Nyhedsformidling – De fem klassiske nyhedskriterier

I nyhedernes medieverden kan der skildres en skarp kontrast mellem den journalistiske stilart og i litteraturen. Der er sket en væsentlig ændring i kampen om nyhedsfremkaldende budskaber, og hvordan at afsenderen bør forholde sig til modtageren. Hovedkernen for alle journalister på det globale plan, er at indsamle så mange troværdige nyheder som overhovedet muligt. Det skal naturligvis også være aktuelle emner der er tale om, uagtet om hvorvidt at de bliver gengivet i aviserne eller i nyhedsblogs på internettet.

De fem klassiske nyhedskriterier, er et uddrag fra en tekst udgivet i lærebogen Krydsfelt, 2013.
Der er hermed mulighed for at kunne danne sig et overblik om hvad det egentlig vil sige, at sortere fra eller til i historier der stemmer overens med virkeligheden. Fem forskellige krav bliver opstillet med relevans for mediernes virken herunder. Det første kriterium går ud på at fremvise aktualiteten af en nyhed, om hvorvidt at den er virkelighedsnær eller fjern, er også noget som journalisterne skal døje med. TV2s redaktion gøre især brug af dette tekniske begreb når de indrager Breaking news, det kan ligeledes ses hos en del andre nyhedskanaler såsom CNN og BBC, som er amerikanske og britiske mediebrancher.

Andet kriterie går ud på, at finde ud af om der er en stor væsentlighed for at viderebringe en specifik nyhed. Hvis den har betydning for flertallet af befolkningen, eller af få enkelte personer ligeledes, så kan den også få en plads i nyhedsprogrammet. De resterende kriterier går egentlig bare overordnet set ud på, at finde frem til konflikternes optrapning, samt hvor antagonisterne stilles skarpt op mod hinanden.

I dette henseende kan modtageren af nyhederne selv vælge, hvilken position vedkommende påtager sig i henhold til mediets præsentation. Der skal også tages hensyn til identifikationsfaktoreren, som har dets rolle at spille i forholdet til læserens relationer. Hvis noget særligt i en givende nyhed fanger modtagerens opmærksomhed, kan det eventuelt have en relevans for vedkommendes geografiske placering. Der kan dermed også reflekteres over om hvorvidt, at man har et bestemt kendskab til det omtalte område udfra nære familiære bånd eller andre personlige forhold. Der indgår en kulturel og social relevans herunder, som ikke nødvendigvis altid indtages ligeså råt til sig hvis der er tale om en sensationshistorie. Kriterierne skifter nemlig lidt her, intentionen rykker sig nærmere mod at være fangende fremfor forstående. Der kan typisk dækkes over meget overraskende nyhedsafsløringer, såvel som debat fremskabende aspekter.

Nyhedsformidlingen bruges særligt også i reportager som har sin dennotation i et fransk begreb, der skal der nemlig formidles et budskab på en så nøjagtigt måde, sådan så at seerne bag skærmen får følt sig tilstedeværende med de beretninger der bliver genfortalt. Personerne på modtager siden af nyhederne, er nemlig fluen på væggen om man så må sige, som ikke har det helt store at kunne gøre med en givende nyhed, andet end først og fremmest at observere den nøgterne gengivelse af dem. Hvis der er tale om dygtige fagfolk som er i stand til, at kunne få andenhåndserfaringer – altså lytternes/seernees til, at kunne føle sig velkomne til historierne som passive vidner, så får man rakt budskabet videre til et langt bredere publikum. Der skal være en rød tråd i historien, såsom hvordan at de sociale spilleregler, såvel som de kulturelle omgivelser påvirker en situation. Endvidere skal der også gives et klart og koncentreret fokus på billedsproget, som kan få det hele til at blive vakt til livs i hovedet på læserne.

Danske forfatter Ib Michaels tekst fra hans roman: Vilde engle, 2009 kan være ret brugbart i vinklingen til ens nyhedsformidling. Der er nemlig tale om et unikt, og levende billedsprog hele vejen igennem hans førstehåndsberetning. Den kronologiske opbygning lægges ud i medias res, som går lige til sagens kerne. Der bliver derefter detaljeret beskrevet skridt for skridt, hvordan at han vågnede op til lyden af tempelklokkernes klang. Lammelsen af hans ene hånd der lå livløst på gulvet med håndfladen opgivende opad, giver ham også en meget sympatisk karakter som individ.

Man får helt lyst til, at være den trøstende hånd der kan hjælpe ham op på fode igen. Istedet for, så bliver man som læser af hans litterære værk taget igennem et ophav af uheldige sammenstød. Det omhandler en fangenskab af en thailandsk tsunami. Der gives også endnu mere troværdighed til ham som forfatter, i og med at den er baseret på en virkelig hændelse. Romanen læner sig nemlig opad hans egen subjektive oplevelse af den tragiske episode. Etos appelformen der udformer en tillid mellem modtager og afsender, bliver gjort til styrkemarkøren for om hvorvidt at man tager teksten mere nidkært til sig eller ej. Faktummet om, at han selv var tilstede under hans forfatterskab, giver et mere eller mindre boost til sandhedskreditten. Han kunne nemlig berette direkte med hans ord, hvad han fik sanset sig frem til på stedet. Der bliver givet udtryk for, at han ingen tro har på reinkarnation, der fremhæves i dels de buddhistiske læren såvel som de hinduistiske traditioner. Der var nemlig mangel på synet af et regnbueglimt, som han savnede at se fra den afdøde pige. Der var nemlig en munkedreng tilstede i samme sal som ham selv, der havde troen på at hvis man opbyggede et helt liv mod dødens øjeblik så ville man se regnbuens skær når enden nærmede sig. Man kunne forestille sig et privathospital/lazaret som Michael lå som patient på. Udstyret var ikke senmoderne, og manglen på redskaber til at kunne kurere de indlagte med andet end bedøvelse i form af morfin kan tydes. Grunden til det er, at man kan læse sig frem til en dreng med rødligt jod smurt udover det hele på ham.

Havde der haft været værktøjer nok til, at kunne behjælpe patienterne med den personlige hygiejne ligeså meget som selve stedet, ville der nemlig være tale om et mere opgraderet offentligt hospital. Fluerne finder også vejen frem dertil, dog til et meget rent og dermed hygiejnisk område at befinde sig i. I denne øjesynlige informative tale beretning kan der også ses en del eufismer De kan være nyttige i at formidle budskabet. Uagtet for om hvorvidt at modtageren, genkender sig selv mere eller mindre i eksempelvis Biedermeier perioden, eller har gjort opgør for denne glansbillede beskrivelse af gældende sindelag m.m.

Michael har til hensigt at lade læseren forstå hans oplevelse nærmere, og den vej igennem får man så en kort introduktion til hvornår at noget hændte for ham og i hvilken grad. Hvis man en dag skulle komme ud for, at skrive en biografi om hans liv, så ville de oplysninger nedskrevet i teksten være informativt på deres plads at inkorporere.

Vi får at vide, at efter denne naturkatastrofe der medtog en del bortkomne i dets modgang, har han hermed mistet modet og håbet til at leve videre. Han kan ikke se betydningen i livet længere. Den forbipasserede ham i det ganske øjeblik, at han lagde øjnene på pigens ansigt, som gik døden imøde med fortsat åbne mundvige. Denne birolle såvel som munkedrengen, og den svenske turist der havde haft lidt tabet af sin kæreste, er alle med til at lade modtageren vide at jeg-fortælleren er ham der ligger inde med indsigten. Der er også tale om et dagligtale type sprog i teksten.

Man føler sig ikke distanceret med beretteren, da alle ordenes glidende overgange får fortalt en tilgengældelig fortælling for de fleste målgrupper, uanset alderen så længe at de kan læse.

Der er også blevet indsat et præg af ungdommelige gloser, såsom en lille flygtig dialog:
”Sorry,’’ siger jeg på et lidt hårdere engelsk. Men han bliver stående.’’ – ’’Shit happens,’’ siger jeg og føler mig luset.’’ Man ser her lidt af en uformel socialistisk norm blive fremvist. Hans naturlige reaktion som menneske i en presset situation gøre, at der nu ikke helt tages forbehold til de rumsterende uskrevne adfærdsregler. Nu gælder det egentlig bare om, at overleve.
Der skal ligeledes ikke ses igennem fingrene med, at han håber på at svenskeren bliver trøstet.
Alle tilstede står nu alene med et fatalt indridset minde når de lukker øjenhinderne sammen.

Denne fortælling kunne hurtigt helstøbes til en sensationshistorie om alvorlige efterfølger af naturkatastrofer i Thailand, meget mere skal der ikke til, andet end et troværdigt vidne.

Mediernes retoriske virken hænger også stærkt kædet sammen med politik. De to kan ikke adskilles, da de kommunikerer ud til majoriteten af befolkningerne i diverse samfund.

Medialiseringen kan bruges som en form for livvagt, der enten kan redde eller ødelægge livet for andre ved brugen eller misbrugen af dets magt position i samfundet. Hvis man nemlig dybdegående undersøger anvendelsen af spinoperationer, så ville man nemt kunne genkende et mønster. Sandheden kan fordrejes til egen gevinst ved, at gentage one-liners gentagende gange.

Det ser man dels hos de tidligere valgkampagner omkring år 2007 hvad angår Obama administrationen, såvel som valgkandidat Donald Trump med hans udmeldinger om: ’’We want to make America great again.’’ Når man skal skildre en nyhed er det altid vigtigt, at forsøge at forholde sig til de tre dagsordener bag. Der er den politiske dagsorden, mediernes dagsorden, og befolkningens dagsorden. Hvis man som journalist er i stand til at kunne spille på alle tre tangenter, så ville ens nyhed formidles bedre fra alle fronter i henhold til både priming og framing.

De begreber vil sige, at man først og først finkæmmer nogle udtalelser offentligt, for dernæst så snåt at gøre rede for rammen der skal holde om udsagnene. Det kan også ses i litteraturens akademiske verden, da forfattere såsom Georg Brandes også får de verbale handlinger til at afgive smag af samfundskritiske pointer. Det sætter gang i progressiviteten, da man ser det moderne gennembrud nærme sig dansk litteratur. Velkendte personligheder med et solidt persona, afgiver også etos apeller til afsenderen, ved at begå sig ud i rykdækninger. På den måde er vi i stand til, at blive belyst om visse tanker og referencer der går igennem hovedet på forfatteren.

Medierne forenkler samtlige nyheder fordi, at der er som bekendt en begrænset sendetid. Nyhedsspalterne halter også lidt bagud med pladsen til alt for lange kronikker, og artikler.
Der sættes altså et mere favoriseret udsyn på mennesker, og begivenheder med en særlig høj status. Det kan være alt fra kongehuset, til premiereministre og integrationsordførere. Man høre ikke altid om f.x ordblinde Ole, der aldrig fik sin studentereksamen grundet reformregler i skolen etc. Der kan blive overset en del nuancer, enten bevidst eller komplet ubevidst således.
Mediernes rolle kommer for det meste til udtryk via deres polarisering af samfundet. Der bliver skabt nogle komplet modsætningsfylde kontraster som gøre, at mange mennesker kan føle en torn i øjet og miste overblikket over en situation. Splittelse og klapjagter er tidligere blevet set i menneskets historie, grundets mediernes sociale fremtrædende karakter i ophedet begivenheder.

For at kunne afrunde dette ellers omfattende emne, har man brug for nogle endegyldige konklusioner. Er mediernes rolle blevet omdefineret som udelukkende et underholdningsfikseret bagland? Kan den nye generation af journalister og spalte skribenter, få omvendet denne tendens?

Til det ovenstående, kan man kort konkluderer ja til begge spørgsmål. Der er stadigvæk lys forenden af tunnellen, og masser af farverige lysstråler forenden af regnbuen ligeså vel.

Der er blot brug for opretholdelsen af åbenhed omkring allegorierne i teksterne man læser. Uanset om det er på direkte tv at der bliver læst op, eller om der bliver afholdt et aften-show i et studie. Det er måske til tider nemmere sagt end gjort. Målrettethed som primært mål i sig selv, baner vejen fremadrettet.

Forstår man sig ikke helt på symbolernes både direkte og indirekte hentydninger, så får man en lang vej opad nyhedsbjerget, foruden en bruger manual til gennemskuelse.

Bemærkelsesværdig kan man også anskue Peter Olesesens tekst omkring nyhedsformidling på tv som, der blev kaldt for: ’’Nu styrer formen mere end indholdet’’ og er blevet trykt i Kristeligt Dagblad d. 18 januar årgang 2014. Den danske journalist og tidligere nyhedsvært på TV-Avisen, har et par kritisable udmeldinger at lægge på bordet. Samtlige negative verber bliver brugt, omkring udviklingen af mediernes metoder. De bliver kaldt for dybt bekymrende, pinagtige, useriøse, skammelige, urogivende og en masse andet væltet ind mellem linjerne. Man kan hermed sige, at pga hans tidligere erfaring, så giver det ham også en troværdig platform til at udfolde sig omkring emnet på så ekstravagant en måde. Han giver i hvert fald udtryk for at han ved et eller andet om hvad der foregår bag scenen, når kullisserne ikke glimtrer ligeså iøjefaldende og alting bliver taget til nøje overvejelse. Jeg må personligt stille mig i makkerskab med ham omkring sagen om hvorvidt, at kvinder ikke bare kan formidle et budskab på egne ben og ikke udstrukne stænger.
Der er ingen grund til, at lokke seerne til med fest og farver, hvis man vil gå i dybden med emnet.
Smag og behag kan vel siges om de nyhedsværter, ikke alle fokuserer på overfladen, men hvad der ligger og dulmer lige nedenunder… Det er netop der, det interessante ved nyheden begynder.