Indholdsfortegnelse
Om nye og gamle bryster
Kronikken handler om en dame, som gennem kronikken udviser sin forargelse for (unge) piger, som vil have lavet nye bryster. Hun mener at der er for stor fokus på det ydre frem for det indre og at der er ved at blive skabt et paradise hotel samfund. Hun snakker med sin bonusdatter omkring bryster fordi mange af datterens veninder får lavet det og mange af dem i den generation finder det naturligt at få lavet nye bryster. Ordet nye bryster irriterer hende også, fordi, får man nye bryster af at få dem kirurgisk lavet. Det bliver ikke nye mener hun , hun kalder dem kunstige bryster. Hun snakker med en rejsekammerat om det at få nye bryster. rejsekammeraten mener der er kommet et kvindeideal, som man føler sig presset til at skulle kunne leve op til, fordi andre gør det.
Forfatteren af kronikken mener det er en skønhed i sig selv at lade kroppen ælde. Det fortæller en historie om dig og den person du har været igennem livet. Hun syntes det er dumt at få lavet bryster også fordi på et tidspunkt vil de igen hænge, og skulle man så bruge hele livet på at få dem rettet igen, det syntes hun er dumt. Hun stiller spørgsmålene om man overhovedet bliver gladere for at få lavet nye bryster. Om man får den tilfredsstillelse, som man forventer af det og får boostet sit selvværd. Om man bliver mere glad af det eller om det kun er brysterne man bliver glade for. Hun mener denne generation tegner et billed for den yngre generation om det er sådan man gør og at man skal se perfekt ud og leve op til den ideelle kvindekrop, og at de unge herved påvirkes. Hun påpeget blandet andet at piger helt ned til 5-7 års klassen, tager selfies med trustmund og korte t-shirt, som de så kan lægge op på de sociale medier.
Kronikkens opbygning er således med en overskrift, derefter et manchet afsnit og brødtekst som resterende tekst i kronikken. Over overskriften er der et billed tilhørende kronikken.
Overskriften er til dels dækkende, men er ikke fuldstændig misvisende i forhold til kronikkens indhold. Overskriften indikerer, at det kommer til at handle om bryster. ’nye bryster’ assiosere vi med plastikkirurgiske indgreb, altså at få lavet dem større eller mindre og ordet gamle bryster, forbinder vi formentligt med bryster på ældre modne damer.
Derved sættes nogle tanker i gang, om hvordan kronikken, forbinder disse to ting og fremlægger det for læseren (os) på en sammenhængende måde.
Manchetten i kronikken er et supplement til den øvrige brødtekst i kronikken. Vi får et indblik i, hvad kronikken omhandler og hvilke problemstillinger kronikken vil berører.
Kronikken har et derved tilhørende billed øverst i kronikken.
Billedet viser en dame, som har fået lavet bryster og er færdig efter operationen. Hun har stadig stregerne tilbage efter operationen der skulle være rettesnor for lægen for, hvordan brysterne skulle laves under operationen. I forgrunden, altså foran hende holder hun et billed af hende selv før operationen, hvor hendes bryster er væsentlig mindre. Billedet er meget realistisk og til dels skræmmende at se på pga. dens realisme. Billedet har også træk der kan skabe ubehag pga. de farver som billedet har. Kvinden er næsten helt hvid, som om man ser hende død på et obduktionsbord. Blandt andet fordi hendes bryster er bare, hun er helt blev og fordi der stadig er streger tilbage fra operationen, som kan virke som kirurgiske snit ved første øjekast.
Billedet passer godt ind til kronikkens indhold, men forfatteren af kronikken har valgt et ”skræmmende” billed til kronikken og det er derfor valgt ved et subjektiv grundlag. Det er tydeligt at forfatteren er i mod at få lavet nye bryster. For havde hun været for det, havde hun lagt et mere ’appetitvækkende’ og mindre skræmmende billed ind til kronikken. For eksempel et billed af en ung, smuk pige, som står i pæne omgivelser med store bryster i en position der får det til at se godt ud og så et før billed der er gråt og får hendes livs til at se surt ud.
Forfatterens måde at skrive kronikken på foregår i et meget talt sprog mere end det skrevne sprog. Vendinger som: ”Psst! Ja, det er dig, jeg taler til. Du, som er omkring 20 år – måske 18, måske 27 – det betyder ikke noget.”
Hun benytter sig at talesproget for at tale direkte til os, som var vi ved samme bord. Det gør hun for at snakke til vores (pigerne der overvejer plastikkirurgi.) hjerter. Hun vælger ikke at skrive i et formelt kedeligt skriftsprog, men i en fængende opmuntrende talesprog der får læseren til at føle man bliver snakket direkte til og ikke kan stoppe med at læse videre uden, man føler man ”afbryder samtalen”. Derved får hun også effekt og budskab ud til læseren på en anden måde og stiller retoriske spørgsmål der får læseren til at tænke over tingene, med hensyn til de problemstillinger som hun belyser. Fx ”Hvornår er det nok? Hvor længe vil vi ligge under for det her ydre pres? Hvornår vil vi begynde at bruge livet på at finde ud af, hvad VI virkelig VIL?”.
Forfatteren af kronikken bruger også en del vendinger der forekommer som illusions sprog. Altså hvor hun beskriver ting med ord i sådan en sammenhæng, så vi som læser får billeder op i hovedet og kan forestille os, hvordan det ville se ud, pga. den måde hun skriver tingene på fx:
”Den lækre runding på din velformede numse er pludselig flyttet om foran på maven, mens bagdelen ligner et naan-brød”. Her forstiller vis os, hvordan den perfekte ideelle numse ser ud, men med årene svinder ind og bliver løs og slasket, og hvordan vedkommende i stedet bliver små tyk med en lille udspilede mave, som på ingen måde lever op til den ideelle kvindekrop.
Kronikken indeholder også form for gengivelser af samtaler som forfatteren har haft med andre mennesker omkring hende for at høre deres version af dette emne. Gengivelserne giver et mere nuanceret billeder af, hvad holdningen og normen til nye bryster er, og hører hvor udbredt det er. Selvom dette giver en mere nuanceret kronik, er der ikke tvivl om hendes holdning og at kronikken derfor er subjektiv.
Hun benytter meget hverdags sprog og ikke særlige komplicerede eller svære sætningskonstruktioner eller ord. Kronikken er lige at gå til og letlæselig.
Målgruppen for kronikken er for hende ligegyldigt det kan være en mor, en tante, en kusine, en teenager, det henvender sig til alle, som overvejer at få lavet nye bryster på sig selv. Men alligevel ikke for som forfatteren i starten skriver, er det for det meste til unge piger i alderen 18-27 år. Målgruppen er den alder, hvor de fleste piger overvejer at få lavet deres bryster. Det er i den alder de aller helst gerne vil være flotte og tiltrækkende overfor mænd, men også for at føle selvtilfredsstillelse. For mange piger føler at, hvis de ser perfekte ud, har den rigtige form numse, den rigtige vægt og de rigtige størrelse bryster, så får de det bedre med sig selv. Uden overhovedet at bearbejde det indre. Målgruppen er også samme alder, som de personer som de inspireres af, fx Paradise Hotel, som viser den ideelle kvindekrop og dertil hørende berømmelse på nationalt tv. Som tidligere skrevet er teksten letlæselig og det kan have noget at gøre med den målgruppe forfatteren skriver til, for ses det i en anden tekst hun har skrevet Berlingske[1] er sværhedsgraden af læsningen hævet gevaldigt og der bruges sværere ord og vendinger der bevidner at forfatteren er i stand til at skrive tekster i en mere velskrevet form end hendes kronik ’om nye og gamle bryster’.
Det kan skyldes at største delen af den målgruppe, som får lavet disse slags indgreb på brysterne, prøvet at kompensere for andre ting. Uden at generalisere, kan det eventuelt skyldes deres mindre intellektualitet og dermed deres forståelse for tekster, som kan være svært at læse og i det kronikken går direkte ud til denne målgruppe i forsøget på at få dem til at stoppe med at få lavet nye bryster, er forfatteren nødsaget til at skrive på deres niveau så de forstår budskabet og meningen med kronikken.
Forfatteren ser det som et stigende samfundsproblem for unge piger at de gerne vil have større bryster for at få det bedre med sig og blive glade. Især presset kommer fra den gruppe man tilhører men ligeså meget den nationale presse og reality programmer kommer presset fra, hvilket får pigerne til at føle de skal leve op til den ideelle kvindekrop.
Forfatterens budskab er der vi skal være mere tilstede i nuet, være mere os selv og ikke efterligne den ideelle kvindekrop og lade mediepresset få pigerne til at få lavet nye bryster. At piger skal arbejde mere med det indre og får det til at stritte. Arbejder man med det indre kan man få mere livsglæde end, hvis man får lavet en plastikoperation.
Forfatterens kronik bærer tydelig præg af, hvilken mening hun har og det gør kronikken meget subjektiv. Det kommer blandt andet til udtryk her ”Mens vi står i køkkenet, fortæller hun blandt andet, at en af hendes veninder skal have lavet ’nye’ bryster. Hun er dejlig, kvik, smuk, velformet og velbegavet – så da jeg hører nyheden, sprutter jeg: »Hun skal hvad?! Har hun tabt sin hjerne i fryseren siden sidst?” Her kommer det tydeligt til udtryk, at det at veninden skal have lavet nye bryster ikke falder i forfatterens smag.
Hendes mening er det er dumt at få lavet sine bryster større bare fordi man føler man får det bedre af det med sig selv. Forfatterens påstand ligger i at hun mener piger burde stoppe med at få lavet nye bryster, hendes belæg er derfor at selvom man får lavet sine bryster større er det ikke ens betydende med at man får det bedre af den grund, at man bliver mere selvsikker, får mere selvværd eller en større livsglæde af den grund. Hjemmel i forfatterens fremståede påstande har ikke en ordentlig rygdækning i form af statistikker eller undersøgelser, men udelukkende i to samtaler hun har med henholdsvis sin bonus datter og rejsekammeraten. Men styrkemarkøren i hendes belæg er yderst overbevisende og snakker til ens sunde fornuft, og derved kommer påstanden til at fremstå mere troværdigt selvom påstandene ikke reelt har en ordentlig rygdækning.
Kommentar
Efter at have læst kronikken må jeg indrømme jeg kan erklære mig enig i visse ting og andre ting jeg er uenig med forfatteren i. Jeg ser pigeidealet som noget medierne, aviserne, samfundsdebattører, kronikskrivere og mange andre som ytrer sig offentlig konstant river op i og gerne vil have en debat om det. Jeg ser ikke problemet som et værende så stort problem som det gøres til. Påstanden som forfatteren kommer med: ”Og ingen af jer bestemmer – desværre – over jeres egne kroppe, selvom I tror det, fordi I overfodres med kvinde-prototyper i medierne og via presset fra de grupper, I befinder jer i til daglig.”
Det skyldes da folk som forfatteren, der tror de konstant kan gå ind i en debat som overhovedet ikke omhandler forfatteren selv. Folk er i deres fulde fem og er stadig i fuld stand til at bestemme over deres egne kroppe, men det er inkompetente samfundsdebattører, som fjerner pigernes selvstændighed og egen bestemmelse fuldstændig fordi I mener alle sammen (og ja der bliver generaliseret rigtig meget i denne debat) at pigerne ikke er i stand til at modstå presset for omgivelserne. Jeg har hørt op til flere piger, som er blevet meget gladere for livet og sig selv og har fået større kvindelighed udelukkende fordi de har fået lavet nye bryster. Jeg er dog enig i der stadig findes piger derude der gør det pga. mediepresset, venner osv. men det er langt de fleste der har det sådan.
Bare fordi nogle personer har en slags livsopfattelse behøver alle ikke dele den og det syntes jeg kronikken leder op til. At alle skal leve i nuet, være ligeglad med om man ligner kvindeidealet, at man kun har ét liv og skal arbejde mere med det indre osv. Nogle har det sådan, men det betyder ikke alle skal have det sådan, men kronikken leder op til der kun er en rigtig måde at leve på og det syntes jeg er en ærgerlig konstatering. Når dette så er sagt, er det rigtig at vi er ved at få Paradise Hotel samfund, og at den nuværende og kommende generation tænker mere på det ydre end det indre. Grunden til dette er ikke skabt udelukkende pga. plastikbryster som kronikken fremføre det på, det skyldes mange andre forhold, som igen er medieskabt pga. alt den opmærksomhed på dette område, i stedet for at dæmpe tingene for så ville denne fase/fænomen formentlig også dæmpes og folk vil finde ud af at ”problemet” nok ikke er så stort som det pustes op til at være. Og så bare lade folk gøre som de har lyst til uden at alle skal blande sig i det. Har man lyst til at få lavet nye bryster er det op til en selv og det behøver andre ikke blande sig i.
Derved skal man ikke leve efter hvad andre syntes, men hvad man selv føler indvendig
[1]Opinion: Opråb fra en højrefløjsfeminist: http://www.b.dk/kommentarer/opraab-fra-en-hoejrefloejsfeminist
Skriv et svar