Om end dette H. C Andersens eventyr dog er skrevet lidt sent når det kommer til den periode i romantikken, hvor platonisme er mest udbredt. Stilretningen platonisme, og den splittelse den repræsenterer, findes i mange tekster fra romantikken.

Et eksempel er en anden af H.C Andersens eventyr kaldet ”Den lille Havfrue”. På samme måde som med nissen, er Havfruen splittet mellem det jordiske – der er i form af hendes ønske om at opleve menneskenes verden, og det ’guddommelige’ – i form af hendes ønske om en udødelig sjæl. Modsat nissen vælger hun dog det ’guddommelige’ fuldt ud, og opnår altså denne ’oplysning’ og opløftning som nissen aldrig får. En anden romantisk tekst, hvor ’lige ved og næsten’ princippet også er markant, er i Staffeldts digt ”Indvielsen”. Her ligger splittelsen ikke, som et bevidst valg, men længslen efter noget mere end de jordiske bånd – som platonisme også bruger urolig meget, fremkommer tydeligt. Både hovedpersonen i ”Indvielsen” og Nissen selv, længes efter det de oplever i glimtet af den ’guddommelige åbenbaring’. Modsat ”indvielsen”, er Nissen ikke på samme måde bevidst om tabet, men for begge parters vedkommende, bliver denne ’åbenbaring’ kortvarig og de menneskelige behov træder igen i kraft ”og det var så koldt, så koldt, men det følte den lille først, når lyset slukkedes inde på tagkammeret, og tonerne døde hen for vinden.”(s.3 l.14-16).

Afslutnings vis beslutter nissen sig aldrig om hvor den vil være. Der er tegn på, at selvom han har oplevet det’ guddommelige’ forstår han stadig ikke dets egentlige værdi – han redder poesibogen ”den lille nisse greb på bordet den vidunderlige bog(…) husets bedst skat var frelst!”(s. 3 l. 30 & 31), men det er ikke som sådan den i sig selv der er ’guddommelig’, det er det den repræsenterer, hvilket som tidligere nævnt igen kan være et tegn på, at H.C Andersens også er af den romantiske opfattelse af digterens forhøjede rolle. Studenten er derved den eneste i fortællingen, som reelt har forstået det hele.

Det er værd at nævne at selvom nissen forbliver splittet – hentyder fortællingen til, at man skal søge mod det ’guddommelige’ i stedet for det materielle, men der er også en erkendelse fra H.C Andersen om at nissens valg ”(…) var ganske menneskeligt! – vi går alle til spækhøkeren – for grød”(s. 3 l. 39-40)

Som opsamling på det hele, kan man sige, at H.C Andersens tingseventyr afsluttes med, at selvom Nissen opdager der er mere ved tilværelsen, end hans materielle behov, forbliver han splittet mellem de to vidt forskellige værdigrundlag der optræder i eventyret. Derved får han bragt Platonismen – om end den er lidt atypisk for denne sene periode i romantikken, ind, i og med denne splittelse aldrig bliver afklaret, og selvom længsel mod noget ’større’ er der, er det kun studenten der formår at komme helt tæt på. Derved kan man sige, at som sådan er Nissen altså en personfiksering på hvordan H.C Andersen opfatter mennesker, og måske lidt sig selv– de forbliver, som med platonismen, splittet mellem det dødelige og det guddommelige, og derved kan de ikke opnå fuld ’oplysning’.