Noter: Europæisk integration siden 1945

Europas situation efter 2. verdenskrig.

Efter 2 verdenskrige, var Europa svækket og delt. Imperierne var opløst og Europa blev delt op imellem kommunisme (Sovjet – Østeuropa) og kapitalisme (Vesteuropa). Derudover blev Tyskland også delt op mellem kapitalisme og kommunisme, hvilket dannede baggrund for konflikten imellem Sovjet og USA (den kolde krig)

De store Vesteuropæiske stater Storbritanien og Frankrig var i svære økonomiske vanskeligheder. Det var nødvendigt med støtte fra mægtige USA, for at komme ud af den Europæiske krise.

Det var nu USA og Sovjet der dominerede Europa, imens befolkningen i Europa måtte sidde og håbe på det bedste.

Supplement: USA’s politik var præget af, at man ville hjælpe Europa genoprette sig selv i et kapitalistisk ideologisk præget samfund. Hvorefter Europa skulle kunne klare sig selv, uden USA´s støtte. USA´s motiv var at skabe et tæt samarbejde med Europa, som skulle danne baggrund til et stærkt økonomisk samhandel. USA kunne bruge Europa som et godt eksportmarked og omvendt kunne importere vare fra Europa.

Denne situation dannede udgangspunkt i bestræbelser om at forene Europa.

Fra deling til samling:

Det første skridt til samling, skete på amerikansk initiativ – nemlig oprettelsen af OEEC i 1948. (Organisation Europæisk økonomiske samarbejde.

Dens vigtigste funktion var, at nedbryde de mange restriktioner for handl mellem de Europæiske lande.

På de militære område, blev der i 1948 indgået et forsvarsforbund mellem Storbritannien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg. Betydningen var dog midlertidig begrænset, da det ikke ville være nok til at modstå angreb fra Sovjet. Det krævede USA´s hjælp.

I 1949 oprettedes NATO (Atlanterpagten), som var USA´s militære garanti, til Europa om militær støtte. ”Hvis man bliver angrebet, så skal medlemmerne af pagten, komme til undsætning.”

Politisk var der uenighed omkring hvordan samarbejdet skulle fungere.

Føderalister: myndighed over de fælles institutioner

Funktionalister: uforpligtende mellemstatslig samarbejde fra sag til sag.

Føderalisme (af latin foedus, foedera, “forbund”) er et organisationsprincip og en politisk filosofi. Som organisationsprincip indebærer føderalisme at enheder, selv om de bevarer en vis grad af selvbestemmelse, er bundet sammen med en fælles ledelse eller regering. Mange stater i verden har en føderal struktur, f.eks. USA og Tyskland. Føderalisme som politisk filosofi er specielt påvirket af politisk katolicisme, og har som mål både at fremme lokalt demokrati og internationalt samarbejde.

Føderalister, funktionalister og Europarådet 1949:

I 1948 blev der afholdt kongres i Haag med deltagelse af 20 europæiske lande. Her sejrede det funktionalistiske synspunkt.

Og der blev oprettet et Europaråd i 1949, hvortil der sendes repræsentanter for deltagerlandenes parlamenter.

Derudover oprettedes et ministerrådet. Europarådets vigtigste resultat, var vedtagelsen af en europæisk menneskerettighedskonvention, som medlemslandene tiltrådte. Dertil oprettedes en menneskerettighedsdomstol i Haag, hvis kendelse medlemslandene lovede at respektere.

Europarådet fik ingen myndighed, og fungerede derfor som en uforpligtende diskussionsklub.

Dannelsen af De Europæiske Fællesskaber (EF) 1957.

I 1951 underskrev og samordnede Frankrig, Vesttyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien deres kul- og stålproduktion under en fælles, overnational kontrol. Trådte i kraft i 1952.

Det betød økonomiske fordele, men det betydningsfulde aspekt var det politiske.

Pagten skabte afhængig og landene afgav reelt at føre egen, national oprustningspolitik.

Det var især vigtigt for Tyskland, for at opnå anerkendelse som et normalt, demokratisk europæisk land efter 2. Verdenskrig.

Storbritannien foretrak at forblive udenfor dette samarbejde pga. deres politik. Det var uantageligt at underordne sig fælleseuropæisk institutioner, da de fortsat så sig selv som centrum i et imperium. De økonomiske interesser pegede på deltagelse i Europæiske samarbejde, mens udenrigs- og sikkerhedspolitiske selvforståelse byggede på tæt britisk-amerikansk samarbejde, det atlantiske perspektiv og på Commonwealth-samarbejdet.

Commonwealth of Nations tidligere Det britiske statssamfund er er en sammenslutning af kolonimagten Storbritannien, en række tidligere britiske kolonier, og områder der fortsat er under britisk styre eller under administration af andre medlemmer af statssamfundet.

Rom-traktaten 1957

Her var Kul- og Stålunionen blevet en trædesten på vejen til Romtraktaten. For de 6 deltagere i Kul- og Stålunionen sluttede sig sammen i et europæisk økonomisk fællesskab, på dansk forkortet til EF.

Traktaten indførte overstatslige institutioner:

Ministerrådet, Europakommissionen, Europaparlamentet og Europadomstolen.

Ministerrådet: den magtfulde besluttende myndighed med repræsentanter fra medlemslandende, med hver antal stemmer, alt efter landets størrelse.   4stemmer til Vesttyskland, Italien, Frankrig og 2 til Holland og Luxembourg.

Kommissionen: til opgave at fremlægge forslag og føre ministerrådets beslutninger ud i livet..

Europaparlamentet: repræsentanter for landenes parlamenter med rådgivende myndighed.

Domstolen: Fortolke EF´s regler og tage stilling til stridsspørgsmål mellem medlemslandene.

EFTA og Danmark 1959-1972

I 1959 tog Storbritannien initiativ til at samle en gruppe små europæiske lande om sig i et frihandelsområde for industrivarer = EFTA (European Free Trade Association).

Det var en nødløsning mellem Storbritanniens politik og økonomiske interesser.

EFTA var et rent frihandelsarrangement i modsætning til EF. Det omfattede ikke landbrugsvare og havde ingen overstatlig myndigheder.

Landene var Danmark, Norge, Sverige, Østrig, Schweiz og Portugal.

Det var uheldigt for Danmark, at Storbritannien (EFTA) og Vesttyskland (EF) var placeret i hver sin økonomisk blok, da det var vores to største eksportmarkeder.

Motiver til at placere sig i EF: Vesttyskland og landbrugspolitik med garanteret mindste priser.

Motiver til at placere sig i EFTA: Storbritannien og de nordiske lande.

Danmark valgte EFTA pga. politiske overvejelser: udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk knyttet til Storbritannien. Og følte sig stærkere knyttet til de nordiske lande end til Europa.

Storbritannien og Danmark i EF 1972

EF viste sig at være en meget stærkere og økonomisk dynamisk end EFTA. Fra 1958-1961 voksede EF´s BNP med hele 25%. Det var dobbelt så meget som Storbritannien kunne præstere.

Derfor søgte Storbritannien og Danmark ind i EF 1961. Men blev afslået, da Frankrigs præsident frygtede deres ledende rolle i EF ville blive udfordret af Storbritannien. Derudover stræbede Frankrigs præsident også efter europæisk uafhængig fra USA, hvilket nok ikke kunne opnås hvis Storbritannien kom ind i EF, da deres politik før havde søgt tæt samarbejde med USA.

I 1969 gik Frankrigs daværende præsident af og hans politik svækkedes gevaldigt. I løbet af få års forhandlinger, fik Storbritannien lov til at blive medlem i 1973.

Danmark, Norge og Irland fulgte efter.

I 1972 blev dansk medlemskab til EF bekræftet ved folkeafstemning. Mens en norsk folkeafstemning endte med et nej til EF.

Medlemskabet gav Danmark store økonomiske gevinster. I løbet af få år tredobles landbrugseksporten til Vesttyskland, og EF´s landbrugspolitik gav en samlet gevinst på 6,6 milliarder kr. i 1979.

Det stadig voksende fællesskab 1973-1986

EF voksede; Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1986.

Forudsætningen for EF var demokratisering, og derfor var EF indirekte med til at fremme afskaffelsen af diktaturerne i Grækenland og Portugal i 1974 og Spanien i 1977.

Samarbejdsproblemer

I 1970erne og begyndelsen af 1980erne havde europæiske lande store økonomiske vanskeligheder med arbejdsløshed. De enkelte lande førte økonomisk politik hver for sig, med snævrer nationale perspektiver.

Landbrugspolitikken var et stort problem. Den garanterede landbrugerne mindstepriser for deres produkter, hvilket medførte overproduktion i disse år. Derfor måtte EF opkøbe store mængder af fødevare til oplagring. Denne overskudsproduktion måtte enten sælges, til tredjelande (Asien) til foræringspriser eller destrueres.

Landbrugspolitikken lagde således beslag på 2/3 dele af budgettet. Det gav anledninger til stærke politiske konflikter mellem de lande der fik meget ud af det og dem der ikke fik så meget ud af det.

Danmark var nok et land der fik meget ud af det, da det var et landbrugsland der primært levede af landbruget.

Når man søgte samarbejde om nye områder, skete det ofte uden om Rom-traktaten (EF).

Det vigtigste var her forsøget på at skabe et valutasamarbejde, for at holde stabile valutakurser. Men det resulterede i, at dollaren ikke længere fungerede som grundlag for faste, internationale valutakurser. Samarbejdet fik ringe succes, fordi lande sprang ud og ind af det, alt efter hvornår de synes det passede deres interesser bedst.

Ny dynamik: det indre marked 1986

Hovedårsagen var at finde i Europas svage økonomiske udvikling.

Europæiske lande var markant langsommere end USA og Japan til at overvinde økonomiske vanskeligheder. Det overbevidste de ledende europæiske politikere om, at der var behov for at styrke Europas konkurrenceevne gennem skabelse af et fuldkommen frit indre marked for varer og tjenesteydelser.

Man besluttede at alle handelshindringer skulle harmoniseres i Den fælles Europæiske Akt i 1986. dvs. EF-pakken.

Beslutningerne enedes man om, at kunne vedtages ved 2/3 deles flertal, dvs. veto-retten blev afskaffet på dette område.

Derudover fik Parlamentet øget indflydelse, da de nu kunne forkaste ministerrådets beslutninger i sager vedrørende det indre marked.

Delors Versus Thatcher

Jacques Delors dynamisk og indflydelsesrig kommissionsformand fra 1985-1994. Han var føderalist og mente at det indre marked må logisk følge have, at medlemslandene på mange andre områder måtte føre en fælles politik.

Delors modpol var den britiske premierminister Margaret Thatcher, der repræsenterede det funktionalistiske synspunkt. Hun var modstandet af at overføre kompetence til EF-institutionerne. Men enig i at skabe et frit, indre marked.

Nøgleordene i den dominerende økonomisk-politiske tendens i 1980erne og 1990erne, var deregulering og privatisering.

EU og Europas heling.

I årene 1989-1990 vaklede og faldt de kommunistiske regimer i Østeuropa, hvilket gav muligheder for at skabe et samlet Europa og frigøre de Østeuropæiske lande fra Sovjetisk eller Russisk dominans.

Warszawa-pagten og Comecon blev opløst. Tyskerne udnyttede situationen til at gennemføre en genforening af de to tyske stater – mindre end et år efter murens fald i 1989.

Sammenbrudet af Warszawa pagten betød, at Sverige, Finland og Østrig kunne træde ind i EU 1995. Førhen havde deres pålagt neutrale status hindret dem i at måtte få medlemskab.

Alle de østeuropæiske lande søgte havde politiske mål om medlemskab i NATO, for at sikrer sig mod Rusland. Og medlemskab i EU, som stod som den eneste tænkelig vej mod stabilitet og økonomiske velstand.

De østeuropæiske lande og NATO og EU.

I første omgang afviste man de østeuropæiske landes ønske om medlemskab i NATO, da det ville virke som en stor provokation mod Rusland, som var i besiddelse af Atom-våben og store militære styrker.

I løbet af 1990erne svækkedes Rusland både økonomisk og politisk. Det endte med, at i 1997 accepterede Rusland NATO´s udvidelse mod øst til gengæld for små, mindre vigtige indrømmelser. Og NATO lovede ikke at opstille Atom-våben i de nye medlemsstater.

Nye medlemslande 1999: Tjekkiet, Polen og Ungarn

Nye medlemslande 2004: Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Bulgarien, Slovakiet og Slovenien.

EU behøvede ikke at tage samme militærpolitisk betingede hensyn til Rusland som NATO. Derfor erklærede EU rede til at optage de østeuropæiske lande i 1993.

Frankrig og de sydeuropæiske lande var dog skeptiske, da indtagelse af østeuropæiske lande, ville betyde mindre politisk indflydelse fra deres side og reducere Frankrigs position i EU. Desuden havde Tysklands genforening betydet, at Tyskland nu var den klart største stat i EU, i stedet for Frankrig.

EU opstillede tre betingelser til nye ansøgere:

1. ansøgerlandet skulle være med et stabilt demokrati og beskyttelse af menneskerettigheder.
2. have en velfungerende markedsøkonomi, der kunne klare sig i EU.
3. landet generelt skulle kunne tilslutte sig EU´s målsætninger.

Fra planøkonomi til markedsøkonomi

For de østeuropæiske lande var omvæltningen fra planøkonomi til markedsøkonomi en svær og smertefuld proces.

I 1991 opløstes de østeuropæiske samarbejdsorganisation COMECON, og kort efter gik Sovjet i opløsning. Derved mistede en mængde østeuropæiske virksomheder deres markeder. De var ikke i stand til at finde alternative afsætning i Vesteuropa, deres produktion var ikke indstillet på at kunne konkurrere på et europæisk marked.

Det resulterede i dramatisk produktionsfald, der fortsatte i adskillige år efter omvæltningen. Derudover skabte privatiseringen af virksomhederne mv. store sociale forskelle i befolkningerne.

Millioner blev kastet ud i fattigdom, mange blev arbejdsløse, da store umoderne industrivirksomheder, der havde levede trygt under planøkonomien, måtte lukke fordi de ikke kunne klare de nye markedsvilkår.

Det resulterede i folkelig utilfredshed, hvilket gav de politikere der havde stået i spidsen for de antikommunistiske partier store valgnederlag. Derfor fik de gamle kommunistpartier et come back som reformerede, demokratiske socialistiske partier.

Det var dog bemærkelsesværdig, at de tidligere kommunister var fast besluttet på, at få deres land integreret i Vesteuropa gennem medlemskab i EU og NATO.

Østeuropæiske lande i EU 2004

Forhandlingerne om optagelse af de mange nye medlemslande var langvarig og vanskelig.

Men i 2002 lykkedes det at nå frem til en aftale om optagelse af hele 10 nye medlemmer:

Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Malte og Cypern.

Fra 2004 havde EU dermed 25 medlemmer.

I 2005 blev der undertegnet aftaler om optagelse af Bulgarien og Rumænien.

Udviklingen af EU-samarbejdet 1991-2005

Sammenbruddet af østblokken gav i 1990erne Delors og europæiske føderalister medvind, da det var en udbredt opfattelse, at de vesteuropæiske stater måtte styrke deres samarbejde og forbedre deres evne til at optræde samlet af hensyn til stabiliteten i Europa og for at undgå, at udvidelsen af EU til 25 eller flere lande skulle gøre det umuligt af træffe beslutninger og dermed udvande samarbejdet til blot at være et regulært frihandelssamarbejde.

Hertil kom overbevisningen om, at de udfordringer, de europæiske lande stod over for, var af sådan en karakterm at de ikke kunne imødegås inden for de gamle nationalistiske rammer.

Det gjaldt miljøproblemerne, flygtninge- og indvandrerpolitikken, energipolitikken, forskning og økonomisk politik.

Det førte til nye traktater, hvor de grundlæggende tendenser var:

færre områder med vetoret

øget brug af flertalsafgørelser frem for afgørelser med kvalificeret flertal

parlamentets magt udvidelse

flere områder blev inddraget under EU

Maastricht-traktaten 1991: fra EF til EU

Maastricht-traktaten, der blev indgået i Maastricht i 1991 mellem medlemslandene i det daværende EF, omdannede EF til Den Europæiske Union (EU). I Danmark blev traktaten i 1992 nedstemt ved en folkeafstemning, hvilket førte til, at Danmark fik indført en række forbehold angående fælles mønt, fælles forsvarspolitik, fælles retspolitik og unionsstatsborgerskab ved topmødet i Edinburgh senere samme år

Traktaten indebar:

Afskaffede vetoretten på nogle områder

Forøgede parlamentets indflydelse: parlamentet skal nu godkende en nyudnævnt kommission, før   den kan træde til

De 3 søjler:

1.Samordne økonomiske politik og danne et ØMU-samarbejde = fælles mønt = euro. Og en Europæisk centralbank til at administrere den fælles valuta. Aftalen trådte i kraft 2001, hvor Euroen afløste nationale valutaer, undtagen i Danmark, Sverige og Storbritannien. Dermed er Euro-landenes økonomier bundet uløseligt sammen.

1.Arbejdsmarkeds- og socialpolitik og miljøpolitik var nu overstatslige. Her kunne beslutninger fremover træffes ved kvalificeret flertal (2/3 dele flertal).

2.Udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk samarbejde, blev nu en del af unionstraktaten. På dette område kan der kun træffes beslutninger ved enstemmighed. Meget vigtigt varm at EU`s sikkerhedspolitik var bundet sammen med NATO. Der skulle ikke oprettes et separat EU-militærapparat.

3. retsmæssige, politimæssige, indvandrer- og flygtningepolitikken mv. Her skal beslutningerne træffes ved enstemmighed, men med senere overgang til kvalificeret flertal.

I 1997 blev Maastricht-traktaten fulgt op med Amsterdam-traktaten.

Nice-traktaten år 2000

Nyfordeling af mandaterne i Europa-parlamentet, og nye regler for, hvad der skal til for, at et forslag kan vedtages i ministerrådet.

Grundreglen blev, at et forslag for at blive vedtaget dels skulle have et flertal af lande bag sig, dels skulle støttes af lande, der tilsammen mindst skulle udgøre 62% af EU´s befolkninger. Hensigten var at skabe en balance mellem store og små lande.

Nice-traktaten er en traktat vedtaget i Nice af Ministerrådet til at erstatte de tre tidligere eksisterende traktater:

Maastricht-traktaten, der blandt andet indeholdt startskuddet til Euroen og tre-søjle-strukturen i EU.

Rom-traktaten, der lå til grund for EF og Det Europæiske Atomenergifællesskab

Paris-traktaten, der lå til grund for Kul- og Stålunionen

Traktaten trådte i kraft den 1. februar 2003.

Traktatens primære formål var at ændre den institutionelle struktur i EU for at forberede sig på den forestående udvidelse af EU. Amsterdam-traktaten skulle have forberedt denne opgave, men mange fandt, at denne ikke i tilstrækkelig grad havde forberedt EU-samarbejdet til dette.

Forfatningstraktaten

Efter at have eksisteret i snart 50 år og med et større antal traktater som baggrund følte politikerne, at der var brug for en forenkling af disse traktater og en yderligere smidiggørelse af samarbejdet. Samtidig stod man over for optagelsen af 10 nye lande og dermed at nå op på 25 medlemslande, hvilket betød, at det ville blive mere besværligt at at få truffet afgørelser, når ting skal besluttes enstemmigt.

Derfor nedsatte man i december 2001 et konvent, der skulle stå for at lave et udkast til en ny traktat, som konventet selv besluttede at kalde en forfatningstraktat. Ved at lave et konvent bestående af medlemmer af de enkeltes landes parlamenter og regeringer, samt repræsentanter for Europa-Parlamenet håbede man at kunne skabe noget folkelighed omkring forfatningsprocessen. Konventet kom med sit udkast i juli 2003, hvorefter regeringslederne gik i gang med forhandlinger. Man nåede dog ikke til enighed før juni 2004 efter flere topmøder, hvor man undervejs ikke var sikker på, at man faktisk ville nå til enighed.

Efter at regeringslederne var blevet enige om traktaten, var det så meningen, at den skulle ratificeres. Ud af de 25 lande besluttede de 10, at de ville holde en folkeafstemning, heriblandt Danmark. Spanien fik et stort flertal hjem, men allerede i den anden folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005 blev traktaten nedstemt. Et par dage efter, den 1. juni, skulle Holland så stemme og de stemte også nej. Dette betød reelt, at forfatningen var blevet forkastet, eftersom den skal ratificeres af alle lande før den træder i kraft, og Danmark aflyste da også sin folkeafstemning. I øjeblikket er arbejdet med traktaten gået i stå i en såkaldt tænkepause, indtil man finder ud af, hvordan man kommer videre herfra.

EU og udenrigspolitikken

EU har ikke politiske handlekraft og militære midler til at gribe ind i situationer som f.eks. Jugoslaviens borgerkrig.

EU er ikke en militær stormagt og er desuden heller ikke uafhængig af NATO.

Desuden ser udenrigske samarbejde urealistisk ud, ved syn af USA i 2003 besluttede at angribe Irak. Her delte EU-landene sig op i to lejre. Den ene sluttede sig op om USA og sendte tropper ud i deltagelse af angrebet, mens den anden halvdel afviste at støtte krigen.

Danmark og EU

Side 360-361 i kompendium ”fra deling til samling”

EU – spørgsmål man skal kende svaret på

(ud fra s. 341-348)

1. Hvilket år blev kul- og stålunionen oprettet?

1950-1951

1. Hvilket år blev EF dannet og hvem var de 6 medlemmere? Hvad hedder den traktat, som dannede basis for EF?

Frankrig, Vesttyskland, Holland, Belgien, Luxembourg og Italien.

Rom-traktaten dannede basis for EF. 

1. Var det primært økonomisk eller politisk samarbejde?

Økonomisk samarbejde.

1. Hvad var EF`s vigtigste mål fra begyndelsen?

Fællesmarked, oprustningspolitik, fælles ydre toldmur, landbrugspolitik (støtte) 

1. EF´s organisationsstruktur:

Ministerråd: mest magtfulde (landenes ministrer/repræsentanter mødes og diskutere problemstillinger og tager beslutninger)

Kommissionen: udarbejder forslag (arbejder for Europa uden nationale interesser)

Europarlament: rådgivende myndighed, repræsentanter for deltagende landes parlamenter.

Domstolen: den dømmende magt.

1. Hvad var EFTA?

Frihandelssamarbejde mellem England, Danmark og andre lande

1. Hvornår kom Danmark med i EF og hvorfor?

1972

økonomiske fordele

England gik ind i EF, hvilket medvirkede til, at Danmark også ville ind, da England og Danmark er tætte samhandelspartnere. 

Gode EU links:

www.euforbegyndere.dk

http://europa.eu./index_da.htm

www.eu-oplysningen.dk/

http://www.um.dk/da/menu/eu

Pointeoversigt:

Europæisk integration siden 1945

• Europas situation efter 2. verdenskrig

Europas situation efter 2. verdenskrig.

Efter 2 verdenskrige, var Europa svækket og delt. Imperierne var opløst og Europa blev delt op imellem kommunisme (Sovjet – Østeuropa) og kapitalisme (Vesteuropa). Derudover blev Tyskland også delt op mellem kapitalisme og kommunisme, hvilket dannede baggrund for konflikten imellem Sovjet og USA (den kolde krig)

De store Vesteuropæiske stater Storbritanien og Frankrig var i svære økonomiske vanskeligheder. Det var nødvendigt med støtte fra mægtige USA, for at komme ud af den Europæiske krise.

Det var nu USA og Sovjet der dominerede Europa, imens befolkningen i Europa måtte sidde og håbe på det bedste.

Supplement: USA’s politik var præget af, at man ville hjælpe Europa genoprette sig selv i et kapitalistisk ideologisk præget samfund. Hvorefter Europa skulle kunne klare sig selv, uden USA´s støtte. USA´s motiv var at skabe et tæt samarbejde med Europa, som skulle danne baggrund til et stærkt økonomisk samhandel. USA kunne bruge Europa som et godt eksportmarked og omvendt kunne importere vare fra Europa.

• Årsager til oprettelsen af Kul- og stålunionen

Formålet var at samle medlemsstaternes kul- og stålressourcer i en samlet pulje; kul og stål var af afgørende betydning for at kunne føre krig, og ved at skabe fælles kontrol med ressourcerne håbede man at kunne sikre sig mod endnu en europæisk krig. Derudover var der økonomiske fordele.

• Dannelsen af EF – hvem og hvorfor?

Rom-traktaten 1957

• EFs vigtigste mål og samarbejdsområder i begyndelsen

• EFs organisationsstruktur

Ministerrådet, Europakommissionen, Europaparlamentet og Europadomstolen.

Ministerrådet: den magtfulde besluttende myndighed med repræsentanter fra medlemslandende, med hver antal stemmer, alt efter landets størrelse.   4stemmer til Vesttyskland, Italien, Frankrig og 2 til Holland og Luxembourg.

Kommissionen: til opgave at fremlægge forslag og føre ministerrådets beslutninger ud i livet..

Europaparlamentet: repræsentanter for landenes parlamenter med rådgivende myndighed.

Domstolen: Fortolke EF´s regler og tage stilling til stridsspørgsmål mellem medlemslandene.

• Danmark og EF/EU

EFTA og Danmark 1959-1972

I 1959 tog Storbritannien initiativ til at samle en gruppe små europæiske lande om sig i et frihandelsområde for industrivarer = EFTA (European Free Trade Association).

Det var en nødløsning mellem Storbritanniens politik og økonomiske interesser.

EFTA var et rent frihandelsarrangement i modsætning til EF. Det omfattede ikke landbrugsvare og havde ingen overstatlig myndigheder.

Landene var Danmark, Norge, Sverige, Østrig, Schweiz og Portugal.

Det var uheldigt for Danmark, at Storbritannien (EFTA) og Vesttyskland (EF) var placeret i hver sin økonomisk blok, da det var vores to største eksportmarkeder.

Motiver til at placere sig i EF: Vesttyskland og landbrugspolitik med garanteret mindste priser.

Motiver til at placere sig i EFTA: Storbritannien og de nordiske lande.

Danmark valgte EFTA pga. politiske overvejelser: udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk knyttet til Storbritannien. Og følte sig stærkere knyttet til de nordiske lande end til Europa.

Storbritannien og Danmark i EF 1972

EF viste sig at være en meget stærkere og økonomisk dynamisk end EFTA. Fra 1958-1961 voksede EF´s BNP med hele 25%. Det var dobbelt så meget som Storbritannien kunne præstere.

Derfor søgte Storbritannien og Danmark ind i EF 1961. Men blev afslået, da Frankrigs præsident frygtede deres ledende rolle i EF ville blive udfordret af Storbritannien. Derudover stræbede Frankrigs præsident også efter europæisk uafhængig fra USA, hvilket nok ikke kunne opnås hvis Storbritannien kom ind i EF, da deres politik før havde søgt tæt samarbejde med USA.

I 1969 gik Frankrigs daværende præsident af og hans politik svækkedes gevaldigt. I løbet af få års forhandlinger, fik Storbritannien lov til at blive medlem i 1973.

Danmark, Norge og Irland fulgte efter.

I 1972 blev dansk medlemskab til EF bekræftet ved folkeafstemning. Mens en norsk folkeafstemning endte med et nej til EF.

Medlemskabet gav Danmark store økonomiske gevinster. I løbet af få år tredobles landbrugseksporten til Vesttyskland, og EF´s landbrugspolitik gav en samlet gevinst på 6,6 milliarder kr. i 1979.

• EFs vækst: kampen mellem føderalister og funktionalister

• Samarbejdets problemer igennem 1970’erne og 1980’erne

Samarbejdsproblemer

I 1970erne og begyndelsen af 1980erne havde europæiske lande store økonomiske vanskeligheder med arbejdsløshed. De enkelte lande førte økonomisk politik hver for sig, med snævrer nationale perspektiver.

Landbrugspolitikken var et stort problem. Den garanterede landbrugerne mindstepriser for deres produkter, hvilket medførte overproduktion i disse år. Derfor måtte EF opkøbe store mængder af fødevare til oplagring. Denne overskudsproduktion måtte enten sælges, til tredjelande (Asien) til foræringspriser eller destrueres.

Landbrugspolitikken lagde således beslag på 2/3 dele af budgettet. Det gav anledninger til stærke politiske konflikter mellem de lande der fik meget ud af det og dem der ikke fik så meget ud af det.

Danmark var nok et land der fik meget ud af det, da det var et landbrugsland der primært levede af landbruget.

Når man søgte samarbejde om nye områder, skete det ofte uden om Rom-traktaten (EF).

Det vigtigste var her forsøget på at skabe et valutasamarbejde, for at holde stabile valutakurser. Men det resulterede i, at dollaren ikke længere fungerede som grundlag for faste, internationale valutakurser. Samarbejdet fik ringe succes, fordi lande sprang ud og ind af det, alt efter hvornår de synes det passede deres interesser bedst.

• Det indre marked fra 1986: årsag og virkning

Ny dynamik: det indre marked 1986

Hovedårsagen var at finde i Europas svage økonomiske udvikling.

Europæiske lande var markant langsommere end USA og Japan til at overvinde økonomiske vanskeligheder. Det overbevidste de ledende europæiske politikere om, at der var behov for at styrke Europas konkurrenceevne gennem skabelse af et fuldkommen frit indre marked for varer og tjenesteydelser.

Man besluttede at alle handelshindringer skulle harmoniseres i Den fælles Europæiske Akt i 1986. dvs. EF-pakken.

Beslutningerne enedes man om, at kunne vedtages ved 2/3 deles flertal, dvs. veto-retten blev afskaffet på dette område.

Derudover fik Parlamentet øget indflydelse, da de nu kunne forkaste ministerrådets beslutninger i sager vedrørende det indre marked.

• Murens fald 1989 og dens indvirkning på det europæiske samarbejde

Tyskerne udnyttede situationen til at gennemføre en genforening af de to tyske stater – mindre end et år efter murens fald i 1989. Tyskland var nu det største land i EU.

• Overgangsproblemer for nye medlemslande

Fra planøkonomi til markedsøkonomi

For de østeuropæiske lande var omvæltningen fra planøkonomi til markedsøkonomi en svær og smertefuld proces.

I 1991 opløstes de østeuropæiske samarbejdsorganisation COMECON, og kort efter gik Sovjet i opløsning. Derved mistede en mængde østeuropæiske virksomheder deres markeder. De var ikke i stand til at finde alternative afsætning i Vesteuropa, deres produktion var ikke indstillet på at kunne konkurrere på et europæisk marked.

Det resulterede i dramatisk produktionsfald, der fortsatte i adskillige år efter omvæltningen. Derudover skabte privatiseringen af virksomhederne mv. store sociale forskelle i befolkningerne.

Millioner blev kastet ud i fattigdom, mange blev arbejdsløse, da store umoderne industrivirksomheder, der havde levede trygt under planøkonomien, måtte lukke fordi de ikke kunne klare de nye markedsvilkår.

Det resulterede i folkelig utilfredshed, hvilket gav de politikere der havde stået i spidsen for de antikommunistiske partier store valgnederlag. Derfor fik de gamle kommunistpartier et come back som reformerede, demokratiske socialistiske partier.

• EU’s traktater

Rom-traktaten 1957

Her var Kul- og Stålunionen blevet en trædesten på vejen til Romtraktaten. For de 6 deltagere i Kul- og Stålunionen sluttede sig sammen i et europæisk økonomisk fællesskab, på dansk forkortet til EF.

Traktaten indførte overstatslige institutioner:

Ministerrådet, Europakommissionen, Europaparlamentet og Europadomstolen.

Ministerrådet: den magtfulde besluttende myndighed med repræsentanter fra medlemslandende, med hver antal stemmer, alt efter landets størrelse.   4stemmer til Vesttyskland, Italien, Frankrig og 2 til Holland og Luxembourg.

Kommissionen: til opgave at fremlægge forslag og føre ministerrådets beslutninger ud i livet..

Europaparlamentet: repræsentanter for landenes parlamenter med rådgivende myndighed.

Domstolen: Fortolke EF´s regler og tage stilling til stridsspørgsmål mellem medlemslandene.

Maastricht-traktaten 1991: fra EF til EU

Maastricht-traktaten, der blev indgået i Maastricht i 1991 mellem medlemslandene i det daværende EF, omdannede EF til Den Europæiske Union (EU). I Danmark blev traktaten i 1992 nedstemt ved en folkeafstemning, hvilket førte til, at Danmark fik indført en række forbehold angående fælles mønt, fælles forsvarspolitik, fælles retspolitik og unionsstatsborgerskab ved topmødet i Edinburgh senere samme år

Traktaten indebar:

Afskaffede vetoretten på nogle områder

Forøgede parlamentets indflydelse: parlamentet skal nu godkende en nyudnævnt kommission, før   den kan træde til

De 3 søjler:

1.Samordne økonomiske politik og danne et ØMU-samarbejde = fælles mønt = euro. Og en Europæisk centralbank til at administrere den fælles valuta. Aftalen trådte i kraft 2001, hvor Euroen afløste nationale valutaer, undtagen i Danmark, Sverige og Storbritannien. Dermed er Euro-landenes økonomier bundet uløseligt sammen.

1.Arbejdsmarkeds- og socialpolitik og miljøpolitik var nu overstatslige. Her kunne beslutninger fremover træffes ved kvalificeret flertal (2/3 dele flertal).

2.Udenrigspolitisk og sikkerhedspolitisk samarbejde, blev nu en del af unionstraktaten. På dette område kan der kun træffes beslutninger ved enstemmighed. Meget vigtigt varm at EU`s sikkerhedspolitik var bundet sammen med NATO. Der skulle ikke oprettes et separat EU-militærapparat.

3. retsmæssige, politimæssige, indvandrer- og flygtningepolitikken mv. Her skal beslutningerne træffes ved enstemmighed, men med senere overgang til kvalificeret flertal.

I 1997 blev Maastricht-traktaten fulgt op med Amsterdam-traktaten.

Nice-traktaten år 2000

Nyfordeling af mandaterne i Europa-parlamentet, og nye regler for, hvad der skal til for, at et forslag kan vedtages i ministerrådet.

Grundreglen blev, at et forslag for at blive vedtaget dels skulle have et flertal af lande bag sig, dels skulle støttes af lande, der tilsammen mindst skulle udgøre 62% af EU´s befolkninger. Hensigten var at skabe en balance mellem store og små lande.

Nice-traktaten er en traktat vedtaget i Nice af Ministerrådet til at erstatte de tre tidligere eksisterende traktater:

Maastricht-traktaten, der blandt andet indeholdt startskuddet til Euroen og tre-søjle-strukturen i EU.

Rom-traktaten, der lå til grund for EF og Det Europæiske Atomenergifællesskab

Paris-traktaten, der lå til grund for Kul- og Stålunionen

Traktaten trådte i kraft den 1. februar 2003.

Traktatens primære formål var at ændre den institutionelle struktur i EU for at forberede sig på den forestående udvidelse af EU. Amsterdam-traktaten skulle have forberedt denne opgave, men mange fandt, at denne ikke i tilstrækkelig grad havde forberedt EU-samarbejdet til dette

Forfatningstraktaten

Efter at have eksisteret i snart 50 år og med et større antal traktater som baggrund følte politikerne, at der var brug for en forenkling af disse traktater og en yderligere smidiggørelse af samarbejdet. Samtidig stod man over for optagelsen af 10 nye lande og dermed at nå op på 25 medlemslande, hvilket betød, at det ville blive mere besværligt at at få truffet afgørelser, når ting skal besluttes enstemmigt.

Derfor nedsatte man i december 2001 et konvent, der skulle stå for at lave et udkast til en ny traktat, som konventet selv besluttede at kalde en forfatningstraktat. Ved at lave et konvent bestående af medlemmer af de enkeltes landes parlamenter og regeringer, samt repræsentanter for Europa-Parlamenet håbede man at kunne skabe noget folkelighed omkring forfatningsprocessen. Konventet kom med sit udkast i juli 2003, hvorefter regeringslederne gik i gang med forhandlinger. Man nåede dog ikke til enighed før juni 2004 efter flere topmøder, hvor man undervejs ikke var sikker på, at man faktisk ville nå til enighed.

Efter at regeringslederne var blevet enige om traktaten, var det så meningen, at den skulle ratificeres. Ud af de 25 lande besluttede de 10, at de ville holde en folkeafstemning, heriblandt Danmark. Spanien fik et stort flertal hjem, men allerede i den anden folkeafstemning i Frankrig den 29. maj 2005 blev traktaten nedstemt. Et par dage efter, den 1. juni, skulle Holland så stemme og de stemte også nej. Dette betød reelt, at forfatningen var blevet forkastet, eftersom den skal ratificeres af alle lande før den træder i kraft, og Danmark aflyste da også sin folkeafstemning. I øjeblikket er arbejdet med traktaten gået i stå i en såkaldt tænkepause, indtil man finder ud af, hvordan man kommer videre herfra.

• Krav til nye medlemslande – og betydning for EU når EU vokser

1. ansøgerlandet skulle være med et stabilt demokrati og beskyttelse af menneskerettigheder.
2. have en velfungerende markedsøkonomi, der kunne klare sig i EU.
3. landet generelt skulle kunne tilslutte sig EU´s målsætninger.

• Forfatningstraktat og Lissabon-aftalen – hvor er EU på vej hen?

Lissabontraktaten (også kaldet Reformtraktaten) er den foreslåede erstatning for Traktat om en forfatning for Europa (Forfatningstraktaten), der ikke blev ratificeret. Detaljerne for den 16 sider lange tekst blev forhandlet på plads på Det Europæiske Råds møde i Bruxelles 21. og 22. juni 2007. Mødet måtte dog forlænges til 23. juni kl. 5, hvor resultatet blev offentliggjort.

Traktaten blev færdigforhandlet på EU-topmødet i Lissabon den 18–19. oktober 2007, og blev formelt undertegnet den 13. december 2007 af EU’s stats- og regeringschefer.

Traktaten er ratificeret af Danmark den 24. april 2008.

Under en folkeafstemning i Irland 12. juni 2008 stemte et flertal nej til Lissabontraktaten

Reformtraktatens indhold

Reformtraktaten vil bibeholde de fleste af de institutionelle opfindelser fra forfatningstraktaten, såsom en fast EU-præsident, en EU-udenrigsminister – dog med titlen Uniones Høje Repræsentant for Udenrigs- og Sikkerhedspolitik, samme fordeling af pladserne i parlamentet, et reduceret antal kommissærer og en sætning om udmeldelse af EU.

På den anden side indeholder reformtraktaten ikke stats-lignende træk som navnet ‘forfatning‘, ligesom referencer til EU-symboler som hymne, flag, nationalsang og motto er væk efter ønske fra bl.a. Holland. Reformtraktaten rummer heller ikke nogen formulering om, at EU-lovgivning har forrang i forhold til national lovgivning, ligesom der heller ikke ændres ved benævnelserne af EU’s lovgivning. Det havde tidligere været forslået at erstatte de nuværende regulativer og direktiver med den mere enkle betegnelse love.

Traktaten skal give landene en mulighed for at stå udenfor EU-samarbejdet på områder som politi og kriminallovgivning, hvilket har været et ønske for Storbritannien.^[4] Støttet af Tjekkiet, blev der under topmødet i juni 2007 sørget for, at det nye traktatforslag gør magtdelingen mellem medlemsstaterne og unionen klarere ved at fastslå, at der er tale om en to-vejs-proces, og at der også kan blive fjernet suverænitet fra unionen og tilbage til nationalstaterne.

[redigér] Stemmevægte

Underskrivningscermonien inde i Jerónimos Monastery

Polen havde forud for topmødet i juni 2007 krævet en ændring i det foreslåede stemmesystem. Ifølge den gældende Nice-traktat skal der for at kunne mønstre et såkaldt kvalificeret eller dobbelt flertal være opbakning til et forslag fra 258 ud af 345 stemmer i EU’s Ministerråd, eller 74 procent af medlemslandene. Dette flertal skal ydermere repræsentere 62 procent af EU’s borgere. Det kvalificerede flertal er den primære måde til at træffe beslutninger i manglen af konsensus. De fire indbyggermæssigt største lande Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Italien har 29 stemmer, mens Spanien og Polen har 27 stemmer. Forfatningstraktaten foreslog 55 procent af medlemslandene samt 65 procent af befolkningen, idet denne model i højere grad reflekterer størrelsen på befolkningerne og sætter skub i de større landes magt.

Polen foreslog i stedet et ‘kvadratrods‘-system, der vil udjævne vægten af stemmer mellem de største og de mindste lande hvad angår kravet om at repræsentere en vis del af befolkningen i EU. Polen fremførte forslaget til det sidste, men ville dog ikke nedlægge veto i spørgsmålet. Alle øvrige medlemslande var imod.^[5] Efter tidligere at have afvist at diskutere emnet, gik den tyske regering med til at drøfte emnet ved juni-topmødet.^[6]

Efter flere drøftelser og endda trusler fra det tyske formandskab om at indkalde en regeringskonference uanset om Polen ville bakke op eller ej, blev topmødet enige om et kompromis 23. juni. Kompromiset består i, at de nuværende stemmeregler fra Nice-traktaten gælder frem til 2014. I en overgangsperiode frem til 2017 vil de nye regler om 55% af medlemslandene og 65% af befolkningen være gældende, men stemmevægtene fra Nice-traktaten kan tages i brug i stedet, hvis et medlemsland ønsker det. I 2014 træder en ny version af Ioannina-kompromiset fra 1994 desuden i kraft, som vil give små lande mulighed for en reundersøgelse af EU-afgørelser, som landet ikke bryder sig om.^[7]

[redigér] Chartret for grundlæggende rettigheder

De 54 artikler lange Charter for grundlæggende rettigheder nævner EU-borgernes politiske, sociale og økonomiske rettigheder. I den afviste forfatningstraktat var det integreret i selve traktaten, ligesom rettighederne var juridisk bindende. ^[8]

Det tyske formandskab foreslog en reference til chartret med en enkelt artikel i traktaten, men fastholdt at chartret skulle være juridisk bindende med nogle mulige ekstra sikkerhedsforanstaltninger, således at EF-domstolens fortolkning af chartret ikke vil kunne tvinge medlemslandene til at ændre deres lovgivning. Det var et af de større diskussionsemner på 2007-topmødet.^[9]

Storbritannien insisterede under topmødet på, at traktatforslaget og/eller chartret skulle understrege, at det hverken ville skabe nye rettigheder for unionen eller påvirke britisk lovgivning. Chartret vil således ikke være juridisk bindende for Storbritannien. Polen har fået tilføjet en sætning om, at chartret ikke vil påvirke de nationale regeringers magt til at regere på områderne ‘offentlig moral og familieret’.

[redigér] EU’s søjler

Ifølge forfatningstraktaten skulle EU’s tre-søjlede struktur skrottes til fordel for en fordeling af unionens kompetencer i to store lovgivningsområder eller ‘søjler’ – udenrigs- og sikkerhedspolitik (anden søjle) og retspolitik og ‘indenrigs’-EU-politik (tredje søjle). Storbritannien ønsker imidlertid kun to søjler, hvorfor den nye fordeling er droppet.

[redigér] EU-kommissionen

De nuværende 27 EU-kommissærer skæres fra år 2014 ned til 15. Kommissærposterne besættes af landene efter en ligelig rotationsordning.

[redigér] Fast formand

Fremover ledes EU-topmøderne af en fast formand, der sidder i 2 1/2 år. Alle øvrige EU-ministermøder ledes fortsat af en minister fra det land, der har formandskabet for EU, som også stadig roterer hvert halve år.

[redigér] Udenrigspolitik

Traktaten indfører en fast ‘udenrigsminister’, kaldet Unionens høje repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik. Repræsentanten skal lede udenrigsministermøder og vil også blive næstformand for EU-Kommissionen.

I sine bestræbelser på at undgå en folkeafstemning er Storbritannien gået imod udvidelsen af EU’s beføjleser på det udenrigspolitiske område. EF-domstolen vil nu ikke have jurisdiktion på dette område, ligesom EU-Kommissionen og Europaparlamentet heller ikke får den magt, som forfatningstraktaten gav dem på området. Storbritannien har også meddelt, at landet ønsker at tæmme den fælles udenrigsministers magt, og at den fælles udenrigsministers diplomatiske betjening skal bestå af nationale og ikke EU’s embedsmænd.^[10] Traktatforslaget fastslår således flere steder, at EU ikke skal have mere udenrigspolitisk magt.

[redigér] Retspolitik og politi

Storbritannien vil ikke deltage i EU-samarbejdet på det retspolitiske og politimæssige område, og Storbritannien har dermed fået et forbehold, der minder om det danske retsforbehold. Storbritannien kan selv bestemme, om landet på et senere tidspunkt vil tilslutte sig EU-lovgivningen på området.

[redigér] EU som juridisk person

I øjeblikket er EU ikke en fuldgyldig juridisk person, hvilket betyder, at EU ikke kan underskrive internationale aftaler. Forfatningstraktaten ville tildele unionen denne status, men det er nu til diskussion igen. ^[11][12]

[redigér] Nationale parlamenter

Reformtraktaten vil formentlig styrke de nationale parlamenters rolle i EU’s beslutningsproces en smule ved at give dem 8 og ikke som tidligere 6 uger til at gennemgå Europakommissionens lovforslag før behandlingen af disse fortsætter i EU’s lovgivende forsamlinger. Tyskland har forelslået, at hvis en tredjedel af de nationale parlamenter er imod et forslag, skal kommissionen fremsætte en begrundet udtalelse om hvorfor den alligevel fremsætter det, men uden at være tvunget til at trække forslaget tilbage.^[13]

[redigér] Mere magt til befolkningerne

Som noget nyt får 1 mio. borgere i EU mulighed for at tvinge EU-kommissionen til at fremsætte et lovforslag ved at skrive under på en erklæring.

[redigér] Udvidelse

Den nye traktat vil formentlig indeholde formuleringer om at kommende medlemslande skal overholde EU-samarbejdets værdier, hvis de vil være medlem af unionen. Et hollandsk forslag om at bevare kriterier for yderligere udvidelser i den nye traktat er ikke blevet fuldt implementeret, idet man frygter at det vil føre til domme hos EF-domstolen, som dermed vil få det sidste ord om hvem der vil kunne optages i EU – og ikke politikerne.^[14]

Under topmødet i juni 2007 lykkedes det den hollandske premierminister Jan Peter Balkenende at sikre visse optagelseskriterier i traktaten. Kriterierne gør det sværere for lande, der gerne vil være medlemmer at få deres ansøgninger godkendt, ligesom de giver en smule mere magt til nationale parlamenter i forhold til kommende EU-lovgivning.

[redigér] Reformtraktaten og Danmark

Reformtraktaten betyder, at Danmark kan bevare de fire forbehold overfor det europæiske samarbejde, der blev indført i 1993, ligesom Danmark får mulighed for at indføre et nyt fleksibelt retsforbehold, således at det fortsat vil være muligt at føre en stram udlændingepolitik. Danmark får desuden mulighed for beholde den såkaldte sommerhusregel, der er en klausul over for udlændinges køb af sommerhuse i Danmark.^[15]

Den såkaldte suverænitetsparagraf, §20, i Grundloven, der blev indført ved seneste revidering i 1953, fastslår, at Danmark i visse tilfælde kan overdrage suverænitet og beføjelser til internationale organisationer som f.eks. EU, såfremt der i Folketinget er et flertal på 5/6 – altså mindst 150 ud af 179 medlemmer. Opnås der ikke et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer, og ønsker regeringen at opretholde forslaget, skal lovforslaget sættes til folkeafstemning til godkendelse eller forkastelse. Idet EU-modstanderpartierne Dansk Folkeparti og Enhedslisten siden folketingsvalget 2005 har været repræsenteret med 30 mandater til sammen, kan de to således blokere for traktatens vedtagelse.^[16]

Ifølge en redegørelse fra Justitsministeriet i 2004, kræver en traktat kun en folkeafstemning, hvis nedenstående punkter indgår. Punkterne er alle pillet ud af reformtraktaten, men var indeholdt i forfatningstraktaten.

Terrorbekæmpelse – teknisk styrkelse af samarbejde og kapitalbevægelser.

Beskyttelse og udveksling af personoplysninger mellem landene.

Fælles europæisk rumpolitik. Støtte og koordination for at udforske og udnytte rummet.

Unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område.

Fleksibilitetsbestemmelsen: Unionen kan på visse områder med enstemmighed træffe påkrævede beslutninger, selv om der ikke er hjemmel i EU-forfatningen.

Diplomatisk og konsulær beskyttelse af unionsborgere i tredjelande.

Intellektuelle ejendomsrettigheder – øget kompetence til EF-domstolen.

Grænseoverskridende trusler mod sundheden – samarbejde om bekæmpelse af epidemier.

EU tiltræder som Union den europæiske menneskerettighedskonvention.