“Overvågning er underholdning” Kronik analyse

Overvågning er underholdning

”Big Brother is watching you”

Sådan lyder det klassiske citat fra George Orwells roman 1984, der nærmest er blevet inkarnationen af det berygtede fænomen, vi kender som overvågning. Vi mennesker har altid frygtet denne størrelse, og tanken om at leve i et samfund, hvor hver eneste af vores bevægelser bliver registreret, har kunnet få selv de mest renhjertede personer til at føle sig utrygge. Dette billede er imidlertid ved at ændre sig. Vi er begyndt at acceptere overvågning mere og mere, hvilket har ført til, at vi i dag nærmest betragter det som værende underholdning. Dette er i hvert fald, hvad overvågningsforsker, Peter Lauritsen, beskriver i teksten ”Overvågning er underholdning” bragt i dagbladet Information den 16. april 2012.

Det mest centrale synspunkt i teksten fremkommer, når Lauritsen påstår, at overvågningen i samfundet er gået fra noget, som vi frygter, til noget, som underholder os. Dermed mener han også, at vi, i hvert fald i Danmark, er blevet mere acceptable over for overvågning i vores hverdag, og at vi har fundet balancen mellem den ”statslige” og ”underholdende” overvågning.

I teksten påpeger Peter Lauritsen yderligere, at det især er unge mennesker, der har været med til at skabe denne nye opfattelse af overvågningen i samfundet. I flere og flere reality-shows på TV, som Paradise Hotel og Big Brother, udgør netop overvågning af deres deltagere den centrale del af programmets præmis, hvilket man umiddelbart skulle tro ville skræmme dem, ser søgte. Især når størstedelen af deres aktiviteter vedrører elementer, hvilke de fleste mennesker ville holde privat. ”Men heller ikke her generer det deltagerne. Tværtimod. For dem er overvågningen en vej til berømmelse…” Denne tankegang bidrager ifølge Peter Lauritsen til ideen om, at det hele bare er underholdning.

Endvidere fastlår Lauritsen, at synet og opfattelsen af overvågning afhænger direkte af intentionen og målet for denne. Der er stor forskel på den type af overvågning, vi i hverdagen eksempelvis oplever i butikkerne, og den som følger en flok mediehungrende unge mennesker rundt 24/7. Som han siger: ”Netop det, at overvågning ikke bare har én fast betydning, men kan have forskellige mål og konsekvenser, er en vigtig erkendelse.” Ydermere pointerer han, at i kraft af vores liv i et overvågningssamfund, hvor især medierne har en stor rolle for overvågningen, er vi blevet mere acceptable over for ideen om at blive holdt øje med.

Karakteristisk for den måde hvorpå Lauritsen fremfører sine hovedsynspunkter er, at han gennem hele teksten gør brug af et relativt almindeligt hverdagssprog i et normalt stilleje. Selv om man umiddelbart skulle tro, at han, som forsker, ville benytte en mere formel tone og anvende flere fagbegreber. Det er dog vigtigt at pointere, at der er tale om en kronik bragt i Information, og derfor ikke en dissideret videnskabelig artikel. Det ses også klart ved de lidt uformelle vendinger, der medvirker til at sproget bliver mere nuanceret. F.eks. i snakken om reality-programmerne: ”Dumhederne udstilles, sprutten flyder, og der dyrkes sex under tynde lagner.” Således er denne diskurs med til at bidrage til tekstens hverdagslignende sprog, der er med til at gøre teksten mere interessant og spændende at læse, og vi bliver, som modtagere, mere modtagelige over for afsenderens synspunkter.

Et vigtigt andet karakteristika for Lauritsens argumentation er netop hans virke som forsker i overvågning, der i den bidrager til hans troværdighed og evne til at vække modtagerens tillid. På denne måde bliver etos den altoverskyggende appelform for Lauritsen, der derfor ikke er specielt nødsaget til at gøre brug af statistikker eller videnskabelige undersøgelser, eftersom disse ligger implicit gennem hans position. Således kan man i princippet klassificere hele hans argumentation som et stort ekspertargument. Etos står dog ikke som den eneste appelform, Lauritsen benytter. Også logos kommer gennemløbende til syne i argumentationen, hvilket især kan ses i den måde, hvorpå han afvejer synspunkterne på den ene og den anden side: ”De bekymrede vil sige” , ”Mange har set denne udvikling…” osv. Ydermere kan denne appelform også ses i måden, hvorpå han bygger op til sine påstande. Her ræsonnerer han sig rationelt frem til flere logiske synspunkter, som vi læsere, ud fra den logiske forklaring, er tilbøjelige til at tilslutte os.

Generelt lykkes Peter Lauritsen rigtig godt med sin argumentation, og han anvender nogle gode og saglige belæg for sine påstande. Et eksempel på dette kan ses ved snakken om, at faren ved overvågning er ved at forsvinde: ”Og med denne glade naivitet afslører danskerne i måling efter måling, at de tilsyneladende lever ekstremt kedelige liv, der tåler enhver form for gennemlysning. Derfor er de ikke bekymrede for den rigtige Big Brother.” Går man ud fra Toulmins argumentationsmodel, så er påstanden, at danskerne ikke er bekymrede for den egentlige ”Big Brother”. Dette postulat er understøttet med belægget om, at vi lever så kedelige liv, at vi ikke er bange for overvågningen. Her tilføjet hjemlen om, at hvis du har et såkaldt kedeligt liv, så har du ikke noget at skjule og er derfor ikke bange for at blive overvåget. Yderligere er der gjort brug af en styrkemarkør ved ”ekstremt”, som er med til at gøre belægget endnu stærkere.

Der bliver generelt i teksten ikke slynget ufattelig mange påstande direkte ud. De fremtræder nærmere skjulte, idet Lauritsen forsøger at veje den ene side op mod den anden. Et godt eksempel på dette ses til sidst, hvor han stiller underholdnings ”Big Brother” op mod den statslige ”Big Brother”, som vi kender fra Orwells bog. Denne opvejningen fører så til konklusionen om, at der er plads til dem begge. Således bliver denne ræsonneren en argumentation i sig selv.

Overvågning vs. underholdning

Et andet område, hvor overvågning optræder som underholdning, er i de utallige små videoer med folk, der f.eks. på en parkeringsplads har svært ved at manøvrere deres bil eller billeder af et overfald på åben gade. Det er klart noget, som underholder os, både med smil og med tårer. Det vi så bare nogle gange ikke tænker på er, at det kunne have været os selv, som sad inde i den bil og havde en dårlig dag. Eller det kunne måske have været et familiemedlem, som var blevet udsat for det pågældende overfald. Således bliver det lige pludselig ikke noget, som vi vil betegne underholdende.

Således giver det mening, at de fleste mennesker helst vil slippe for at blive overvåget. Men ifølge Peter Lauritsen, så er det dog ikke noget, vi danskere er egentligt bange for. Vi lever åbenbart så kedelige liv, at de fleste af os ikke tænker over, hvorvidt vi bliver eller ej. Men er det nu også sandt? Blev vi ikke alle sammen ret så forargede, da sagen om WikiLeaks og Edward Snowden kom frem? Det var jo netop fordi det blev almen kendt, at denne ”onde Big Brother”, bedre kendt som USA og deres efterretningstjeneste, har rig mulighed for at aflytte og overvåge hvert eneste menneske. Det tror jeg ikke, at vi danskere er helt ligeglade med. Politiken bragte d. 25. december 2013 en historie, der beskriver en videosekvens med netop Edward Snowden. I den omtaler han, hvordan fremtidens samfund kommer til at se ud, hvis vi ikke snart får lavet nogle ændringer på dette område. ”Et barn, der fødes i dag, vil vokse op uden forestilling om privatliv overhovedet”, fortæller Snowden i videoen og fortsætter: ”De vil aldrig vide, hvad det betyder at have et privat øjeblik for sig selv eller noget, der forbliver ikke-registrerede og ikke-analyserede tanker. Og det er problemet, for privatliv betyder noget. Privatliv er det, som tillader os at beslutte, hvem vi er, og hvem vi ønsker at være.” Så selvom Lauritsen runder af med at sige, at der sagtens kan være plads til begge opfattelser af overvågningen, den ”farlige” og den ”underholdende”, ja så kan det godt være, at vi skal have foretaget nogle justeringer. Jeg tilslutter mig fuldstændigt det, som Edward Snowden påpeger i citatet. Vokser man op med bevidstheden om, at hver enkel ting man gør bliver registreret nøje, så er det ikke længere en fri verden med plads til at finde sig selv. Ydermere bliver det utroligt svært, for et barn der vokser op i dag at skelne mellem det offentlige og det private rum.

På dette punkt er Lauritsen dog også helt enig med Snowden, idet han siger: ”Og gennem reality-tv lærer vi, at dumhed og sex for åben skærm medfører berømmelse og et liv i solen. Vi glemmer med andre ord, at overvågning i de magtfuldes hænder er et kontrolredskab, som i sidste ende kan krænke vores privatliv og udfoldelsesmuligheder.” Vi lever jo i et demokratisk og frit land, hvor netop friheden er af højeste prioritet på så mange andre punkter, som f.eks. ytringsfriheden, religionsfriheden osv. Men hvorfor er det så, at vi er villige til at opgive vores private liv? For nogle mennesker er berømmelse åbenbart nok, mens privatlivet for langt de fleste andre er det mest hellige. Det er jo også derfor, at der har været så mange skandaler med blade som eksempelvis SE og HØR. De har jo flere gange, med rette, været anklaget for at krænke privatlivet på især kendte personer, så vi læsere kan få en gang, til tider, ligegyldig omgang sladder. Men dét er jo også underholdning! Så igen har vi et eksempel på Lauritsens teori om, at overvågningen er blevet til underholdning. Der findes mange mennesker, der med ro i sindet betaler en godt 40 kroner for en gang løs snak om Fetterleins våde bytur og billederne af en lidt for letpåklædt TV-vært. Men ligesom med overvågningsvideoerne, hvad nu hvis det var en selv? Er det virkelig retfærdigt, at kendte mennesker skal være tvunget til et liv med konstant beskuelse af medierne? ”Det er jo deres eget valg at blive kendt, så det følger med”, ville mange nok påstå. Dog er vi alle sammen mennesker, som alle har ret og brug for et privatliv. Efter den seneste store skandale, omhandlende overvågning af kreditkort, kommenterede også komiker Casper Christensen på sagen. Her taget fra artiklen ”Kendte om muligt kreditkort-læk: ”Skandaløst” og ”grænseoverskridende”” fra Poliken d. 30. april 2014: ”At det kan lade sig gøre at få fat i oplysninger på kendte eller ukendte mennesker og bruge det, synes jeg er pisseuhyggeligt”. Det er klart at se, at de kendte mennesker føler det yderst ubehageligt at blive holdt så meget øje med, hvad enten det et kontobevægelsen, opkaldslisten eller websidehistorikken. Alt sammen for vores underholdnings skyld.

Så vidt jeg kan se, så er overvågning i samfundet, som udgangspunkt, en god ting. Det kan bruges til at finde og straffe dem, som allerede har udført en forseelse, og det kan skræmme andre for at gøre det samme. Når det så er sagt, så er det også vigtigt at huske på, at vi lever i et samfund, hvor friheden, som nævnt, er en yderst central del af vores livsopfattelse, og vi bør derfor bekæmpe alt og alle, der forsøger at ændre på den. Således er vi også nødt til, før vi bliver forblændet af underholdningsindustrien og dens kreative brug af overvågning, at tænke på, hvis det var os selv, som lå til offentlig skue midt i bedste sengetid. Vi har netop fastsat nogle grundlæggende regler og principper for vores måde at leve på, og dem er vi nødt til at over-holde.