Politisk kommunikation – Argumenterende artikel

Når man har læst og dannet sig et overblik af det korte uddrag af en artikel som er blevet publiceret i KOM magasinet, tilbage i oktober 2004, skrevet af Rasmus Jønsson, så ville man kunne bemærke de mest centrale påstande beskrevet heri. Der bliver kort og klart gjort rede for mediernes større rolle som værende spindoktorer på en ret subtil anlagt måde. Denne påstand bliver der nemlig henvist til i udsagnet om, at ’’…Medierne skal dog ikke blot anskues som et neutralt formidlingsled. Al nyere forskning viser at medierne ikke blot er et instrument der registrerer den politiske virkelighed, men også er med til at skabe den.’’ Jønsson lægger i højere grad vægt på at kommunikationen der foregår mellem partierne og dets tilhængere af vælgere, ikke er særlig præget af personlige dialoger direkte til befolkningen. Eventuelle politikere har muligvis haft bidet mærke i den senmoderne udvikling af de teknologiske avancerede nyere metoder at nå ud til verden på, især med værktøjer såsom Facebook, Twitter, YouTube etc. Igennem denne metode af mere eller mindre indoktrinering i menneskets underbevidste sindelag, har man større chancer for at de gentagende valgkampagners slogans bliver gjort til godt nytte på længere sigt under den psykologiske proces. Der menes ligeledes, at denne type af retoriske virkemidler, kan gå hen og blive grobund for en form for invalidende struktur i selve argumenternes basis i fakta og manglen derpå. Belægget for denne indirekte retoriks metode, er at samfundsemner bliver mere eller mindre medialiseret, og derved får journalister og skribenter monopol på politikkens gang.

Hvis man dernæst vender sit blik og fulde fokus henpå Christian Kocks tekst: ’Ordentlig debat’ som er et kortomfattende uddrag af hans bog De svarer ikke, fra årgang 2001 – så kan man fornemme den røde tråd der spirre op mellem den forrige tekst og denne, da der anvendes lidt af de selvsamme skeptiske synspunkter hvad angår ens kritiske sansning, når det gælder politiske ordninger i den offentlige debat. Af den grund alene, vil jeg forhåbentligt i en glidende overgang fortsætte redegørelsen for hvad der reelt set bliver benævnt af den retoriske professor.  Hovedpåstanden i denne tekst, går sådanset primært ud på at forholde sig til en dynamisk måde at argumentere på i den offentlige sektor, ved at indrette sit moralske kompas ind efter de etiske kodeks som bør overholdes og ikke overskrides blot fordi, at man er uenig med modparten i debatten. Som Clement Kjersgaard siger det ’’desto mere uenig du er med din modstander, desto pænere bør tonen være’’ måske er det ikke helt ordret citeret, men pointen godtages dog alligevel. Ikke fordi, at man ikke skal kunne være i stand til at fremprovokere visse nødvendige reaktioner fra hinanden som individer, men mere fordi at man bør forholde sig objektiv fremfor offensiv.
Kock mener at det er vigtigt at følge med i debatten, så det er mere overskueligt for en at kunne stille politikkerne til ansvar for deres udtalelser, samt løftbrud hvis der skulle være noget udestående som man ikke har gjort op med endnu. Der bliver også bemærket visse underholdningstendenser ved den politiske sfære, og hvad det kan give vælgerne som værende et eller andet form for adrenalinsus ud af.

Der bliver i løbet af teksten gjort udtryk for en del påstande, såsom at vi ofte ingen anelse har om hvilke politiske kandidater der stiller op til folketingsvalgene, egentlig har sig for en karakteristisk støbning, hvilken baggrund har de hver især? Hvilke personlige sager ønsker vi som medborgere, at have et større kendskab til? Til ethvert præsidentvalg i udlandet såsom i USA, såvel som statsminister posten heri landet, så er der naturligvis nogle krav som gøre sig gældende førend at man kan påsætte sig denne magt position. Ergo er der dokumenter der skal fremvises, fordi at man jo netop også sætter sin lid til de politiske tiltag hvad ens liv i det pågivende land angår, og dermed så ’’skylder’’ politikkerne et eller andet sted befolkningen en klar fremvisning af dem selv som individer, naturligvis til en vis grad – det hele bunder sig ud i etos appelformen, når man tænker på skabelsen af empati omkring en personlighed og vedkommendes præsentable ansigt udadtil.

En af de andre hovedpåstande som afslutningsvis gøre sig bemærket, er den om at der altså er noget grueligt galt med den politiske tone hvis der ikke bliver lagt nogle argumenter på bordet som kan redegøre vælgerskaren til at påtage sig en beslutning. Såkaldte oneliners, punchlines ligeledes der til tider også bliver brugt af i form af stråmænd der hives frem, samt gendrives i en verbal kamp mellem to parter der står på hver deres fløj af spektrummet er altsammen noget man kan imødekomme i den offentlige debat.

Hvis disse budskaber skal runge højere hos vælgerne og blive taget seriøst til sig, så skal der være nogle faktuelle undersøgelser som kan opbakke påstandene, så de kan falde i god jord og ikke bare punktere fladt ned i skødet på ejeren af ordene. Det er det, som der i hvert fald bliver givet til kende af noget afsavn fra Kocks side af – atmosfæren af kyniske tendenser, der ikke tager forbehold i de vælgere der rent faktisk går mere op i substansen af holdningerne som bliver fremlagt, fremfor det fine visuelle aspekt af hele processen hvad angår politiske billeder der sendes kommunikativt ud til omverden. Tangenterne spilles lidt på den travle danskers hverdag. Er man opmærksom nok?
Dette hypotetiske spørgsmål, må vi overlade til Klaus Kjøller såvel som Christian Kock om at besvare igennem deres egne massevis af hypoteser om hvad den danske politiske debat egentlig består sig af dagen idag, og hvilken udvikling den har fået sig.

Menes der at det har båret frugt med sig, eller er frugtkurven mere eller mindre i fuldkommen forrådnelse, eller er der kun tale om et par få dårlige æbler som bør sorteres fra igen? Uddraget af kronikken i Berlingske Tidende d. 19 juli 2012, skrevet af universitetslektoren Kjøller, kan for visse læsere der mest af alt kigger efter de nøgterne sproglige rekvisitter, være noget af et ret interessant læsestof at kunne tage med sig i mente, i henhold til hele den demokratiske valgproces. Samt hvad der ellers gøre sig gældende derom.

Mest af alt fordi, at der refereres til en kronisk jamren i demokratiet som omfattende helhed, som man derved ikke kan undslippe fra – det er den ene påstand efterfulgt af en anden om at der er tale om en bred udbredelse af useriøsitet og mage til usaglighed i politikkens verden, med en rykdækning lavet af Kjøller om at Henrik Kirkegaard ikke står alene om den opfattelse, og der henvises dernæst til generaliserende uvisse kildereferencer. Hvis man havde haft påvist til visse undersøgelser og statistiske kurve, så ville man måske tænke at det var alvorligt nok til at det dermed skulle ændres. Alle journalister samt nyhedsværter/politikkere er jo som os bekendt også mennesker, med deres egen dreven agenda bag, der til tider kan komme til syne enten bevidst eller ubevidst – hvis man er en god menneskekender, så kan man se lige igennem showcasen. Med andre ord, så er det lettere for en at stille andre mennesker til regnskab for deres udsagn, hvis man reelt set har haft studeret hvad de nøjagtigt har haft sagt og i hvilken kontekst, sådan så man ikke blot udvisker de relevante pointer for at slå for hårdt ned på en enkelt. Man finder også endnu en fyldig påstand, som henviser til at diverse opinionsinstitutter, som eksempelvis kunne være virksomheder såsom Gallup og Epinion, som kreere vælgerundersøgelserne og dermed får udgivet informationer til politikkerne om hvad vælgerne præcis vil have. Der står man lidt tilbage med et spørgsmålstegn, og kunne eventuelt tænke sig, at der bliver spillet på dette som var der tale om marinetdukker i snor, som skulle danse til politikkernes klang frem og tilbage.

Kjøllers hovedpointe i sin mere eller mindre konstruktivt skrevne kritik kunne nok spores til en ret mat og uddød debat han har været vidne til, hvor man går mere efter personen end at holde fokusset på bolden der er i omdrejninger. Han er måske også lidt bekymret for at den danske befolkning bare æder det hele råt, foruden så meget som at tygge på de informationer man kunne blive fodret med på en daglig basis, for slet ikke at tale om at han ikke mener at man bør indrette sig efter andres normer og værdier – derimod bør man bære standhaftigt på sine egne, og dermed være urokkelig når det gælder færden udenrigs.

Referencen til eksemplet med forhandlinger mellem Danmark og Kina, er nok også et godt meget godt eksempel på hvorfor det er, at han kan se hvad der kan give flere point på scoringstavlen hvis man indretter sig selv efter den andens ønsker – der er tale om endnu en påstand, belægget mangler dog, da der ikke henvises til et specifik tidsrum hvor at denne hændelse skulle have været sket. De fleste ved dog som bekendt at der har været et langt venskab imellem de to lande i over 65 års tid, som gøre det muligt for dem, at måske ville bøje og rykke lidt rundt på brikkerne for at få det hele til at køre glat på skinner. Samarbejdet har også fået en fortsat blomstrende strategisk betydning, som strækker sig udover det tosidige forhold. Kina lægger pres på Danmarks rolle i EU-parlamentet, og anerkender dermed også den konsistente danske opbakning til frihandel som en relevant del af EU’s handelsrelationerne. Danmark på den anden side udviser støtte om, at Kina og EU indgår en investeringsbeskyttelsesaftale. Hetzene mod politikkens verden, bliver der igen sat fokus på når et udsagn som ’’al politisk substans formidles gennem personkonflikter til vælgerne’’ hvilket man kunne fornemme har sin pointe et sted under den overgeneraliserende overflade. Alt i alt, er det dog en nyttig og ekstrem vigtig vinkel på måden at man håndtere sine udbydere af vælgere.

Jønssons ’målrettet politisk kommunikation’ fik dog båret Kjøllers holdninger et langt stykke henad vejen, da hans måde at formulere tingene på, var langt mere detaljeorienteret fra en non subjektiv måde, hvis man skulle se på hans henvisninger til et par store partier såsom Venstre og Socialdemokraternes retorik. På den måde, kunne man så konstatere at hans indledning til den ikke politiske vælger ville kunne give en lysten til at undersøge de tre bærende ben i den politiske kommunative model. Belæggene virkede stærkere, da der ligeledes blev brugt en del mere logos appelform end noget andet. Der er dog meget der tyder på at de politiske forandringer bør stilles skarpt på, i og med at man høre mere og mere om diverse alliancer mellem spindoctors og politikeres samarbejde indbyrdes, samt bestikkede politikere der ikke gøre deres arbejde som de burde. Paradokset ligger for befolkningen nok i, at der har været mindre fokus på hvilken retning det hele egentlig tager sig, hvilket kan være et bud på forvirringen der kan opstå indimellem folkevalgsafstemninger. Forfriskende midler bør tages i brug, så det ikke går udover de individer som i forvejen sidder tilbage med et mere eller mindre forkvaklet udsyn på verden.