Noter til Kognition, Hukommelse, Læring & Intelligens

Kognitive skemaer:
(Semantisk hukommelse) Mennesket tænker, tolker, husker og træffer beslutninger ud fra visse kognitive skemaer, som mennesket har fået gennem tidligere erfaringer og indlæring. Disse skemaer styrer vores måde at tænke og opfatte nye situationer på. Vores kognitive skemaer er vores meninger og syn på forskellige ting. Fx har vi et kognitivt skema, for hvordan man vasker op eller hvordan et hus ser ud. (Eksempel om to drenges forskellige syn på letpåklædte kvinder i AP, s. 60)

• Årsagsbegrebet:
  Også vores inde forestillinger styrer vores opfattelse af verden. De fleste ad os mener at ”alt har en årsag”, uanset om årsagen er en naturlov, er styret af vores vilje eller omstændighederne. Da vi tror på årsager, leder vi også efter dem. Når vi har fundet en passende årsag, bekræfter den vor oprindelige opfattelse: at verden er årsagsbundet. Årsagsbegrebet er et meget almindeligt kognitivt skema hos mennesker.
  

Assimilation:
Piaget beskriver assimilation som værende noget der foregår, når informationer kan indpasses i de eksisterende kognitive strukturer, fx når et lille barn har lært at tingene har et navn, så kan han pege på flere og flere ting i omverdenen og navngive dem.  Assimilation er let.

Akkommodation:
Akkommodation bliver nødvendig, når de nye informationer ikke kan indpasses i noget eksisterende skema. Der må dannes nye kognitive strukturer, måske ved hjælp af nogle af de gamle skemaer. Man lærer måske, at sprog ikke kun er danske navneord, men er findes andre ordklasser og andre sprog. Der skal dannes en helt ny struktur, hvor det overordnede skema hedder sprog, og derunder de forskellige strukturer for de forskellige sprogs grammatik og ordforråd. Det kaldes også for overskridende læring, fordi vi er nødt til at overskride det vi i forvejen ved, for at kunne begribe det nye. Akkommodation er svær.

Følelsesmæssige reaktioner:
Vores måde at opfatte og tolke situationer på afgør, hvordan vi vil reagere følelsesmæssigt. Det betyder, at et menneskes følelsesmæssige reaktioner er forårsaget af dets måde at tænke på.

Psykologisk konservatisme:
Psykologisk konservatisme indebærer, at vores grundlæggende opfattelser styrer vores observationer og tolkninger, så vi hele tiden får dem bekræftet. Altså, at fastholde sin gamle opfattelse og søge bekræftelse på den.
Hvis jeg har den grundlæggende opfattelse, at verden er uretfærdig og fuld af undertrykkelse, vil jeg finde nye eksempler på det hver dag. Disse eksempler vil bestyrke mig i min grundlæggende opfattelse. Ofte knytter man også følelser til sin opfattelse: Jeg foragter måske dem, der ikke ser verdens usselhed og føler mig helt stolt, for jeg gennemskuer den!
En sådan psykologisk konservatisme kan man undertiden se hos mennesker, der lider af depressioner, af forbier eller tvangstanker. De har, ved siden af deres følelser, stærke tanker om deres egen værdiløshed, om hvad der vil ske, hvis de kører med undergrundsbane osv.

Prototype:
Vi danner prototyper ud fra vores viden. Prototyper er forventninger/fordomme for hvordan ting TYPISK vil se ud eller være. Eks: en prototypisk Ferrari er rød, en prototypisk kvinde har langt hår.
Vores prototyper er ikke ens, men afhænger af individets forskellige baggrunde, som præger holdninger og syn på ting. 

Forskellige slags hukommelser:
Ifølge moderne hukommelsesforskere som Sven-Åke Christiansson har vi tre former for hukommelse. 

Procedurehukommelse:
Procedurehukommelsen er i funktion, når vi husker, hvordan vi går, kører bil eller skriver på pc’er. Vi har indlært, ja, overindlært disse færdigheder gennem lang tid, og når vi kan dem, bliver de nærmest automatiseret. Procedurehukommelsen anvendes ofte, uden at vi bevidst behøver anstrenge os for at tage den frem. Bevægelse uden at tænke – man gør det bare.

Episodisk hukommelse:
Den episodiske hukommelse lagrer begivenheder.

Semantisk hukommelse:
Den semantiske hukommelse btyder, at man husker faktakundskaber. Vi kan en masse ord, både udenlandske og danske. Coast betyder kyst osv. Vi har også en bunke andre fakta, som fx at Istanbul ligger i Tyrkiet, og at Norges hovedstad er Oslo.

En speciel form for semantisk hukommelse er ”det kognitive skema” (altså hvordan noget plejer at være) i stil med at kontrolløren altid river billetten midt over når man går ind i biografen, og at man skal betale i butikken, når man køber noget.
Undertiden kan sådanne skemaer påvirke vores episodiske hukommelse:

Samspillet mellem langtidshukommelsen og den episodiske hukommelse:
I lørdags betalte jeg – ved en fejltagelse – ikke det æble, jeg købte, men forlod bare butikken. Når jeg senere mindes hændelsen, så mener jeg at kunne huske, at jeg betalte det. Jeg ved jo, at jeg plejer at betale hvad jeg køber (kognitivt skema), og at jeg ved, hvordan frugthandleren ser ud (jeg plejer at handle der), så jeg har ikke svære ved at huske, hvordan jeg også betalte i lørdags. Jeg konstruerer et billede af mig selv i færd med at betale, og så tror jeg på det billede. De kognitive skemaer kan altså overskrive virkeligheden.

Følelser og hukommelse:
Sven Åke Christiansson har forsket i, hvad voldsmænd og deres ofre husker. På den ene side lader det til, at mennesker har en stærk tendens til at bevare følelsesmæssigt stærke, ofte negative, oplevelser. Det kan blandt andet forklares med, at det har en overlevelsesværdi at lagre negative oplevelser – så kan man jo tage sig i agt, næste hang en fare truer.
Det har vist sig, at det man husker bedst fra følelsesmæssigt stærke begivenheder er sådanne detaljer, som er centrale for selve begivenheden. Mindre vigtige deltaljer er sværere at huske korrekt. Derimod kan mennesker, som mindes en for dem neutral begivenhed, huske uvæsentlige detaljer helt korrekt, men måske tage fejl af andre.

På den anden side har mennesker også, ifølge Christiansson, en tendens til at fortrænge negative begivenheder, eftersom det er pinefuldt at mindes dem.

Falske erindringer:
Genkaldelsen af fortrængte erindringer kan give falske erindringer. Genkaldelsen kan fx lettes ved at en udspørger giver ledetråde, der fungerer som nøgler til hukommelsen. Sådanne ledetråde, hvis udspørgeren fx har forudfattede meninger, kan bidrage til suggere falske erindringer frem.
En arbejdsgruppe i England blev sat til at vurdere den eksisterende viden om genfundne erindringer, efter en sag om en 50-årig mand blev tiltalt for seksuelle overgreb på sin datter og dennes halvsøster. Overgrebene skulle være fundet sted da døtrene var 4 år gamle, men de anmeldte det først da de begge var i tyverne. De to unge kvinder havde ikke tidligere erindret overgrebene, men året før deres anmeldelse var erindringerne dukket op hos den ene datter, under terapi hos en autoriseret psykolog.
Konklusionen på gruppens arbejde er, at erindringer opstået efter lang tids glemsel – og især når særlige terapeutiske metoder har været anvendt for at fremkalde dem, med stor sandsynlighed er falske. Kun ved andre former for beviser for erindringens sandhed kan de genfundne erindringer tilkendes gyldighed.

Falske erindringer hos børn:
Et andet fokus på spørgsmålet om hukommelsens pålidelighed er spørgsmålet om falske erindringer hos børn. Hvor man tidligere gik ud fra at børn, der fortalte levende og fantasifuldt om en begivenhed næppe kunne have opfundet den, er man i dag kommet i tvivl. En række undersøgelser tyder nemlig på, at børn, der interviewes af voksne, i nogen grad suggeres til at tro, at visse begivenheder er sket i virkeligheden, selvom det ikke er. De synes at være indpodet falske erindringer, som de selv tror fuldt og fast på.

I psykolognyt nr. 19/2004 omtales et forsøg, som tre australske forskere har foretaget for at undersøge falske erindringer hos børn. De ville specielt undersøge, om der også kunne opstå falske erindringer, hvis man en gang foreslog børn, at de have oplevet noget, som de rent faktisk ikke havde oplevet og derudover undlod at bruge stærke midler til at indpode de falske erindringer.

Forskerne fortalte børnene om tre aktiviteter, hvoraf de kun havde deltaget i to af dem. Den sidste var falsk. Forskerne interviewer børnene over tre gange, med forskellige antal dage mellem hvert interview. Ved første interview mente 40 % af børnene at de havde deltaget i den falske aktivitet. Ved andet interview mente 65 % af børnene, at de havde deltaget i den falske aktivitet.
Ved hvert interview blev det talt op, at børnene i gennemsnit huskede 15 detaljer fra de sande aktiviteter, og otte detaljer fra den falske aktivitet. Ved det tredje interview derimod, kunne børnene i gennemsnit huske 12 detaljer fra de sande aktiviteter og 11 fra den falske. På dette tidspunkt var de indpodede erindringer altså næsten lige så stærke og mangfoldige som de ægte erindringer.

Neurale netværk:
Hjernen rummer cirka 100 milliarder hjerneceller, der er ansvarlig for vores formåen, når det drejer sig om hukommelse og alt, hvad der vedrører hjernen i det hele taget. Disse hjerneceller kalder vi neuroner, som tilsammen udgør det neurale netværk. Ved hjælp af dette netværk bliver der sendt data med meget høj hastighed i form af elektriske impulser og kemiske stoffer fra neuron til neuron. Når et neuron bliver taget i brug, som for eksempel ved læringen af fremmedord eller et nyt musikinstrument, så bliver der konstant fyret elektriske signaler af sted, indtil de når enden af neuronerne.
Jo flere neurale netværk der aktiveres under læring, jo mere husker du og jo nemmere er det at genkalde dig den viden.

Synapser:
Når man lærer noget nyt aktivere man nervecellerne, og bliver man ved med at gentage det, så forstærkes synapserne. Synapser forbinder nervecellerne i netværk, som er med til at forstærke langtidshukommelsen.

Konsolidering:
Konsolidering er processen hvor læringen går fra arbejdshukommelsen til langtidshukommelsen

Interferens:
Efter indlæringen skal det lærte konsolideres. Forbindelserne mellem de relevante nerveceller skal forstærkes. Men konsolideringsprocessen kan desværre let forstyrres. Specielt hvis man efterfølgende beskæftiger sig med noget, der ligner det man skulle lære i første omgang. Fænomenet kaldes interferens. 

Interferens og eksplicit hukommelse:
– Genfortælling af tv-episoder

I forsøg med eksplicit hukommelse, har det været vanskeligt at påvise interferens i konsolideringssfasen. Men i 2013 påviste amerikanske forskere interferens ved rekonsolidering, som er konsolidering efter genkaldelse. Forskerne fik førsøgspersoner til at genkalde sig en tv-episode fra serien ”24 timer”, og var efterfølgende i stand til at plante fejlinformationer i deres genkaldelse af episoden.
Eksperimentet foregik i fire trin:

• I første trin så deltagerne tv-episoden
• I andet trin blev deltagerne testet i hvad de kunne huske af episoden. Formålet med testen var i virkeligheden at få forsøgspersonerne til at genkalde sig det erindrede.
• Efter en pause på 20 minutter lyttede forsøgspersonerne i tredje trin til en genfortælling af episoden. I denne genfortælling havde forskerne indlagt nogle fejlinformationer. Eksempelvis blev en injektionssprøjte erstattet med en strømpistol. I tv-episoden bedøver en terrorist en steward med en injektionssprøjte, som i genfortællingen bliver byttet ud med en strømpistol.
• Sidste trin var en test af deltagernes erindring af tv-episoden. Deltagerne skulle tage stilling til, om et udsagn var sandt eller falsk. Her svarede en femtedel af deltagerne forkert på udsagnet om injektionssprøjten, selvom de i første test havde husket den korrekt.
  Hos disse deltagere var der altså dannet forbindelse mellem den falske information og den øvrige del af det neutrale netværk, der indeholdt erindringer om tv-episoden.

Forskerne testede også hvilken rolle pausen spillede, idet nogle af deltagerne først blev udsat for den fejlbehæftede genfortælling af tv-episoden 48 timer senere. Blandt disse deltagere, var det under en tiendedel der svarede forkert. Den lange pause havde tilsyneladende konsoliderer indlæreingen bedre og gjort hukommelsen mere modstandsdygtig over for forstyrrende indlæring.

Det kan altså konkluderes at hvis man vil undgå interferens, så skal indlæringen af relaterede informationer og emner skilles tidligt fra hinanden.

Søvn og konsolidering:
– Ordtest

Konsolideringsprocessen kræver tid, fordi nervecellerne skal danne nye receptorer.  Det sker blandt andet når du sover. Mange har den erfaring, at ”det er godt at sove på det”. Mange undersøgelser bekræfter dette.
________________________________________________________________________________
I et forsøg forsøgte man, hvor mange ord fra en ordliste, forsøgspersonerne kunne huske en time senere.
Deltagerne blev inddelt i tre grupper:

• En gruppe der var vågne i den mellemliggende time.
• En gruppe der fik lov at tage en power-nap på 6 minutter.
• En gruppe der fik lov at sove hele timen.

Gruppen der fik love at sove hele timen huskede flest ord, mens gruppen der sov i 6 minutter huskede næst flest. Gruppen der var vågne i hele den mellemliggende time huskede færrest ord.
________________________________________________________________________________
I et andet forsøg gav forskerne deltagere nogle ordpar de skulle huske.
De blev inddelt i to grupper.

• En gruppe der fik ordparene om morgenen
• En gruppe der fik ordparene om aftenen. De deltagere der fik ordparene om aftenen gik efterfølgende i seng og blev testet om morgenen.

Begge grupper blev testet efter 12 timer.  Forsøget viste, at det var dem der havde sovet, der huskede flest ordpar.

________________________________________________________________________________
I dag har forskerne et vist indblik i, hvad det er, der foregår under søvnen, som øger konsolideringen af det lærte. Man har nemlig scannet hjernen under søvn og påvist reaktivering af de samme områder af hjernen, som blev aktiveret under selve indlæringen. Hjerneforskerne mener, at denne reaktivering forstærker synapserne mellem nervecellerne i netværket, på samme måde som de forstærkes ved repetition, når man er vågen.

Motion:

1999 startede man i Ängslättskolen i bunkeflostrand i Sverige et ambitiøst, der skulle afklare, om motion og bevægelse kan fremme indlæringen i folkeskolen.
I forsøget fik en årgang forlænget skoledagen med daglig obligatorisk bevægelsestime i løbet af alle ni skoleår. Forskerne målte både deres koncentrationsevne og deres skolepræstationer fortløbende gennem de ni år og sammenlignede dem med en jævnaldrende kontrolgruppe.
Resultaterne var meget overbevisende. Elever der fik ekstra motion og bevægelse, koncentrerede sig bedre og fik bedre resultater i både svensk og matematik. De scorede højere både i test af læsefærdighed, skrivefærdighed og rum-og taleopfattelse.
________________________________________________________________________________

I et andet svensk forsøg undersøgte forskere sammenhængen mellem kondition intelligens hos unge mænd. Undersøgelsen omfattede over en million svenske mænd født i perioden 1950 til 1976, der alle som 18-årige var på session. På sessionen blev deres kondital og intelligens målt, og forskerne kunne påvise en statistisk sammenhæng mellem de to faktorer. Jo bedre kondition mændene havde – jo højere intelligens.

Blandt de undersøgte var der over 6000 tvillinger, hvor af knap 1.500 var enæggede. Enæggede tvillinger er særligt interessante i forskningen, da de har nøjagtigt ens gener. Også hos de enæggede tvillinger havde den tvilling, der havde den bedste kondition, den højeste intelligens. Da genetiske forskelle her er udelukket som forklaring, tyder meget på, at forskellen i motions – og træningsadfærd er årsagen til forskellen i intelligens.


Californiske mus og deres stedsans vs. motion
Også dyreforsøg bekræfter, at motion fremmer indlæring. I 2005 undersøgte forskere fra Californien motions betydning for mus’ evne til at finde vej og huske pejlemærker. Den ene gruppe af mus trænede 45 dage mens kontrolgruppen ingen træning fik. Herefter skulle musene lære at finde vej ved hjælp af pejlemærker. Musene der havde motioneret lærte dobbelt så hurtigt at finde vej, som kontrolgruppen. I denne undersøgelse afdækkede man også en sandsynlig forklaring på, at motion fremmer indlæringen. Forskerne undersøgte nemlig musenes hippocampus, og kunne konstatere at der var sket en markant vækst hos musene der havde løbetrænet.

Forsøg har vist, at motion øger koncentrationen af et stof, der fremmer neuroners vækst og dannelse af nye synapser. Stoffet hedder BDNF. Forsøg har vist, at tilførsel af BDNF øger celledelingen i hippocampus og at stoffer, der blokerer BDNF, reducerer celledelingen.
Dannelsen af BDNF under fysisk aktivitet er også blevet undersøgt på mennesker.
Ved at tage blodprøver før og under cykling på motionscykler har forskere på rigshospitalet vist, at koncentrationen af BDNF stiger under fysisk aktivitet.
Man har også påvist vækst af hippocampus på grund af fysisk aktivitet hos mennesker:
Efter tre måneders træning med tre-fire ugentlige løbeture af moderat længde, vokser hippocampus med op til 15 %.
En større og mere velfungerende hippocampus giver bedre forudsætninger for dannelse af langtidshukommelse og dermed læring.

Dales læringspyramide:
Dales læringspyramide viser hvordan man rangere forskellig former for læring, efter hvor meget af det lærte der kan huskes efter to uger.
Konklusionen er: Jo mere man selv er involveret i læringen jo mere husker man.

Opmærksomhed og lærering:
Vi lærer kun det, vi retter vores opmærksomhed mod. Jo flere irrelevante forstyrrelser vi udsættes for, jo hårdere må arbejdshukommelsen arbejde, for at fastholde det, der er relevant. Hvis vi er omgivet af larm fra andre mennesker eller maskiner, bruges en del af arbejdshukommelsens kapacitet på at filtrere støjen fra, og derved svækkes læringen.
Paradoksalt nok er absolut stilhed ikke det bedste for alle mennesker. Det skyldes, at vi så begynder at bemærke de små lyde, som vi ellers ignorerer. Når der er stille hører vi måske gulvets knirken eller ventilationens susen. De lydlige omgivelser skal være neutrale, så de ikke tiltrækker opmærksomhed. Behagelige og velkendte lyde som eksempelvis blid musik kan for nogle mennesker fungere godt for indlæringen. Det handler om, at man skal føle sig tryg og tilpas, så man ikke bruger energi på noget der er irrelevant.

Forstyrrelser og lærering:
Vi ved alle, at hvis en mobil ringer midt i timen, tiltrækker det alles opmærksomhed, og al indlæring bremses i en periode. Undersøgelser viser, at det tager helt op til 10 minutter, før opmærksomheden er 100 % tilbage ved den opgave, man var i gang med.
Hvis man laver en opdatering på Facebook, tjekker billeder eller tjekker sin e-mail så trækker det opmærksomheden væk fra den opgave, man var i gang med; specielt hvis man engagerer sig følelsesmæssigt. Hvis du har fået en krænkende bemærkning, eller der ligger et billede af dig, du ikke bryder dig om aktiveres amygdala, der retter alt din opmærksomhed mod dette. Arbejdshukommelsen vil prioritere disse følelsesmæssige budskaber frem for det, der foregår i undervisningen. Derfor vil det du kan huske dagen efter, være det der skete på Facebook, og ikke det, der skete i undervisningen.

Multitasking ved læring:
– Arbejdshukommelse til langtidshukommelse
Processen der forstærker synapserne, kaldes konsolidering. Læring igangsætter konsolideringen, mens du modtager undervisning og fortsætter under søvn. Langtidshukommelsen dannes ved overførsel af arbejdshukommelsen. Dannelse af langtidshukommelse kræver, at arbejdshukommelsen fastholder og bearbejder den information, der skal læres. Arbejdshukommelsen har begrænset kapacitet. Og selvom det er populært at sige, at man er god til at multitaske, så viser mange forsøg, at det faktisk hæmmer indlæringen.
Jo mere opmærksomhed en opgave kræver, jo mindre opmærksomhed kan man have på andre ting. Det ved vi intuitivt. Når vi kører bil, kan vi godt føre en samtale med passagererne, mens vi kører, især hvis vi kender vejen. Men opstår der en vanskelig situation i trafikken, ophører samtalen. Koncentrationen om den ene ting går ud over koncentrationen om den anden ting.

Repetition:
Psykolog Herman Ebbinghaus står bag den klassiske glemselskurve, som han lavede ud fra et forsøg med ham selv som forsøgsperson, hvor han testede hvor mange meningsløse stavelser han kunne huske efter indlæringen af dem. Den viser, at man kort tid efter læringen husker mest – men at jo længere tid der går, jo mindre husker man. Det er ikke særlig overraskende, men han undersøge også hvad der kan påvirke glemselskurven. Ebbinghaus forsøgte at beskrive sammenhængen mellem antallet af gentagelser og glemsel, og han fandt ud af, at jo mere han repeterede, jo fladere blev glemselskurven. Det hjalp at ”overindlære” listen. Hvis han eksempelvis efter 12 gennemlæsninger af listen, kunne huske alle stavelserne, så ville seks ydereligere gennemlæsninger bevirke, at glemselskurven blev fladere. Det betød, at man kunne huske flere af ordende på listen i længere tid.
Den neuropsykologiske forklaring på ”overlæringsfænomenet” er, at hver eneste repetition aktiverer de relevante neurale netværk, der repræsenterer ordende. Og jo flere gange netværkene er blevet aktiveret, jo mere styrkes synapserne. Undersøgelser viser desuden, at spredt repetition er mere effektivt end koncentreret repetition. Det er altså mere effektivt at repetere spredt over semesteret end koncentreret lige op til eksamen.
Dette giver god mening, i forhold til det vi ved om søvn og konsolidering. Ved spredt repetition vil der være flere søvnperioder med konsolidering.

Arbejdshukommelse:
Fastholder indkodede indtryk og tanker (ord, tal, simple mønstre) i op til omkring et minut, således at de eventuelt kan bearbejdes mere grundigt og indgå i mere omfattende tankeprocesser.

Langtidshukommelse:
Fastholder kodet og struktureret information (forståelse, viden), i princippet livslangt, men i praksis oftest begrænset af glemsel.

McGaugh & Cahill
Følelser, læring og konsolidering
Forsøg

Det er velkendt, at indlæring der involverer følelser, huskes bedre end neutrale hændelser. Det blev allerede i 1990’erne påvist af to amerikanere: McGaugh & Cahill. De undersøge i et forsøg, hvor godt forsøgspersonerne huskede henholdsvis følelsesladte og neutrale historier.

Deltagerne i forsøget blev delt i to grupper, som blev præsenteret hver sin variation af en historie. Den ene historie beskrev, hvordan en dreng blev ramt af en bil og pådrog sig så alvorlige kvæstelser, at han straks måtte køres på hospitalet. Den anden historie var en følelsesmæssigt neutral historie om et besøg på et hospital.
En efterfølgende test viste, at deltagerne bedst huskede den følelsesmæssige historie.

De samme forskere havde en hypotese om, at det var stresshormonerne noradrenalin og adrenalin, der var årsag til, at forsøgspersonerne bedst huskede den følelsesmæssige historie. Derfor gentog de forsøget med forsøgspersoner, der fik tilført de såkaldte beta-blokkere, der blokerer for stresshormonernes virkning. Nu var der ingen forskel på, hvor godt de huskede de to historier.
Dermed fik forskerne bekræftet deres hypotese: Stresshormonerne der udskilles, når der er følelser involveret, øger konsolideringen.

Ikke blot negative følelser fremmer konsolideringen. Det gør positive følelser også. Belønningssystemet aktiveres, når vores nysgerrighed pirres, når vi overraskes og når vi finder frem til løsninger. Derfor er det vigtigt at stoffet føres interessant og at eleverne får positiv feed back fra både elever og lærer, når de finder løsninger på de problemer, de har arbejdet med, og når de fremlægger løsningen for klassen eller i en gruppe.
Aktivering af belønningssystemet medfører nemlig udskillelse af dopamin, som forstærker konsolideringen af de neurale netværk, som repræsenterer det lærte.   

Goleman om følelsesmæssig intelligens:
Daniel Goleman gennemgik en stor mængde forskning om følelsmæssig intelligens. I 1995 udgav han sin velskrevne og spændende bog om følelsesmæssig intelligens. I bogen kommer han meget detaljeret ind på den personlige intelligens, som Howard Gardner tidligere havde introduceret.
Under evoloutionens forløb har mennesker udviklet det register af følelser. Vi har brug for de følelser, som har overlevelsesværdi. Det er ofte meget nyttigt at blive bange, eller at blive vred, eller at elske en anden, men evolutionen har taget millioner af år, og i løbet af de seneste tusinde år har samfunet og vores vilkår ændret sig meget hurtigt, for ikke at tale om, hvor stærkt det er gået de seneste 50 år. Det betyder, at vi er blevet født ind i et moderne samfund – men at vi samtidig har en bagage af medfødte følelsesreaktioner, som havde en stærk overlevelsesværdi for måske 100.000 år siden. Det er ikke sikket, at alle vores reaktioner passer særlig godt til vores dages virkelighed!
Goleman fortæller en tragisk historie om, en amerikansk familiefar, der kommer hjem fra en fest sammen med sin kone. Han tror, at datteren Matilda overnatter hos en kammerat. Da han nu hører lyde i lejligheden, tager han sin pistol frem og går ind på Matildas værelse. Da datteren pludselig springer ud af klædeskabet og råber ”bøh”, skyder faren. Han rammer sin datter i halsen, og hun dør omgående. I mange situationer reagerer vi alt for hurtigt med forskrækkelse eller vrede. Forskrækkelsen eller vreden får os til at handle hurtigt og tankeløst. En forklaring, på at vores reaktioner ofte er dårligt tilpasset virkeligheden, findes i hjernen.

Amygdala:
Området amygdala i hjernen har en nøglefunktion i vores følelsesliv. Amygdala får signaler fra syns-eller høresansen og afgiver derefter en følelsesreaktion til et område af hjernen, der hedder cortex. Uden følelsessignalerne fra amygdala ville cortex ikke vide, hvad den skulle gøre. Goleman giver mange eksempler på, hvad der sker, når amygdala ikke fungerer, eller når signalerne derfra ikke når frem: En ung mand manglede amygdala, fordi den var blevet opereret væk for at dæmpe hans epileptiske anfald. Den unge mand mistede helt interessen for andre mennesker og trak sig tilbage fra venner og familie. Det har også vist sig, at mennesker uden udviklede følelser ikke kan træffe beslutninger: Skal vi mødes klokken tre eller fire i dag eller i morgen? Det ved jeg ikke. For at beslutte ting må man have en slags præference, ønske noget – uden følelser bliver alting jo ligegyldigt. Amygdala styrer det meste af vores følelsesliv, men den reagerer hurtigt og ind imellem også upræcist. Daniel Goleman fortæller om en mand i England, der får forbi en kanal, han ser en kvinde stirre fortvivlet ned i vandet og uden betænkning kaster manden sig ned i kanalen. Dér finder han et barn, som han redder. Amygdala havde reageret på nogle vigtige træk ved situationen: Kvindens ansigtsudtryk og måske var det også baseret på tidligere oplevelser. Undertiden er det en fordel at amygdala reagerer hurtigt, men det kan også skabe tragedier, som da faren skød sin datter.

Arv og miljø – intelligens:
Når det drejer sig om intelligens, har man længe og meget intenst diskuteret, hvor meget den påvirkes af henholdsvis den genetiske arv og miljøet. For nærmere at undersøge arvens og miljøet betydning har man gennemført tvillingeundersøgelser. Sverige har verdens største tvillingeregister med 70.000 tvillingepar, de ældste, der er registreret, er født i 1986. Ved at sammenligne enæggede og tveæggede tvillinger får man megen information frem om arvens betydning.
Enæggede tvillinger har samme gener, mens tveæggede tvillinger ikke er mere genetisk ens end almindelige søskende. Hos almindelige søskende er ca. 50 % af arvemassen fælles. Men både en- og tveæggede tvillinger har stort set samme opvækstmiljø: Samme tidsperiode, samme samfundsklasse, masse miljøpåvirkning.

Hvad angår intelligensen har man fundet tydelige tegn på arvens betydning. Arvens indflydelse lader til at variere mellem forskellige intelligensområder. Den verbale faktor hos ældre mennesker synes for 55 % af vedkommende at bero på arven, mens den spatiale (rumlige) kun er arvelig for 32 % af vedkommende. Arvens indflydelse hævdes også at variere med alderen. Jo ældre man bliver, desto mere slår arven igennem. Størst skulle den være hos voksne, for derefter at mindskes lidt med årene. Dette er nye resultater, som man ikke endnu har haft rigtig tid til at bedømme.
Arvens betydning for den almindelige intelligens hos unge anslås til ca. 50 %. Det betyder, at miljøet står for den anden halvdel. Eftersom miljøet er den eneste faktor, vi (endnu) effektivt kan ændre, bliver konklusionen: Det er uhyre vigtigt, at det ydre miljø bliver så intelligensfremmende som muligt.
Ethvert menneske har sikkert flere evner og muligheder, end det kan nå at udnytte i løbet af sin levetid. Det er næppe sandsynligt, at nogen når at udnytte sin genetiske arv maksimalt, men mange begavede personer, der vokser op i et stimulusfattigt miljø, får aldrig mulighed for at udnytte deres iboende anlæg.

Binets intelligensprøve:
Den første intelligensprøve blev skabt af franskmanden Alfred Binet, som i 1904 der fik til opgave, at leve en test, der kunne udskille svagt begavede skolebørn fra normale. Målet var at give særundervisning til de svagt begavede, og indtil da havde man udpeget disse børn med lærens subjektive bedømmelser som eneste grundlag.

En test skal ikke blot være standardiseret (kunne anvendes flere gange på forskellige personer), den skal også være normeret. Det vil sige, at man afprøver testen på et repræsentativt udvalg af den gruppe, men vil undersøge. På den måde får man et normalresultat frem af sin test.
Hvis man har afprøvet testen på en repræsentativ gruppe børn, kan man regne points ud for den gennemsnitslige 10-årige, den gennemsnitslige 11-årige, den gennemsnitslige 12-årige osv.
Hvis man derefter tester Peter med denne test og finder, at man har samme pointstal som den gennemsnitslige tolvårige, så er hans intelligenslader 12 år. For at nå frem til intelligenskvotienten, dividerer man intelligensalderen med barnet faktiske alder og ganger med 100.
Hvis Peter er 12 år, så bliver hans intelligenskvotient 12/12 x100, dvs. 100. En I på 100 betyder altså, at man ligger præcis på gennemsnittet. Hvis peter havde været 10 år, og alligevel klaret sig som en 12-årig, så ville hans IQ have været 12/10 x 100 dvs. 120, hvilket viser, at Peter ligger over det normale.

Kritik af intelligensprøven:
Megen kritik er blevet rettet mod intelligensprøven. Én kritik går ud på, at prøven er kulturbetinget. Altså, at de afspejler den vestliges kulturs opfattelse af, hvad intelligens er og hvad det er vigtigt at kunne. For at kunne klare sig godt i en intelligensprøve, skal man i reglen have gået i en skole, der opøver de færdigheder, der måles i intelligensprøven. Uden træning i matematik eller i sit modersmål kan man næppe klare de verbale og numeriske opgaver.

En anden kritik går ud på, at væsentlige egenskaber – som burde regnes med til intelligensen, ikke kommer med i denne form for prøver. Et menneske, der har en evne til hurtigt at opfatte stemningen i en gruppe og handle klogt, for at gruppen skal opnå de bedst mulige resultater – bør han eller hun ikke kaldes intelligent?
Det menneske, som efter nødlanding i ødemarken finder ud af, hvordan man skal formidle et budskab til omverdenen – er han eller hun ikke intelligent?
Den, som tager sig af et bedrøvet menneske og forstår at sætte sig ind i problemer og hjælpe det videre – er han eller hun ikke intelligent?
Dette har ført til, at man i stadig højere grad er begyndt at søge efter en anden vigtig egenskab, emotionel intelligens eller følelsesmæssig intelligens.

Howard Gardners 7 intelligenser:
Gardner har udvidet det traditionelle intelligensbegreb. Han kritiserede det han kaldte for ”IQ-systemet”
Gardner definerer intelligens som evnen til at løse problemer eller skabe produkter, som påskønnes i en eller flere kulturelle samfundsmæssige sammenhænge. Det vil sige at intelligensen varierer med kulturelle og samfundsmæssige forhold. I dag i vores industrisamfund skatter vi den logiske tænkning højt, fordi den er vigtigt for den teknologiske udvikling. Computer-nørder er betydningsfulde for it-samfundet, men det bliver mere og mere vigtigt at vi også kan samarbejde, omstille os og træffe personlige valg. Derfor er interessen for den psykologiske intelligens stigende.
Gardner mener, vi kan have mange intelligenser. Han argumenterer selv for 8, men udelukker ikke at andre forskere med tiden kan finde flere. Følgende 7 krav skal være opfyldt for at man kan tale om selvstændig intelligens.

• Den skal have en plads i hjernen. Den skal være lokaliseret til et bestemt hjerneområde, så den fx kan ødelægges ved en specifik hjerneskade.
• Den skal bygge på et medfødt talent. Der skal findes personer med helt usædvanlige evner på området, uden at de er fremragende på andre områder, fx skak-genier.
• Den skal have sit eget sprog. Den skal have sin egen udtryksform. Fx udtrykker musisk intelligens sig gennem toner, kropslig-kinæstetisk gennem kropssprog fx dans.
• Den skal kunne udvikles. En intelligens er afhængig af, hvordan den stimuleres. Den skal kunne forbedres.
• Den skal have en historie. Den skal kunne finde forskellige grader af den, som følger Charles Darwins evolutionsteori. Sangfugle er musikalske, delfiner og chimpanser har sprog.
• Den skal være uafhængig. Det skal kunne påvises, at nogle mennesker har et højt niveau på en bestemt intelligens, men ikke på andre.
• Den skal kunne testes.

Charles mener, at følgende 7 intelligenser opfylder kravene:

Verbal og sproglig intelligens
Sprogligt-verbalt intelligente har højt udviklede talegaver, holder af at læse, skrive og spille ordlege. Du har nemt ved at huske navne, datoer, steder m.m. Dit ordforråd er stort, og du bruger sproget flydende. Du er en god historiefortæller, udvikler logiske argumenter, og anvender retorik samt metaforer.
Den sproglige intelligens er høj hos journalister, forfattere, administratorer, entreprenører, sælgere, rådgivere, advokater, filosoffer, skuespilforfattere, poeter og reklametekstforfattere.
Du kan udvikle din og andres verbale og sproglige intelligens ved at fortælle og læse historier, spille memoryspil, skrive fortællinger, interviewe, holde taler, diskutere og debattere noget mere, anvende stavelege og ved at skrive.

Musikalsk og rytmisk intelligens
Musikalske mennesker er følsomme over for lydene i deres omgivelser, og du foretrækker at lytte til musik, når du studerer eller læser. Du nyder rytme, anslag samt klang og synger/nynner tit, når du foretager sig noget. Du forstår, og kan udvikle musik.

Den musikalske intelligens er høj hos teknikere, musiklærere, instrumentmagere, korsangere, musikere, orkestermedlemmer, dirigenter, musikkritikere, aficionadoer, musiksamlere og komponister.
Du kan styrke din og andres musiske og rytmiske intelligens ved at spille et instrument, synge, lytte til klassisk musik.

Visuel, rumlig intelligens:
Rumligvisuelle mennesker nyder kunst, at læse kort samt diagrammer, og tænker i billeder samt billedligt. De kan klart visualisere billeder, når de tænker over en ting, holder af puslespil, og af at løse kunstneriske problemer. De opfatter og repræsenterer den rumligvisuelle verden præcist, kan bearbejde farver, linjer, former, faconer og rummet i deres arbejde og hverdag. De fortolker og kan grafisk repræsentere visuelle eller rumlige ideer. Den rumligvisuelle intelligens er høj hos illustratorer, kunstnere, guider, fotografer, malere, designere, vævere, arkitekter, bygningshåndværkere, kunstkritikere, opfindere og filmskabere.

Kropslig og kinæstetisk intelligens
Hvis du har denne form for intelligens, har du ofte god kontakt med din krop, god timing, kontrol med genstande, du har gode reflekser, og du lærer bedst ved at bevæge dig. Du kan lide at engagere dig i fysisk sport. Du kan lide at røre ved ting og have kropskontakt med andre. Du er god til at bruge hænderne. Du kan lide at spille skuespil. Du lærer ved at deltage aktivt og husker det, der er gjort, mere end det, du ser. Du kan lide at gå rundt og lege med ting, mens du lytter.

Logisk og matematisk intelligens
Denne intelligensform er den klassiske intelligens, som vi alle blev målt på i skolen. Det er også den intelligens, som de fleste intelligenstest måler.

Du udforsker mønstre samt forhold mellem ting, og gør tingene i rækkefølge. Du holder af matematik, udfører forsøg for at teste ting, du ikke forstår, nyder at løse problemer, og dine argumenter er altid klare og logiske. Du forstår abstrakte koncepter, og er i stand til at gætte på udfald, bruger matematik i dit daglige liv, er god til hovedregning og opfatter underliggende tendenser og de store linjer.

Den logiskmatematiske intelligens er høj hos computerprogrammører, videnskabsfolk, komponister, ingeniører, opfindere, bogholdere, revisorer, statistikere, handelsfolk og designere.

Hvis du har denne foretrukne intelligens, arbejder du bedst ved at løse problemer, lege med matematiske computerspil, analysere data, eksperimentere med praktiske problemer, sørger for at have et system på alting, løse opgaverne trinvis og ét problem ad gangen.

Den personlige intelligens/ indadvendt filosofisk intelligens
Personligt intelligente er selvtillidsfulde, uafhængige og viljestærke. Du motiverer dig selv, du foretrækker uafhængige projekter, og tiltrækker tit andre mennesker på grund af din indre styrke. Du foretrækker din egen indre verden, du holder af at være alene og er bevidst om din egen styrke, svaghed samt følelse.
Du vil oftest være selvmotiverende, opmærksom på dine styrker og svagheder, oftest meget tilbagetrukket med private ting og ønsker at tænke tingene igennem i enrum.

Den personlige intelligens er høj hos planlæggere, selvstændigt erhvervsdrivende, kunstnere, religiøse ledere og forfattere.

Du kan styrke din intelligens ved athave “hjerte til hjerte”-samtaler og ved at anvende indlæringsaktiviteter, der befordrer en personlig udvikling. At du får tid til at gå i dybden med at tolke begivenheder og at sætte tid til din indre refleksion og lytte til din intuition, og at du tillader dig at være anderledes end de andre i gruppen.

Menneskevendt og social intelligens
Du nyder at være sammen med andre mennesker, du har mange venner samt sociale aktiviteter, og lærer bedst ved at relatere til og deltage i fællesskaber. Du bemærker og reagerer på andres følelser, og du er god til at organisere og forklare, hvad der skal gøres. Du hjælper andre med deres problemer og kan skelne mellem og fortolke forskellige sociale løsninger. Du har indflydelsen til at inspirere andre.

Den sociale intelligens er høj hos managere, politikere, socialarbejdere, læger, sygeplejersker, lærere, sociologer, psykologer, administratorer, psykoterapeuter, konsulenter og karismatiske ledere.

Du kan styrke din intelligens ved at lære gennem samarbejdsøvelser, bruge pauser til at tale sammen, arbejde sammen, anvende færdigheder i kommunikation og i at opbygge relationer, gøre indlæring sjov og sørge for, at der altid er tid til socialt samvær i alle indlæringssituationer, arbejde i teams, lære ved at yde service og anvende øvelser, hvor folk skal tale med hinanden. 

PIAGET & VYGOTSKY:

Læring i forhold til omverdenen:
Erfaringer og tilpasning – Vi lærer ved aktivt at tilpasse os omverden.
Piaget mener at det, at skabe mening af verden er en aktiv proces. Hjernen forsøger hele tiden at koble ny viden på gammel viden. Hjernen foretrækker at assimilere.  Med andre ord fortolker vi hvad vi ser og derfor vil det ikke svare til hvordan den ydreverdenen ser ud.

Vygotskys syn på læring og på individet:
Vygotsky betoner betydningen af kultur og de sociale netværk for læring

Man lærer af de sociale omgivelser

Sprog og tanker hænger sammen, udefra hans mening.

Vygotsky: sproget er medskaber af det, der læres, f.eks. Lærer man noget andet om sne, hvis man har 30 ord for sne end hvis man kun har 2

ZNU:
Zonen for nærmeste udvikling (det er en forkortelse!)
ZNU er afstanden imellem hvad barnet selv kan klar og hvad barnet skal have en støtte til.

Stilladsering:
Stilladsering er et begreb, som Yvgotsky står bag.
Stilladsering støtter læring,
Man bruger et stillads til at kunne nå noget, man ellers ikke ville kunne nå. I læring: man opstiller hjælpemidler eller delmål for at gøre det nemmere at nå det næste trin / det endelige mål. Man kan jo sjældent lære det endelige mål med det samme.

Eks: Når man tager kørekort:
1) Køreteknisk anlæg (kravlegård)  / manøvrebane med kegler
2) Byer, lyskryds

3) Landevej & rundkørsler

Distribueret kognition:
Opfattelsen af kognition som en proces, der deles mellem flere tænkende individer. Det betyder at problemet løses bedst i grupper. ”To hoveder er bedre end ét”.

Sammenligning af Piaget og Vygotsky: