Loading...Processen
Et ellers tilsyneladende kort opkald til en offentlig instans tager en hurtig drejning allerede ved første viderestilling, snart bliver du omstillet fra telefondame til telefondame, den ene mere intetanende end den anden. Du har trykket på startknappen, og nu kører rutschebanen. Dit håb om at få svar synes umenneskeligt langt væk, og til sidst bliver du omstilt til den selv samme som modtog dit opkald i første omgang og en nihilistisk følelse vælter ind over dig. Et opkald til en offentlig instans, mere skal der ikke til for at føle samme hjælpeløshed som den kære Josef K, hovedpersonen i Franz Kafkas roman, Processen fra 1925.
I processen stifter man bekendskab med Josef K, en prokurist i en bank, der af en ukendt grund bliver anholdt uden en videre forklaring. Først opfatter han det som en spøg, men hurtig ser han realiteten i øjnene og er derefter meget opsat på at finde årsagen til misforståelsen og få rodet bod på det, da han ved han ikke har gjort noget ulovligt. Han påråber sin uskyldighed men lidt efter lidt forsvinder hans iver efter at få en forklaring og han bliver blot opsat på at få færdiggjort det, men retsmaskineriet er sat i gang, og det synes ikke at have i sinde at stoppe.
Historien der skildres, af en 3. persons alvidende fortæller, foregår i en, dengang, meget nutidig storby. Det ses ved de forskellige personers erhverv, såsom frøken Bürstner, der er maskinskriverske. Også det, at K færdes i den store by på gåben, på trods af at han skal tværs igennem byen. Det sidste der peger i retning af den er skrevet nutidigt(1924) er at der er store dele af byen der er fattigmandsområder, med gamle huse og små tilbygninger, hvor blandt andet retssalene befinder sig på uhumske lofte. Storbyen bliver ikke nævn ved navn, men da det niende kapitel handler om Josef K’s møde med en italiensk forretningsforbindelse i en domkirke, drager man paralleller med Franz Kafkas eget liv, i et stort firma i Prag, der har en stor domkirke. Dertil skal det knyttes at K’s kollegaer benytter sporvogne, som er hovedetbefordringsmidlet i Prag.
Miljøet i den gamle by Prag er svingende. K bor på et fint pensionat og arbejder i en stor bank. Han er en veluddannet herrer og opholder sig i pæne kvarterer, men da han bliver anklaget skifter handlingsforløbet sted, eftersom retsvæsnet holder til i gamle og faldfærdige bygninger.
”så langt han kunne se var husene i gaden ganske ens – høje grå lejekaserner, beboet af fattigfolk”[1]Her beskrives gaden hvorpå retssalene er placeret. K føler sig ikke hjemme, og det mærkes også på beboerne. ”Folk råbte til hinanden tværs over den smalle gade, og K. blev genstand foe en morsomhed”[2] Man hører her ikke K’s reaktion, men det med beboerne der råber og griner af ham, vil ingen læser føle er rart. Imellem linjerne står der altså at K føler sig fremmed og utilpas. Måden hvorpå det skildres er et tydeligt eksempel på don’t tell it, show it-metoden, der benyttes meget igennem hele historien, da det giver læseren muligheden for fri fortolkning og at gøre det til deres egen mareridt. Metoden hvormed mange detaljer udelades er forfatterens måde, at implicere læseren, hvis ikke i handlingen, så i hvertfald i fortolkningen og på den måde have sin egen personlige opfattelse af historien.
Disse kvarterer hvor K i starten ikke føler sig tryg, er også med tid at give ham ildebefindende hvilket ses op til flere gange. På trods af helbredsrisikoen, bliver de fattige kvarterer alligevel tilflugtsstedet for K. når han prøver at få hjælp til hans process. Først slæber hans onkel Lenin ham hen til en fattigmandsforsvaren, advokat Huld. Senere får K. anbefalet retsmaleren Titorelli., hvis viden om retsvæsnet er meget behjælpelig. Han er en venlig sjæl, der er villig til at sætte hans ry på spil, for K’s skyld. Han videregiver også alle mulige oplysninger om måder hvorpå man kan blive frikendt, hvilket dog også får K. til at miste gejsten. Det viser sig at en frikendelse er næsten umulig, men at man kan undgå dødsdom ved, enten at være i konstant kontakt med undersøgelsesdommeren, som en husarrest. Ellers kan man få processen til at forfalde, dette medfører dog bare at den vil cirkulere rundt i systemet, til en anden dommer falder for den og så starter det hele forfra. Denne nye viden får K til at droppe advokaten, da han er mere opsat på at få en frikendelse, men efter flere måneder er processen ingengang gået til 2. fase.
K. er en mand der holder meget af det andet køn, hvilket afspejler sig i alle møder med damer. Advokat Hulds husholderske, en retsbetjents kone, pensionatets ejer, frøken Grubach, og hans nabo frøken Bürstner. Af hvilke de to første er de mest åbenlyse forhold, men også de eneste der omtales som ”lette på tråden” og vilde med anklagede. Den sidst nævnte er den mest tilbageholdne, men også den mindst behjælpelige. Fælles for alle er, at de tænder på en anklaget mand. Der er altså visse kendetegn ved anklagede, selvom K. absolut ikke er ligesom de andre. Der må altså være nogle kendetegn for anklagede, hvilket en anden anklaget, Hr Block, bekræfter ved advokat Hulds domicil.
Der hersker nemlig en given overtro bland de tiltalte, der påstår at en anklaget afslører hans proces på hans læber/ansigt, og hvorvidt ens sag får et heldigt eller uheldigt udfald kan ligeledes læses. Hr Block forklarer så episoden hvor K for første gang træder ind på loftet til retsbygningen, og undrer sig over stilheden blandt de tiltalte. Hans overlegne ego tænker, at de ser ham som en dommer, men realiteten er en anden. De andre kan se at hans sag ender dårligt, og er bange for at det får følger for dem, hvis de taler med ham. K’s overlegenhed er gennemgående i hele historien, selvom den fader lidt ud jo mere han bliver klar over besværlighederne omkring hans proces. Josef K er som nævnt en højt uddannet herrer, særdeles intelligent og velovervejet i hans sprogbrug;. Dette får læseren til at fornemme hovedpersonens overlegenhed, selv overfor den første undersøgelsesdommer.
”Hele sagen er af underordnet betydning for mig, derfor kan jeg bedømme den roligt og klart, og dersom De virkelig føler, at der står noget på spil for dem ved denne såkaldte domstol,vil de have stor fordel af at høre på mig. Men en eventuel diskussion om de ting, jeg nu forelægger Dem, vil jeg bede Dem udskyde til senere, for jeg bliver nød til at gå om et øjeblik”[3]
Dette citat fra det første retsmøde understreger den ligegyldighed K. føler for hans proces. Hans oplevelse af miljøet dommeren befinder sig i er med til, at forøge K’s følelse af overlegenhed. Han tryner dommeren ved først at påtage sig dommerens objektivitet, for så at under kende hans domstol ved at benytte adjektivet ’såkaldt’. Sidst forklarer han, at han ikke har tid til denne latterlighed i øjeblikket, hvilket betyder at han sætter sin tid mere værdifuld end dommerens og alle de opmødte embedsmænd.
Den overlegenhed der toner frem fra K’s side. Får K til at føle, at han allerede har vundet retssagen, eller at den ikke bliver til noget, denne selvsikkerhed får også læseren til at tro på hans frifindelse, sandheden er dog en anden. Kafkas idé med at vælge en højtuddannet som hovedperson er, at få læseren overbevist om at hvem man er, hvor klog og velartikuleret man er og hvor hårdt man kæmper, så kan man ikke vinde sin proces hvis man først er blevet anklaget.
Hen imod slutningen befinder K sig i en kirke efter aftale med en forretningsforbindelse, da enmand fra præddikestolen pludselig kalder ham ved navn. Her er der først noget obligatorisk, hvad der minder om en retssag, og så går de en tur mens manden af retsvæsnet fortæller K en historie.
Historien handler om en landmand der godt vil ind i retten, som er åben for alle. Foran porten til retten står en dørvogter og formener ham adgang i øjeblikket, men tilbyder ham at sidde og vente. Årene går og til sidst er landmanden så gammel, at han knapt kan gå. Så spørger landmanden til sidst: ”alle stræber jo efter loven (…) hvoraf kommer det så, at jeg er den eneste, som i alle de mange år er kommet her?”[4] Dertil svarer dørvogteren at porten kun er til landmanden, ogs går så hen og lukker porten. Dette kan forstås på to måder, der er en der har bedraget, og K mener at det er dørvogteren der har bedraget landmanden. Dertil siger manden fra retsvæsnet, at dørvogteren jo har fået en besked på ikke at lukke nogle ind og dermed blot gør sin pligt. Der er mangee fortolkninger af historien, en af dem ser dørvogteren som den bedragne, da han aldrig vender sig om for at se ind i retsbygningen, så selvom han nævner hans skræf for andre dørvogtere længere inde, så har han aldrig selv set det. Manden som ville helt ind i retsbygningen måtte passere flere dørvogtere, men efterhånden som den første volder ham store problemer, bliver det til hans eneste udfordring. Ligeledes kan der drages en parallel til K’s retsproces, eftersom han har flere niveauer han skal igennem og mange undersøgesesdommere af stigende grader. Men i takt med at hans process næsten ikke skrider frem, bliver hans eneste mål at komme videre fra det første stadie, hertil skal det knyttes at han ser alle retsvæsnets instanser for at være imod ham, selvom at de ifølge manden i kirken blot kan tolkes, som at de gør deres pligt og at der sidder en længere oppe og styrer trådene.
Tematikken i romanen flyder primært omkring den fremmedgjorthed og magtesløshed, der beskriver Josef K’s situation igennem hele historien. Den absurde verden der afvæbner selv den skarpeste skytte, og efterlader ham nøgen til frit udsyn, er en beskrivelse af den verden Josef K prøver at bekæmpe til ingen verdens nytte. Budskabet Franz Kafka vil have ud er muligvis en kritik af bureaukratiet der kan holde en proces igang mod en mulig uskyldig mand, uden at folk er klar over det, da systemet er opbygget af et hieraki med høj arbejdsfordeling og lav mulighed for at omvende og gøre folk partiske. Det positive er objektiviteten i systemet, da det er individuelle bedømmende parter. Bogen kildrer dog de enkelte parter somuvidende, og mener at hvis de ikke kender til alle enkeltdelene af en sag, så er de ikke i stand til at bedømme sagen i en helhed.
Franz Kafka formår at skildre en persons jagt på forståelse i et ellers meningsløst univers. Og efter at man har læst et af Kafkas værker er der ikke længere tvivl om betydningen af adjektivet kafkask.
Kafka har lagt navn til det meningsløse univers og labyrintiske bureaukrati, selv var han uddannet i at gennemskue svindel og retssystemet, med uddannelsen i jura og arbejdet i forsikringsbranchen.
Dette meningsløse univers er også med til at understrege Kafkas nihilistiske opfattelse af livet.
Udfærdigelsen af Processen er ikke gjort af Kafka selv, hvis man da kan sige at det overhovedet er gjort. Hans gode ven Max Brod, har dog samlet de løse ender i romanen, sat det i kronologisk orden, for så at udgive det i år 1925, ét år efter Kafkas død. Franz Kafka arbejdede om dagen og forfatter i de sene timer, dette medførte også at flere af hans værker aldrig blev færdiggjort. Da Max Brod overtog samtlige af hans værker, fulgte der en udførlig beskrivelse med og hvordan de skulle destrueres. Kafkas skriverier var blandt andet uddrag eller viderebyggelser af hans mareridt og han ønskede ikke andre skulle genleve dem[5], dertil var hans meget nihilistiske opfattelse med til at stadfæste hans værker som betydningsløse efter hans egen mening.
At han skrev om natten og havde gang i mange værker på én gang var også en realitet for processens tilblivelse, da han i skriveprocessen vekslede mellem at skrive på de forskellige afsnit. Max Brod nævner blandt andet at flere afsnit ikke er færdiggjort, af disse har Processen et af disse afsnit med, afsnit 8. ”De ufuldendte har jeg lagt til side. (…) De afsluttede har jeg ordnet og forenet til denne bog. Af de ufuldendte har jeg kun medtaget et enkelt, der var så godt som færdigt”[6] Som det kan ses er det dermed ikke et fuldendt værk, ej er det heller et værk skrevet af én forfatter, da vennen Max Brod har haft en væsenlig indflydelse på det ”færdige” værk.
Den parallelisering der blev omtalt tidligere, mellem Kafkas eget liv og Josef K’s arbejde har flere facetter. Kafkas arbejde i forsikringsselskabet kan nemlig på mange måde sidestilles med prokuristen Josef K. Kafka var afdelingsleder og en dygtig medarbejder[7]. Ligeledes er Josef K en højt rangeret prokurist der gør sit arbejde godt. Denne lighed viser at Kafka kunne se sig som hovedpersonen i sin egen historie, og at det var et mareridt om at være udsat for noget man ikke har nogen indflydelse på.
Processens udgivelsesår er, som nævnt tidligere, 1925 på trods af forfatterens død i 1924. Den er skrevet i den litterære periode mellemkrigstiden. Historisk set vandt Tjekkiet og Slovakiet under 1. verdenskrig over det Østrig-Ungarske rige og Tjekkoslovakiet blev dannet i 1918 med Prag, Franz Kafkas hjemby, som hovedstad. Kafka sad dermed på vindersiden af 1. verdenskrig og led dermed ikke det store nederlag, dog var mellemkrigstiden stadig en periode med massere af samfundsmæssige sammenbrud, hvilket førte til kulturpessimistiske menneskesyn. Dertil var mellemkrigstiden en gudsforladt tid; mange forfattere delte Nietzsches opfattelse af gud som død. Kafkas roman var bestemt ingen undtagelse, da den var en kritik samt et fremtidssyn af hvilken retning samfundet er på vej i. Det nihilistiske univers bar også præg af at være gudsforladt og det rene kaos hvor ingen egentligt ved noget. Denne subjektive beskrivelse af samfundet som kaotisk ligger sig op af ekspressionismen, som var en genre flere forfattere benyttede sig af til at beskrive verden i mellemkrigstiden.
[1] Processen. S. 36 l. 28
[2] Processen. S. 36 l. 34
[3] Processen, s.45 l.16
[4] Processen. S.175 l. 32
[5] http://www.retspolitik.dk/kafkatten/franz-kafka-og-processen/
[6] Processen s. 192 l. 26
[7] http://www.retspolitik.dk/kafkatten/franz-kafka-og-processen/
Skriv et svar