Din PC skal holdes i topform, så den er klar til at hjælpe dig med opgaverne i det nye skoleår. Der er næsten ikke noget værre end en computer, der er 10 minutter om at starte op og i øvrigt kører så langsomt, at man tror den er gået i stå. Alle Windows PC’er bliver langsommere med tiden, men selvom din PC har et par år på bagen, så er det ikke nødvendig at skifte den ud. Ofte kan du få maskinen i form igen ved at opgradere din harddisk, foretage en grundig oprydning og eventuelt udstyre den med ekstra RAM.
Opgrader til SSD og smid ekstra RAM i PC’en
Hvis din PC er af ældre dato, er den med stor sandsynlighed udstyret med er traditionel harddisk. Ved at opgradere til en moderne SSD-disk, vil du kunne opnå store tidsmæssige besparelser ved opstart af PC’en og ved åbning af programmer. Hvis du skifter til SSD, er det vigtigt at tænke over, hvor meget lagerplads, du har behov for. En SSD er stadig en del dyrere end en almindelig harddisk, og prisen stiger proportionalt med antallet af GB. Den oprindelige harddisks indhold skal kopieres over på den nye SSD, så du ikke mister data. Hvis du har mod på det, kan du selv foretage udskiftningen og kopieringen med et såkaldt kloningsprogram – og ellers kan mange computerforretninger klare det for dig. En anden opgraderingsmulighed der ligger lige for, er installation af ekstra RAM, der vil få dine programmer til at arbejde hurtigere. Du kan Google dig til mulighederne, for præcis den PC-model du har.
Derfor er computer- og passwordsikkerhed så vigtig
For at holde din computer i god form, skal du sikre den mod udefra kommende trusler, som virus og hackerangreb. Det første, du skal gøre, er at sikre dig, at du bruger et godt og stærkt password på din PC. Der findes flere forskellige websites, hvor du kan få gode råd omkring passwords. F.eks. har Pokerstars.dk et grundigt system til at lave sikre passwords, og Forbrugerrådet Tænk har en guide til gode passwords. Komputer.dk skriver, at sikkerhedseksperterne anbefaler, at dit password har minimum 12 tegn, og at det består af både små og store bogstaver samt tal og specialtegn som @ eller %. Her kan du læse artiklen, og du kan teste om dit password er sikkert nok. Når dit password er i orden, skal du sørge for, at du har installeret et godt antivirus program, som ikke blot beskytter mod virus, men også mod spyware, malware, ransomware og andre trusler online. Der findes forskellige antivirusprogrammer, hvoraf en del kan benyttes gratis eller har en gratis prøveperiode.
Husk at installere alle program- og systemopdateringer
En anden vigtig ting er at huske at installere Windows- og programopdateringer, når der kommer nye versioner. Opdateringerne sikrer, at eventuelle sikkerhedshuller bliver lukket, efterhånden som de bliver opdaget. Opdateringerne indeholder også ofte forbedringer til programmerne, der optimerer ydelsen og hastigheden. Derudover kommer der selvfølgelig hele tiden nye og smarte funktioner, som du kun får glæde af, hvis du sørger for at opdatere.
Slet og ryd op
En Windows PC kan begynde at køre langsommere, efterhånden som den bliver brugt, og programmer bliver installeret og slettet. Du kan selv gøre en del for at få din PC til at arbejde hurtigere, og den sidste udvej kan være at nulstille PC’en, så den kommer til at fremstå som ny. Det er dog en lidt større operation, som kræver, at du laver backup af alle filer på computeren og indlæser dem efter nulstillingen. Inden du begynder på det, så prøv følgende råd først. Din PC skal genstartes jævnligt, og selvom det kan være irriterende at vente på, så er det nødvendigt. Hastighedsproblemerne kan også skyldes, at der mangler plads på disken, så slet alle de programmer du ikke længere bruger. Det gratis program CCleaner laver en oprydning på PC’en, der sletter browserhistorik, cache og cookies i dine browsere, og tømmer Windows systemet for gamle logfiler, og midlertidige filer der ikke længere bruges. CCleaner giver ligeledes et godt overblik over dine installerede programmer, og der er mulighed for at afinstallere programmer, der ikke længere bruges. Her kan du få en hurtig gennemgang af CCleaner og dets funktioner. Endelig kan langsom ydeevne skyldes at PC’en er inficeret med virus, så husk at køre en virusscanning, når antivirusprogrammet er installeret, som nævnt tidligere.
Skriv et svar