Ondskab:
Definitionen af ondskab er bevidst eller målrettet at påføre andre mennesker smerte eller lidelse. Det kan ske gennem fx grov mishandling, voldtægt, overgreb eller terror. Det er kun ondskab hvis det påføres levende mennesker. Det bliver ikke betragtet som værende ondskab, hvis det sker uforsætligt (altså, ikke med vilje). Et fællestræk ved ondskab er, at gerningsmanden mangler hensynstagen til andre menneskers følelse og menneskeværd. Derfor kan man sige, at ondskab er empatiske handlinger.
Opfattelser af ondskab gennem tiden:
- For 100 år siden havde man en udviklingspsykologisk opfattelse af at det var individet der var ondt. Fx Freud der pegede på, at mennesket har en aggressionsdrift. Der var fokus på det individualpsykologiske.
- Senere var fokus på situationaliteten. Fx Zimbardo og Milgram. Mennesket er ikke født onde, men selve situationen og gruppekontekst kan gøre normale mennesker onde.
Der kan være tale om umoralsk-frakobling. Her er fokus på det gruppe – og socialpsykologiske. - Med rod i 1970’ernes socialpsykologi fandt man ud af, at det er samfundets skyld at ”strukturel vold” kan forekomme, fordi man dehumaniserer og udgrænser forskellige grupper af mennesker. Her er fokus på det socialpsykologiske.
Hvorfor tænker vi over årsagerne bag ondskabsfulde handlinger?
Det ligger i menneskets natur at søge årsagsforklaringer. Det er svært at forholde sig til, hvis onde gerninger er umotiverede. Som regel har ting en årsag.
Svendsens ondskabstypologi:
Den norske filosof opererer i sit værk ”Ondskabens filosofi” med fire forskellige typer ondskab. Det kan være vanskeligt at afgøre hvilken af de fire kategorier, en bestemt aktører tilhører. Nogle gange falder de måske ind under to typer.
- Den dæmoniske ondskab
Dette er den mindst udbredte. Her finder ondskaben sted for sin egen skyld. Aktøren oplever spænding og sadistisk glæde ved at påføre andre lidelse. Formålet med ondskaben er at opleve denne sadistiske tilfredsstillelse. Det kan måske gælde en torturbøddel der har til opgave at torturere fanger.
- Den instrumentelle ondskab
En person gør noget ondt for at opnå noget andet, velvidende at det gør ondt. Det onde, som skal opnås, kan udmærket være et godt formål, men midlerne er onde. Ondskaben er instrumentel, dvs. den er et redskab til at opnå noget som måske også kunne være opnået på anden vis. Den onde handling mangler egenværdi. Fokus er på det, som skal opnås. Det kunne fx være en hustru der myrder sin rige mand for at arve hans formue.
- Den idealistiske ondskab
Her gør aktørerne noget ondt, i den tro at det er godt. Terrorister hører ind under denne type, fordi de må beskrives som idealister. Idealisten vil kunne anderkende at enkelte handlinger er beklagelige, men de vil søge dem retfærdiggjort af et højere gode. Således giver udøverne af det onde sig ud for at repræsentere det gode, men når man ser på deres handlinger er de onde. Også selvom aktørerne selv mener, at de udrydder det onde!
- Den dumme ondskab
Denne type kendetegnes ved, at aktørerne er uvidende eller på råber sig, at være uvidende om, at det de gør, er ondt. Aktørerne handler uden at tænke over, hvorvide det de gør, er godt eller ondt. På denne måde skiller de sig ud fra den idealistiske ondskab, hvor aktørerne netop tænker over godt og ondt. Dumhed er her fraværet af refleksion. Eller måske vil man gerne være uvidende (fortrængning, benægtelse) og kan ikke eller tør ikke, at tænke dybere. Mobning kan være et godt eksempel på dum ondskab. Når elever har mobbet en klassekammerat i folkeskolen og senere som voksne bliver konfronteret med offeret, der beskriver, hvor hårdt det ramte, erklærere de ofte, at de ingen anelse havde om, at det de gjorde var så slemt.
Svendsens fire årsagsforklaringer:
Lars Svendsen opstiller disse fire forklaringer, som traditionelt angives som årsag til, at mennesket begår ondskab:
- Mennesket føler sig besat eller forført af en overnaturlig magt.
- Mennesket er ud fra sin natur determineret til en bestemt type
adfærd, vi kan kalde ond. - Mennesket bliver formet af sine omgivelser til at udføre onde handlinger.
- Mennesket er frit og vælger at handle i overensstemmelse med det onde.
Baron-Cohens teori om manglende empati:
Empati er en vigtig social kompetence. Psykologiprofessor ved Cambridge University og autismeekspert Simon Baron-Cohen skriv i 2011 en bog om den teori, at ondskab udspringer af manglende empati, idet gerningsmanden i gerningsøjeblikket frakobler indfølingen for det enkelte menneske.
Autister kan have problemer med at føle empati, men det betyder ikke, at de geråder ud i ondskab.
Baron-Cohens definition af empati:
Ifølge Baron-Cohen er empati en treleddet aktivitet, som han forklare sådan her:
- Erkendelse: Give slip på os selv og vores enstrengede fokus på egne behov og åbne opmærksomheden for at inkludere andre.
- Identifikation: Empati er desuden vores evne til at identificerer os med, hvordan en anden tænker og føler.
- Respons: Slutteligt er det (på baggrund af erkendelsen og identifikationen) ens evne til at besvare vedkommendes tanker og følelser med en passende emotion. Denne respons er en form for aktivitet.
Martin Buber:
Martin Buber opstillede i 1920’erne en teori om to måder, man kan møde folk på.
- Jeg-du-mødet
Når man indgår en dialog med en anden person, og anerkender, at den anden er et selvstændigt subjekt. Der skabes et intersubjektivt rum, dvs en relation mellem de to eller flere subjekter på lige fod på tanke- og følelsesplanet. Dette er almindeligt i nære forhold. - Jeg-det-mødet
Når man behandler den anden som et objekt, idet man ser bort fra, at den anden egentlig er et subjekt. Man bruger her den anden til et formål. Dermed gøres den anden til et objekt (objektivisering). Aktøren tager kun udgangspunkt i sit jeg. Dette sker ifølge Baron-Cohen fordi vi har slået empatien fra. – vi har kun øje for egne behov, tanker og følelser.Jeg-det-mødet kan også opstå, når et møde er midlertidigt, kortvarigt og/eller af forretningsmæssig karakter, hvor man ikke behøver være personlige eller komme i dybere kontakt med hinanden.
Zimbardos Stanford Prison Experiment:
Zimbardo satte sig for at undersøge hvordan omgivelser kan ændre attituder. Han ville undersøge om omgivelserne i fængslerne er skyld i ondskab og vold, eller om ondskaben kom af at folk var sadistiske.
I eksperimentet skal 21 studerende fungere som henholdsvis vagter og fanger i 14 dage i et simuleret fængsel opbygget til lejligheden i kælderen på Stanford universitet i USA. Zimbardo og hans gruppe har annonceret efter almindelige studerende, der er interesseret i at deltage i eksperimentet for et mindre beløb. 75 melder sig til eksperimentet. Af dem bliver 24 af de mest socialt veltilpassede og emotionelt stabile udvalgt. 10 tilfældige af dem skal fungere som vagter, 11 andre som fanger, 2 er i reserve og 1 stopper inden eksperimentet går i gang. Det kommer siden til at blive kendt under navnet Stanford fængselseksperimentet.
Ifølge Zimbardo er der tre væsentlige grunde til, at de foretager eksperimentet. For det første skal forsøget gøre op med rygter i samtiden om at den voldelige adfærd overfor fangerne i fængsler skyldes, at personalegruppen består af særligt ufølsomme mennesker. For det andet har Zimbardo i nogle år foretaget undersøgelser, der viser, at mennesker lettere er i stand til at begå grusomme handlinger i situationer, hvor de blot er anonyme medlemmer af en gruppe (deindividualisering), eller hvor de opfatter andre på en måde, der gør disse mindre humane (dehumanisering). Sammen med Haney og Banks vil han nu skabe et forsøg, hvor både deindividualiseringen i egengruppen og dehumaniseringen af de andre i fremmedgruppen er i spil. For det tredje ønsker Zimbardo og de andre forskere at skabe et eksperiment, hvor det ikke som i Milgrams eksperiment er autoriteten, der presser forsøgspersonerne til at begå onde handlinger, men hvor det skal undersøges om selve den sociale situation og den kraft, der udgår fra regler, roller, gruppeidentitet og symboler i situationen, alene er i stand til at få almindelige mennesker til at begå onde handlinger.
Da forsøget går i gang bliver de udvalgte fanger afhentet på deres bopæl af det lokale politi, som har indvilget i at hjælpe for at gøre eksperimentet mere realistisk. Fangerne får håndjern på, og ved ankomsten til fængslet bliver de afklædt og afluset, de får en lænke om anklen, og deres tøj og ejendele bliver taget fra dem og i stedet bliver iført en kutte påhæftet et fangenummer. Derefter bliver de anbragt i deres celler, hvor de skal opholde sig 24 timer i døgnet. Vagterne i eksperimentet har uniformer på og har hver især en fløjte, en træstav og spejl-solbriller, som forhindrer fangerne i at se dem i øjnene.
Påklædningen er en vigtig del af eksperimentet. Uniformeringen af vagterne er netop med til deindividualisere dem og skabe identifikation med gruppen, og samtidig skal uniformen symbolisere magt og kontrol. Fangernes påklædning skal omvendt ydmyge og dehumanisere dem og markere deres underlegenhed i forhold til vagterne.
Det er meningen, at eksperimentet skal vare to uger, så deltagerne kan vænne sig til deres roller. Men allerede efter 6 dage må forsøget afbrydes, idet fem af fangerne bryder følelsesmæssigt sammen. Videooptagelserne fra forsøget viser, at flere af vagterne foretager fysiske og psykiske overgreb på de indsatte, skønt de ved eksperimentets start får at vide, at de ikke må bruge fysisk afstraffelse. Zimbardo og hans gruppe er rystet over, hvor grusomt disse almindelige studerende behandler fangerne, og hvordan enkelte går langt over stregen i forhold til hvad rollen som vagt indebærer.
Ifølge Zimbardo og hans gruppe viser eksperimentet flere ting: For det første viser det, at vagternes antisociale adfærd ikke skyldes særlige personlighedstræk i retning af ufølsomhed overfor andre, idet rollerne som henholdsvis vagter og fanger i eksperimentet er tilfældigt fordelt. Det er selve den situation, de står i, og de forventninger der præger situationen, der skaber deres adfærd. Det viser for det andet, at mennesker, der i sociale situationer placeres i komplementære roller som henholdsvis magtfuld og magtesløs, begynder at identificere sig med rollerne og handle efter dem. Roller har med andre ord en stærk indflydelse og kan til tider få os til at handle på trods af vores egne moralbegreber og holdninger. For det tredje peger eksperimentet på, at identifikationen med egengruppen er med til at forstærke den negative og fjendtlige indstilling til fangerne, og at den dehumanisering, fangerne udsættes for, yderligere er med til at skærpe denne indstilling. Og endelig for det fjerde viser eksperimentet, hvordan gruppepresset fra de andre tvinger den enkelte vagt til at gøre som de andre og konformt deltage i eller i det mindste ikke sætte spørgsmålstegn ved den hårdhændede behandling af fangerne.
På den anden side er det også vigtigt at få med, at det kun er 1/3 af vagterne, der optræder voldeligt overfor de indsatte. Det er altså ikke alle de implicerede, der partout underlægger sig gruppeidentiteten og giver pokker i deres egen moral og samvittighed. Nogle mennesker har, som vi også så det hos Milgram, styrke til at sige fra og vælge ikke at gøre ting, der strider mod deres moralfølelse.
Kritik af Zimbardos forsøg:
Det kan ses for ikke at være realistisk nok (rollerne kan overspilles), men det kan også ses for at være “for realistisk”: Det var etisk problematisk at flere fanger fik psykiske mèn, stress og depression, problematisk at fangevogterne levede sig så meget ind i deres roller, at det blev yderst ubehageligt for fangerne.
Milgrams lydighedsforsøg:
Den amerikanske psykologiprofessor Stanley Milgram gennemførte en forsøgsserie, som efterhånden er blevet klassisk. Han ville undersøge, hvor langt det var muligt at få almindelige mennesker til at gå, når det gjaldt om at tilføje andre smerte. Og han ville se, hvor langt man kunne få dem til at gå udelukkende ved hjælp af autoritet – Altså uden tvang, trusler eller bestikkelse.
Forsøgspersonerne fik at vide, at eksperimentet skulle undersøge indlæringseffekten af afstraffelse, her i form af elektriske stød. Efter en arrangeret lodtrækning skulle forsøgspersonerne være lærere, og en i forvejen indviet og oplært person skulle være elev.
Læreren (altså den virkelige forsøgsperson) skulle give et elektrisk stød, hver gang eleven svarede forkert på et spørgsmål. Det, deltagerne ikke vidste, var, at stødene ikke var ægte.
Hver gang lærerne skubbede til stødknappen, skreg skuespilleren ud i smerte. For hvert galt svar, blev styrken af stødene øget. Selv da skuespilleren bad om nåde, gav deltagerne sig ikke.
Efter 330 volt strøm hører man ikke flere skrig og der registreres heller ikke noget svar.
Når eleverne henvender sig til autoriteten og spørger om de ikke skal afbryde, får de at vide, at de ikke har noget valg, og at det er meget vigtigt at de fortsætter.
Til sidst havde 26 af 40 forsøgspersoner givet eleven det stærkeste stød på 450 Volt. Et så kraftigt stød kan give forbrændinger og alvorlige skader.
Stanley Milgram konkluderede, at alle mennesker kan blive onde, hvis de får ordrer fra en autoritetsperson. Ifølge Milgram er det autoriteten der er den afgørende faktor ved lydighed.
Kritik af Milgrams forsøg:
Milgrams forsøg har været udsat for hård kritik. Mange siger, at resultaterne ikke kan overføres til livet udenfor forsøgslokalet. Det er sværere at torturere et andet menneske end at trække i et håndtag i et psykologisk eksperiment. Desuden risikerer en soldat i krig fx også at blive straffet, hvis han ikke gør hvad der bliver sagt.
Asch’s konformitets-forsøg:
Asch’s forsøg handlede om vores tilbøjelighed til at give efter for gruppepres.
(Konformitet = tilpasningsevne)
Forsøget var meget enkelt tilrettelagt: 7-9 mandlige universitetsstuderende fik forevist et kort med tre ulige lange linjer på og et andet kort med én linje på. De skulle angive, hvilken af de tre ulige lange linjer, der var samme længde som linjen på kortet for sig selv. Opgaven var så nem, at fejlprocenten normalt var under 1 %.
Men I Asch’s forsøg var det på forhånd aftalt med alle deltagerne, undtagen én, at svare på en bestemt måde. Den uindviede blev placeret således, at han kom til at svare næstsidst efter at have hørt de andres svar. Forst svarede de indviede rigtigt, for at forsøgspersonen ikke skulle få mistanke. Derefter begyndte de enstemmigt at udpege en anden linje end den rigtige.
Arch ville se, hvor mange forsøgspersoner der gav efter for det gruppepres, der på den måde opstod. Forsøget blev gentaget flere gange med forskellige forsøgspersoner, så man kunne få et bredt grundlag. Ca. en fjerdedel af forsøgspersonerne var helt selvstændige, mens en tredjedel gav efter, og i de allerfleste tilfælde gav samme – helt åbenbare forkerte – svar som gruppen.
Kritik af Aschs forsøg:
Forsøget blev kritiseret, sådan som de fleste forsøg med overraskende resultater bliver det. Det kan ikke sammenlignes med en virkelig situation, har mange sagt, eftersom mange anskuelser og vurderinger hos et menneske er meget mere rodfæstede end opfattelsen af forskellige linjers længde. Det ville have været mere interessant, hvis forsøget havde tester menneskers anskuelser med hensyn til dødsstraf, fri abort, politik og andre vigtige områder.
Andre grunde til ondskab:
Holdninger og synspunkter, racisme, sadistiske tilbøjeligheder, rivalisering, trained to kill (krig), autoriteter/lydighed
Hvad er fordomme?
Negative holdninger, som ikke beror på individets egen dømmekraft, men gruppens, kaldes en fordom. Den bygger på en lille viden, og følelserne og handletendenserne er negative. Desuden er en fordom meget svær at ændre trods tilførsel af ny viden. Den nye information fordrejes, så den er i harmoni med holdningens øvrige komponenter.
Hvordan kan fordomme opstå?
Fordomme skabes mellem grupper som er fjendtligt indstillet overfor hinanden. Skaber solidaritet indadtil i gruppen. Fordomme kan overføres fra generation til generation (gennem socialisering)
Reducering af fordomme:
Fordomme er meget svære at ændre trods tilførsel af ny viden. Den nye information fordrejes, så den er i harmoni med holdningens øvrige komponenter. De kan dog godt ændres eller reduceres ved fx at lave en positiv situation for grupperne, skabe et fælles mål for grupperne eller skabe viden/forståelse for hinanden.
Sherifs forsøg:
I 1954 lavede Muzafer Sherif et eksperiment, med formålet om at iagttage menneskers parathed i forhold til sociale grupper. Eksperimentet gik ud på at 22 drenge i alderen 11 år, blev delt i to grupper i en park. Denne park var Robbers Cave, og dette var her hele eksperimentet foregik. De to grupper var fordelt i hver sin ende af parken, og kendte ikke til den anden gruppe.
Den første uge og 1. fase gik ud på, at grupperne i mellem skulle arbejde sammen om forskellige opgaver. Hurtigt blev der et socialt sammenhold, og lederen i gruppen blev hurtigt fundet. Der blev altså dannet et hierarki i hver gruppe. Efter den første uge, blev drengene gjord bekendt med at der var en anden gruppe drenge i parken. Fase 2. blev dertil indledt med en turnering der gik ud på at grupperne skulle kæmpe mod hinanden i 10 forskellige sportdiscipliner. I denne fase blev der tydeligt oprettet en interessekonflikt mellem grupperne, Dette blev tydeliggjord både med hensyn til kommunikation hvor de talte fjendtligt til hinanden, men der kom også handling bag ordene hvor en af grupperne brændte den anden gruppes flag af. Det blev altså tydeligt for Sherif, hvor nemt det var at oprette en konflikt, der så hurtigt eskalerede. Samtidig viste begge grupper egocenterisme, da de syntes at de selv var meget bedre end den anden gruppe. I fase 3 ville Sherif etablere en konfliktløsning, og oprettede nogle opgaver grupperne skulle samarbejdes om at løse. Eksempelvis skulle de reparere lastbilen, der kom med forsyninger og hvis den ikke blev lavet fik de jo ingen forsyninger, Denne opgave kunne kun løses i fællesskab, og det lykkedes dem at reparere lastbilen.
Sherif bevidste altså at der let kunne oprettes konflikter mellem sociale grupper, som efter nogle samarbejdes-opgaver kunne løses igen.
Hvad er normer?
Det er hvordan folk skal opføre sig i et samfund. Der er både regler der er bestemt ved lov og uskrevne regler som kaldes en norm.
Fx: Man tager ikke gult tøj på, når man skal ind og se fodbold i Parken.
Social kontrol i normsystem:
Normerne kan variere stærkt mellem grupper i et samfund. Medlemmerne af frireligiøse bevægelser ser som oftest anderledes på seksuelt samkvem før ægteskabet, end de fleste andre danskere gør. Vold er mere accepteret i visse bander end hos resten af befolkningen.
For at opretholde et normsystem skal der være en form for sanktioner og foranstaltninger. De bruges til styring af en gruppe, både faste og de pludseligt opståede situationer. Man slår ned på uønsket adfærd.
- Sanktioner:
Sanktioner sørger for, at medlemmerne i gruppen følger normerne. Den, der overtræder loven kan få bøder eller fængsel; den der forsynder sig mod en vigtig norm i gruppen kan straffes på anden vis. De mest almindelige sanktioner er udelukkelse eller trussel herom.
- Foranstaltninger:
Foranstaltninger er en i forvejen oplyst sanktion, der gør at individet følger gruppens normer.
Socialisering:
At man tilpasser sig de omgivelser og normer som man er i.
- Primær socialisering: man lære hvordan man skal opføre sig i den tidlige opdragelse
- Sekundær socialisering: det samme som ovenstående men nu i institutioner og skoler
Masser:
en masse er en stor menneskemængde, der er samlet og deler en fælles følelse, uden at de af den grund samvirker på en ordnet måde. Et idrætspublikum eller mennesker, der betragter et brændende hus er eksempler på masser. Massen karakteriseres netop ved, at den er spontan, letpåvirkelig, kan gribes af panik osv. Anonymiteten i en masse er forudsætningen for de primitive reaktioner – vrede og lederdyrkelse – som massen ofte viser. I en masse kan mennesker opføre sig på en måde, som de aldrig ville gøre, hvis deres normale sociale kontrol var i funktion.
Grupper:
Mennesket er et socialt væsen, der udvikler og danner sin identitet gennem relationer til og i samspil med grupper. En gruppe er defineret som en relation mellem nogle mennesker, der har et fælles mål. Grupper inddeles i:
- Primærgrupper:
En gruppe med relativt få medlemmer med tæt kontakt til hinanden. Medlemmerne deltager i reglen med flere sider af deres personlighed og identificerer sig med hinanden, og er sammen over længere tid. Familien er en primærgruppe. - Sekundærgrupper:
Består ofte af relativt mange mennesker, med ringe indbyrdes kontakt. Det kan fx være medlemmerne i kajakklubben, der kun er samlet omkring denne ene interesse. Når interesseforholdet ikke gælder længere, træder man ud af gruppen. Grupperne kan således være af ret kort varighed, og have en hyppig udskiftning – men ikke nødvendigvis. - Referencegrupper:
Grupper som man henviser til og bruger som rettesnor for, hvordan man skal opføre sig, tænke eller mene. De kan være enten positive, altså dem man gerne vil ligne – eller negative, altså dem man ikke vil ligne. Man behøver ikke have fysisk kontakt med en referencegruppe endsige kende alle medlemmerne. Referencegrupper kan fx være unge mænd med rygmærker, lædertøj og motorcykel.
Hvad er en social rolle?:
Med ’rolle’ mener socialpsykologerne ”summen af de forventninger, der stilles til et menneske i en bestemt position.”
At ”bryde med en rolle”:
Det er svært at bryde andres og ens egne forventninger. Der vil ofte optræde sanktioner hvis man pludselig prøver at bryde sin rolle.
Fire typer rollekonflikter:
- Flere roller på samme tid / curlingmor vs topchef
Når man skal udfylde to uforenelige roller på én gang - En rolle indeholder uforenelige forventninger / statsminister
Andre har forskellige forventninger til ens rolle fx hvordan en lederrolle skal styre på - Den fordømte man / egen forventning VS. Andres forventning
Man har en forventning, som ikke lever op til omgivelsernes forventninger
Man har en forventning til en rolle (prototype) som andre har en anden mening om fx pga. tiden vi lever i, så skal mænd skal have mere ansvar for huslige gøremål. - Man skuffer sig selv
Når man ikke synes at det lykkes at leve op til de forventninger, der findes til rollen
At man ikke udfører sin rolle godt nok, ikke dygtig nok. Ofte undervurderer man sig egen indsats
Skriv et svar