“Den sidste balkjole” af Herman Bang analyse og fortolkning

Den sidste balkjole

Der afholdes bal hos doktorens, og Antonie har syet sig en smuk kjole med både plisseer og flæser til anledningen. Da doktorens frue langt om længe kommer forbi for at invitere Antonie til ballet, er Antonies familie kvik til at sige ja. Da Antonie bare står og kigger, slynger doktorfruen ud, at de jo ikke skal danse, for det er deres kavalerer blevet for gamle og stivbenede til. Da doktorfruen tager af sted, går Antonie ind på sovekammeret og græder bitterligt, nu er hendes ungdom forbi.

Novellen ’Den sidste balkjole’ omhandler en kvinde, der med frygt i sindet indser, at hendes ungdom er forbi, og at hun ikke har kunnet opfylde samfundets og familiens forventninger. Men også meningen med livet og oprøret mod datidens kvinderolle belyses. Samtidens problemer sættes under debat.

Handlingen udspilles i det sene 1800-tal, hvilket blandt andet ses på de samfundstitler, der berettes om, som for eksempel guvernanten, forpagteren, sognefogeden, samt de normalt ofte afholdte baller både på præstegården og skovballet. Også sprogbruget viser tydelige paralleller til et ældre sprog, der godt kan tidsfæstes til 1800-tallet. Blandt andet ved brug af ord som volanter og landauer, som ikke længere optræder i nutidens sprog. Ud over disse ’udgåede’ ord er sproget meget enkelt og letforståeligt med korte sætninger og kun få konjunktioner, men der hænger også en formel tone i luften. Novellen er skrevet i 3-person, da fortælleren har en ydre synsvinkel og ikke kender personernes tanker og følelser, men handlingen beskrives så detaljeret, at man igennem personernes handlinger og stemning sagtens kan danne sig et indtryk af dem. Størstedelen af handlingen foregår i en dækket samtale i talesprogsform, som erstatter det fortællende. Der er flittigt brug af bindestreger og fortsættelsespunktummer, hvilket tydeliggør de mange panoramisk fremstillede sceneskift, hvor der ikke forefindes nogen overgang mellem scenerne. Den dækkede samtale med mange replikker, sammen med det panoramiske indtryk, får handlingen til at virke dramatisk, og den vil derfor med få omskrivninger kunne opvises som et skuespil. Disse træk karakteriserer novellen til at være skrevet med et impressionistisk sprog og fortællerteknik.

Det primære miljø i novellen er det fysiske miljø. Stedet hvor handlingen finder sted er meget landsby-lokalt, og i og med at alle i det lille borgerlige samfund er klare over, hvad andre foretager sig, og at et arrangement som doktorens bal hurtigt rygtes fra husstand til husstand, også meget lydt. Det virker også til at være et samfund med meget opretholdte normer. Dette ses blandt andet i introduktionen af Antonie (”den lille”) og hendes søster Emmas fremtid: ’– ja – når ”den lille” får hus og hjem, og når ”den lille” gifter sig, sagde de. Moderen skulle bo hos ”den lille” og have de så godt og blive plejet tidligt og silde… Men Emma ville ”tage ud”… som husbestyrerinde eller skolelærer for mindre børn (man behøver jo ikke at kunne så meget for at lære sådan småt kræ at stave og tabellen)’ ¹ , hvor Antonie repræsenterer den respekterede del af befolkningen og de dertilhørende høje forventninger, og Emma repræsenterer den del af befolkningen, man listede på tåspidser i nærheden af på grund af deres ’fejltagelser’. Dette giver os også et billede af familiens økonomiske situation. Familien hører højst sandsynligt til den velhavende del af middelklassen. Moderen har dog kun ressourcer til at gøre den ene datter ’til noget’, og da Antonie er den yngste og mest egnede, bliver Emma tabt på gulvet. Dette dilemma er ikke noget, der bliver talt om åbenlyst, men det vises for eksempel, da det kun er Antonie, der bliver inviteret til ballet af doktorfruen. Der berettes ikke om døtrenes fader, men man må gå ud fra, at han har haft et godt erhverv, da moderen ikke arbejder for at forsørge familien.

Samfundet er som sagt styret af normer og uskrevne regler. Det er blandt andet en norm, at når man bliver en dame, er man ikke længere aktiv til ballerne, der jo er til for de unges skyld. Man skal sidde og se til, mens de unge morer sig. Det lille samfunds omdrejningspunkt er at få pigerne giftet godt væk, og hvis dette ikke sker, er fremtiden for pigerne usikker, og hele familien status står til at gennemgå en social deroute. Denne situation fastsætter doktorfruen for Antonie, da hun, med sin betydningsfulde og formelle rolle i det lille samfund, husker Antonie på, at hendes dansende pigetid er ovre. Stedets omgivelser beskrives meget smukt, hvilket for eksempel ses, da familiens have bliver beskrevet: ’de to kirsebærtræer på plænen stod i blomst, og dagens store spørgsmål var, om man vel kunne vente mange moreller i år. Så fik roserne knopper, og de sprang ud, og søstrene sad lange eftermiddage i vinløvslysthuset ved gærdet’ ².

Novellen strækker sig formelt set over rundt regnet 26 år, grundet flashbacks i historien, blandt andet da der berettes om, hvordan de flytter til landsbyen, men den relevante handling strækker sig sandsynligvis over et par uger.

Der forefindes ikke en åbenlys karakteristik af novellens personer. De beskrives indirekte ud fra deres handlinger, og der dannes et billede af deres væremåde og tankegang. De vigtigste personer der introduceres i ’Den sidste balkjole’, er moderen og hendes to døtre Antonie og Emma, hvilke jeg nu vil give en karakteristik af ud fra novellen; Moderen: De to døtres moder er enkefrue, men hun arbejder ikke for at forsørge familien. Hun sætter i stedet alle sine kræfter på at ligge puder for datteren Antonies fødder. Hun virker til at være utroligt stolt af sin yngste datter, men over for Emma er der et andet billede. Moderen spår Emma til ikke at blive til noget, og gennem måden hvorpå hun bruger alle sine ressourcer på den anden datter, giver hun Emma en moderrolle i familien: ’Det var, som om også Emma var blevet hendes moder, og hver en sparet skilling blev kun givet ud for Antonie’³

Enkefruen omgås folk fra de højere samfundslag som præstefruen, doktorfruen, forpagteren og sognefogeden, selvom hun ikke selv kan leve op til den status efter hendes mands død. Hun opstiller derfor en facade, der roligt krakelerer i takt med Antonies alder. Giftes Antonie ikke godt, vil moderens økonomi og sociale status fortsætte i den nedadgående retning, de tog efter mandens død. Emma: Enkefruens ældste datter Emma er den tilsidesatte af de to døtre. Alle de tilsidesatte penge, bruges på at promovere Antonie, for hun er den, der forudses de største muligheder for at kunne klare sig selv, men man kunne forestille sig, at en ting som udseende og intelligens har spillet ind i dette valg. Da familien spår hendes fremtid, fastsætter de hende til at skulle ’tage ud’ og være i huset eller som lærerinde, da dette jo ikke kræver nogen særlig intelligens.

Hun indtager en moderrolle overfor Antonie, og der er i teksten ikke tegn på, at hun er utilfreds med denne rolle. Emma virker til at beundre sin søster og finder sig sandsynligvis veltilpas med hele familiens situation.

Antonie: Novellens hovedperson, Antonie, er uden tvivl også familiens hovedperson. Som sagt går en hver sparet mønt til at promovere hende. Ansvaret for familien ligger til en hvis grad på Antonies skuldre. Fra hun var ganske lille, har det været besluttet for hende, at hun skulle giftes væk, og derved kunne forsørge sin moder. I og med at dét mislykkes, mislykkes Antonie også som person. Hun svigter sig selv såvel som sin familie, og dette slår hende til sidst i novellen, da doktorfruen pointerer for hende, at de to nok skal more sig med at kigge på de unges dansen. På grund af Antonies forfærdelse og bratte opvågning som følge af doktorfruens kommentar, udleder jeg at hun ikke før har påtaget sig dette ansvar, blandt andet da der lystigt fortælles om de mange afholdte baller: ’når studenterne kom hjem til jul og sommerferien, var det som I en tummel af baller og skovture og spillen komedie og lystighed’ ⁴

Vi hører i starten af novellen, at Antonie selv sidder og syer sin balkjole, hvilket tyder på nogle finpudsede færdigheder på det område, hvilket kunne skyldes familien økonomiske situation, men ud over dét kunne det godt tyde på, at hun havde fået det meste serveret på et sølvfad.

Herman Bangs måde at debattere samtidens problemer på ses blandt andet gennem den stærke modsætning af enkefruens to døtre. Jeg har herunder sat de mest fremtrædende forskelle overfor hinanden:

Det problem der belyses ved hjælp af disse forskelle, er kvindens rolle i samfundet. Meningen med en kvindes liv er på dette tidspunkt at finde en mage og blive gift. Kvinderne bliver fra barnsben af opdraget til at være gode mødre og hustruer. Hvis en kvinde ikke formodes at være i stand til dette, kan hun altid blive lærerinde eller komme i huset på en gård. Antonie bruger sin ungdom på at more sig og nyde tiden, hvilket i dag vil betragtes som et afgørende element i livets mening, men det er i hendes samtid vigtigere at sørge for ’familiens overlevelse’. Hun udlever sine lyster, men får en forfærdelig overraskelse, da hun indser, hun har forspildt sin ungdom uden at have fundet en mand, der kan tage sig af hende, altså har hun ingen fremtid. Vi ser altså her, hvordan Herman Bang fremstiller samfundets idealkvinde som uselvstændig og med lav tankevirksomhed – ikke noget man kan kalde for individuelle individer. Kvinderne ses nærmere som en masse, da de ikke burde have nogen personlighed, men bare vente på og derefter føje manden.

Både nøddegangen i præstegårdsbaghaven, hvori de unge par ved festlige lejligheder har søgt at være alene, og balkjolen kan betragtes allegorisk.

Nøddegangen kan repræsentere udvejen fra det lille samfund ind til fremtiden. Men hverken Antonie eller Emma kommer i nøddegangen og går derfor en skæbnesvanger fremtid i møde. ”Nøddegangen i præstegårdsbaghaven kunne have et og andet at fortælle: om et kys, så hastigt røvet, og et par ord, hviskede med bevægede stemmer, og om to hænder, som tøvende havde søgt hinanden.”⁵

Den anden allegori er som før omtalt balkjolen. Balkjolen symboliserer Antonies ungdom. Altså skal den sidste balkjole forstås som den sidste rest af ungdommen. Endvidere kan man argumentere for, at den sidste balkjole også symboliserer ungdommen, der aldrig blev udnyttet, da vi aldrig hører at Antonie får brugt kjolen.

Budskabet i novellen kan være, at man skal lade være med at spilde sin ungdom – den er dyrebar og kommer kun én gang. Endvidere kan det siges at være, at kvinder bør betragtes som selvstændige individer, hvis fremtid ikke bør afhænge af mænd. Hvilket også til fulde lever op til hovedtemaet i det moderne gennembrud, hvor problemer skulle sættes under debat.

Forfatterportræt

Novellen ”Den sidste balkjole” er skrevet af Herman Joachim Bang. Bang blev født ind i en adelig præstefamilie på Als, den 20. april 1857. Bangs moder dør da han er 14 år gammel. Dette er et hårdt slag for Herman Bang. Herefter kommer Herman Bang på kostskole, og senere på Sorø Akademi hvor han tager sin studentereksamen i 1875.

Ud over den hårde modstand grundet tabet af sin moder, har Bang endnu et dilemma; han er homoseksuel hvilket dengang var decideret kriminelt. Selv anser han sin seksualitet for en pålagt skæbne, som en sygdom der degenererer familien, da han jo netop på grund af sin seksualitet ikke kan føre den videre. Han bruger dette som drivkraft i sit forfatterskab, hvor han er en mester i at skildrer kvinders længsel efter kærlighed. Mod slutningen af sit liv skriver han direkte om homoseksualitet. Herman Bang dør den 29. januar 1912. ⁶