Ravnkel Frøjgodes Saga: Sagamenneskets værdier og natur

Ravnkel Frøjgodes Saga

I denne opgave vil jeg se på personerne der optræder i Ravnkels saga, deres værdier og udvikling igennem sagaen. Jeg vil gå ind og se på Ravnkels udvikling fra hovmodig til moden og velovervejet leder, jeg vil se på Sams udvikling fra modig til overmodig og til sidst slagen, og jeg vil drage slutninger til det generelle sagamenneske i løbet af opgaven. Jeg har valgt at fokusere netop på disse to personer da de er hovedpersonerne der udtrykker sagamennesket bedst.

I Ravnkel Frøjgodes saga, møder vi Ravnkel og Sam, samt Tjostarsønnerne, og nogle andre bipersoner. Sam og Ravnkel udgør hver deres front, den ene er fattig og den anden rig, den ene gode, den anden bonde, men begge er de velsete i hver deres miljø, og i begyndelse er der da heller ikke fjendskab at spore imellem dem.

Lige indtil Ravnkel slår Einar, som er Sams fætter, ihjel, på grund en ed han havde svoret, om at han ville dræbe alle, der red på hans forstersøn, hingsten Frøjfaxe. Og Einars far, Torbjørn, beder Sam om hjælp, i en retssag mod den store, stærke, og iltre gode Ravnkel, på trods af, at denne har tilbudt adskillige goder, som kompensation for mordet. Sam godtager efter lidt brok, men da han, med hjælp fra Tjostarsønnerne, der er magtfulde og vise folk af godeslægt, vinder over Ravnkel, torturerer ham, og sender ham bort fra hans jord, og godedømme, vækker han en vrede mellem slægterne, og den gode ro og orden på Island er forstyrret.

Ravnkel er en mand af sit ord, en rigtig mand, med de rigtige værdier. Han er stor, retfærdig over for sine venner og mænd. Han er ærefuld, og tøver ikke med at dræbe, selvom han også tager konsekvensen af sine handlinger, med oprejst pande. Han er i begyndelsen af sagaen, en person der er kendt for sit hovmod, og sin forkærlighed for guden Frøj, som han jævnligt ofrer til, og som han også har givet, en halvpart af sin yndlingshingst Frøjfaxe.

Ravnkel starter ud som værende en lovende ung mand, der begiver sig ud på sin egen færd, bort fra faderens jord, men samtidig bibeholder han sine stærke bånd til sin slægt. Dette er et vigtigt træk, da slægten betyder alt, og blod binder stærkere end noget andet i Landnamstiden på Island. Da den fattige Einar kommer sent på året, og beder om at komme i arbejde hos Ravnkel, er han ærlig og siger at der kun er dårligt arbejde tilbage, at han ville have givet ham bedre, men at han nu må ta det der er. Det vidner om en stor retfærdighedssans, og en stor velvilje overfor sine fattige bønder.

Ravnkel har svoret en ed, om at han vil dræbe alle, der rider på Frøjfaxe, uden hans vidende og tilladelse, denne ed står han ved, selvom det ikke behager ham at dræbe Einar. Men Ravnkel havde fortalt Einar om eden, og et ord er et ord, og dette er også, et af de typiske æresværdier i sagaerne.

På Tinget er folk bange for Ravnkel, for Ravnkel er en mægtig mand der ikke er til at spøge med. Hans rygte er nået vidt omkring, og der er ikke nogen, der har lyst til at lægge sig ud med Ravnkel, dette til trods for, at mange gerne vil give ham en lærestreg. Hovmod er ikke nogen god egenskab, hos sagamennesket, og heller ikke i Ravnkel Frøjgodes saga.

Da Ravnkel er blevet tortureret, og blevet fordrevet fra sit hjem, skaber han sig hurtigt et nyt liv. Hans fiskeri går godt, og han er vellidt de steder han er kommet frem. Han bliver gjort til gode endnu engang, og han gør ikke tilnærmelser, på at hævne sig på Sam, der har overtaget hans tidligere godedømme. Dette afspejler en ny velovervejethed hos denne figur, som er klart en positiv værdi. Han holder også op med at ofre til Frøj, og opdager, at dette ingen forskel gør, ja måske går det ham endda bedre, når han er gudeløs. Denne detalje understreger, at sagaerne er skrevet omkring 200 år senere, end de rent faktisk foregår, og antyder den overgang til kristendommen, som norden undergår i denne tid.

Da Ravnkel endelig beslutter sig for, at hævne sig på Sam, sker det igennem hans bror Øjvin, som netop er vendt hjem fra en længere rejse. Han rammer det blødeste punkt, slægten og blodet, og lader derfor Sam lide meget mere, end hvis han havde slået ham selv ihjel. Det er nemlig meget mere ærefuldt at dø, end at blive tortureret, eller måtte bide skammen i sig, over at man ikke har været i stand til at forsvare det, der er ens ejendom eller blod.

Ravnkel får oprejsning, og genvinder sit godedømme, og Sam tvinges til at leve som hans bonde, kun dårligere stillet, end da sagaen begyndte. Ravnkel har atter vist sig, fra en nådesfuld, og retfærdig side, han gør ikke værre mod Sam end Sam gjorde mod ham, han får sin hævn.

Personen Ravnkel udvikler sig igennem sagaen, fra at være en stor men hovmodig gode, der trænger til at blive sat på plads, bliver sat på plads, og til sidst er kommet i større harmoni med sig selv, og samfundet omkring ham.

Modsat Ravnkel er der personen Sam.

Han lægger ud med at være tilfreds i sin situation, som mere eller mindre fattig bonde, men magtliderlighed, og stædighed griber ham, og da han får støtte fra Tjostarsønnerne, bliver hans ønske om at vinde over Ravnkel indfriet. Han er en stærk person som, selvom han handler imod de fasttømrede æresbegreber, og torturerer Ravnkel i stedet for at dræbe ham, nyder stor anerkendelse for hans sejr, og også for hans stålfaste sind og styrke i retssagen mod Ravnkel.

Sam er forfængelig som gode, og nyder at klæde sig prangende, det udstråler også en magtsyge, og mangel på spartansk mådehold, og køligt overblik, som er vigtig hos en leder.

Men Sam er også en yderst sympatisk mand, som til sit held gør sig gode venner med Tjostarsønnerne, og ved hjælp af deres hjælp, opnår det han ønsker. Det er et typisk sagakendetegn at man kun kan vinde, når man har folk bag sig, det beskrives blandt andet i en saga der hedder Egil Skallagrimsson: ”Sønnetabet” således:

”den mand er fattig, som ikke ejer bror eller søn til hjælp mod fjender den mand får aldrig hæder eller sejr, som ikke støttes af trofaste venner”

Her illustreres det, hvor vigtige fællesskabsbåndet er, slægten og trofaste venner, er ens sikkerhed, og uden dem er man, så at sige, virkelig ikke godt stillet. Man kan sige, at på Island i landnamstiden, der fungerede blodets bånd som vores sociale system fungerer i dag. De stærke har et ansvar for de svage! Sams udvikling gennem historien, går fra en modig ung mand, der trodser umulighederne, og begiver sig ud for at få hævn og ære, han vinder også denne, men det er her, efter dette, at konflikten optrappes, og Sam begår sin store fejl, han torturerer Ravnkel i stedet for at dræbe ham, han skåner hans liv, men kun for at blive udsat for Ravnkels hævn senere i historien, og det endda på trods af, at Tjostarsønnerne omhyggeligt har rådet ham til at slå Ravnkel ihjel. At Sam ikke lytter, til Tjostarsønnernes velkvalificerede råd, viser hans egenrådighed der ikke sømmer sig, i denne forbindelse. Man skal tage imod den hjælp man får når man beder om det, specielt når det bliver givet, af sine trofaste venner, der oven i købet, er meget højere stillet end en selv!

Da så Ravnkel har fået sin hævn, og Sam står tilbage med ingenting søger han atter hjælp hos sine vener Tjostarsønnerne, men denne gang vil de ikke hjælpe ham, Sams magtsyge har taget over, og hans mod er blevet til overmod, og da roen genoprettes er det med Sam som underhund, og ham der må leve sit liv med skammen som følgesvend.

Sagaen, og personerne i denne, følger den klassiske form, der gennemspiller en fred til at begynde med, så kommer konflikten, så kommer hævnen, og en ny fred oprettes til sidst.

Personerne er også en form for dobbeltpersoner, ligesom det er i mange andre sagaer, de besidder begge negative og positive menneskelige egenskaber. De negative er blandt andet, ikke at fuldføre sin hævn, at agere overdrevent og uretfærdigt, hovmod og overmod er også dårlige menneskelige værdier. På den positive tælles egenskaber som at stå ved sit ord, at være retfærdig og nådig, men indenfor rimelighedens grænser, at være stærk og have gode venner, at hævne sig, og fuldføre sin hævn, og så selvfølgelig at man sætter slægten over indvidet.