Nissen hos spækhøkeren analyse og fortolkning

Nissen hos spækhøkeren

Litteraturhistorisk sluttede romantikken omkring midten af 1800-tallet, men under selve perioden fra omkring 1830 opstod en anderledes strømning. Denne tid kaldes romantismen, og her fokuserede forfattere mindre på det metafysiske og det perfekte og mere på emner som psykologiske splittelser i individet. Dette er netop et gennemgående tema i kunsteventyret ”Nissen hos spækhøkeren” skrevet af H.C.Andersen i 1853. Som i mange andre eventyr er budskabet med denne tekst helt centralt, og derfor vil jeg arbejde mig hen imod dette i min analyse og fortolkning.

I eventyret følger vi en nisse, der bor hos en spækhøker. Nissen er meget glad for at bo der, fordi spækhøkeren giver ham julegrød med en smørklat. En dag kommer studenten, der bor på kvisten, ned og skal købe noget brød og ost, men ender med at få en poesi bog med, som spækhøkeren ville smide ud. Studenten beskylder spækhøkeren for ikke at forstå sig på poesi, og det vil nisse ikke finde sig i da han er så glad for spækhøkeren. Men da han går op til studentens værelse, for at give ham en lærestreg, oplever han det smukke ved poesiens verden, gennem et vidunderligt træ der vokser ud af bogen. Han beslutter sig for at han hellere vil bo hos studenten, men han kan dog ikke give helt slip på spækhøkeren på grund af grøden.

Fortælleren i historien er personbundet til nissen, vi hører hvad nissen tænker og følger begivenhederne rundt om ham. Dette ses bl.a. her: ”Men nissen ærgrede sig”, s.1 l. 24-25. Forfatteren ønsker altså, at det er nissen, som læseren skal identificere sig med. Det gør, at vi i historien følger nissens udvikling, som det ses i ovenstående resumé. Dette er jo et meget sædvanligt eventyrtræk, hvor vi følger nissens udvikling til hans endelige selvrealisering. Dette betyder også, at en strukturalistisk analyse kan være meget anvendelig, kontraktmodellen er i særdeleshed anvendelig i dette tilfælde. Den første kontrakt har vi mens, at nissen bor hos spækhøkeren, og alt er som det plejer. Kontraktbruddet sker så idet at nisse går op til studenten, hvor hans øjne bliver åbnet for poesien. Det er også her hans indre konflikt starter, da han egentlig gerne vil bo hos studenten, men ikke kan undvære spækhøkerens grød. Herefter er han ikke længere tilfreds med det liv, han har hos spækhøkeren, og længes efter poesien. Selvovervindelsen, der fører til den endelige genetablering af kontrakten, kommer så da genboens hus brænder, og nissen vælger at redde poesibogen. Genetableringen af kontrakten sker så, da ilden bliver slukket, og nissen beslutter sig for, at han vil dele sig mellem studentens poesi og spækhøkerens grød.

For at se på hvordan forfatteren overleverer sit budskab, vil jeg se på sproget i teksten. Da det, som nævnt tidligere, er nissens udvikling, vi følger, og ham vi identificerer os med, giver det god mening at vi er inde i hovedet på nissen i det meste af teksten, f.eks. ”Nej, sådan herlighed havde den lille nisse aldrig tænkt sig, endsige set og fornummet”, s. 3 l. 23-24, lige efter at nissen har set det vidunderlige træ fra poesibogen. Det indre synspunkt, som forfatteren har på nissen, gør at læseren bedre kan sætte sig ind i nissens splittelse, og hvad det er der trækker ham i hvilken retning. Undertiden kommer der også enkelte forfatterkommentarer, f.eks. lige efter nissen har sagt, at han vil blive hos studenten: ”og han tænkte – og tænkte fornuftigt, og så sukkede han: ”Studenten har ingen grød!””, s.2 l. 29-31. Forfatterkommentaren ”og tænkte fornuftigt” gør, at læseren bliver ledt på vej til forfatterens egentlige budskab. Havde forfatteren brugt et negativt ladet ord til at beskrive nissens tanke, havde det således gjort, at læseren ville forstå budskabet i en anden retning. I teksten bruges også en del sammenligninger, f.eks. ”nej så snart lyset skinnede ned fra kvist kammeret, så var det, ligesom om strålerne var stærke ankertorve, der drog ham derop”, s.3 l.4-6. Sammenligningen her gør, så læseren bedre kan sætte sig ind i nissens situation og forstå hvor stærk hans tiltrækning er. Til slut i teksten bruger forfatteren en aforisme, ”Og det var ganske menneskeligt! – Vi andre går også til spækhøkeren – for grøden”, s.3 l. 49-50. Her sætter han kort tekstens budskab op, for at opsummere det for læseren. Samtidig sætter han sig selv ned på niveau med alle andre mennesker, idet han skriver ”vi”. På denne måde gør han op med romantikkens syn på forfatteren som et oplyst geni, hvilket også placerer teksten mere i romantismen.

Når forfatteren, som nævnt tidligere, ønsker at læseren skal identificere sig med nissen, er det ikke kun for indlevelsens skyld, men også så læseren bedre kan relatere til det budskab, forfatteren har med teksten. I denne tekst er det bestemt relevant at kigge på billedsprog og symboler for, at vi kan forstå hvad forfatteren egentlig prøver at sige med nissens splittelse. Da læseren skal identificere sig med nissen for at sætte sig ind i hans situation og overføre budskabet til det virkelige liv, bliver nissen et symbol på forfatterens menneskesyn under romantismen. Derudover er der også tale om billedsprog i forhold til nissens indre konflikt. På realplanet har vi i historien om nissens splittelse mellem spækhøkerens grød og studentens poesi. På billedplanet har vi derimod en større og mere bredspektret betydning, nemlig splittelsen mellem det åndelige og det materielle, eller det guddommelige og det jordiske. Studentens poesi er altså et symbol på det åndelige, som nissen så gerne vil opnå. Da det åndelige i sin natur jo ikke er noget håndgribeligt, må det altså ses som en form en for sindstilstand, hvor personen, der har opnået denne sindstilstand, er lykkelig og ser verden på en ny og smukkere måde. Nissen tilbageholdes så fra at opnå denne sindstilstand grundet hans materielle behov, hvilket grøden symboliserer. Disse fortolkninger kan overføres til personerne i teksten, henholdsvis spækhøkeren og studenten. Spækhøkeren ejer en masse, og ser ikke en værdi i poesi på samme måde, som studenten gør. Han er altså meget materiel, mens studenten uden problemer bytter osten, der er et symbol på noget materielt eller fysiske behov, ud med poesibogen, der er altså er en genstand for åndelig ophøjelse. Derudover bor spækhøkeren i stuen, og er således ”nede på jorden”, mens studenten bord på kvisten, hvilket kan sammenlignes med at ”være oppe i skyerne”. Der er altså klare tegn i teksten på at studenten og spækhøkeren repræsenter henholdsvis materielle og åndelige værdier. Der er dermed tale om at spækhøkeren er en personifikation af det materielle, mens studenten er en personifikation af det åndelige. Det at disse værdier tillægges nogle personer, gør at budskabet bliver mindre abstrakt og mere håndgribeligt for læseren.

I løbet af min analyse og fortolkning nævner jeg mange gange budskabet, men hvad er dette budskab egentlig? Temaet i teksten er splittelsen mellem det åndelige og det materialistiske, med hvad når vi frem til? Det kan flere steder i tekstens ses, hvad det egentlig er forfatteren prøver at sige med denne tekst, et meget godt eksempel er: ”Hvor det måtte være mageløst dejligt at sidde med studenten under det træ, men det kunne ikke ske, – han var glad ved nøglehullet”, s.3 l. 10-13. Nissen kan altså ikke flytte ind hos studenten grundet hans behøv for grøden, og må derfor nøjes med at opleve poesien fra nøglehullet. Efter at have konkluderet at studenten er et symbol på åndeligheden, kan det her ses hvordan nissen indser, at han aldrig vil kunne opnå den suveræne åndelighed, som studenten har, grundet hans fysiske og materielle behov der binder ham til spækhøkeren. Dette slår nissen sig så tilfreds med, han er altså glad for hans plads ved nøglehullet. Derudover kommer budskabet selvfølgelig også frem i det at nissen beslutter sig for at dele sig mellem poesien og spækhøkeren. Men ud fra denne konklusion fås ikke den helt samme dybde i budskabet, som det er muligt gennem analyse og fortolkning af specifikke punkter, som i ovenstående nedslag.

Tekstens kan perspektiveres til ”Indvielsen” fra 1804 af A.W. Schack von Staffeldt. I ”Indvielsen” starter jeg fortælleren med at være på et normalt jordisk plan, men efter at jeg’et oplever en metafysisk begivenhed, føler personen pludselig at jorden er et fængsel. Perspektiveringen til denne tekst ligger hovedsageligt i kontrasten mellem de to tekster. Selvom hovedpersonen i begge tekster starter på et jordisk eller materielt plan, så er der en stor forskel idet, at jeg fortælleren i ”Indvielsen” har en form for længsel, som om der mangler noget. Hvorimod at Nissen i ”Nissen hos spækhøkeren” ikke indser, at der mangler noget før han oplever poesien. Der er også forskel på hvordan hovedpersonerne i teksterne har det efter de har oplevet henholdsvis poesien i ”Nissen hos spækhøkeren” og den metafysiske begivenhed i ”Indvielsen”. Nissen ender med at acceptere, at han er bundet til de materielle og jordiske behov. I mens at Jeg’et i ”Indvielsen” ender med at føle, at det jordiske er et fængsel for ham og blot vil opleve det himmelske igen. Netop disse forskelle i de to tekster er gode til at repræsentere de to op grænsende litteraturhistoriske perioder de kommer fra. I ”Indvielsen”, der er skrevet under romantikken, ser man tydeligt den totale stræben efter det perfekte og det sublime, både idet at hovedperson føler en form for længsel inden han oplever det, og især idet at han efter oplevelsen føler at det jordiske liv er et fængsel. Hvorimod der i ”Nissen hos spækhøkeren” sker en accept hos hovedpersonen af at de jordiske behov hæmmer en fra at opnå total åndelig opløftelse. Hvilket passer fint med, at man under romantismen netop indser at det perfekte ikke er realiserbart.

Til sidst kan jeg så konkludere at H.C.Andersen hele tiden i teksten arbejder med henblik på budskabet, og at hele teksten er bygget op omkring dette budskab, som er at mennesket altid vil være bundet af dets materielle behov, men stadig kan opnå en vis grad af åndelig ophøjelse, omend ikke en total ophøjelse, og at det er fint nok. Derudover kan jeg konkludere at teksten litteratur historisk adskiller sig fra det oprindelige romantiske menneskesyn, og hælder mere til romantismen.