Loading...Det ny årtusinde
Jeg vil i min opgave foretage en fyldestgørende analyse af novellen, hvor jeg bl.a. inddrager forfatterens holdning til jeg-fortælleren.
Teksten ”Det ny årtusinde” er en novelle skrevet i år 2000 af Pablo H. Llambìas. Det gør, at den går ind under perioden nyeste tid, og man må formode, at nogle af de tidstypiske litterære kendetegn indgår. Novellen er taget fra novelleantologien ”Mod nul”.
Novellen handler om en mand, der efter nytårsaften i år 2002 for alvor indser, at hele hans monotone liv keder ham enormt. Manden lever sammen med sin kone og et ukendt antal børn. Han finder både familielivet, vennekredsen og arbejdet komplet uinteressant. Fjorten dage efter nytårsaften tager manden ned til den lokale discountbutik for at aflevere flasker. Det, han troede, skulle være endnu et kedeligt rutinegøremål, ender med at blive spændende, da han protesterer over, at flaskeautomaten ikke gider tage alle hans returflasker. En anden kvindelig kunde deler hans mening, og sammen skriver de et klage brev til butikskæden, hvilket bliver starten til et forhold imellem dem. Manden forlader sin kone og børn for at være sammen med den nye kvinde og deres nye spændende liv.
Forfatteren til novellen, Pablo, er kendt for at være meget samfundskritisk1. Det ses meget tydeligt i teksten, men mere om det senere.
Det skildrede miljø i novellen er et ganske almindeligt dansk provinsmiljø, der sagtens kunne foregå i alle relativt større danske byer. Det viser sig ved, at hovedpersonen bevidst vælger et discountsupermarked2, altså der må være flere lidt dyrere eller tilsvarende supermarkeder. Kun forholdsvis store byer har mange supermarkeder. Mandens familie er ikke over- eller underklasse, men middelklasse, fordi han bl.a. beskriver sin tilværelse som middelmådig i flere henseender.3
Grunden til, at Pablo har valgt den almene dansker, er, at han i novellen vil være samfundskritisk overfor hele samfundskulturen og ramme så bredt som muligt. Hertil er middelklassen det bedste valg, da næsten alle kan relatere til noget fra middelklassen. Desuden forstærkes denne relation til novellen af, at familien kunne være bosiddende tæt på hvor som helst i landet.
Novellen er skrevet meget realistisk i samtiden, foregår i år 2002, og der indgår ingen overnaturlige eller synderligt usædvanlige elementer i historien. Det gør teksten troværdig og skaber større påvirkning hos læseren, fordi historien kunne foregå i dag, og miljøet er så genkendeligt. Den bliver let genkendelig ved, at der indgår universelle rutiner og problemer såsom morgentravlhed, arbejde, lave mad, hente børn osv.4 For at være samfundskritisk skal man også vise et realistisk billede af virkeligheden, selvom det er fiktion for, at læseren tager teksten seriøst, og reflekterer over problemstillingerne. Indholdet i novellen fortæller yderligere meget rammende om vores kultur, identitet og personlighed nu til dags med alle de problemer, vi oplever. Alt det får forfatteren ud til læseren med en interessant, men ganske sørgelig historie om en families tragiske skæbne i nutidens samfund.
I fortællingen indgår en række unavngivne personer. Unavngivne medvirkende passer igen godt til, at novellen fortæller generelt om samfundet og ikke bare om et par specifikke personer. Uden navnene associerer læseren måske mere til sig selv og sin omgangskreds ved at sætte egne navne på aktørerne, eller til det samfund læseren lever i. Manglende navne er meget karakteristisk for periodens nyeste tid.
Hovedpersonen er fortælleren, hvilket jeg vil kalde ham igennem min personkarakteristik. Fortælleren er egentlig den eneste, man hører detaljeret om gennem hans tanker og handlinger. Manden er i starten af trediverne5, arbejder med et ukendt job og har kone og et ukendt antal børn. Endnu engang gør Pablo ham til et symbol på samfundet, da han har et ukendt job og et ukendt antal børn. På den måde bliver han ikke en fast skikkelse, men derimod mere svævende og uvirkelig. Det er karakteristik for den nyeste tid, at historien mangler huller til dele af historien, ofte baggrund om novellernes betydningsfulde personer ligesom i denne. Hovedpersonen kan ses som samfundet generelt, hvilket jeg har valgt at gøre samtidig med, at jeg også ser ham, som enkelt individ. Det kan han ses som, da mange af hans karakteristika er meget passende på samfundet, samt alle de manglende personlige facts mangler såsom navne, baggrund og beliggenhed.
De involverede personer bliver meget upersonligt, men samtidig meget tidstypisk, kun kaldt deres titler og ikke deres rigtige navne af fortælleren. Det er med til at beskrive samfundet som meget upersonligt, hvor man holder en vis distance til hinanden, og ikke kommer ind på livet af hinanden. Fortælleren vælger heller ikke at betro sig til sine venner, kone eller kollegaer om hans problemer, selvom han tror, de har det på samme måde som ham6. Fortællerens problemer er først og fremmest, at han mangler livslyst. Hans manglende livslyst er et resultat af, at han føler livet er deprimerende monotont. Sammen med hans kone magter de ikke at leve et spændende dagligdags liv, hvilket hans venner heller ikke gør7. Fortælleren er så træt af sit kedelige liv, at han ikke finder nogen form for glæde ved de ellers dejlige små ting. De små ting kan være samtaler med vennerne, børnenes udvikling, kulinarisk opfindsomhed og småsejre på arbejdspladsen. Disse ellers normale livsbekræftende oplevelser ser fortælleren noget anderledes på, da han kalder samtaler med vennerne for ”endeløse og fuldstændig ørkenløse føljeton om arbejdet og familien8”, og det eneste interessante de kan snakke om, er udveksling af forbudte følelser, sidespring og erotiske tricks, dvs. sladder. Børnenes bedrifter ser han også meget negativt på, fordi han kalder bedrifterne for ”blæst op til urimelige dimensioner” og ”et dække over realiteternes sølle fremtræden”9.
Disse iagttagelser gør, at fortælleren virker meget egoistisk og uempatisk, da han ikke sætter sig ind i andre end sig selv, og kun tænker på sig selv og sine problemer. Historien ses indefra fortællerens synspunkt, og han virker totalt ligeglad med alle andre, fordi han ikke skænker andres problemer en tanke. Dog tænker fortælleren over, at hans venner nok har det på samme måde, at de mangler spænding nytårsaften, men dette gør han kun, fordi det kan tjene til hans formål. Alene kan han ikke skabe spænding en nytårsaften uden, at de andre er med på den.
I novellen føler fortælleren sig først kontinuerligt i live, da han nede i en discountbutik brokker sig over flaskeretursystemet10. En ganske ubetydelig sag er vendepunktet, og det ser jeg som at være snæversynet, og have et helt unormalt syn på livsindhold, når en sådan bagatel kan give en livsindhold i stedet for ens familie, arbejde og venner. Forfatteren virker yderligere usympatisk og egocentreret, når man er ligeglad med tusinde mennesker er omkommet i Fjernøsten, mens en flaskeautomat er interessant. Fortællerens gode humør efter episoderne i supermarkedet smitter hurtigt af på konen, men det er han ligeglad med, koldt ignorerer han hende11. Ligeså kold er han, da han til sidst i novellen vælger at droppe konen og børnene til fordel for hans nye liv. I hans nye liv er han blevet glad for al presseomtalen og sympatitilkendegivelserne. Kold og inhuman er fortælleren også, fordi han ser personlig medieomtale12 og at føle sig vigtig med en sag at kæmpe for mere betydningsfuld og livsbekræftende end et almindeligt familieliv. At hovedpersonen er meget egocentreret og kun kan fokusere på sig selv og sine egne problemer, er meget tidstypisk for nyeste tid, hvor hovedpersonen ofte kun magter sig selv, og derfor kommer til at fremstå meget egoistisk med et lille/smalt perspektiv på tingene og livet i helhed. Af periodemæssige træk afspejler historien i novellen samfundet. Det gøres, igen periodetypisk, ved at bruge mange hverdagsscener som at handle, arbejde, hente børn, lave mad osv.
Historien afspejler, at fortælleren føler sig hjælpeløs i det mekaniserede, upersonlige og fremmedgjorte samfund, han er en del af. I teksten ses det ved, at han ikke føler sig tilpas med det automatiserede retursystem, hvor der ingen social kontakt er13. Til nytårsaften hilser han meget upersonligt mest på fjernsynet14. Ironisk nok er det de sociale relationer, han ikke selv kan skabe og værdsætte, og faktisk flygter fra, da han forlader kone og børn til fordel for mere spænding og forandring.
Flaskeautomaten er i teksten et symbol på samfundet set fra forfatterens side. Det kan beskrives således, at selve automaten er samfundet, hvor mennesker skal igennem for at blive godkendt. Hvis ikke man bliver accepteret, kan man ikke være en del af samfundet. Det uretfærdige og forkerte ved automaten er, at kun de flasker med det rigtige udseende kan blive godkendt ligegyldigt af deres indhold. På den måde får Pablo sagt, at vores samfund er uretfærdigt indrettet, så folk bliver behandlet mere på deres ydre facade, titel og baggrund end for deres egentlige værdier. Yderligere symboliserer flaskeautomaten, at samfundet er blevet automatiseret i en sådan grad, at den personlige kontakt er mindsket. Det høj-effektive automatiserede samfund har også den konsekvens, at mange føler sig fremmedgjort i deres eget miljø, ligesom fortælleren i novellen, der ikke kan finde sig selv og dermed lykke og velvære, men fortvivlet går rundt i en stille depression.
Teksten kan analyseres ud fra et freudiansk perspektiv med vægt på Freuds personlighedsmodel, ægget. I teksten er fortælleren glad i de situationer, hvor han ikke styres af sit superego og dertilhørende idealer, samvittighed og normer. Det er, når hans id med diverse impulser, drifter og aggressioner får frit spil. Af situationer kan nævnes nytårsaften år 200015, hvor særligt hans lyster boltrer sig i et orgie, og hvor han næste dag føler skyld og nedværdigelse, da superegoet igen styrer ham. Noget andet, der viser, at han lever, når han styres af id’et, er, når han med vennerne snakker om sjofelt sladder. I teksten står der sågar ”forbudte følelser”16, hvilket kan forstås meget bogstaveligt i henhold til superegoet, der prøver at gemme de omtalte følelser fra bevidstheden. Hans stærke dominerende superego har fastholdt ham i familierutinen og gjort, at han lader som ingenting, og bare prøver at fortrænge sin mistrivsel.17
Det er alment ikke særlig velset af brokke sig over noget så ubetydeligt som 2 returflasker, og det er grunden til, at hovedpersonen synes, det er spændende at gøre en stor sag ud af det. Han bryder med normerne, og da sagen eskalerer og kommer i medierne. Han føler sig måske mere levende end nogensinde. Da dråben flyder over, går det ikke stille for sig, og det virker som om fortælleren begynder at ignorere sit så ellers tidligere toneangivende superego. Kort efter dråben har flydt over forlader hovedpersonen kone og børn, hvilket den normalt pligtopfyldende og samvittighedsfulde mand nu kan gøre, hvor id’et styrer begivenhederne.
Et stærkt ego kunne have forhindret alle historiens konflikter ved at være det mæglende led mellem id’et og superegoet. Dermed ville både id’et og superegoet blive hørt og ikke undertrykt af en af parterne.
I forhold til samtiden er det relativt unormalt at føle sig domineret af sit superego, og det plejede at være et mere hyppigt problem før i tiden, hvor autoriteter, normer og traditioner havde meget mere betydning. Det står meget i kontrast til ungdommen i dag, der er meget lyststyret. Det viser, at fortælleren ikke er kommet ud af sin ungdom, og at han stadig gerne vil være ung, fri og vild.
Forfatterens holdning til jeg-fortælleren er ikke særlig positiv. Når det er forfatterens holdning til fortælleren, er det som tidligere nævnt en holdning til selve samfundet. En stærk indikator på Pablos mening om fortælleren er, at hovedpersonen er komplet kold og ligeglad over for et jordskælv, der dræber tusinde, mens en bagatelsag med 2 flasker kan tage hele hans opmærksomhed. 2 flasker er vigtigere end flere tusinde menneskeliv, kan det illustreres tydeligere? Forfatteren bruger også stærke universelle familiefølelser til at vise sit syn på jeg-fortælleren. I novellen kan det ses ved, at manden ingen glæde får at sine børns spændende udvikling eller konens trygge tilstedeværelse. Han kalder ligefrem flere af livets elskede momenter for ”golde for den der virkelig har brug for at leve”, men han er for blind til at værdsætte, det han har. Derimod finder han mere livsindhold i åndssvage ligegyldige sager som flaskeautomaten. Normalt er det kun meget kolde, griske, overfladiske eller selvcentrede personer, der får livet til at give mening med materielle og berømmende projekter. Hertil er der kun et sted i teksten, hvor fortælleren tænker noget direkte godt om et andet menneske, og det er en bemærkning om den sympatiserende kvindes udseende. Pablo latterliggøre på sin vis fortælleren, fordi Pablo tydeligt viser fortælleren som dobbeltmoralsk. Dobbeltmoralsk, da manden siger, at de små sejre bliver blæst op til urimelige dimensioner18, og lige bagefter brokker han sig over, de to flasker, der ikke tages retur – en langt mindre ting i andre menneskers øjne.
Sagen, fortælleren og kvinden kæmper for, får stor offentlig opmærksomhed og sympati blandt borgerne. Jeg synes, at det igen underbygger teorien om, at hovedpersonen skal ses generelt som samfundet, fordi sympatibekendelserne understreger, at han ikke er en afviger, men et godt billede på tidens samfund. Ved at fremstille fortælleren så negativt får Pablo sagt 2 ting. Den ene, at han er imod hans handling om at forlade familien, der klart overskrider forfatterens grænse om, hvad der er acceptabelt i stræben efter personlig velvære. Den anden er, at han er negativ overfor samfundets indretning bl.a. vist med flaskeautomaten.
Hvis man ser på det freudianske aspekt, tror jeg, at forfatterens holdning, er, at man ikke skal lade rutiner, normer og traditioner, dvs. superego, have for meget magt. For at få holdningen frem og gøre historien interessant er det i novellen selvfølgelig overdrevet. Han mener derimod, at man skal finde den svære balance mellem at gøre, hvad man har lyst til, og hvad man er forpligtet til. Pablo virker imod fortællerens drastiske overilede handlinger i historien og hans personlighed generelt. Skylden giver forfatteren både til fortælleren og samfundet. Samfundet har indprentet alle dets normer til jeg-fortælleren og formet ham som person. Ikke et under han er blevet sådan under omstændighederne i det individualiserede, upersonlige og ydrestyrede samfund, hvor materielle og selvrealiserende værdier er i højsædet.
Fortælleren i ”Det ny årtusinde” er meget tydeligt en jeg-fortæller, hvilket kan ses lige fra start til slut i teksten, hvor hovedpersonen fortæller i jeg-form om sine oplevelser med dertilhørende meninger om kommentarer. Hvis det ikke havde været en jeg-fortæller, ville læseren muligvis ikke få samme indsigt i hovedpersonen. Der er en tendens i den nyeste tid til at skifte eller kombinere fortæller, men i denne tekst gør den det ikke. I stedet har Paulo valgt en jeg-fortæller. En jegfortæller er karakteristisk for perioden ved, at den symboliserer, at man ikke magter andre end sig selv. Det gælder også for forfatterne og passer ydermere godt på fortælleren.
Opbygningen af novellen er, at den starter med flashbacks af nytårsaften år 2000 og 2002, hvorefter selve historien starter 14 dage efter. Fortælleren ser kronologisk tilbage på begivenheder de 14 dage efter nytårsaften.
Titlen ”Det ny årtusinde” markerer hovedpersonens overgang fra ung til ansvarlig familiefar. Før årtusindeskiftet kunne han lade sig styre af sine drifter og deltage i gruppesex, men nu her efter skiftet er det noget en familiefar ikke gør. Overgangen har for ham været yderst svær at vænne sig til. Han når faktisk aldrig at vænne sig til det, da han uansvarligt render fra sine forpligtelser. Det er en af tekstens temaer, skiftet fra ansvar for sig selv til ansvar overfor andre.
Et andet tema i ”Det nye årtusinde” er, om vi har det for godt, hvilket influerer på, at vi ligesom fortælleren ikke har noget at leve eller kæmpe for. Fortælleren har traditionelt set det mest vitale for et godt liv, men alligevel føler han, at han intet har. Måske er han kommet for let til tingene, så han ikke kan se værdien af det, han har. Det forårsager fortælleren til at lave drastiske ændringer og søge nye udfordringer.
Eksistentialisme er også et tema i novellen, fordi fortælleren ikke helt forstår, hvorfor han er til. I henhold til perioden er der jo heller ikke en stor sag for generationen at kæmpe for. Der er ingen egentlig krig, og den mest faretruende trussel er en ikke særlig sandsynlig terroraktion. Novellen viser, at generationens største kamp og oprør er at finde sig selv, hvilket er i overensstemmelse med den litterære periodes fokusering på at finde sig selv med individet i centrum frem for fællesskabet. Mange mennesker har hele tiden brug for nye mål i tilværelsen. Det er ikke bare at finde sig selv, men finde sig selv i et hele tiden skiftende, individualiseret og fremmedgørende moderne samfund, samt at tilpasse sig de forventninger og det ansvar familielivet giver.
Balancen mellem id’et og superegoet er yderligere et tema i novellen. Fortælleren viser den svære balancegang mellem de 2 modpoler, og hvordan det kan gå, hvis man i længere tid undertrykker den ene. Teksten prøver at få læseren til at tænke over, hvor grænserne går for, hvad man kan tillade sig at gøre for at finde sig selv i en situation med ansvar for ens familie.
Der er ikke altid et budskab i litteratur fra nyeste tid, men i ”Det nye årtusinde” synes jeg godt, man kan finde et. Budskabet er, at man ikke skal tage ansvar ved at stifte familie, hvis ikke man er klar til det. I novellen ses, at det både skader familien og den umodne person, der splitter familien. Teksten giver nogle retningslinjer for, hvornår man er klar til familiestiftelse. Disse er, om man har den fornødne jeg styrke, det kræver for at lave et kompromis mellem idet og superegoet. Naturligvis kan man ikke feste og gøre, hvad man vil i samme grad, når man stifter familie.
Skriv et svar