Noter til udviklingspsykologi STX

”God omsorg”:

Ved regelmæssig og passende omsorg under fredelige forhold har barnet mulighed for at udvikle en sund tilknytning til sine omsorgspersoner samt opleve tryghed og tillid. Derimod indvirker ustabile forhold og højtrøstede konflikter negativt.
Ved god omsorg tænker man ofte på følgende tre aspekter, doseret i passende mængder:
1) Tilsyn, 2) Stimulation, 3) Tilknytning
Behovet for hver af de tre dele, kan variere fra barn til barn og alt efter barnets alder, men tilsammen skaber de en grundlæggende omsorg.

• Tilsyn
  At nogen holder opsyn med barnet, sørger for det, beskytter det, passer på det. At barnet fornemmer, at det ikke er overladt til sig selv, men at forældrene er tilgængelige. Tilsynet skal forhindre, at der sker en ulykke – men hvis der sker noget, fx at barnet brænder sig, kan tilsynet trøste, hjælpe og eventuelt køre på skadestuen.
  Tilsynet sikrer, at barnet får opfyldt sine fysiologiske behov, som er det nederste felt i Maslow’s behovspyramide: At det bliver vasket, skiftet, får mad og drikke samt får søvn og bliver trøstet, og der bliver leget med barnet på de rigtige tidspunkter. Korrekt ernæring og tilstrækkeligt søvn er alfa og omega for en sund udvikling.
  De rigtige tidspunkter betyder, at omsorgspersonen skal kunne læse barnet og have indføling med det. Forældrenes empati (indlevelsesevne) og opmærksomhed giver barnet mulighed for selv at dets empatiske evner. Empati er en hjørnesten i følelsesmæssig intelligens.
• Stimulation
  Barnet skal udvikle sin erkendelsesverden ved at få lov at udfolde sin nysgerrighed og opdagelsestrang indenfor trygge og sikre rammer. Forældrene kan hjælpe barnet på vej. Barnet stimuleres ved at lege med forældrene eller gøre noget selv.
  Stimuleringen skal være passende for barnets alder og natur. Understimulering giver mangelsymptomer mens overstimulering kan gøre barnet reserveret. Begge dele kan få barnet til at trække sig ind i sig selv. Men gennem tilpas stimulering og leg udvikler barnet sine sanser og sit nervesystem, motorik og sine kognitive færdigheder såsom perception, intelligens og evne til at kommunikere. Barnet lærer ved at gøre en ting og repetere den igen og igen, fx rulle med en bold eller lave en lyd med ranglen.

• Tilknytning
  Det er gunstigt, hvis spædbarnet får mulighed for at knytte sig til én primær omsorgsperson. Det er ofte moderen, der udfylder denne rolle. Når barnet bliver lidt ældre, er det positivt, hvis barnet oplever nærvær fra flere omsorgspersoner, der er tilgængelige. I alle tilfælde er det optimale, hvis barnet udvikler et tillidsfuldt og pålideligt, gensidigt følelsesmæssigt bånd til begge forældre. Tilknytningsevnen er noget der skal trænes, og det kræver intimt samvær. At opleve positivt, fysisk og psykisk nærvær med en anden person er gunstigt for barnet.

Får barnet god omsorg i de første leveår, vil det ifølge Erikson udvikle grundlæggende tillid til verden. (Se Eriksons otte aldre. Grundlæggende tillid hører til i alderen ”tillid eller mistillid”)

Omsorgssvigt:
– Se skema.

Omsorgssvigt kan ske i forskellige grader. Man kan ikke altid se direkte på barnet, at det er omsorgssvigtet, idet nogle af kendetegnene kan være skjult under tøjet. Eller børnene fortier eller benægter, at der sker uhyrligheder derhjemme. Der kan være ydre tegn på omsorgssvigt, men man kan ikke altid se, hvilken omsorgssvigt der ligger til grund. Uanset hvad betyder alvorlig omsorgssvigt altid, at hjemmet er et helvede for barnet og ikke det ”helle”, som det burde være.
I Danmark anvender man ofte sygeplejerske Else Christiansens inddeling af forskellige former for omsorgssvigt.

Risikofaktorer, beskyttelsesfaktorer og resiliens:
– Se skema.

Den danske psykologiprofessor Arne Poulsen har et meget nuanceret syn på børns og spædbørns udvikling samt følger af omsorgssvigt.
Han taler om risikofaktorer og peger på at mønsterbrydning trods alt er det mest almindelige.
Alvoren af de negative effekter afhænger ifølge Arne Poulsen sammen med graden og arten af omsorgssvigt, barnets sårbarhed og resiliens, forældrenes evner samt barnets ressourcer. Omsorgssvigtede børn kan bære rundt på stor skyldfølelse og usikkerhed, fordi de tror, at det der er hændt, er deres egen skyld. Men det er det ikke!

Risikofaktorer optræder ofte i klynger. Fx optræder fattigdom ofte sammen med dårlig ernæring, dårlige boligforhold og lav uddannelse. Dermed kan udsatte miljøer genere flere risikofaktorer end velnærede, højborgerlige miljøer. Samtidig er nogle risikofaktorer mere kausale end andre – især hyppighed og massiv omsorgssvigt.
Risikoen er at barnet fejltilpasses, fejludvikles eller udvikles forsinket. Men jo flere ressourcer og dermed større resiliens, jo større mulighed er der for, at barnet kommer på fode som voksen.

Når mange børn alligevel kommer sig efter ulykker eller omsorgssvigt, er det, fordi resiliensen og ydre faktorer hjælper med at beskytte dem mod dårlige følgevirkninger og fejludvikling. Jo flere beskyttelsesfaktorer barnet har, jo flere ressourcer har det at stå imod med. Børn og unge kan tåle flere risikofaktorer uden at tage skade, jo flere beskyttelsesfaktorer de har.

”Den bløde vinkel”:

Det er nemt at forestille sig alvorligt omsorgssvigt i en voldelig og alkoholiseret familie i underklassen. Man hører ikke sjældent om ”ressourcefattige nomadefamilier”, der flytter fra kommune til kommune, for at undgå, at det bliver opdaget, at deres børn omsorgssvigtes. Men omsorgssvigt foregår i alle sociale lag, i alle slags miljøer om end omsorgssvigtet kan have et andet ansigt i overklassen og den højere middelklasse. Der er ikke nødvendigvis tale om blå mærker og andre tydelige tegn på omsorgssvigt; mishandlingen kan bestå af psykisk terror eller total forsømmelse, pga. forældrenes optagethed af deres karriere.
Problemet med omsorgssvigt i overklassen er, at der ikke altid bliver troet på barnet, når det bryder tavsheden.

TYPER AF OMSORGSSVIGT:

RISIKOFAKTORER:

BESKYTTELSESFAKTORER:

Bowlby’s tilknytningsteori:
Ifølge Bowlby har små børn en medfødt, biologisk trang til at knytte sig til en plejeperson. Trangen er stærk og medfødt, barnet kan ikke lade være med at forsøge at tilknytte sig.
Helt små børn kan ikke gøre meget andet end at se, skrige og fægte med arme og ben. De skriger ikke kun for at få mad eller en tør ble. De skriger også fordi de vil have fysisk nærhed. De vil gerne løftes op, holdes om og kærtegnes. I reglen holder de op med at skrige, når de bliver løftet op, såfremt de ikke netop på det tidspunkt er sultne eller har ondt. Ved at holde op med at skrige, viser de, at de er tilfredse.
Når barnet er 2-3 måneder (og måske endnu tidligere), kommer de første rigtige smil. Barnet kan ved at se på moderen og smile til hende forstærke tilknytningen. Når barnet derefter begynder at kravle og tager sine først skridt, så bliver det endnu tydeligere, hvordan det søger kontakt med moderen/plejeren.
Tilknytningen er et primært behov, ligesom behovet for mad er nødvendigt for overlevelse. Tidligere mente mange, at kontaktbehovet var en følge af madbehovet, dvs. at man begynder at holde af den, man fik mad af, netop fordi man fik mad af vedkommende. Men Harlows forsøg viste, at kontaktbehovet var uafhængigt af behovet for mad. Også iagttagelserne af børn på børnehjem og hospitaler viste dette. Børnene fik jo mad der; at børnene alligevel blev deprimeret skyldtes manglende kontakt.
Bowlby mente, at tilknytningen har en udviklingsbiologisk baggrund. Menneskebarnet har, i sammenligning med andre pattedyr, behov for hjælp i lang tid. Dette bevirker, at barnet tidligt må knytte sig til voksne, så det kan få hjælp og beskyttelse. Derfor har mennesket fået en medfødt trang til at skabe stærke bånd til en eller et par egnede individer. Desuden findes der hos voksne en lignende trang til at reagere på barnets tilknytning, en slags beskyttelses- eller omsorgsinstinkt.

Indre arbejdsmodel:

Den indre arbejdsmodel er et værktøj som bliver brugt når man møder andre. Den indre arbejdsmodel bliver skabt, når individet møder noget nyt, eller erfarer noget nyt. Vi kan også bruge de kognitive skemaer til at beskrive dette, og socialpsykologi når det omhandler andre mennesker. (Eksempel, AP s. 204)

Systemet for at søge nærhed og systemet for udforskning:

Der findes ifølge Bowlby lige fra begyndelsen to systemer hos barnet: systemet for at søge nærhed og systemet for udforskning. Det første får det til at søge tryghed, nærhed, trøst og beskyttelse. Det andet får det til at udforske verdenen.
Hvis systemet for nærhedssøgning fungerer godt, så opbygger barnet en tryg basis. Det ved, at det kan få trøst, beskyttelse og nærhed hos én eller flere voksne, derfor føler det sig så trygt, at det kan begive sig ud på opdagelse og udforske verden.

Tilknytningssystemet:

Det lille barn har en ”inde arbejdsmodel”, som hele tiden opdateres i forhold til omverdenen. Så længe barnet er barn bruger det sin arbejdsmodel til at søge en tryg basis hos forældrene og til at udforske verdenen.
Så bliver den unge voksen, og forholdet til forældrene omdefineres. I stedet bliver den unge nu parat til selv at blive en tryg basis og give omsorgen videre til sine børn.

Denne model – systemet for omsorg – ligger klar og venter, til tiden er inde til at tage det i brug. førstegangsforældre plejer med en vis forundring at opdage, at de faktisk har et beredskab til at tage sig af børn, som de ikke rigtig vidste det i forbindelse med at det første barn kommer, de kan unge forældre atter nærme sig deres egne forældre. Det er ikke så mærkeligt, at arbejdsmodellerne fra ens egen barndom aktiveres nu, selvom de ikke tages i brug på en ny måde. En faktor, som uden tvivl påvirker omsorgssystemet, er ens egne erfaringer ed hensyn til omsorg og tilknytning.

Harlows abeforsøg:
(Se også Bowlby’s tilknytningsteori)

De abeunger, der var isoleret i bure under opvæksten og ikke havde mulighed for fysisk kontakt med andre aber, viste meget tydelige tegn på følelsesmæssig forstyrrelse. De sad ofte sammenkrøbne og rokkede stift frem og tilbage. De udviklede tvangsmæssige vaner sm hele tiden at rive og kradse sig selv det samme sted, indtil det blødte. Forsømte børn på børnehjem har udviklet en lignende adfærd. Når de forstyrrede aber senere blev sat sammen med normale aber, kunne deres adfærd blive noget forbedret, men ikke på afgørende vis. Deres sociale og frem for alt seksuelle adfærd var meget forstyrret. De kunne ikke parre sig normalt, og der blev ikke tale om nogen graviditet, selv om dyrene fysisk set var raske.

I nogle af forsøgene lod man en unge vokse op uden moderen, men med en erstatningsmor bestående af en tøjdukke. Undertiden blev sutteflasken med ungernes mælk placeret på denne tøjdukke. Undertiden havde ungerne adgang til både en tøjdukke uden mælk og en ståltrådsdukke med mælk. Det viste sig da, at ungerne hele tiden foretrak tøjdukkenm selv om hun ikke havde mælk. Muligheden for en stimulerende hudkontakt, var vigtigere end hvor maden kom fra. Det stemmer også med vores daglige erfaringer, hvad angår pasning af børn. Hvis moderen ikke kan amme, men mader med flaske, bliver bindingen mellem mor og barn ikke svagere, så længe barnet får rigeligt med kropskontakt; kys, kærtegn og nærhed.
De unger, der havde haft tøjdukkemødre, var i nogle situationer mere trygge end de, der slet ikke havde haft nogen mor, men forskellen var ikke så stor, og også deres sociale og seksuelle addfærd var unormal. Andet kan man heller ikke vente – en tøjdukkemor kan jo
ikke opdrage og vejlede sine unger, kun passivt lade sig kærtegne.

I nogle forsøg voksede abeunger op uden mødre, men fik hver dag lejlighed til at lege lidt med andre unger i samme situation. Disse udviklede en praktisk talt normal social og seksuel adfærd. Bemærkelsesværdigt nok viste de sig langt mere normale end de unger, der var vokset op sammen med deres mor, men som i de første syv måneder havde været isoleret sammen med hende alene.

Konklusion: Abeungerne behøvede kontakt med en plejer og desuden med andre unger.

Fremmedsituationstesten:

En stor del af tilknytningsforskningen har været optaget af at undersøge de betydelige individuelle forskelle, der er i børns tilknytningsmønstre. Det er især den amerikanske psykolog Mary Ainsworth (1913-1999), der har lagt grunden til denne forskning. I 1960’erne udviklede hun den såkaldte fremmedsituationstest til børn mellem 11 og 18 måneder. Testen skulle belyse, hvor tryg eller utryg børns tilknytning var til omsorgspersonen ved at udsætte dem for en række stressende situationer. I praksis indeholder testen otte episoder, der hver varer cirka tre minutter

1. Lokale med legetøj, hvori eksperimentet skal foretages, fremvises for forælder og spædbarn.
2. Forælder og barn er alene. Barnet udforsker lokalet, forælder iagttager.
3. En fremmed voksen kommer ind i lokalet, taler med forælderen, hvorefter han/hun går hen til barnet.
4. Forælder går ud. Den fremmedes adfærd er tilpasset barnets adfærd.
5. Forælder vender tilbage og beroliger barnet, den fremmede går ud.
6. Forælder går ud. Spædbarnet er alene.
7. Den fremmede kommer ind og tilpasser sin adfærd efter barnets.
8. Forælderen kommer ind i lokalet, hilser på spædbarnet og tager det op. Den fremmede forlader ubemærket lokalet.

På baggrund af testen identificerede Ainsworth oprindelig tre grundlæggende tilknytningstyper: tryg tilknytningstype, utryg-undgående tilknytningstype, utryg-ængstelig tilknytningstype. Senere har andre forskere beskrevet en fjerde tilknytningstype: utryg-desorganiseret tilknytningstype.

• Den trygge tilknytning:
  60-70 % Af børnene.
  Indebærer at barnet aktivt og sikkert bruger moderen som en tryg basis. Ved en kort adskillelse fra moderen bliver nogle af disse børn bange. Når moderen så kommer tilbage, søger de børn, der har været bange, hurtigt kontakt med hende og bliver så beroligede af hendes nærvær. De, der ikke har været bange, viser en stærk glæde ved gensynet.
• Den ambivalente tilknytning:
  10-20 % Af børnene.
  Indebærer at barnet savner rigtig nysgerrighed og glæde. I stedet er det ængsteligt og nedtrykt og viser stor angst, når moderen er borte. Når hun kommer tilbage, lader barnet sig vanskeligt trøste.
  Nogle af børnene er bed moderens tilbagekomst både nedtrykte og protesterende. En del reagerer med stille gråd eller passivt.
• Den undvigende tilknytning:
  • % Af børnene.

Børnene med den undvigende tilknytning udforsker ganske vist omgivelserne, men uden form for entusiasme. De deler ikke deres oplevelser med moderen og virker følelsesmæssigt uengagerede. De vrker nedtrykte. De virker ikke bange for fremmede, snakke ukritiske mod dem. De reagerer ikke på en kortere adskillelse fra moderen, og når hun kommer tilbage forsøger de ikke at nærme sig hende. I stedet trækker de sig tilbage og ser bort fra hende. Jo oftere moderen er væk, desto mere forstærkes denne reaktion.

Ifølge forskerne findes der en sammenhæng mellem børns og mødres adfærd. De seneste beskrevne børn havde mødre, som for det meste afviste dem eller var apatiske. Mødrene til den ambivalente tudevorne mellemgruppe var uforudsigelige i deres holdning overfor børnene. De var somme tider kærlige, somme tider afvisende. Mødrene til den første, trygge gruppe af børn havde fornemmelse for deres børns behov, de ar tilgængelige og trygge.  

• Utryg-desorganiseret tilknytningstype:
  5 % af børnene.
  Endelig er der den fjerde tilknytningstype, som ofte ses hos børn, der har været udsat for omsorgssvigt. Disse børn har særlig svært ved at klare stressede situationer, og deres adfærd er præget af uforudsigelighed. Når de er sammen med forælderen, reagerer de som den ængstelige tilknytningstype og skal hele tiden sikre sig, at forælderen er der, men når forælderen kommer tilbage, reagerer de som den undgående tilknytningstype og forsøger at ignorere hende. I fremmedsituationstesten kan barnet søge trøst, når moderen kommer tilbage, men opgive og i stedet stivne, smide sig på gulvet og foretagestereotype bevægelser. Deres mærkværdige og uforudsigelige adfærd blive ofte forklaret med, at de står i en konflikt, hvor den person, de vil søge beskyttelse hos, er den samme som den person, de er bange for eller som har givet dem mange negative samspilsoplevelser.

Familie-og systemteorier:

Nogle socialpsykologer beskriver et individ som en del af et system. En familie er fx som oftest et system af far, mor og børn og undertiden andre slægtninge. De forskellige individer i systemet påvirker hinanden og påvirker også selv. For fuldt ud at forstå et individ i et system, skal man forstå hele systemet, og hvad hver enkelts plads indebærer. Desidem fomdes der såkaldte subsystemer, altså underafdelinger af systemet. Forældrene i en familie udgør et subsystem, det samme gør søskendeflokken.

Hvis en familie skal fungere godt, skal hvert enkelt familiemedlem vide, hvad der forventes af vedkommende og rollerne skal give hvert enkelt individ tilstrækkeligt spillerum til personlig udvikling og tilfredsstillelse.
Hvis en datter i en familie med alkoholproblemer tvinges til at spille forælder overfor de små søskende og storesøster overfor moderen, så fungerer datten – og hele familien – dårligt.

• Familien som system stræber efter ligevægt.(AP s. 246) 

Minuchins teori om familiesystemer:

• Den fastlåste familie
  I den fastlåste familie har man alt for stærke følelsesmæssige bånd. Man interesserer sig kun for hinanden, og børnene bliver tit overbeskyttede. Det familiemedlem, der helliger sine interesserer sig venner udenfor hjemmet bliver betragtet som illoyal. Hele familieatmosfæreren er overophedet.

• Den løsrevne familie
  Her gør hver enkelt som han har lyst til. Medlemmerne kommer og går som det passer dem. Hjemmet kan opleves som et hotel: man har stor frihed, men ringe følelsesmæssig støtte.
  Det er naturligt at en småbørnsfamilie er mere indstillet på støtte og omsorg, mens en teenagerfamilie skal finde ud ad at få børnene til at bo uden for hjemmet. Desuden skal en teenagerfamilie kunne forberede forældrene, så de kan leve deres eget liv ude børnene.
• Fleksibilitet VS rigiditet

På grund af overstående, skal en familie være fleksibel for at kunne ændre sig. Hvis den er præget af rigiditet (stivhed) – og måske desuden fastlåsthed – er der lagt op til problemer, når børnene skal frigøre sig.
Mange familieterapeuter lægger vægt på familiens evne til at kommunikere. Hvid man kan få medlemmerne til at give hinanden tydeligere budskaber om ønsker og behov, er det lettere at forbedre situationen i den dårligt fungerende familie.

Baumrinds opdragelsesstile:
Baumrind har studeret i forskellige måder, forældre opdrager deres børn på. Hvordan forholder forældrene sig til krav? De kan stille krav eller undvige krav. Hvor lydhøre er de overfor barnet? Er forældrene interesserede/accepterende eller afvisende/uinteresserede? Baumrind satte en model op på baggrund af disse skalaer og fik fire forskellige opdragelsesmønstre frem, hvor responsiv står for den empatisk lyttende forældreadfærd og ikke-responsiv står for det modsatte.  

• Den autoritative opdragelsesstil:
  Forældrene i denne opdragelsesstil sætter på den ene side grænser og stiller krav, men på den anden side viste de også barnet hensyn, var interesserede i det, lyttede til det og inddrog det i familiens beslutningsprocesser. Ifølge Baumrind blev børn af denne opdragelsesstil ”prægtige”. De var meget livsglade, frimodige, sikre og samarbejdsvillige. De var sjældent aggressive.
• Den autoritære opdragelsesstil:
  Forældrene i denne opdragelsesstil sætter ganske vist også krav og sætter grænser, men kravene er indiskutable, og grænserne er sat én gang for alle. Børnenes udtryk for selvstændighed opfattedes som ulydighed. Ifølge Baumrind blev børn af denne opdragelsesstil mere bange og nervøse end andre børn og mere socialt tilbagetrukne. Pigerne lod til at have ringe selvfølelse, og drengene kunne reagere med vrede og aggression, når de blev skuffede.

• Den tilladende opdragelsesstil:
  Forældrene i denne opdragelsesstil lytter til børnene, men undlader at stille krav og sætte grænser. Ofte fik børnene lov at deltage i beslutninger, hvis konsekvenser de egentlig ikke kunne overskue. Ifølge Baumrind blev børnene impulsstyrede. De protesterede, når de blev bedt om at gøre noget, de ikke havde lyst til. De var både mere krævende over for voksne og samtidig mere afhængige af dem! De gav hurtige op end andre børn. Uro og koncentrationsbesvær fandtes tydeligt hos drengene.
  
• Den uinvolverede opdragelsesstil:
  Forældrene i denne opdragelsesstil var i undertiden psykisk syge eller havde misbrugsproblemer. De orkede ikke at interessere sig for deres børn. Somme tider gav de voksne efter for børnene for på kort sigt at løse et problem, men de kunne ikke klare at inddrage børnene i et levende samspil. Ifølge Baumrind blev børnenes udvikling stærkt hæmmet

Læring og livsalder:
Læringen skifter med livsalderen, fordi vi orienterer os forskelligt mod omverdenen afhængig af alder.

• Tidlig barndom
  I den tidlige barndom sker det meste læring gennem leg, hvor legen er defineret som en aktivitet der ikke har noget formål, ud over sig selv. Tidligere og tidligere i barndommen sniger den mere formålsrettede aktivitet sig ind. Fx legetøjsforretningernes leg&lær-legetøj.
• Børn
  Børn stiller ikke spørgsmålstegn ved det, de skal lære. De tager bare imod, det stof, der serveres. Om det er det periodiske system eller navnene på de forskellige forsejl på en gammel sejlbåd, så gør de det.
• Pubertetsalderen
  I pubertetsalderen begynder de at have en holdning til det, de skal lære. Når eleverne først kommer op i puberteten, er det for sent med facts. Så gider de ikke mere. Så er det slut med at lære sig formler og faktuelle detaljer. Så er eleverne nemlig kommet i en ny biologisk alder, hvor de skal lære at være voksne. Og nu samler interessen sig pludselig om mennesker, meninger og sammenhænge.

• Ungdomsårene
  I ungdomsårende bliver individet mere og mere optaget af at danne en selvstændig identitet. De unger sætter alt i en relation til sig selv og deres egen udvikling. De spørger: ”Kan jeg bruge det, der bydes mig til noget?”, ”spejler det mig?
  Hvis ikke, så er de tilbøjelige til at lukke af for læring med mindre de har et stort overjeg og lærer af pligt – eller det, som skal tilegnes passer med deres fremtidsdrømme.

• Voksne
  De voksne er grundlæggende orienteret mod deres livsprojekter og motiveres til at lære ud fra disse, der som oftest er centreret omkring familie og arbejde. Voksne lærer, det de vil, det de kan se en mening med, og lader det de ikke vil ligge. Voksne er desuden styret af tidligere succeser og fiaskoer. Hvis den vokse fx tidligere fået ind i hovedet, at de ikke kan lære teknisk fysik, så vil de være utilbøjelige til at give sig i kast med det.
• Ældre
  Her vil personen ofte skifte fokus fra at finde fodfæste og gøre karriere i den ydre verden til at koncentrere sig om indre vækst. Finde harmoni med mere åndelige sider af tilværelsen.

Eriksons otte aldre:

• Spædbarnet (0–1 år): Tillid eller mistillid
  I barnets første leveår er det hjælpeløst og totalt afhængigt af sine primære voksne (typisk mor/far) for at få tilfredsstillet behovene for mad, varme og kærlighed på en stabil, kærlig og omsorgsfuld måde. Hvis mor og/eller andre omsorgsgivere sørger for at tilfredsstille barnets fysiske og følelsesmæssige behov, vil barnet udvikle en grundlæggende tillid til dem og verden. Når barnet opdager, at personer og ting også eksisterer, selvom de er ude af barnets synsvinkel, bliver den grundlæggende følelse af tillid betydningsfuld for at barnet ikke skal opsluges af angst og forladthed. Svigtes barnets behov, vil det hurtigt få en følelse af mistillid til personer og omverden – en følelse, som kan følge individet i resten af dets liv. Barnet vil udvikle tydelige tegn på aggression og har mindre evne til samarbejde og kommunikation med deres primærperson(er). Det er altså altafgørende for de efterfølgende udviklingstrin, om barnets udgangspunkt bliver tillid eller mistillid.
• Tumlingen (1–2 år): Selvstyre – eller skam og tvivl
  Når barnet er et år, er udviklingen af kompetencer normalt i fuld gang: barnet kan gå, tale lidt, lege osv., og barnet begynder så småt at udvikle selvkontrol og selvstyring (autonomi) Hvis forældrene opmuntrer den to–åriges initiativ og tillader barnet at gå på opdagelse, begå fejl (f.eks. når barnet gerne vil spise selv) og lader barnet afprøve grænser for egen formåen, giver de barnet gode muligheder for at udvikle selvstændighed, selvtillid, selvkontrol og tillid til egne evner. Pylrede, overbeskyttende og ængstelige forældre, der modsætter sig barnets initiativer, indgyder tumlingen mistillid til egen formåen og præger barnet med skamfuldhed over sin adfærd. Sådanne forældre begrænser barnets selvstændighed, og senere vil barnet få alvorlige problemer med at tage initiativer og tro på egne evner.
• Førskolebarnet (2–6 år): Initiativ eller skyld
  På dette stadium udvider barnet sin sociale horisont og bliver for alvor interesseret i leg og interaktion. Barnet har brug for at lege og imitere forbilleder, og udfordringen er at afbalancere barnets iver for at opleve eventyr med det realistiske – dvs. at vælge aktiviteter, der giver barnet mulighed for at lære impulsstyring, opleve uafhængighed og en vis grad af farlighed uden at stække dets fantasi. Et barn, der får lov at tage ansvar for at vælge aktiviteter, der interesserer det og giver mening, vil udvikle et positivt syn på sig selv og lære at følge et projekt til afslutning. Barnet skal lære, at visse ting er forbudt eller umulige, og den voksnes opgave er at give barnet denne lærdom uden at gøre barnet forkert eller skamme det ud. Den voksne må også acceptere, at barnet har fantasier Lad barnet hjælpe til i køkkenet, række værktøj til den voksne når cyklen skal lappes el. lgn. Det er vigtigt at give barnet lov at efterligne sine ”helte”: de voksne, der jo tilsyneladende kan alt. Det barn, der ikke får lov at afprøve beslutningsprocessen og tage eget ansvar under trygge forhold, vil lære, at det er forbundet med skyld at tage initiativ. Prægningen bliver, at det er forkert at være selvstændig, og barnet vil lære at holde sig tilbage fra at tage egne initiativer og overlade ansvar til andre i den tro, at det som barnet ønsker ”nok er forkert”.
• Skolebarnet (6–12 år): Driftighed eller mindreværd

Nu skal barnet klare overgangen fra den trygge verden hjemme hos forældrene til skolen og de jævnaldrende. Barnet lærer at bruge redskaber og udvikler evnen til at klare sig og forsørge sig selv. Det er første gang, at barnet får tilbagemeldinger om sine præstationer fra personer udenfor familien.

Et barn, der oplever tilfredsstillelse i intellektuel stimulans, i at producere og udføre noget og gøre sit bedste, vil udvikle en følelse af kompetence. Evnen til at relatere til jævnaldrende og tage sin plads i en gruppe udvikles på dette stadie, og kammerater, klubber og tilhørsforhold til jævnaldrende bliver i stigende grad betydningsfulde. Et barn, der ikke oplever hverken succes eller tilfredsstillelse i læreprocessen, vil udvikle mindreværd og utilstrækkelighedsfølelser, der kan forfølge detesten af livet. Hvis det er svært for barnet at bevæge sig mellem sine to verdner (hjemmet/skolen) bliver barnet usikkert og lærer at tvivle på sig selv. Voksenpersonerne må acceptere barnets oplevelse af sine verdener og tage dem alvorligt.

• Ungdom (12–18 år): Identitet eller rolleforvirringEn teenager spørger (måske ubevidst): Hvem er jeg? Hvem vil jeg gerne være? Svaret kan findes, hvis de foregående fire trins udfordringer er løst og integreret. Den unge må på opdagelse, afprøve grænser og frigøre sig fra forældrene for at finde sig selv og sin egen identitet. Derfor må den unge nødvendigvis afprøve forskellige roller, adfærdsmønstre og ideologier for at finde den, der føles mest rigtig. Målet er at adskille sig, og det kan være en smertelig proces for både den unge og for forældrene. Det er betydningsfuldt for den unge at have en sikker fornemmelse af at være elsket og accepteret som person, selvom handlinger, udsagn og adfærd i øvrigt godt kan være problematisk.Hvis den unge ikke når frem til en følelse af at ”finde sig selv”, opnår han/hun heller ikke evnen til at tage beslutninger og træffe valg om f.eks. profession, seksuel orientering og mission i livet. Gøres forældrenes kærlighed og accept betinget af bestemt udseende eller adfærd, bidrager forældrene kun til usikkerheden og oplevelsen af farlighed ved adskillelse. Resultatet kan f.eks. være totalt oprør eller passiv uselvstændighed.
• Den unge voksne (19–40 år): Intimitet eller isolation

Tiden er inde til at lære at skabe intime og nære relationer, både i venskab og kærlighed – og igen afhænger succes’en af de tidligere trins resultater. Det kan være svært at etablere intimitet for den person, der mangler den grundlæggende tillid til omverden – eller som er usikker på egen identitet.

Den unge voksne skal lære at forholde sig til andre, både ældre og jævnaldrende, for alternativet er fremmedgjorthed, isolation, angst for at binde eller forpligte sig og en manglende evne til at stole på andre. Individet skal lære, at et seksuelt forhold ikke nødvendigvis indebærer intimitet, tillid eller åbenhed. Det er på dette stadie, at individet kan blive i stand til at give og modtage uden at gøre regnskab.

• Midalder (40–65 år): Aktivitet eller stagnation

Midt i livet må individet være i stand til at se ud over sin egen næse og engagere sig i andre: enten som forælder, mentor, lærer eller som f.eks. skaber af noget, der vil leve længere end personen selv og komme fremtidige generationer til gode.

På dette stadie føler den modne vokse behov for at være produktiv og hjælpe den opvoksende genration. Individet kerer sig om større ting som f.eks. miljøet, verden og den fremtid, menneskerettigheder osv. Løses udfordringen utilfredsstillende, kan resultatet blive et menneske, der forbliver selvcentreret og langsomt går i stå, fordi han/hun er ude af stand til at forholde sig dynamisk til omverden og derfor ikke kan
udvikle sig hverken følelsesmæssigt eller psykologisk.

• Alderdommen: Integritet eller fortvivlelse

Når vi bliver gamle, reflekterer vi over det liv vi har levet og vurderer vores rolle i den store sammenhæng. Livet bliver evalueret, vores resultater bedømt.
Kan man se tilbage med et fåtal af fortrydelser, føle sig tilfreds over det man har nået og mærke tilfredsstillelse og meningsfuldhed, kan man også opleve jeg–integritet og selvaccept. Døden bliver dermed en naturlig afslutning, som giver sin egen mening – også fordi man kan gøre op, hvad man kan efterlade sine efterkommere uanset om det er i form af minder, ideer, tanker eller materielle goder.

Virker det levede liv derimod tomt, forgæves eller meningsløst, bliver resultatet nemt bitterhed og fortvivlelse og en stor angst for den uafvendelige afslutning.

Margareth Mahler:

Ungarsk læge og inspireret af psykoanalysen (De tillægger barndommen stor betydning for personlighedsdannelsen. Hun udviklede sin teori på baggrund af observationer af barn sammen med moderen. Hendes teori udvikledes i 1960erne. Altså havde faderen ikke særlig meget med børnene at gøre, eftersom han arbejdede. Teorien er udviklet i USA. Mahler mener at det helt centrale for barnets udvikling, er samspillet mellem mor og barn. Mellem subjekt og objekt.
Mahler arbejdede med en faseteori:

1. Symbiosen.
(0-5 måneder) (Tryghed, nærvær, barnet er selvisk, barnet kan ikke skelne jeg fra ikke jeg. (Winnicot: holding environment, man skal kunne containe sit barn og give ansigtskontakt.)

2. Separation og individuationsfasen.
– Differentieringsfasen. (6-10 måneder) (Barnet begynder at kunne kravle rundt, det bliver nysgerrigt og begynder så småt at finde ud af at der er noget der hedder et jeg og noget der hedder et ikke-jeg. Barnet rykker sig væk fra moren for bedre at kunne se hende som en helhed. Barnet har både separationsangst og separationslyst. De børn der bliver nysgerrige er dem der har haft en god symbiose. Man kan hæmme differentieringen eller man kan eller forceres. Måske har barnet adskillelsesangst hvilket kan have indflydelse senere. Fx ved at man bliver i et dårligt forhold af frygten for at være alene. Fasen kan hæmmes hvis moderen ikke vil give slip.)

– Øvelsesfasen (10-18 måneder)
 Barnet tager sine første skridt, falder men det rører ikke så meget. Barnet for almagtsfølelse.
– Gentilnærmelsesfasen (18-24 måneder)
Barnet er nysgerrigt men bliver overmodigt og vender tilbage til moderen når det bliver for farligt. Kærlighedstabsangst, frygt for at miste moderens kærlighed.
– Konsolideringsfasen (24-36 måneder)
Barnet er blevet meget selvstændigt og vil klare sig selv. Men hvis barnet ikke kan finde ud af det, er det vigtigt at moderen er tilstede. Barnet er altså fuldt adskilt fra omsorgspersonerne hvis de andre faser er gået godt.

Hvad har børn brug for: Kærlighed, omsorg, der medfører tryghed. Det sker gennem tilknytning.