“Reformpædagogik i et mentalt fladland” Kronik analyse

Reformpædagogik i et mentalt fladland

Siden begyndelsen af 1900-tallet er der, som følge af den såkaldte reformpædagogik, blevet lagt mere og mere vægt på elevernes velbefindende og demokratiske medbestemmelse i undervisningen. Dette er gjort ud fra tankerne om, at eleverne ikke bør fyldes til randen med viden, men at de i stedet, gennem egne lyster og initiativer, skal lære og erfare. Mange vil mene, at denne tankegang lyder retfærdig og fornuftig, og at børnene på denne måde kan udforske og undersøge ”vidensverdenen” på egen hånd. Andre vil dog påpege, at der, i kraft af denne frihed for eleverne, vil være en masse faldgruber med elever, der ikke magter denne opgave. Elever, som ”udnytter” denne frihed til egne egoistiske formål. Denne opfattelse deler Dorthe Enger, lektor og cand.mag i engelsk, religion og filosofi, og i sin artikel ”Reformpædagogik i et mentalt fladland”, bragt i Berlingske Tidende den 25. maj 2013, stiller hun skarpt ind på konsekvenserne af det 20’ende århundredes nye pædagogiske ideer.

Det mest centrale synspunkt i teksten fremkommer, når Enger påstår, at magtforholdet mellem lærer og elever er byttet om. Således mener hun også, at der skal mere styring til i det danske uddannelsessystem.

I teksten påpeger Dorthe Enger yderliere, at eleverne, som resultat af et øget fokus på deres optimale læring, er blevet til kunder i det danske uddannelsessystem. Kunder, der har krav på at klage, såfremt de ikke finder undervisningen tilstrækkelig. Hun mener ydermere, at elevernes øgede medbestemmelsesret har ført til en større grad af selvoptagethed blandt de danske skolebørn. Denne har ledt til en øget lidegyldiggørelse af undervisningen fra elevernes side, som ikke længere er interesseret i dens substans, men i stedet dens grad af underholdning. ”Eleverne udfordres ikke til at overskride sig selv. De bliver i deres egen lystboble, og undervisningens underholdningsværdi kommer i fokus”

Ydermere anfører Enger, at der i Danmark er kommet et for stort fokus på rummelighed i undervisningen. Sammenlignet med kinesiske skoler, hvor det især er styring og kontrol, der er i hovedsædet, klarer de danske skoler sig, fagligt, markant dårligere. Omvendt har Dorthe Enger oplevet en manglende frihed i bardommen hos kineserne, hvilket fører til ideen om, at man på både den vestlige og østlige side bør foretage sig nogle ændringer. ”Kina har brug for mere rummelighed, Danmark for mere styring”

Karakteristisk for den måde hvorpå skribenten fremfører sine hovedsynspunkter er, at hun gennem hele teksten gør brug af et meget personligt sprog, hvor der bliver slynget mange forskellige påstande ud til læseren. Dette sker ved brug af flere retoriske spørgsmål, som hun efterfølgende selv svarer på, og derved kommer frem med sine synspunkter. Et eksempel på dette ses allerede i begyndelsen af teksten, hvor Enger kommenterer på gymnasieelevernes forargelse over folkeskoleleverne: ”Er det så anderledes i gymnasiet? Det må man desværre sige delvis nej til. Nogle elever klarer sig fint, men for mellemgruppen og de svage elever udgør adfærden en barriere for at opnå bedre resultater” Denne måde at fremkomme med sine synspunkter er yderst effektiv, og de retoriske spørgsmål har den effekt, at vi læsere stopper op og overvejer den givne situation. Derudover medfører brugen af disse også, at den ellers envejsprægede kommunikation bliver mere dialogisk, idet at læseren inddrages.

Et vigtigt andet karakteristika for Engers argumentation er netop hendes kulturelle position som lektor og rektor, der i den grad bidrager til modtagerens opfattelse af hendes troværdighed og dermed hendes evne til at vække modtagerens tillid. På denne måde bliver etos den gennemtrædende appelform for Enger, der derfor ikke er specielt nødsaget til at gøre brug af statistikker eller videnskabelige undersøgelser, eftersom disse ligger implicit gennem hendes mangeårige erfaringer med det danske dannelses- og uddannelsessystem. Således kunne man i princippet klassificere hele hendes argumentation som et stort ekspertargument. Hun gør dog alligevel brug af andre argumenttyper til at overbevise sine læsere. Dette ses eksempelvis i snakken om de store forskelle mellem henholdsvis de danske og kinesiske skoleelever, som hun selv har oplevet på tæt hold: ”Jeg blev ikke overrasket over kontrasten mellem de kinesiske og de danske elever. I 2010 deltog jeg i en rektorrejse til Kina, hvor vi så kinesiske elever, der knoklede løs. I år var jeg i Kina igen og så det samme.” Således gør hun via erfaringsargumentet det klart for læseren, at hun ved hvad hun snakker om, hvilket igen bidrager til hendes stærke troværdighed.

En anden teknik, som Dorthe Enger gør brug af, er det såkaldte sammenligningsargument, der kommer til udtryk i snakken om den nye generation af forkælede børn og unge. Her kritiserer hun den rummelige pædagogik ved at sammenligne dens konsekvenser for børnene med Harry Potters meget forkælede fætter, Dudley, som er ude af stand til at klare sig selv. ”Barnet er ikke frisat, men er blevet en hjælpeløs lille tyran, der er afhængig af, at mor leverer varen. Barnet lærer ikke at klare sig selv, jf. den overforkælede Dudley fra Harry Potter bøgerne” Denne sammenligning har til dels til formål at sætte reformpædagogikken i relief, idet de fleste mennesker kender til bøgerne om Harry Potter og derved kan danne sig et visuelt billede. Derudover har denne argumenttype også den effekt, at vi læsere, på samme måde som med de retoriske spørgsmål, vågner op og vores fantasi bliver aktiveret. Endvidere kan Enger bruge denne sammenligning til at beskrive de danske børn videre i teksten, da navnet ”Dudley” nu har fået nogle konnotationer, som kun vi modtagere kender til. Et eksempel på dette ses her: ”I en globaliseret verden med hård konkurrence og store krav kan man frygte for de danske forkælede Dudleyers skæbne.” Denne indforståethed gør sproget mere levende og binder derved teksten umådeligt godt sammen.

Alt i alt lykkes Enger rigtig godt med sin argumentation, og hun gør brug af flere rækker af logiske argumenter i sin argumentation, hvorved man med rette kan anføre logos-appellen som et væsentligt led i hendes argumentation. Dette ses eksempelvis i hendes behandling af de danske kontra de kinesiske børn, hvor hun gennem flere årsagsargumenter bygger sin argumentation op ved at lade den ene sætning føre til den anden. Et eksempel på dette ses her: ”Den vestlige enten-eller tankegang har svært ved at udholde paradokser. Derfor ender vi ofte i reaktion – fra den ene yderlighed til den anden,” hvor den første sætning logisk fører til den anden. Som følge af denne logiske argumentation bliver vi læsere mere tilbøjelige til at tilslutte os hendes synspunkter omkring den dårlige udvikling for danske skolebørn.

De traditionelle kinesiske begreber yin og yang bliver brugt til illustrere kontrasten mellem det danske og det kinesiske uddannelsessystem, hvor Enger beskriver den danske rummelighed og den kinesiske styring som hvert sit begreb. Således påstår hun også, at det ene ikke fungerer uden det andet. Kina har brug for rummelighed, og Danmark har brug for styring, ifølge Enger. Men er det nu også sådan, at øget styring alene vil gøre eleverne bedre rustet til at lære og tage ansvarlige valg her i livet? I de regelsæt, som vi fik udleveret på første skoledag står der, at vi elever netop har ansvar for egen læring, hvilket strider meget imod Dorthe Engers ønske om øget styring i skolen. Dog påpeger hun også, at det vigtigte er, at man finder en optimal balance mellem kontrollen og rummeligheden. En balance, som ikke har været at finde de sidste mange år. Denne opfattelse deler Ivar Ørnby, rektor v. København Nord til dels. I sin artikel ”Vi må kræve at gymnasieeleverne er selvstændige og tager ansvar” fra Politiken den 10. juni 2014, kommenterer han på den højtgående debat omkring gymnasieelevernes manglende faglige engagement. Han indrømmer, at der i de senere år godt kunne have være gjort mere for at øge de studerendes læring gennem friheden, idet han siger: ”Svaret på, om vi kunne have gjort det anderledes i løbet af de 2-3 år de unge mennesker været elever hos os, må klart være JA”. Men omvendt mener han stadig, at eleverne også kunne have gjort mere fra deres side af sagen: ”Det kræver, at man kan tage ansvar for at lære noget af sig selv, at man behersker selvstudiet og kan planlægge.”

Her er gymnasieelev Lawand Hiwa Namo enig. I en direkte henvendelse til formanden for Danske Gymnasielevers Sammenslutning (DGS), Phillip Dimsits Lerer bragt i Politiken den 26. august 2013, kommenterer han på formandens kritik af det danske uddannelsessystem. Han mener i den grad, at eleverne bærer en stor del af skylden. Ydermere beskriver han, hvordan han selv tidligere også, jf. Engers opfattelse af de unge, var kritisk overfor skolesystemets manglende kvalitet. Namo er dog kommet frem til den konklusion, at gymnasieeleverne bør tage sig mere sammen: ”Måske bør vi grave et spadestik dybere og spørge os selv, hvordan vi som elever kan løse problemet, frem for kun at pege fingre ad politikerne og kræve flere penge.”

Jeg er enig i, at det i videst muligt omfang er op til den enkelte elev at tage ansvar. Man vælger selv, om man vil møde forberedt op til timen, eller om man vil sidde nede i hjørnet og spille Tetris. Dem, der så bruger undskyldningen om, at timerne med den her lærer er bare så kedelige, eller at tavleundervisning bare ikke fungerer, ja de må så, efter min bedste overbevisning, lære at tage sig sammen. Vi lever alle sammen hvert vores liv med hver vores forventninger, og det er derfor også op til den enkelte at træffe de beslutninger, der er med til at forme ens liv. Således er det svært at skulle opstille krav om, hvordan eleverne skal agere i klasselokalet. Dog har vi, som Enger beskriver, også et ansvar som samfund, idet vores generation af unge skal være dem, der bærer nation videre i fremtiden. Således må man så bare også stole på, at dagens unge har det, der skal til for at træffe fornuftige og ikke mindst ambitiøse valg.

I forhold til Dorthe Engers påstand om, at magtforholdet mellem lærer og elever er byttet om, vil jeg erklære mig delvist enig. Jeg oplever stadig, at det i de fleste tilfælde er læren, som ”har bukserne på”. Jeg vil i stedet hellere beskrive dette magtforhold som værende ligeligt fordelt mellem underviseren og eleverne, idet vi elever tit bliver taget med i overvejelserne omkring bearbejdningen af forskellige emner. Der er dog et sted, hvor jeg føler, at Enger har en pointe. Forleden dag gennemgik vi i matematik et eksempel på en besvarelse af en skriftlig eksamen. Denne besvarelse var, opbygningsmæssigt, rigtig vellykket, men den indeholdte også en række fejl, som vi elever skulle finde. Efterfølgende spørger en klassekammerat læren, om han vil sende besvarelsen ud til os, så vi kunne bruge den som en slags skabelon. Og det er her, hvor Dorthe Engers teori kan komme til udtryk. For det ville vores lærer nemlig ikke. Grunden til dette skal findes i de erfaringer, han har haft med elever, som klagede over deres rettede opgaver, som de mente var blevet fejlagtigt bedømt. Deres bevis for dette var således en anden af disse ”fejl-besvarelser”, hvor netop den pågældende fejl var begået. Det er jo lige præcis, hvad Enger mener, at elever i dag er begyndt på i langt højere grad end tidligere. De stiller, ifølge hende, utroligt høje krav til læren, og efterlever han dem ikke, så må de jo klage.

Men hvordan løser vi så denne problemstilling? Ja efter Dorthe Engers overbevisning, så er det implementeringen af mere kontrol og styring, der skal til. I sidste ende er det dog op til den enkelte elev, at tage det nødvendige ansvar. De skal bare være klar over, at det valg, som de træffer, ikke bare har betydning for dem, men hele samfundet. Både nu og i fremtiden.